Lene T

Jeg har lige brug for luft!

34 posts in this topic

Min kæreste er ved at drive mig til vanvid og for at være helt ærlig, har jeg ingen anelse om, hvordan jeg lige skal kapere den her situation!

Her er historien:

I december blev min kæreste sygemeldt med stress efter at jeg havde taget mange, lange snakke med ham om, at han var på vej ud hvor han ikke kunne bunde. Han gik så hjemme i 3 mdr inden han startede på nyt job. I den sidste måned brokkede han sig konstant over, at jeg var doven og lad og ikke rørte en finger i hjemmet.

Jo det gjorde jeg, men samtidig med at jeg skulle sørge for at vaske tøj, lave mad, købe ind osv, så skulle jeg have overskud til ham, når han havde brug for at snakke, have tid til at passe min skole og tage mig af hans 9-årige datter når hun var her...

Når han så synes at han havde ryddet af i køkkenet for mange gange, eller støvsuget for meget, så gav det udtryk i et raseriudbrud, hvor jeg altid klappede i. Jeg vidste jo godt at han var frustreret over at han kedede sig.

..Udover det, så viser det sig at hans datter ikke har det så godt i skolen. Hun er meget negativ og har svært ved det sociale. Det rammer Thomas utroligt dybt, fordi han selv er blevet ekstremt mobbet som barn og er bange for at det er det der sker med hans datter. Det er det så ikke, de andre børn kan godt lide hende, men har opgivet at spørge hende om hun vil være med i lege, fordi hun alligevel siger nej..

..Thomas's best man har meldt ud, at han ikke gider at holde en polterabend for ham og Thomas er i det hele taget blevet så skuffet over ham her i løbet af bryllupsplanlægningen.Jeg tog derfor kontakt til et par af hans veninder og bad dem om at arrangere noget..

.. han er bange for, at han ikke får den bonus fra hans tidligere job, som han er berettiget til og vi har brug for den til brylluppet..

Her er så min oplevelse:

Jeg har pt en kæreste der i øjeblikket bebrejder mig:

  1. at jeg ikke bidrager økonomisk til brylluppet (jeg er på SU og det har han vidst fra starten af. Til gengæld giver min familie 1/3 af budgettet) - kompromis=sommerferiejob
  2. At jeg ikke er der for ham. Jeg er ligeglad med ham og hans bekymringer om Sofie.
  3. At jeg er ligeglad med Sofie (som jeg passede i den måned han var udstationeret i Australien). Jeg tog mig af hende i 3 år i vores weekender, fordi Thoms arbejdede hele tiden. Jo jo han sad ved spisebordet og arbejde og Sofie var i nærheden af ham, men hvad nytter det, hvis man ikke er nærværende - det var jeg.
  4. At jeg er doven - JA! Og det har jeg ALTID været, men det er ikke ensbetydende med at vi har et beskidt hjem. Men siden det er mig der gør rent, vil jeg sgu gøre det, når det passer MIG!
  5. At jeg er blevet hård og følelseskold - Nå jo, det er jeg måske nok når vi skændes, for jeg NÆGTER at tude mere over hans urimeligheder og . Jeg har jo lært det af ham.
  6. Så sent som i dag brokkede han sig over, at jeg ikke stod op "og tog" hans datter, når jeg havde sagt jeg ville. For det første, så synes jeg ikke at man behøver at "tage" en pige på snart 10 år! For det andet så spurgte jeg ham i går aftes om jeg skulle stå tidligt op, hvortil han svarede "jamen det gør du jo alligevel ikke". Til det svarede jeg "jamen det vil jeg gerne" og så siger han at han jo alligevel vågner tidligt - det lyder altså som et nej i mine ører!

Åh, jamen jeg kan blive ved! Jeg ved sgu ikke rigtig hvad der foregår, men jeg føler han tester mig. Hvorfor ved jeg ikke?

Det hele brændte så sammen for mig i dag!

