Kolde fødder

[Cobra 1]

Okay, kolde fødder er måske lige hårdt nok sat op, men...

Min kæreste friede i april. Vi har ikke sat en dato endnu, men jeg har hele tiden sagt at det skal være til næste år, til sommer.

Meget kort fortalt så fik jeg i forgårs nok af at han skifter emne når jeg spørger om vi skal giftes til næste år, så jeg spurgte hvad problemet er.

Han synes det er lidt skræmmende det med at skulle giftes. Det kan jeg sagtens følge ham i, det synes jeg også det er -men jeg synes også det er det mest fantastiske at skulle giftes.

Jeg blev både lidt ked af det og lidt sur, for som jeg sagde til ham måtte han for søren da have tænkt alle de ting igennem inden han friede til mig. Og i min verden er man altså klar til at blive gift med det samme når man frier, for da skal alle overvejelserne have været godt gennemtænkt.

Nå, er der andre her som har oplevet noget lignende? Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal synes om det hele. Vi står og er tæt på at købe hus sammen også, det har han ikke noget problem med. Han elsker mig og jeg er hans livs kærlighed, det er jeg slet ikke i tvivl om, det er han god til både at vise og fortælle mig, så det er ikke fordi han ikke vil være sammen med mig, bare så vi lige har det på det rene.

[Nadds8677 9]

Altså heldigvis er det jo ikke dig han er i tvivl om! Tror ofte at det er sådan at vi piger er dem der går mest i "bryllups-mode", mens mændene synes det er et uoverskueligt projekt og det indvirker måske på hans bekymringer? Kan sagtens følge at du bliver ked af det og sur, sådan ville jeg helt sikkert også have det! Men så længe det ikke er dig han tvivler på, så er det ikke så slemt som det kunne være! Måske en snak om hvad I tænker om selve brylluppet kunne hjælpe? Og på ægte "carrie vis" minde ham om at det jo mere end noget andet er dig og ham der lover hinanden at blive hvor I er...?

[Guest Vicky31]

Jeg kan sagtens følge dig i at du bliver ked af det og sur! Helt enig med dig i dine argumenter. Jeg har ikke selv oplevet dette, men jeg tror, jeg ville reagere på lignende måde. For at være ærlig kan jeg egentlig ikke forstå, hvorfor man synes, det er så skræmmende at blive gift...Ja, det er et stort og ofte økonomisk tungt projekt, der skal planlægges, og det har følelsesmæssigt stor værdi. Men det er jo i bund og grund "bare" en fest, hvor man fejrer sin kærlighed og lover loyalitet/trofasthed via udvalgte traditioner .. ja ok og så er der selvfølgelig det juridiske, men køber I et hus sammen, så er I jo også bundet sammen på papir. Har du spurgt ham, om det er fordi, han ikke er så pjattet med al den opmærksomhed, der naturligvis falder på ham den dag? Måske kan I løse det på en eller anden måde...

[Chaj 16]

Min kæreste havde det lidt lige sådan - vi blev jo forlovet for flere år siden, men blev enige om i foråret at NU skulle det være - men i en periode på omkring en måned vaklede han frem og tilbage hele tiden - han argument imod var at vi er ret unge (til vielsen 25 & 23) jeg har kun været kæreste med ham, og har aldrig været virkelig sammen med andre - så han havde en form for nervøsitet for at jeg senere i livet vil "realisere mig selv" og dermed gå fra ham. Vi snakkede en del om det, og han kom (omsider) frem til at han gerne ville giftes med mig - men helt ærlig så tror jeg det var noget han selv kom frem til og ikke noget jeg havde noget med at gøre...

Jeg tror som der også er blevet sagt, at det er et større skridt for mænd end for kvinder at "binde sig for livet" (min kæreste mener det er noget med mænd og kvinders natur - mænd er "spredere" og kvinder er "samlere" - hvis I forstå sådan en lille en ;) ) på en måde tror jeg at han har ret. Men jeg tror bare det er et spørgsmål om at give ham lidt tid, lad være med at snakke om bryllup overhovedet (selvom det er svært!) og vend så tilbage igen om et stykke tid og spørg om han er kommet frem til hvad han egentlig føler.

