cryingheart

Der hentede jeg også vores tekst til vores salmer...

Hejsa Krebs. Jeg har modtaget din mail og min mand skulle have svaret dig... I øvrigt tak for at I gider gøre forsøget. Men det er OK at han videresender CV'et.. God ferie til jer begge... Mange tanker fra Nethe

Det er dig der bestemmer, hvad der er den rigtige kjole for dig, ikke os andre. Vi har vores smag og preferencer og du skal vælge det du synes er rigtig for dig... Den er smuk og er den rigtig for dig, så køb den og gift dig i den... Mange tanker fra Nethe

Vi gav omkring 8000 kroner for hele vores bryllup. Vi var begge på SU og havde lyst til at blive gift og få børn og vi planlagde et nede på jorden bryllup, som svarede til et Su-budget, men som alligevel blev drømmebrylluppet for os. Vi holdt festen hjemme, stod for det hele selv, havde venner til at hjælpe i køkkenet og med at gøre klar. Købte mandens tøj på udsalg og min brudekjole til billig penge hos askepot-modeller. Det var vores bryllup og det blev som vi ville have det, selvom svigermor mente at vi skulle gøre det på en helt anden måde... Vi er lykkelig gifte på andet år, snart 2½ år og vi har ikke forgældet os fordi vi skulle have et rigtigt stor og dyrt bryllup. Vi var 28 inviteret, der kom 26. Mange tanker fra Nethe

Jeg kan også varmt anbefale Askepot-modeller ved Skanderborg. Jeg købte min kjole derude. De har en superservice og der er kjoler til en hver pengepung og en hver smag og de har kun en kunde ad gangen. Hvis du gerne vil have en billig kjole, kan jeg anbefale at du kigger på de billige kjoler hos Askepot-modeller, det er datteren Katrine der har det og hun er rigtig sød. Jeg var på SU da jeg skulle giftes og hun hjalp til at blive en smuk brud til 1000, sko + slør + diadem medfulgte. En af mine studiekammeratter har lige købt sin kjole derude til 2000 kroner, med sko og slør... Jeg kan varmt anbefale dem... Mange tanker fra Nethe PS deres hjemmeside er Askepotmodeller

Hejsa Jeg må tilstå at jeg synes du er sippet. Jeg selv blev også friet til med at han var nede på knæ og alt muligt, men det var kun fordi hans forældre forventede at han gjorde det.... Vi havde allerede inden bestilt kirken og bestemt tiden inden frieriet. Har du overvejet at det måske var aftalt spil mellem ham og bonusmoderen at frieriet skulle foregå på den måde? Har du overvejet at han måske har snakket med hende om det, men ikke har turde tage skridtet fuldt ud og hun derfor gav ham det sidste skub? Der kan være mange grunde til at han gjorde det på den måde. Jeg vil sige, glæd dig over at han vil giftes med dig og at han elsker dig, i stedet for at gå og være skuffet over måden han gjorde det på. Kærlighed kan ikke vejes på hvordan friet foregår, men på hvor meget han sætter pris på dig i hverdagen... Mange tanker fra Nethe

Jeg er klar på at hjælpe. Bor i Trige 14 km nord for Århus Centrum... Der er ledige treværelseslejligheder, der hvor jeg bor PT, måske var det en løsning for en kort periode? De er 91 m2 og vi giver lidt over 6000 incl. alt.... Se mere inde på www.aarhusbolig.dk Mange tanker fra Nethe