Han kørte Sofie til svømning (hun svømmer i Århus-vi bor i Horsens) og så skulle de op og besøge en af hans veninder i Ålborg bagefter. Inden han gik ud af døren, nåede han lige at komme med en nedladende og bebrejdende kommentar om "TUSIND TAK, fordi du tog Sofie som du lovede!".. jamen for fanden, du sagde jo nej!! ..

Jeg går en lang tur ned, hvor jeg ringer til min søster og for første gang får lukket op for alt det jeg har gået indestængt med i flere måneder og bliver bekræftet i, at nej, det er ikke mig der er urimelig. Thomas sender en sms og spørger, hvor jeg er og jeg svarer at jeg er nede at handle. Da jeg kommer hjem, ser jeg at bilen holder på parkeringspladsen... og jeg kan ikke få mig selv til at gå ind! Jeg stiller indkøbsposen på trappen og skjuler mig bag huset og begynder at hyperventilere..

Det er bare nok - jeg kan ikke rumme mere og jeg kan ikke klare flere bebrejdelser og urimelige opkast! Så jeg ringede til min søster og fortalte chokeret, at jeg ikke kunne få mine fødder til at gå hen til døren! Jeg har aldrig oplevet noget lignende!

Hun kom og hentede mig og vi fik snakket noget mere og jeg fik grædt ud. Jeg vidste, at så snart jeg ville komme ind af døren, var det bare et spørgsmål om tid. Ganske rigtigt! Ca. 15 min. efter at jeg kom ind af døren, rev Thomas ægteskabserklæringen i stykker i raseri "over at jeg var så kold" og smed den i skraldespanden!

Aftenen forinden havde Thomas brokket sig over, at "jeg overhovedet ikke var der for ham, ikke bekymrede mig om Sofie og at han ikke kunne se, hvad han skulle med mig, når jeg nu var så ligeglad - han var dybt skuffet". Jeg prøver at sige til ham, at for at snakke om Sofie, så bliver han jo nødt til at fortælle mig, hvad der bliver snakket om ved psykologen. Han bliver pissesur og spørger mig om jeg for fanden ikke bare kan lytte - han har ikke brug for en løsning, men for at jeg lytter til det han føler! Du har altså lige svinet mig til mester og sagt at jeg er ligeglad med din datter, som jeg elsker som min egen!

Nå men da jeg kom hjem fra gåturen, spørger han hvor jeg blev af. Jeg tænkte, jamen siden han måtte være så ærlig i går, uden nogen form for respekt for mine følelser, så kan jeg vel også tillade mig det. Så mit svar var, "jeg kom hjem og så at i var kommet hjem og magtede ikke at gå ind af døren, for jeg havde ikke lyst til at se dig". Og så skal jeg ellers love for, at han følte sig uberettiget angrebet!! Og inde i hovedet tænkte jeg "jeg vidste det!"

Nu sidder jeg så her. Thomas er gået i seng og tankerne kører i ring. Jeg overvejer lidt at få en tid ved en psykolog, så jeg kan finde ud af, hvordan jeg skal takle ham, når han er sådan her. Og så jeg ikke mister mig selv!

Jeg vil altså lige sige, at jeg elsker Thomas og jeg er ikke i tvivl om, at min fremtid skal være med ham. Men nogle gange får han bare de her perioder, hvor alt skal gå ud over mig. Og hvor jeg så sidder tilbage og tænker: Er han slet ikke klar over, hvad han har og hvorfor fanden er det at han føler at hele verden er imod ham?? Og hvorfor skal den frustration gå ud over mig??

Beklager at jeg kaster sådan op, men jeg havde bare sådan brug for at få luft!

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Har læst dit indlæg men ved slet ikke hvad jeg skal skrive lige nu... Så bare et stort kram herfra! Og lige et til

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Har lige læst din indlæg.. Ikke en nem situation at stå i.. Stort kram :bearhug:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Ja, jeg er desværre heller ikke til megen hjælp.........men du kan få nogle af disse her :bearhug: :bearhug: :bearhug:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej Lene

Sikke en tid du har gået igennem. Jeg føler med dig (og tænker at det her er et lidt farligt sted at skrive den slags, pas på dig selv, søde)

Jeg sender lig een PM til dig...