Jeg håber det løser sig og han finder ud af at han ikke andet end kan gifte sig med dig

[Cobra 1]

Tak for alle Jeres svar.

Det er i grunden pudsigt at det er ham som er skræmt, for det er mig som er nervøs over om han vil blive hos mig -han er den yngste og har kun haft en enkelt kæreste før mig, så nogle gange får jeg sådan en bange tanke om han mon en dag finder ud af at han vil prøve noget andet -og om han finder ud af at han vil have børn, det vil jeg nemlig ikke.

Det bryllup vi i fællesskab er kommet frem til at vi vil have er at vi "stikker af" til Vegas og bliver gift der, bare os to, så der er ikke noget pres på ham ift at skulle være midtpunkt (det har jeg nemlig heller ikke selv lyst til), jeg er også for lang tid siden blevet "påduttet" at skulle stå for al planlægning, det gider han ikke.

Det er måske et godt råd at jeg skal holde helt op med at snakke bryllup, men på den anden side så vil jeg sgu ha' et svar om vi skal giftes til næste år (så skal jeg nemlig ha' bestilt en kjole) eller om jeg kan skyde en hvid pil efter det (og i så fald får han et møgfald, for så føler jeg mig ærlig talt holdt lidt for nar -når man frier så må man sgu også være klar til at gøre alvor ud af det).

Jeg sagde til ham at så synes jeg ikke vi skal købe hus, for det er i mine øjne endnu mere skræmmende!

Nå, jeg kan se på det hele at jeg bare får luft for mine tanker her.

Endnu en gang tak for Jeres svar.

[Meggers 55]

Uhh... Jeg føler med dig, og jeg ville reagere på helt samme måde, og jeg er helt enig med dig i dine argumenter. Men samtidig kan jeg godt forstå din forlovede... Og lykkeligvis er det jo ikke dig han finder skræmmende. Du får lige vores erfaringer i forhold til skræk (først htbs og så min):

Jeg vil ikke sige at min htb har virket som om at han har "fortrudt" eller noget i den stil, men han blev helt klart overrasket over hvor omfattende det hele var. Jeg tror ikke at han helt vidste, hvad han satte igang, da han friede. Han har - såvidt jeg ved og har kunnet mærke - aldrig været i tvivl om at han ville være sammen med mig resten af livet, men jeg tror stadig godt at han kan få lidt pip af planlægning og stillingstagen og evigt bryllupssnak. En overgang kunne jeg mærke på ham, at han bare slet ikke havde lyst og energi til at snakke om det, og han lignede nærmest en, der var ved at blive dårlig, hvis der tilfældigvis var bryllup i tv. Jeg tror han blev træt af alt snakken og ønskede sig at vi "bare kunne få det overstået", altså at han gerne ville vende tilbage til det det handlede om: At være sammen - og ikke det at planlægge en begivenhed. Jeg tror han følte at vores kærlighed blev lidt "druknet" i kjoler og bling-blingringe og favourboxes og fine servietter. Måske har din htb det på samme måde? Selvom I stikker af er der jo planlægning forbundet med det... Jeg ved også at htb nogle gange er blevet rundtosset af økonomien og har været bange for at brylluppet blev så dyrt at vi ville ende med at blive skilt med det samme efter, fordi vi ville være så pressede af økonomien at vi glemte hinanden...

Jeg har også haft skræk! Meget faktisk... Selvom jeg blev utroligt glad, da han friede blev jeg også sådan lidt ... "Fuck hvad nu?!" og jeg garderede mig faktisk lidt med at skynde mig at sige et eller andet dumt med "men vi skal vel ikke giftes LIGE nu, vel?" selvom jeg begyndte at pippe efter at vi skulle fastsætte dato kort efter For mig handler skrækken på ingen måde om at jeg tvivler på, at det er Brian og mig resten af livet. Det handler om at jeg hænger lidt i tanken om "Man får kun ét bryllup". Og så kan jeg godt nogle gange få nogle flip med at hvis vi gifter os nu, så har vi ikke længere denne fantastiske oplevelse til gode længere. På en måde kan man vende den sådan, at jeg stoler så meget på vores kærlighed, at dét skræmmer mig angående bryllup. Fordi jeg vil så gerne at brylluppet bliver så perfekt som muligt, og var det så ikke bedre at blive gift om 2 år når vi kender hinanden endnu bedre og elsker hinanden endnu mere? Og så må man som bonus have drømmen lidt længere endnu... Man siger jo at forventningens glæde er den største, og den har man jo kun indtil dagen. Og det er jo "noget pjat", for man har jo minderne istedet, og et bryllup ER fantastisk. Noget, der faktisk har trøstet mig meget mht skræk, er når htb siger "Jamen hvem siger at vi ikke kan forny vores løfter?", fordi jeg tænker at okay, så kan jeg altid stadig drøme om bryllup selv når vi er blevet gift. Nå, jeg ævler...

