Præstens tale

[karenv 0]

Godmorgen

Jeg ved ikke lige, om dette er "kassen" at sætte denne tale i, men jeg har bestemt mig for at I også må læse den talle, som vores dejlige præst Onkel Nilo holdt for os.

Så, here goes:

So happy together, Turtles!

Tale til Karen og Claus´ vielse 1/5-04

”Kære brudepar,

Der er mange vielsestaler, hvor præsten - eller borgmesteren - kommer ind på emner som skilsmisseprocenter og hvor svære kår ægteskabet har i dag. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor.

I en masse andre taler kommer pastoren ind på, hvad kærlighed er, og hvad ægteskabet vil sige - ofte noget med en gave, der pakkes ud eller en smuk

blomst, der står i sit sarteste skrud - jeg lider selv af pollenallergi og nøs

således meget til mit eget bryllup.

Så sådan noget vil jeg slet ikke komme ind på her, for så skulle jeg jo have

skrevet en helt ny tale, så i stedet vil jeg bare indledningsvis lade parret

tale for - og om - sig selv.

Og ikke undlade at fortælle om mine egne oplevelser med parret - så kort

bekendtskabet har været, er der allerede nu indtryk til flere liv: Det

startede med, at Karen gik i kirke til en højmesse og bagefter passede mig og

op og sagde: "Hva´ så, fidusius - er du frisk på et bryllup?" Jeg svarede

tørt, at jeg allerede var gift, men hun sagde blot: "I D I O T!" og fortalte om

sig og sin tilkommende mand. Og det lød meget smukt og romantisk alt sammen -

det vil sige: indtil jeg rent faktisk mødte fyren.

For gommen viste sig at være Claus - identisk med den lærer, der dømte ved

vores konfirmandturnering i fodbold, og hvem jeg i samme forbindelse havde

oparbejdet et noget anstrengt forhold til. Han viste sig nemlig fuldstændig

immun overfor såvel trusler som bestikkelse, og dømte konsekvent mål til de

andre hold og med sit store, dumme grin - som I sikkert kender - vendte sig og

råbte muntert: "Nå, pastor - nu scorede de søreme´ igen!"

Nu er Claus jo en meget reél mand, så da jeg i forbindelse med gennemgangen af

denne vielse kom ind på episoden, svarede han blot, at han bestemt ikke var

immun over for bestikkelse - tilbuddet havde bare ikke været godt nok.

Karen er også lærer - dog ikke på Iselingeskolen som Claus, men hos

konkurrenten på Marienbergvej. Og hun er - har jeg indtryk af - én af disse

kvindesagsamazoner med småsocialistiske tilbøjeligheder. Mærk jer mine ord:

det er IKKE noget tilfælde, at vielsen finder sted den 1. maj!

Og dagens stolte par og jeg havde flere møder og diskussioner på byens

velrenommérede café´er, og i løbet af disse gik det op for mig, at jeg faktisk

var blevet forundt at forestå en ret så personlig handling og at effektuere en

fast beslutning, truffet af to aldeles vidunderlige mennesker - som I alle

indtrængende opfordres til at passe godt på.

Her blev der klappet, efter opfordring fra Niels!

Nå, men til sagen! Om sig selv skriver parret - og det er faktisk både smukt og poetisk:

"Talen!!!!!

Karen og Klaus’ bidrag.

I et menneskes liv forekommer mange store og vigtige begivenheder... og så

øjeblikkene imellem.

De store øjeblikke er dem, der som livets fyrtårne beretter om nåede mål og

milepæle. Tøjklemmer på livets tørresnor. Et bryllup er et stort øjeblik. Det er to mennesker, der siger ja til hinanden for resten af livet og det er

vel den begivenhed, man husker bedst, når man kikker tilbage på et langt liv. Livet består dog også af en masse små øjeblikke. Små øjeblikke mellem store

med sin helt egen værdi og sin helt egen musik. De små øjeblikke er dem man

føler, når tiden står stille. Øjeblikkene sammen med familien og vennerne,

middagsluren i solstrålen eller blot køreturen uden destination. Tidspunkter, hvor livet er uendelig stort i sin uendelige enkelhed. Et liv sammen med et andet menneske, er i høj grad bygget op af de små

øjeblikke, for det er der at trygheden, roen og overskuddet til livets

udfordringer hviler. Det er i de små øjeblikke, at man finder styrken - både

hos sig selv og i sin elskede. Det er i de store øjeblikke, at vi glæder os

over en masse små.

Med brylluppet fejrer vi et ”ja” til masser af store og små øjeblikke sammen. Resten af livet."

(Dette bidrag med blåt skrev vi selv...)

Der er mange, der undrer sig over, hvorfor vi i Danmark aldrig siger: ”You may

now kiss the bride” eller det med, at ”hvis nogen har nogen indvendinger mod

dette bryllup, skal han sige til nu eller holde mund for altid” - ligesom i

amerikanske film. Det skyldes, at vi herhjemme er protestanter, og at

brylluppet hos os ikke er et sakramente, altså en hellig handling i streng

kirkelig forstand. Det er det imidlertid hos katolikkerne. Og åbenbart også i

Hollywood.

Et bryllup betød egentlig blot, at man i fuld offentlighed bekendtgjorde og bekræftede, at nu skulle det altså være de 2. De var sådan set allerede gift

lige fra det øjeblik de - som det hedder i Det Gamle Testamente: ”Kendte

hinanden”. Og for eksempel er det latinske ord ”testikler” oprindeligt et

gammelt kirkeligt udtryk, der betyder: ”De små vidner” eller ”mini-vidnerne”.