Knus herfra

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg tror altså også, at han har brug for en psykolog. Det er den ene ting.

En anden ting, som jeg synes han er strid med, er at du skal stå op, når hans datter er hos jer, og at det er dig der har passet hende i tre måneder. Så vidt det fremgår er det hans datter og ikke din. Han skulle tage og sætte meget meget stor pris på, at du overhovedet tager hans datter. Det er absolut ikke en selvfølge. Det er hans datter= hans ansvar. Jeg kender rigtig mange incl mig selv, som har et barn med en anden end den man er sammen med, hvor at reglen er = en gang enlig mor=altid enlig mor.Det er ham der har valgt, at få et barn. Med hvad der følger med.

Min kæreste står ikke op, når mit barn står op. Det gør jeg. Jeg bringer og henter fra institution. jeg tager barnets sygedage.tandlæge/lægebesøg, forældre møder Osv. Og jeg forstår ham godt. Det er mig der har valgt at sætte et barn i verden. Ikke min kæreste. Og det bliver i den grad skåret ud i pap i statsforvaltningen, ect. (skoler, institutioner at en evt kæreste intet har at skulle have sagt i forhold til det barn, der ikke er hans. Så egentlig kan jeg godt forstå, kærester ikke står op, eller henter osv. Hvorfor skulle de det. De har intet at skulle have sagt, når det virkelig gælder. I realiteten kan man jo bare skride fra kæresten og så har kæresten ingen ret til at se det barn, som han/hun har investeret tid og kræfter i.

Kh anell

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Folk, og især mænd, bliver mærkelige når de mister deres arbejde... men at dømme ud fra det hele, så lyder det bare til at han ikke har det særligt godt, af alle mulige grunde, og at du er den han kan lade det gå ud over... kan godt forstå det er utroligt hårdt, og det skal stoppe, men indtil, så husk lige ikke at tage det til dig... det handler vist ikke lige om dig!

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

uha det lyder ikke rart.. har desværre selv været lidt der hvor din mand er nu. Har haft en depression, og havde det meget med at skælde min kæreste ud, og han gjorde som du gør nu.. og synes det er det helt rigtige du gør.. ikke for at forsvare ham og synes også han overregere men det er en svær tid at komme igennem efter et sygdomsperiode, men vil også sige at du skal tage til din egen læge og høre hvad i kan gøre for at hjælp dig videre. måske en psykolo vil hjælp med at finde nogen redskaber som du kan bruge.. jeg kan da stadig nogen dage mærke at der ikke skal meget til før jeg bliver hyllet ud af den, men det er jo en kamp for en selv der ikke skal gå ud over andre..

Håber det gav mening

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Øv da en situation du/I står i :( Jeg sender lige en stak KÆMPE krammer.

Jeg synes også, det lyder som en depression, som han skal søge hjælp til.

Ang. arbejdet i hjemmet, så glemmer mænd tit, hvor meget der egentlig er at lave. Så selv om opgaverne er små, så ender det alligevel med at tage en del tid. Vi har selv haft store diskussioner her på det område. Min mand kører lastbil og er derfor ikke så meget hjemme, så det er kun naturligt, at de fleste opgaver hviler på mig. Han kunne se de ting der manglede at blive gjort så som støvsugning (vi har hund og kat, så der bør støvsuges hver dag), støve af, vaske tøj osv osv., men aldrig de ting som allerede var ordnet. Og han kunne heller ikke se, hvad han kunne hjælpe med. En dag blev det simpelthen for meget, så jeg lavede en afkrydsningsliste, hvor ALT blev skrevet ned. Dagligt: give børnene (dengang 2 og 4 år) morgenmad, give børnene tøj på, lufte hund , vaske 2 maskiner tøj osv osv. 2 gange om ugen: støve af, rengøre badeværelse osv. 1 gang mdr. : give dyrene loppekur, afkalke diverse osv osv. Simpelthen ALLE opgaver blev sat i skema og printet ud 1 uge pr. A4-ark. Disse lister hang frit fremme indtil han fattede budskabet. Da var han også selv begyndt at kigge på listen og lave de opgaver, som han nu kunne.