Det lange og det korte er, at din htb måske synes brylluppet er skræmmende, fordi han frygter at han ikke kan give dig det perfekte bryllup (endnu)? Eller måske bliver det bare så stort, at han føler at der ikke bliver fokuseret nok på det, det i bund og grund handler om? Det ville også forklare, at han kan forholde sig til huset, for der er der kun tale om at binde sig, og ikke om noget, som kun kan gøres én gang, eller som handler om alt muligt andet end dig, ham og kærligheden...

Nå, det blev et langt og rodet indlæg, men jeg håber at du kan finde en smule trøst i det. Måske er det ikke noget, der lige passer på jeres situation, men det er da nogle eksempler på bryllupsangst, der ikke giver grund til at aflyse.

Håber I finder ud af det. Og så får du lige sådan en her:

[ChariteK 34]

Hjemme hos os er det nok mest mig, der får kolde fødder. Men det vil jeg nu nok heller ikke helt kalde det.

Så sent som i går aftes tænke jeg "fuck, hvad er det jeg laver! Jeg er kun 20 år gammel".. Og det fortalte jeg åbent min kommende mand om, og vi fik en rigtig god snak om hvorfor det er vi har valgt vi vil giftes. Og så kan jeg pludselig ikke forstå, hvorfor jeg overhovedet var i tvivl et kort øjeblik.

Men jeg tror som sagt ikke det handler om kolde fødder. Jeg tror bare det er ved at gå rigtigt op for mig. Nu når planlægningen er i fuld gang, invitationerne er ved at blive lavet og brudekjolen er købt. Så bliver det hele pludselig meget virkeligt, og det er ikke længere bare en drøm.

[NoNameNoFace 1]

Her hjemme kæmper vi med det samme problem.. Ej, kæmper er måske så meget sagt. Vi har sat datoen, i år 2014 (af flere årsager).. Men selv om vi er enige om at det er der det skal ske og det er det vi arbejder imod rent økonomisk, ønsker min kæreste ikke at fortælle nogle om det... Det er som om han er bange for at så bliver det for alvorligt, og bindene. Og jeg som jeg læser det er det på samme måde din kæreste har det...

Jeg skar igennem og sagde at når han ikke ville fortælle det nu VILLE jeg have en deadline på hvornår vi så skulle fortælle folk det senest.. Og det hjalp..

Så det er mit råd, aftal at senest på det og det tidspunkt skal vi have sat en dato og så tal til han logiske side og sig at det er mest praktisk i forhold til planlægning osv.

Håber i finder en løsning.

[Belinda Victoria 0]

Uhaa.. jeg kan godt forstå din frustration, men mon ikke blot at planlægningen blot stille og roligt kan gå i gang, uden at finde den rigtige dato..

Det skal siges, da min kæreste friede, der var det mig, som gik i flere dage efter.. selvom jeg har den sødeste kæreste, som vil gøre alt for at jeg har det godt, så var jeg da i tvivl, om jeg var parat til det helt store... en ting er at være kærester, og dele hus sammen som vi gør i dag, men at tage skridtet at blive gift, men det har jo intet med følelserne for hinanden at gøre.... men han mente at det var på tide at vi ligesom skulle tage det skridt videre... et er også en skræmmende følelse, da det er en beslutning som skal følge dig for resten livet, og vi alle går jo med den forhåbning om at det er den "ene" gang man skal giftes. Så mit råd til dig at blot at tage en dyb indåndning, og lad ikke "kvinde-fnideri" af fortvivlelse stå i vejen... i stedet for at bruge tid på at finde dato, så find i stedet for ud af, hvad er det I begge ønsker jer ud af brylluppet, og hvilket bryllup i ønsker jer og lige pludselig tager det fat, og så finder I både dato mm...