Hejsa Alle Sammen Jeg synes godt nok ikke verden altid er lige nem at være en del af.. Da jeg sidder i bussen på vej hjem, ringer telefonen, det er min mand. Han ringer for at fortælle mig at han lige er blevet fyret fra sit arbejde. Det i hans prøvetid og det er lige nøjagtig på datoen for de skal opsige ham. Da han var til ansættelsessamtale, fik han at vide at de skulle bruge en her og nu og at de derudover måske skulle bruge en mere hvis de fik noget EU-støtte. Dette får han at vide to dage før de ringer for at sige at han er ansat. Den gang han var til samtale var en mere kaldt ind. Virksomheden vælger så at ansætte dem begge to med en måneds mellemrum. Da min mand er til ansættelsesamtale nummer to, gør han dem opmærksom på at han er den der er hovedansvarlig for at hente og bringe Nichlas (vores søn på 1½ år) fordi jeg læser i Jelling på seminariet dernede. I dag får han så sin opsigelse, i den står der at de er nød til at opsige ham, fordi de ikke har fået den EU-støtte de havde regnet med og at han ikke besidder de kompentencer de står og mangler. Han er uddannet inden for software og de har brug for en der har en hardware uddannelse. At han har lidt kendskab til hardware fordi han er uddannet som civilingeniør, med en baggrund som diplomingeniør gør ham jo ikke til en der har meget kendskab til hardware. Det der gør mig så ked af det er at så udemærket var klar over at de ikke havde pengene til at ansætte ham og samtidig at de udemærket kunne se at min mand ikke er uddannet inden for hardware (elektronik-området.) og at de udemærket godt har vidst det, da de ansatte ham. Der er så travlt i afdelingen at fyringen kom som et chok for de to andre ansatte. Afdelingslederen var ikke til stede i dag... Jeg er ked af det på hans vegne. Han var så glad for det job og han gik virkelig op i det med liv og sjæl og brugte så meget tid på at sætte sig ind i det hele og nu er det bare slut. Han har gået og bebrejdet sig selv at han ikke har kunnet overarbejde noget mere, fordi han skal hente og bringe Nichlas, fordi det helt sikkert ville kunne have givet ham mulighed for at beholde jobbet. Han har ikke lavet andet end at finde en undskyldning for at virksomheden har fyret ham. Han søger hele tiden at give sig selv skylden for det. Men det er ikke hans skyld at firmaet ikke har taget højde for at de ikke har pengene til hans ansættelse og det er IKKE hans skyld at han ikke besidder de kompentencer som de har brug for. At de vælger at opsige ham er sådan set OK, når de har brug for noget andet. Men det er mere tankerne omkring at de godt vidste hvad han kunne og hvordan han gjorde det. De har aldrig gjort ham opmærksom på at han skulle arbejde med hardware, derfor overrasker det os at han pludselig skulle kunne det... Jeg har en mand der er ked af det og modløs, min datter er på weekend, vores søn på 1½ har brug for os. Vi skal på udflugt med hele min familie og i morgen og jeg er afhængig af at han kører, jeg har ikke kørekort. Der er ikke tid for ham og mig til at snakke om tingene og de følelser han må gå rundt med... Jeg er så desperat. Jeg vil så gerne være der for ham og bare holde om ham og få ham til at fortælle mig hvad han føler... Jeg synes det er så svært det her. Mange tanker fra Nethe * tak fordi du gad læse med og undskyld det er rodet, men det bare svært at få mine tanker ned på et stykke papir lige nu *

Jeg har desværre ikke tid til at skrive til din kæreste i dag, fordi vi er på vej i seng. Men jeg kan fortælle her, at det ikke er fordi han ikke vil arbejde over, men da vi ikke har bedsteforældre eller familie i nærheden at trække på, så er det altså svært. Vi er nød til at kende hinandens arbejdstider, så vi kan supplere hinanden. Han er f.eks. villig til at arbejde en dag i weekenderne i stedet for til daglig, når det er nødvendigt. Så det er ikke der problemet ligger og samtidig er han ikke bleg for at arbejde hjemmefra, når der travlt, det har han også gjort for dem. Han har mødt og arbejdet helligdage, når der har været travlt, han har arbejdet om aftenen hjemme, når han har haft brug for det. Jeg ved godt at man ikke ligger mærke til det arbejde han udfører hjemmefra, fordi han ikke er synlig i virksomheden, men han gør det.... (tilføjet den 17. juni 2006) Han er nyuddannet civilingeniør, har arbejdet som elektriker før indtil han begyndte at læse til ingeniør. Han er 32 år gammel... Men overvejer at lade ham skrive en PM til dig, hvor han kan forklarer en del mere om hvad han kan og hvad hans kompetencer er, for det kan jeg ikke rigtig forklare dig uden at blive snot forvirret... Den vil blive skrevet på mandag allersenest... Mange tanker fra Nethe P.S. Jeg er klar på at vi måske skal flytte fra Trige, hvor vi bor nu for at få komme tættere på hans arbejde, men jeg er altså ikke klar på at gøre noget, før jeg sikker på at han beholder jobbet... Mange tanker fra Nethe

Hehe - har også boet på Skjoldhøjkollegiet i mine unge dage Jeg har også boet på Skjoldhøj kollegiet i to år...