:back2topic: Jeg håber, at I får den hjælp, som I har brug for og sender lige en ekstra stak KÆMPE krammer

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg er helt med på at han lyder til at være blevet ramt af en depression! Har du prøvet at lufte den mulighed for ham, og hvad siger han evt til det?

Min kæreste er skizofren (og med den sygdom følger ofte depression + 100 andre diagnoser - som om den første ikke var hård nok!!) så jeg kan følge dig 100%!!

Men det får alvorligt mine alarmklokker til at ringe at du har hvad der på skrift lyder som et angstanfald da du ser han er hjemme! Du kan ikke være i et forhold hvor du skal udvikle angst for din egen kæreste! Så du skal have snakket med ham (skriv evt et brev til ham, eller få en tæt på til at snakke med ham så han ikke reagerer mod dig) og få ham i behandling. Og så skal du selv tage imod al den hjælp du kan få som pårørende, for det er SÅ hårdt at stå som pårørende, for det er oftest de pårørende der kommer til at fungerer som "skraldespand" for den syge dårligedomme.

Jeg er sikker på at når først han er kommet i noget behandling, så vil du også se at det hele bliver nemmere, og i igen kan være sammen om forholdet :) Bare husk på at lykkepiller ikke er nok og det ikke ændre sig fra den ene dag til den anden :)

Jeg håber det bedste for jer :)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Altså for mig lyder det "bare" som om i er inde i en dårlig periode, som de fleste forhold ramler ind i en gang imellem. Det går over igen og gives forholde "hårdhud". Ikke ALT skal analyseres!!

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Sikke noget.

På et eller andet plan, synes jeg, det er en lille smule befriende med en zilla, der tør skrive om de ting, der går skidt i forholdet. Det er jo ikke ens betyndende med, at man går fra hinanden, men det kan godt virke lidt tabu-belagt at sige åbent, at der er noget knas, når man nu er forlovet. Så først og fremmest ros for, at du tør sige det højt.

Min første indskydelse, da jeg læste dit indlæg, var: Måske duer det ikke at snakke sammen. Måske skal der et brev til, før han kan begynde at se og forstå hvordan du oplever tingene. Og så overvejede jeg lidt, om ikke dit indlæg kunne blive omskrevet til et brev til ham. Herefter tænkte jeg "han har det sgu ikke godt" - og så var min sidste tanke par-terapi. I har begge været meget igennem. Ham, fordi han er stresset og depressiv, og du, fordi du har måtte trække et stort læs i forhold til at få det hele til at køre. Jeg synes helt sikkert, det er en god idé at kontakte en psykolog. Måske ville et par timer solo efterfulgt af nogle timer sammen være en god og vigtig investering i jeres forhold. Det må din kæreste også selv kunne se det fornuftige i, når han er så desperat, at han river jeres ægteskabspapirer i stykker.

Kram og håb om, at I får kæmpet jer igennem og kommer stærkere ud af det :bearhug: :bearhug: :bearhug:

1

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:bearhug:

Må også stemme i. Der skal gøres noget. Psykolog, parterapi, eller hvad det nu måtte være.

Har selv haft en depression, og der skal stadig ikke meget til at jeg går ned. Bl. a det med jobbet nu.

Jeg er heldigvis blevet opmærksom på tegnene og tror det ville kunne hjælpe jer meget at få nogle redskaber til at takle stressede, pressede eller uvandte situationer.

Ellers tror jeg ikke på at jeres forhold holder, undskyld jeg siger det.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Kære Lene, jeg er ked af at høre, om sådan en voldsom oplevelse, som dagen i dag har bragt, bygget op over så lang tid.

Jeg synes, at det Sommer2012 foreslår er det rigtige.