Iøvrigt var det sådan, at præsterne herhjemme i sin tid helst var fri for at skulle lægge kirke til vielser. Officiélt fordi de fandt det teologisk

irrelevant, og nu havde vi jo lige fået smidt katolikkerne ud af landet - og

måske også lidt fordi de var lige så luddovne som i dag. Men folk insistérede,

og kirken bøjede sig til sidst for at få fred.

Og der ligger under alle omstændigheder den alvor i det, at buddet: ”Du må ikke bryde ægteskabet” stadig væk er underforstået. Vi er vant til, at det betyder, at man ikke må lave sidespring og være hinanden utro. Men det er kun den ene side af det. I selve vielsesceremonien ligger den tanke, at parret nu gør deres forhold officiélt, og at det bevidnes af alle. Og at derfor

udenforstående heller ikke må bryde ægteskabet - altså komme ind imellem de

to. Så at sidespring på den måde også er en forkert handling - eller en synd,

hvis man foretrækker denne betegnelse - af trediemanden/-damen eller

elskeren/elskerinden.

Hvilket meget tydeligt illustreres af den gamle vittighed med ægtemanden, der kommer for tidligt hjem og overrasker sin kone i seng med sin elsker - altså konens elsker. Han udbryder: ”Hvad foregår der her?!”, hvorpå fruen vender sig mod elskeren og siger: ”Kan du se, hvad jeg sagde? Han ER I D I O T!”

Og det at elske og ære hinanden for altid er iøvrigt ikke en speciélt

kirkelig opfindelse. Langt de fleste kulturer har det. Så dét som I i dag

svarer på, er altså ikke så meget, om I holder af hinanden, men om også har

tænkt jer at blive ved med det. ”I medgang OG modgang”, som det hedder. Og det er store ord at tage i sin mund og skal forstås sådan, at I har tænkt jer at

prøve. At I har valgt at den anden er værd at slås for. Med uvaner og fejl og

mangler og det hele. Og at vænne sig til at tænke for to i stedet for én. Og

prøve at tackle det evige problem om både at kunne være to og samtidig at

kunne være sig selv.

Nemt bliver det ikke, men jeg tror, at alle tilstedeværende - og også jer selv for den sags skyld - er helt på det rene med, at her er et i alle ordets

betydninger smukt par. Rigtig meget held og lykke. Og Gud velsigne jer begge!”

KarenV

Redigeret May 7, 2004 af karenv

[p.nille 0]

Hej Karen!

Tak fordi du ville dele denne tale med os!

En meget skøn og personlig tale må man sige;

Jeg både grinte og blev eftertænksom; smukt!!

Knus fra Pernille

[Guest hct]

Meget, meget flot, god og sjov tale - tak fordi vi måtte læse den. :mellow:

[criina 0]

WOW! Jeg er mundlam (godt jeg kan tale med fingrene)...

Hvor er den dog herlig, uhøjtidelig, - og alligevel utrolig smuk og rammende!!! Tillkke med den og tillykke md jer - og tak fordi du ville dele!

:mellow:

Carina

[Guest Summer]

Hej Karen!

Sikke en tale. Den er da både personlig, sjov og smuk. Herligt. Får man egentlig talen helt automatisk eller skal man selv bede om den? Er der nogen der ved det?

Summer

[Guest JJ]

Hej Karen

Det var da en utrolig smuk og personlig tale han holdt!

Jeg kan specielt godt lide jeres eget indlæg!

Bliver helt misundelig og håber på at den præst der skal vie os vil være bare tilnærmelsesvis lige så god..

Knus

JJ

[Guest Lykke]

Hej Karen

Tusind tak for sidst - kan godt forstå, at præstens tale bragte stor jubel hos gæstene

Må indrømme, at jeg rigtig godt kan lide det, I selv har skrevet - det er jo så rigtigt fool

Hvor må det da også være dejligt, at man selv kan få lov til at sætte sit eget personlige præg på vielsen.

Knuser

Lykke : )

:hjerte:

[karenv 0]

Hej Karen

Tusind tak for sidst - kan godt forstå, at præstens tale bragte stor jubel hos gæstene

Må indrømme, at jeg rigtig godt kan lide det, I selv har skrevet - det er jo så rigtigt fool

Hvor må det da også være dejligt, at man selv kan få lov til at sætte sit eget personlige præg på vielsen.

Knuser

Lykke : )

:hjerte:

Selv tusind tak.

Jeg synes da, I skal bede om at få talen efterfølgende - om ikke andet så med den pædagogiske begrundelse, at et menneske kun opfanger ca. 20% af noget hørt, første gang, det høres!

At vi skrev en del af talen selv, er vel for så vidt bare en udbygning af det faktum, at præsten jo skal vide lidt om Jer, inde han sætter sig til hakkebrættet...

Dertil skal det siges, at vi havde 2 familiemedlemmer til at læse en del af ritualet op også.

Præsten læste stykket fra det Gamle Testamente, gemalens faster stykket fra det Nye Testamente og min moster læste stykket fra Paulus. Det gik superfint med mikrofonbytning og det hele og vielsen blev endnu mere vores.

Men snak med salmehøkeren - han kan jo selv sætte grænserne og de er vide, skulle jeg hilse og sige.

KarenV