Vi havde faktisk både udsættelse og 3 datoer igang, inden vi fandt frem til den rigtige dato.. og nu hvor vi ser tilbage, så er vi ikke i tvivl om at den dato vi har i dag, er den bedste for os, og vores familier... Plus, at det var faktisk først her i slutningen af august, at min kæreste ligesom indstillede sig på bryllupsplanlægning mm.. idet vi ude og høre bands, og deri fik han ligesom dannet rammerne inde i hans hoved for hvordan festen kommer til at være... og det var faktisk en befrielse, især da jeg så begyndte ugen efter at komme i tvivl om de valg vi havde truffet var de rigtige, og der var han ikke i tvivl, og sådan ting sker, og jeg tror det er meget normalt. Jeg er stadigvæk i tvivl, men nok fordi at jeg har indset at med de valg vi allerede har truffet for band, sted, mm, så vi kan ikke holde vores budget, som jeg havde håbet!

Så op med humøret... ;-) - I skal nok finde ud af det...

[popze 0]

Jeg ville helt klart reagere på den samme måde, uden tvivl

Min kæreste og jeg har ikke tænkt os at holde et bryllup, men en sammenlever fest (eller bare vores bryllups fest uden vielsen) fordi vi ikke mener et ægteskab er nødvendigt nu om dage

Plus min kæreste ser det som et forældet ritual som jo virker mere som om jeg er hans "ejendel" og ikke hans livspartner

Jeg er selv en af dem som rigtig gerne ville giftes som teenager... men nu med alderen (okay jeg er kun 24) kan jeg ikke se idéen i det. For mig kan jeg vise den nøjagtigt samme kærlig bare ved at lave en "sammenlever fest" (lyder fesent i forhold til "bryllups fest" og mange ser det nok som en virkelig dårlig joke det vi gør, men så længe vi er lykkelige så går det nok. Men grunden til jeg siger dette er fordi jeg sådan set på en måde også er lidt bange for en sammenlever fest. Min kæreste og jeg er begge henholdsvis 23 og 24 år, og vi har aldrig været sammen med andre partnere... så jah jeg deler lidt samme frygt for om han måske realisere "Jamen jeg kunne jo nå så meget mere" et sted i vores forhold :/

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at han elsker mig (vi havde 6 års dag her den 10 september) men man har stadig den frygt der nager i baghovedet. Specielt når man som os ikke har oplevet det at have andre kærester, eller som sådan fået samlet erfaring. Men vi er begge tilfredse med at holde en fest i stedet for :D

Dels fordi han er ateist og jeg er ase tro, så vi kan ikke rigtig finde en vielse aligevel, og jeg er desværre så fesen (sorry hvis jeg fornærmer andre) at jeg ikke gidder gå ind på rådhuset og få det ordnet der. Men indtil videre er vi ganske glade for det vi har aftalt :D

Men har dog ikke fået en ring endnu, da pengene desværre ikke er til det. selv 6000 kr for to ringe er rigtig mange penge for to mennesker under uddannelse :'(

Hold modet oppe :D

Det er jo en rimelig stor omvæltning at skulle giftes men en smuk omvæltning, og for mænd der er det bare noget skræmmende

Men han sagde jo ja til sidst, så det for mig er et tegn på han virkelig elsker dig :D

håber et får et super bryllup :D

[Cobra 1]

Hej allesammen,

endnu en gang tak for alle Jeres svar og at der ikke er nogen som dømmer mig og/eller ham.

Vi havde en snak igår hvor jeg fortalte ham hvordan jeg har det med det hele, hvordan jeg både bliver ked af det, nervøs og sur på samme tid over at han nu siger han er skræmt. -Som jeg før har skrevet så burde han jo være klar når han har været alle de overvejelser igennem inden han friede.

Min teori er, at det er fordi det hele pludselig er blevet lidt mere virkeligt. Han forstod ikke hvorfor det var så vigtigt for mig at det bliver til næste år, jeg forstår ikke hvorfor det er så vigtigt for ham at det IKKE bliver til næste år.