Hejsa Nu vil jeg da komme med mit besyv. Jeg bor i Trige, en lille "landsby" nord for Århus, der er 14 km til centrum. Der er mulighed for tre og fire værelses lejligheder alt efter hvad afdeling du vælger. Der ligger to afdelinger. I afdeling 20, hvor jeg bor er der kun 2 og tre værelses lejligheder, men der må du så have kat. Der er PT tre ledige lejligheder i den afdeling, som er klar til indflytning. Den ene lige under os, vi bor på 2. sal, og har en 3 værelses. Der er en brugs, en døgnkiosk, to pizzarier, to frisører, og busser kører to gange i timen indtil Århus, en skole, to børnehaver, to vuggestuer og to fritidshjem og mange gode og dejlige grønne områder. Vælger du at flytte til afdeling 19. er der to, tre og fireværelselejligheder. Priserne er mindre end i afdeling 20. Det er så ikke tilladt at have husdyr. Der er ikke PT ledige lejligheder og der er mulighed for at gå og cykelture i landlige omgivelser.... Vi bor som sagt selv i afdeling 20 og er rigtig glade for at bo i området. Vi søger dog ny bolig fordi gerne vil i noget større. Har to børn på henholdsvis 7 og 1½, hvor af den ældste er på samvær, og da vi ikke må have katte i afdeling 19, søger vi til Hinnerup, hvor min mand arbejder, fordi der er en afdeling, hvor vi må have to katte, så vi kan få begge med... Jeg kan anbefale dig at kigge ind på www.aarhusbolig.dk og så kan du se de ledige lejligheder på forsiden... Mange varme tanker fra Nethe

Velkommen her til.... Håber (Vi ved) du vil blive glad for at være her

Du har en meget fornuftig kæreste. Han skal nemlig heller ikke give sig. Det ville være forkert. Lad være med at tænke mere på dem. Det er jeres fest, jeres dag og det er det vigtigt at I husker på. Samtidig synes jeg også det er vigtigt at I midt i skuffelsen over deres afbud, husker på at det var dem der valgte jer fra og ikke omvendt. I havde inviteret dem med, fordi I ønskede dem til at deltage i jeres store dag. Dette ønskede de ikke at imødekomme, da deres "krav" om at deres nye "svigersøn" kom med til jeres bryllup, ikke blev i imødekommet, og så er den ikke længere. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke.... Hvorfor ringede kusinen ikke selv og spurgte om det var OK at kæresten kom med? Hvorfor var fasteren? Og sidst men ikke mindst, hvorfor indblande sønnen i et afslag fra jer, som slet, slet ikke vedrørte ham, men hans søsters kæreste, som I ikke kender. Jeg har på fornemmelsen at den side af familien(fasteren) "elsker" at skabe intriger..... Giv tid og lad dem komme til jer.. Mange tanker fra Nethe

