|
|
Toastmaster |
|
Rollen som toastmaster en sjov opgave for den rette person. Der ligger
dog et stort ansvar på den udvalgtes skuldre.
Det er nemlig toastmasteren, som skal styre hele aftenen lige fra værten har budt velkommen og til bordet forlades igen.
Som brudepar bør I ikke udpege en person til toastmaster, blot fordi det forventes af andre, at I vælger ham
eller hende. I skal vælge den toastmaster, som I mener vil være i stand til bedst muligt at løfte opgaven og det ansvar, som følger med.
Det er vigtigt, at I vælger en person, der har gode tale evner, udstråling og stor gennemslagskraft. Når I mener at have fundet den rette, så vær sikker på, at personen virkelig har det godt med at få denne opgave.
Vær bevidste om, at nogen siger ja, fordi de ikke vil være andet bekendt, men inderst inde vil de helst være fri.
Fingeren på festens puls
Det har stor betydning for festen, at du som toastmaster har fingeren på festens puls og er i stand til at fornemme, hvornår det helt rette tidspunkt er til at præsentere næste indslag. En god toastmaster er også altid vel forberedt. En af de ting, som kan være dig en meget stor hjælp er, hvis du på forhånd kan få kendskab til de fleste af indslagene. Kontakt derfor forud for festen familien og de gæster, som kunne tænkes at have noget på programmet. Det vil som regel være brudeparrets nærmeste familie og venner, der står for hovedparten af indslagene. Dette giver dig en mulighed for at planlægge forløbet bedre, frem for at du skal lave en hurtig løsning midt under forretten.
Det er vigtigt, at du allerede fra festens begyndelse har en klar fornemmelse af hvor mange indslag, der kan forventes. For det er ikke uden betydning for din tidsplan (I skal være færdige med middagen inden kl. 24, hvor brudevalsen skal danses), om der er 5 eller 15 indslag. Alle der fra starten har meldt ud, at de har noget på hjertet, skal have lov at komme til orde.
|
Koordinering af taler og
sange
Jobbet indebærer også ansvaret for koordinering med køkkenet
og serverings personalet. De skal have en liste over alle indslagene, hvorpå du har angivet hvornår i forløbet, de ønskes præsenteret.
En god toastmaster respekterer køkkenets interesser, så maden ikke bliver kold eller stegen får for meget. Du bør ikke præsentere et indslag umiddelbart efter, at der er serveret mad. Gør du det, har talen eller sangen ikke gæsternes fulde opmærksomhed, for de vil hellere
spise maden imens den er varm/frisk.
Inden forretten er taget af bordet, er der tradition for, at brudens far som den første holder sin tale. Dernæst følger brudgommen. Under resten af middagen, er talerækkefølgen således: Forlover, brudgommens far og så bruden, hvis hun ønsker ordet.
Hvis der herefter er flere, der ønsker ordet, er det normalt, at familien får ordet før vennekredsen. Det samme gælder for sangene, jo tættere forfatteren er forbundet med brudeparret, jo tidligere i forløbet skal de præsenteres. Ligegyldigt om du har lovning på få eller mange indslag, skal du sørge for, at de bliver jævnt fordelt under middagen, så der ikke opstår hverken flaskehalse,
døde perioder eller lange perioder uden mad.
|
|
Du kan sagtens planlægge flere indslag
imellem hver ret fx. brudens far inden forretten, brudgommen
og forlover imellem forret og hovedret + en sang
Brudgommens far eller mor sidst under
hovedretten + en sang
Evt. bruden og vennerne og familie imellem hovedret og
dessert + en sang eller to.
Toastmasteren holder tale som den
sidste. Det kan gøres fx når bordet skal forlades i
forbindelse med kaffebord i et andet lokale eller i
forbindelse med, at der skal danses brudevals.
At præsentere et indslag til et bryllup
Det er ikke "pænt" at præsentere et indslag, hvis en fra den nærmeste familie har forladt bordet for en stund.
Vent til vedkommende er tilbage på sin plads.
Du skal også være forberedt på, at der måske kommer et par gæster i løbet af aftenen, der gerne vil have lov at sige et par ord, selvom de ikke har stået på din liste fra starten. Det er dit job at vurdere, om der er tid til det. Du skal selvfølgelig tage med i din betragtning, om der her er tale om et nærtstående familiemedlem. I givet fald bør du forsøge at klemme vedkommende ind, ellers er du i din gode ret til at afvise vedkommende, hvis det ikke er muligt af hensyn til tidsplanen.
Når der ikke er flere indslag, og det passer som regel med, at det er tid til brudevalsen, rejser du dig op og runder middagen af. Du kan dels kort resumere aftenens taler og sange, og du kan også vælge at holde din egen tale for brudeparret.
Det er en god idé for toastmasteren, at have en larmende klokke med som hjælp, når der skal skabes ro ved indslag, taler eller sange.
God fornøjelse med rollen som toastmaster.
|
|
Besøg også vores super populære bryllupsforum. Læs alt
omkring tostmasterrollen og bryllupsplanlægning. Søg inspiration iblandt tusindvis af brugernes egne bryllupsrelaterede
billeder - Læs mere her
|
|
|
|
|