Han tog dog beslutningen og sagde: så lad os blive gift til næste år. Min første tanke var "fedt, nu har jeg presset ham til at sige ja til at blive gift til næste år", men nu skal jeg også lære at lade være med at være så pokkers usikker hele tiden. Så brylluppet bliver til næste år og det bliver som vi har aftalt og som vi begge har været enige om allerede den dag han friede: det skal være i Vegas. Ikke for meget planlægning, det gider jeg heller ikke. Datoen kommer når vi finder ud af hvornår der er sommerferie på vores nye uddannelse vi snart skal starte.

[Nadds8677 9]

Så er et tillykke vel på sin plads??

Altså ikke med at have presset ham, for sådan synes jeg nu ikke det lyder men med at I har fundet en løsning og skal giftes til næste år!

Er sikker på at han også er glad for det, og bare vent til han får mulighed for at vise dig det, når jeres Vegas planlægning går i gang!

[Meggers 55]

Jeg tror ikke at man kan presse nogen til at gøre et bryllup til en realitet, jeg er sikker på at han selv gerne vil, når han har sagt det sådan Så der er tillykke herfra i hvert fald

[lypex 6]

Har haft samme 'problem'.

Jeg har længe gerne villet giftes før jeg bliver 30, og det er altså næste år.

Vi har haft ring på i 5 1/2 år nu, dog har han aldrig været på knæ.

Sidste år fik vi så at vide at hans søster skulle giftes, og min kæreste fortalte mig at han egentlig havde planlagt at ville fri til mig den dag vi fik det at vide.

Men det kunne han jo ikke nu, da de skulle giftes. Det har jeg så aldrig rigtig forstået, hvorfor skulle man ik kunne blive forlovet bare fordi en søster skal giftes.

Nå men søsteren er så blevet gift i maj i år. Og så bragte jeg det så på banen igen, men nu synes han ikke at det skulle være nu, han mente ik han var klar......hmmmm

Men han vil gerne giftes med mig, mente bare ik det skulle være nu(næste år)

Så det hele er endt med at jeg sagde at jeg gerne ville giftes med ham, og at det skulle være næste år, ellers kunne det være lige meget. Jeg fortalte også at jeg havde styr på økonomien og gang i opsparing osv da det nok var der skoen trykkede.

Og så fik jeg min vilje, dog bliver det ikke før jeg/vi bliver 30, men i det mindste samme år.

Og så har han også et helt år til at blive 'klar' i / venne sig til tanken. Og allerede nu halvanden måned efter beslutningen virker han meget mere klar og positiv.

Så nogle gange skal der bare et lille ultimatim til.

[Guest Majken_K]

Hejsa

Jeg har fundet ud af, at min kommende mand havde fået "kolde fødder". Kan ikke lige finde et andet ord for det. Men da vi besluttede, at vi ville giftes, ville han gerne holde datoen hemmelig. Og det gjorde vi selvfølgelig. Men efterfølgende har vi sagt det til familien. Han har så fortalt mig, at han var "i tvivl" om han ville giftes og skulle lige vende sig til tanken om, at skulle giftes. Og på den måde følte han ikke pres og han kunne vendte sig til tanken.

Håber det kommer til, at gå godt.

[dorthe høj 0]

hejsa

nå så prøver vi, jeg har ikke rigtig fået skrevet herinde før men tænkte at det var ved at være på tide

det er spændende at læse alle de mange historier og oplevelser hver især har, med frierier osv.

jeg har været sammen med min kæreste i snart 4 år, efter et år spurgte han om vi ikke skulle forloves og der var det faktisk mig der fik lidt kolde fødder.

var 21 og han 31, men sagde jo ja fordi jeg elskede ham, ved jo også det er ham jeg vil være sammen med resten af livet så hvorfor ikke.

derfra syntes jeg tilgengæld der gik lang tid inden han tog sig rigtig sammen til at fri, men han friede et par dage før min 25 år fødselsdag så det er bare lykke.

glæder mig bare så vild, har jo gået og ventet på det et par år nu. men tror alligevel ikke det gik rigtig op for mig før jeg dagen efter kiggede på nettet med alle de ting der lige pludselig skal bestilles og man skal ha styr på. men det er once in a life så det skal bare være den mest fantastiske dag og det er jeg sikker på det bliver.

tillykke til alle jer andre der har været lige så heldige som mig