Csørensen

Feedback på tale

4 posts in this topic

Hej,

Jeg er ny herinde, men skal snart giftes, og vil gerne holde en tale til min kommende mand.

Jeg vil meget gerne have lidt feedback på talen, så håber, i vil komme med ris og ros :)

På forhånd mange tak!

Kære XXX, min skatling.

Og ja min mand. Det er godt, jeg allerede har haft to år til at vænne mig til at sige det, nu lyder det efterhånden næsten ikke mærkeligt længere.

Vi er ved at være helt gode til det her med bryllupper. Vi plejer jo at være til mindst et bryllup om året. Og for et par år siden havde vi sågar vores egen lille generalprøve.

Som de fleste nok har luret, så mødtes vi også til et bryllup. Jeg lagde nok mærke til dig, før du havde tid til at se mig. Det er ikke helt afslappende at være forlover og toastmaster, har jeg ladet mig fortælle. Men på et eller andet tidspunkt må du have lagt mærke til mig, for du fik da i hvert fald banket mig op, efter jeg havde sagt godnat, og vi tilbragte resten af natten med at se på stjerner, solopgang over Storebælt og drøfte alt mellem himmel og jord. Jeg har vist aldrig fået sagt tak, fordi du havde modet til at banke på min dør den aften.

I løbet af de sidste fire år har du haft modet til mange ting: lige fra at tage på et godt syv timer langt road-trip med din nyudnævnte svigerfamilie, for at tage ned og besøge mig i Maastricht. Til at sadle din tilværelse helt om og sætte dig på skolebænken igen og om ikke så mange måneder færdiggøre den uddannelse, du har drømt om så længe, for slet ikke at tale om at stifte familie, og så endda med mig.

Jeg er simpelthen så stolt af, at du uden at kny og uden at brokke dig det mindste kaster dig over den ene udfordring efter den anden.

Du ved jeg elsker dig, det er vi faktisk gode til at fortælle hinanden, men jeg vil gerne dvæle lidt ved, hvorfor jeg elsker dig. Da jeg sad og skrev talen her, ville listen ingen ende tage. Men bare rolig jeg har vagt nogle stykker ud, ellers bliver jeg vidst aldrig færdig.

Jeg elsker dig, fordi du er min bedste ven

Jeg elsker dig, fordi du altid støtter mig, uanset om det betyder, at du nu står med den daglige drift herhjemme.

Jeg elsker dig, fordi du holder min hånd, når vi ligger os til at sove

Jeg elsker dig, fordi du også synes, det er sjovere at diskutere, når vi ikke er enige, og derfor gerne bliver Rasmus Modsat eller djævlens advokat, hvis vi er lidt for enige om et emne. Hvilket sker overraskende tit.

Jeg elsker dig, fordi du gør mig tryg. Og fordi jeg altid kan stole på dig.

Jeg elsker dig, fordi du formår at tale mig til fornuft, når jeg mener, vi sagtens kan hente otte poser jord i Bauhaus, på cykel.

Og jeg elsker dig, fordi du lader mig overtale dig til, at vi sagtens kan hente 3 meter lange brædder i Bauhaus på cykel.

Jeg elsker dig, fordi du får vores hverdag til at hænge sammen. Det er ikke mange forundt at komme hjem efter en lang dag, og der så er hentet barn, handlet, lavet lækker aftensmad og lagt tøj sammen. Og oven i købet har du lige købt en bakke jordbær, som du ikke selv gider spise, bare fordi du synes, jeg havde fortjent det. Hvis jeg skulle stå for bare aftensmaden, ville det nok alt for tit blive tykmælk eller bagt kartoffel i mikroovnen.

Jeg elsker dig, fordi du lader mig være et legebarn. Du venter gerne på, at jeg har forceret klatretårnet i zoologisk have. Og du kravler endda gerne selv med.

Jeg elsker dig, fordi du ved, hvornår jeg har brug for et knus, og hvornår jeg kan tåle at blive drillet.

Jeg elsker dig, fordi du har uendeligt stor tålmodighed med mig, også når jeg bliver både stædig, hidsig og urimelig.

Jeg elsker dig, fordi du altid putter mig, også selvom det betyder, at du står op igen, når jeg er faldet i søvn lidt over 9.

Jeg elsker dig, fordi du er den dejligste far for XXX

Jeg elsker dig, fordi vi kan grine sammen.

Jeg elsker dig, fordi du tør vise, når du bliver berørt.

Kort sagt så elsker jeg dig, fordi du er den, du er, og fordi du gør mig til den bedste, jeg kan være.

Jeg er stolt over at kunne kalde dig min mand. (Jeg satser på at have mange år endnu til at vænne mig til at sige min mand om dig.)

Afslutningsvis vil jeg lige minde dig om, hvad du skrev til mig, en halv time efter vi havde sagt farvel på Nyborg Strand for godt fire år siden:

Hej dig! Tak for en dejlig aften og nat, du er stadig dejlig i morgendagens alt for skarpe og klare lys :P

Og så længe du altid tænker sådan, når vi står op, så kan det vel ikke gå helt galt.

Vil i rejse jer og udbringe en skål for min dejlige mand.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Enig. Jeg tror så det kommer naturligt når CS holder talen. Det er nok de færreste der læser talen op direkte fra papiret. Der er så nok nogle som vil spørge og joke lidt med hvad I mon lavede på Nyborg Strand .:) .:)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg synes det er en fin og meget romantisk tale. Jeg ville dog ændre lidt i denne sætning: "For du fik da i hvert fald banket mig op" - kan forstå du mener, han bankede på din dør, men i hvert fald i mine ører så lyder det nærmere som om han bankede dig. Eller også kender jeg bare ikke udtrykket om at "banke nogen op" - i stedet kunne der måske bare stå "For du fik da i hvert fald banket på min dør".. :)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Tusind tak fordi I tog jer tid til at læse min tale, og mange tak for kommentarerne :)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now

Annonce ♥