Jeg vil også foreslå et forsøg på at tale med Thomas, når han har mere ro på, hvis det kan lade sig gøre. Jeg synes, at det lyder som om, at Thomas har det svært for tiden, og det er synd, at det kommer til udtryk på denne måde her. Af ukendte årsager føler han sig ikke hørt, forstået og accepteret, og det lader til, at han er kørt fast i tingene. (Dette siger jeg naturligvis kun baseret på min egen mening, uden at kende alle kendsgerningerne)

Jeg synes bestemt ikke, at det her lyder som "bare en dårlig periode". Psykologtimer efterfulgt af parterapi kan være hjælpen på vej.

Jeg håber sådan, at I får hjælp til en bedre kommunikation, det er en af de vigtigste byggesten i et parforhold.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Uha, det lyder slet ikke rart det du beskriver... :(

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Er din kæreste mon stadig stresset? Har han fået den hjælp som han har brug for, for at komme over sin stress? Og er han mon ikke startet alt for tidligt på arbejde igen?

Jeg har selv været sygemeldt med stress og jeg ved hvor hårdt det er og hvor langt væk man kan komme fra sig selv...

Man har bogstavelig talt ikke skyggen af overskud og den det DESVÆRRE går værst ud over, er den person man elsker aller højest i hele verden.

Når man er stresset kan man ikke se "klart", man ved ikke selv hvorfor man reagere som man gør, man kan ikke overskue selv små ting i hverdagen og man bekymrer sig frygteligt om man nu kan klare sig økonomisk hvis det hele ramler...

Ens bekymringer vokser til uanede højder, selv små ting kan vokse sig kæmpe store og være med til at forværre stressen.

Jeg var næsten sygemeldt et helt år inden jeg var klar til at komme ud på fuldtidsarbejde igen, jeg har fået hjælp rigtig mange steder fra - både coash, læge og psykologer og jeg har virkelig arbejdet med mig selv... Og tro mig det er ikke sådan at bedringen kommer fra den ene dag til den anden...

Jeg har grædt mange salte tårer og har nogen gange følt at jeg aldrig ville komme helt oven på igen...

Selv nu mere end et år efter første sygemelding og hvor jeg har fået det mest fantastiske job, kan jeg stadig nogle gange mærke stressen i kroppen - og så skal der ikke meget til før jeg stresser over alt og min lunte er alt for kort...

Jeg har heldigvis bare efterhånden lært mig selv og symptomerne at kende og jeg er ikke lang tid om at stikke min kæreste en undskyldning med det samme når jeg ved at jeg har reageret for hurtigt... Og derefter sørge for at "skrue ned for blusset", så jeg igen får overskud til "livet"...

Jeg er perfektionistisk på mange områder og det er kendetegnet for mange stress-ramte - det lyder også som om din kæreste måske kan have

en snært af det?

...Men jeg arbejder på at blive bedre - eksempelvis sætte forventningerne lidt ned til mit bryllup... Hvor nærhed, kærlighed og fest er hoved-temaerne... Økonomien er bestemt ikke på højde med det mange her inde bruger på deres bryllup, og jeg får nok heller ikke udarbejdet alle de fantastiske DIY projekter jeg ser... Men jeg er sikker på at vi får et dejligt bryllup alligevel...

For jeg bliver gift med den mand jeg elsker - og som har været min stærke støtte igennem hele min stress-periode. :heart::rolleyes:

Jeg vil ikke gøre mig klog på jeres forhold - men ud fra mine egne erfaringer, vil jeg råde dig til at prøve at snakke med din kæreste om hvordan han VIRKELIG har det... Om han måske stadig er stresset?

Måske har han i virkeligheden brug for at "trække stikket" og blive ordentlig rask -og måske føler han at det er hans ansvar at skulle betale for jeres bryllup og jeres livsstil generelt?!!

Måske har i brug for i en periode at skære helt ind til benet rent økonomisk, så din kæreste kan få det bedre?

Måske kan jeres bryllup sagtens blive meget billigere end det i har planlagt i første omgang?

- For hvad gør det at øllene er fra Netto - bare de er kolde?!

- Hvad gør det at kjolen er brugt - bare DU er i den?!

- Hvad gør det at skoene er nogle du har i skabet i forvejen?

