kun mig eller også andre?

[tiggi 9]

Hej

Talte med en veninde i formiddags, om at flytte til København evt., og så i det hun siger at det nok er klogt at flytte før vi bliver gift gik det pludselig op for mig hvor stort det egentlig, er at vi skal giftes.

Har da altid kendt konsekvenserne af at blive gift, samt været lykkelig over at vise familie og venner hvor meget kæresten og jeg elsker hinanden.

Men ligesom om det først blev virkelig da jeg hørte en anden sige det, især uden at jeg bragte det op. Vidste slet ikke lige hvad jeg skulle gøre af mig selv, blev lidt bange men alligevel bare glad, og begyndte at glæde mig endnu mere.

Andre som pludselig indser hvor stort det egentlig er, og ikke havde indset det sådan rigtig fra starten?

Redigeret March 2, 2011 af tiggi

[Gilmore 4]

Jeg kender udemærket følesen.

For mig var det først da præsten spurgte om min tilkommendes cpr nr.

Mit hovede tænkte: Jamen jeg har da ingen tilkommende :-)

[tiggi 9]

Jeg kender udemærket følesen.

For mig var det først da præsten spurgte om min tilkommendes cpr nr.

Mit hovede tænkte: Jamen jeg har da ingen tilkommende :-)

Er en meget underlig følelse men glæder mig bare endnu mere nu selvom der er længe til endnu.

[Gilmore 4]

Jeg kender udemærket følesen.

For mig var det først da præsten spurgte om min tilkommendes cpr nr.

Mit hovede tænkte: Jamen jeg har da ingen tilkommende :-)

Er en meget underlig følelse men glæder mig bare endnu mere nu selvom der er længe til endnu.

Jeg glæder mig også rigtig meget.

Så lige at der står 2013 på datoen. jeg tror jeg ville blive total utålmodig hvis der var så længe til mit bryllup.

Jeg har kendt datoen i ca 1 år, så synes efterhånden godt det må være snart, og så alligevel ikke. Der er jo en million ting der ikke er styr på :-)

[Charlotte Carlsen 0]

Det gik først rigtigt op for mig, da vi lavede papirene til min navneændring. Jeg tænkte, "Åh nu skal jeg huske, at jeg snart hedder noget andet og det samme som ham"

Jeg har talt med min farmor om det, og hun sagde, hun i starten ikke svarede folk, der tiltalte hende, fordi hun mente, det var en anden. Heldigvis er vi mere på fornavne i dag

[tiggi 9]

Jeg kender udemærket følesen.

For mig var det først da præsten spurgte om min tilkommendes cpr nr.

Mit hovede tænkte: Jamen jeg har da ingen tilkommende :-)

Er en meget underlig følelse men glæder mig bare endnu mere nu selvom der er længe til endnu.

Jeg glæder mig også rigtig meget.

Så lige at der står 2013 på datoen. jeg tror jeg ville blive total utålmodig hvis der var så længe til mit bryllup.

Jeg har kendt datoen i ca 1 år, så synes efterhånden godt det må være snart, og så alligevel ikke. Der er jo en million ting der ikke er styr på :-)

hehe prøver også lidt at overtale kæresten til at det bare skal være nu men har vi ikke råd til og vil også gerne lige være et par år ældre:P Også mest i forhold til hvad folk/familie vil tænke.

[Pumpkins 24]

For mig er det kommet lidt i ryk. Den første Wow-oplevelse jeg havde var da jeg hentede et katalog i Lilly og ekspedienten spurgte om jeg var brud da vi bookede kirken var også stort, og da jeg prøvede kjole blev det også meget virkeligt.. :D

[ChariteK 34]

Jeg tror først jeg rigtig fatter det når jeg står i våbenhuset med min far.. Måske jeg gør Julia Roberts i Runaway Bride..

[tiggi 9]

Jeg tror først jeg rigtig fatter det når jeg står i våbenhuset med min far.. Måske jeg gør Julia Roberts i Runaway Bride..

Håber da ikke du stikker af .

Håber da bare jeg når at indse det fuldkommen lidt før der:)