Og når det så er sagt - så lyder det som om du er en rigtig sød og forstående kæreste... og jeg du skal huske også at passe på dig selv - for ellers kan du risikere at blive "trukket med ned"... :td:

Sørg for at du også får "pauser" hvor du kun tænker på dig selv og samler kræfter til at kunne støtte din kæreste...

Det vil sikkert være en rigtig god ide at få jeres læge og/eller en psykolog med ind over.

Håber det bedste for jer - og NÅR I har kæmpet jer gennem dette, så er I jo bare blevet stærkere sammen... :)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg vil gerne have lov til at svare jer alle på en gang, da i er så mange der har kommet med kommentarer :)

Jeg var rigtig frustreret da jeg skrev dette indlæg og vidste ikke hvad pokker jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde behov for at få mine frustrationer ud af mit system. Til gengæld, så var mine intentioner ikke at i skulle være mine støttepædagoger, jeg havde måske bare behov for at føle, at der var nogle derude der "lyttede" :) Og det er ment i den absolut venligste mening! Jeg er utrolig glad for de knus og tanker i har sendt mig, de betyder rigtig meget! :) Specielt når man sidder et mørkt øjeblik og føler at alt bare er a´røv!

Jeg har tænkt meget over de søde råd og tanker i har sendt mig og hvilke jeg har valgt at lytte til og hvilke jeg ikke har, vil jeg gerne holde for mig selv :) Til gengæld er det rart at se på en situation med andres øjne, fordi man der ser nogle ting, man måske ellers ikke havde bemærket.

Siden jeg skrev, er der sket det at jeg har fået snakket stille og roligt med Thomas. Jeg har fortalt ham, at jeg ikke kunne gå ind og hvor chokeret jeg blev over min egen reaktion og at jeg har besluttet at gå til psykolog for at få nogle værktøjer til at håndtere ham, når han får de her nedsmeltninger. Han spurgte, om det betød at jeg ville have ham med, for han måtte indrømme at han ikke følte at han havde overskuddet til det. Ikke nu hvor han er afsted til skolepædagog med hans datter et par gange om ugen.

Jeg gjorde det klart for ham, at det var MIT valg at gå til psykolog og at det var for MIN skyld. Men at jeg til gengæld gerne ser at han selv kommer afsted, for der er ingen tvivl om, at han har nogle ting han skal have arbejdet med! Men det nytter ikke noget at presse ham og nu har jeg plantet frøet (vi har også snakket om det før) og ved at han tænker rationelt nok til at vide, at det er det der skal til, så det skal nok ske.

Han fik lukket op for posen og fortalt, hvordan hans datters mor misbruger møderne med skolepædagogen (de venter på at skolepsykologen tager Sofies sag op) til at presse Thomas for penge og til at kunne bestemme over hans weekender. Dette er noget der af en eller anden årsag altid har været vigtigt for hende - og det handler ikke om samarbejde, men om at hun vil kunne genere os så meget som muligt i vores weekender. De ting bliver så skrevet ned og der er ingen tvivl om, at det er et spørgsmål om tid, før de dokumenter ligger på bordet ved statsforvaltningen med beskyldninger om at Thomas er en dårlig far og at Sofie ikke vil ned til ham.. (men det er en længere historie). Med andre ord er han dybt frustreret over det - forståeligt nok - og dog! Der er ingen undskyldning for hans undskyldning!

Hans forældre var her i går og det var faktisk rigtig rart at snakke med dem! Thomas har altid lyttet meget til sin far og hans far er altid SPOT ON, når han kommer med sine observationer! Kort fortalt sagde han til Thomas at han skulle holde op med at have så ondt af sig selv! At han havde en masse ting han burde være taknemmelig for. Thomas's far har været indlagt for år tilbage pga stress og depression, så han ved hvad han snakker om. Omkring økonomien omkring vores bryllup og Thomas's princip om, at jeg skulle bidrage (vi har pengene, men det er mere blevet et princip for Thomas at jeg skal ud og have et arbejde), fik han at vide at det var noget fis -specielt at han først kommer med det nu. Som han sagde, så er det jo sådan i et forhold, at der oftest vil være en der tjener mest, og at det hos os altid vil være ham. Om han så havde tænkt sig altid at brokke sig over det? Om han egentlig i bund og grund ikke skulle glæde sig over, at han får den gode løn han gør, for det er jo den der gør at vi kan holde vores drømmebryllup?? Og ikke fokusere på hvad jeg IKKE tjener.. Hvortil han lige trumfede den med, at Thomas skulle huske at min familie giver 1/3 af budgettet :) Han bad Thomas om at huske på, at han jo aldrig kan vide, om båden på et tidspunkt vender og det er MIG der skal tjene pengene ind..

Med andre ord, så fik Thomas lidt at tygge på og det kan jeg også mærke at han har gjort..

Jeg har fået ud af ham, at han er dødsens angst for at ende op med stress igen og det er derfor han kører så hårdt på mht. fritidsjob.

Jeg må hellere lige forklare: Vi mangler ca 15.000 til vores bryllup. I vores budget havde vi indberegnet en bonus på samme beløb fra hans tidligere job, men den lader vente på sig. derfor er Thomas bange for, at han ikke får den. Måden vi kan få pengene vil være ved at sælge 14 dage af hans ferie, han vil så have 3 tilbage. JEG har hele tiden holdt på, at hvis det er det vi gør (og ikke downsizer nogle steder istedet - det er han nemlig heller ikke meget for), så VIL jeg have at vi indbetaler de 15000 af hans første 4 lønninger på en konto, så han TIL ENHVER TID, vil have råd til at tage en uge fri, hvis det er det han har behov for. Og det har vi råd til. Det er bare NU vi mangler de 15000..

Og alligevel er han bange for at sælge ferien. Hans far fortalte ham, at han de første 4 år efter han var indlagt solgte sin ferie, fordi han simpelthen ikke havde behov for den. Han havde nemlig lært at arbejde med sin stress og beskytte sig selv i hverdagene og det er jo hele humlen! Thomas skal huske at beskytte sig i hverdagene, så han ikke har behov for ferierne til at AFSTRESSE. Han skal slet ikke nå at blive stresset! Færdig!

Sådan ser landet altså ud herhjemme :) Vi har fået snakket ud sammen og det var rart! Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg skal have Thomas banket afsted til psykolog på et eller andet tidspunkt, men han skal også selv være klar ellers nytter det jo ikke noget :) Om Thomas har en depression ved jeg ikke, men at han er depressiv er der heller ingen tvivl om. Jeg har ikke mistet mig selv i det her og det vil jeg heller ikke. Det har jeg prøvet før og det sker ALDRIG igen! Det er der ingen der er værd - heller ikke Thomas!

Jeg har brokket mig enormt meget over min kæreste i disse to indlæg, men jeg vil også gerne sige at jeg elsker min kæreste utroligt højt og jeg er (på trods ) ikke tvivl om, at han elsker mig! Han er ikke altid sådan her, vi har lange perioder hvor vi lever et harmonisk, lykkeligt, respektfuldt og ømt forhold, men der har været mange mørke stunder i løbet af hans stress og nu hvor han er ved at komme ovenpå, er jeg ved at være løbet tør for tålmodighed, omsorg og rummelighed, fordi han har fået al det jeg kunne undvære under hans sygdom.

Det betyder så også, at nu hvor han er trængt op i et hjørne af eks-kæreste, datters tilstand, best man, der viser sig at være "worst man", "økonomi" (jeg sætter den i parentes, fordi det reelt ikke er et problem), så stikker den urimelige Thomas sit grimme hoved frem og mit overskud til at takle det, er ikke som det har været normalt. Jeg VED jo godt, at han opfører sig sådan fordi han er frustreret.. Det er bare slut med, at det skal gå ud over mig! Det er der jeg er nået til - og det har INTET med min kærlighed til ham at gøre :)

Jeg vil stadig gerne giftes med ham og glæder mig til det. Jeg er ikke et øjeblik nervøs for at binde mig til ham resten af livet og HELDIGVIS har vi mange flere lyse stunder, end mørke!

Tusind tak for jeres omsorg og søde breve/beskeder, de har virkelig betydet meget for mig og jeg har følt mig knap så "alene" :)

:kiss:

3

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Årh... Du må simpelthen være den sødeste søde og helt rigtige for din mand. Han har bestemt dig at være taknemmelig for. Og hurra for din svigerfar

1

Share this post


Link to post
Share on other sites

Tak for opfølgelsen - det er godt at høre, at det har rykket i en positiv retning siden du oprettede tråden :hug:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg er SÅ enig med Miss-Lena :D

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Godt at høre en opdatering, det lyder til, at der er kommet bedre ro på, og en kiggen fremad :)

Dejligt at læse.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Årh... Du må simpelthen være den sødeste søde og helt rigtige for din mand. Han har bestemt dig at være taknemmelig for. Og hurra for din svigerfar

:kiss: Jeg håber da at jeg er rigtig for Thomas. Jeg ved at jeg er god ved ham, men om jeg er rigtig er jo noget han må bedømme :) Åh jeg har jordens bedste svigerfar!! Han er sød, kærlig, empatisk, forstående og så har han ikke blår i øjnene, når det angår hans søn. Jeg holder virkelig meget af ham og det går også den anden vej :)

Tak for opfølgelsen - det er godt at høre, at det har rykket i en positiv retning siden du oprettede tråden :hug:

Når man nu skriver noget negativt, skal man jo også huske at melde tilbage med det positive :) Jeg er også glad for, at han har fået løsnet knuden lidt, så vi kan få lidt ro på. For det trænger jeg til - RO! :)

Jeg er SÅ enig med Miss-Lena :D

:hug:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg synes faktisk det er forløsende at læse om lidt virkelighed, problemer og løsninger - her mellem opstillede glitter billeder af perfekte bordopdækninger, fantastiske kjoler og smukke brude

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Godt du er så stærk GP Og SÅ fedt med din svigerfars opbakning - den tror jeg mange går rundt og mangler !

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg synes faktisk det er forløsende at læse om lidt virkelighed, problemer og løsninger - her mellem opstillede glitter billeder af perfekte bordopdækninger, fantastiske kjoler og smukke brude

Jeg tror det er nemt, at bilde sig selv ind at alt er fryd og gammen FORDI man skal giftes. Det hele BURDE jo være lyserødt og det tog mig da også tid, at indrømme overfor mig selv - at gu var det ej! :) I et forhold er man to mennesker der skal have tingene til at glide og det er ikke altid let - hvor meget man så end forsøger at lukke øjnene for problemerne. Jeg havde så heller ikke muligheden for at blive ved med at have skyklapper på og på trods af, at tingene til tider spidser til, så er det jo heldigvis ikke ensbetydende med at det ALTID er sådan. Det er da også bekræftende, at selvom vi begge er inde i en periode, hvor der ikke skal meget til, før vi mister tålmodigheden med hinanden, så er kærligheden der stadig som en grundlæggende base :) Som jeg plejer at sige til Thomas, "jeg elsker dig, men jeg kan ikke altid lide dig" - det er vist meget rammende :)

Godt du er så stærk GP Og SÅ fedt med din svigerfars opbakning - den tror jeg mange går rundt og mangler !

Som sagt, så betyder han også rigtig meget for mig! :)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg synes faktisk det er forløsende at læse om lidt virkelighed, problemer og løsninger - her mellem opstillede glitter billeder af perfekte bordopdækninger, fantastiske kjoler og smukke brude

Jeg er helt enig, hvor er det dog dejligt forløsende at læse om virkeligheden! Endda når man selv har en kæreste til salg pt, eller I kan få ham gratis, hvis I vil? For ja, selvfølgelig elsker man dem, ellers ville man vel ikke gifte sig, men for filan, hvor kan det bare gå op ad bakke nogen gange... Og det skal man lige igennem også og forhåbentligt kommer man meget stærkere ud på den anden side igen... :heart:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now

Annonce ♥