Hvis jeg var dig, ville jeg stå fast på at vedkommende ikke skal med. I kender ham ikke og har aldrig mødt ham. Og jow det er naturligt at man sender indbydelserne ude tre fire måneder før brylluppet. Jeg sendte dem ud sammen med julekortene da jeg skulle giftes og det var i starten af april. Det er set med mine øjne heller ikke helt rigtigt at det er hendes mor der henvender sig for at få lov til at inviterer datterens kæreste med. Jeg har oplevet at blive inviteret til et bryllup omkring 14. dage før det skulle stå, fordi jeg var blevet kæreste med en af brudeparrets nære venner og vi var på besøg hos dem. Da de havde mødt mig og vi havde snakket sammen en hel aften og vi skulle til at gå, inviterede de mig til at komme. Jeg svarede selvfølgelig ja til det, fordi de gjorde det på den måde, men ellers havde min daværende kæreste taget til brylluppet uden mig og det havde jeg nok overlevet. Det drejer sig i bund og grund om respekten af brudeparrets meninger. Jeg skal tilstå at til min mands kusines bryllups skrev og spurgte om vi måtte tage vores søn på dengang 9 måneder med. Han blev stadigvæk ammet fuldtid, ville ikke tage andet end brystet og vi kunne ikke få os til at forlade ham hos vildt fremmede i Vestjylland og samtidig klarer at tænke på at han ikke fik noget at spise i flere timer den dag, min mands familie bor i Vestjylland og vi i Østjylland og vi var begge to studerende og havde derfor ikke bil. Vi fik ja, men havde vi fået nej, havde jeg valgt at blive hjemme med sønnen, og så måtte manden min selv vælge om han ville med eller ej. Problemet er jo netop er at den gamle er inviteret med og derfor har din kærestes faster taget det som udgangspunkt at den nye også var velkommen, men hun skulle bare have det bekræftet, hvad hun så ikke fik og så blev hun gal. Det er familien der skal blive god igen ikke jer.. Det var dem der blev sure... Mange tanker fra NEthe

Jeg er her.... og det er dejligt at se at jeg er savnet.... Måske skulle jeg til at komme her noget mere, men studiet (læser til pædagog nu) og sønnen kræver tid.. Mange varme tanker fra Nethe

Hejsa Alle Sammen Jeg sidder i kæmpe dilemma, min storebror planlægger bryllup og det burde jeg jo glæde mig over på hans vegne, men jeg har svært ved det, det er der flere grunde til, men jeg kan kun sige at jeg aldrig nogensinde kommer til at holde af ej heller komme tæt på ham, hvorfor og hvordan det kan være vil jeg ikke komme ind på her, da det er meget personligt, og det har jeg ikke brug for at tale om lige nu. Dog vil jeg skrive at for at jeg har det sådan med en person, skal der virkelig meget til og han har overskredet den grænse til fulde alt for mange gange. For det første blev han inviteret med til min mands og mit bryllup i april i år af pligt, min far var blevet mega-sur hvis jeg havde fravalgt min bror til mit bryllup, men at min fars mening så ikke tæller så meget i mit liv, skal jeg så lige skrive her, men for husfreden skyld inviterede jeg min bror med, alt i mens jeg gik og håbede på et afbud fra min storebror og hans tilkommende hustru, men desværre kom han til brylluppet. Det første han gjorde var at komme for sent til kirke, det næste han gjorde var at overdrive med ris i lejligheden, (vi holdt festen hjemme), men så blev min lillesøster meget meget meget sur på ham og så stoppede han for hende har han respekt for. Hun har kun smidt ham over hendes ryg, da han kildede og givet ham sådan en lussing, da han dykkede hende mod hendes vilje i en svømmehal, da han ikke forstod at hun sagde nej og hun har også sat ham på plads, fordi hun er træt af hans måde at være på, men fatter han det?? Næh i hans verden er alt OK, der er ingen grænser der ikke kan overskrides, så længe det ikke går ud over ham selv. Men min lillesøster fik ham altså stoppet og alt i mens vi sad ved bordet og snakkede sammen sådan stille og roligt, annoncere min storebror højt at han skal giftes i juli i år, da det virker som om ingen hører det bliver det sagt lidt højere og sådan fortsatte festen, vi valgte at lade som ingenting, men hvorfor lige vælge mit bryllup til at annoncere sit eget, til trods for at de fleste der sad der, var nogle han ikke kendte og skulle have med til brylluppet. Nu vil nogle så jo sige at jeg bare skal slappe af, og det bare er fordi han er glad for at han skal giftes, men det er ikke første gang jeg oplever det her, da min datter i september 1999 skulle døbes, sidder han ved min datters barnedåb og annoncere ham og hans daværendes forlovede og højlydt annoncere at de blevet forlovede på min datters dåbsdag, der var ingen anledning til at gøre det netop den denne dag, andet end de havde lyst til at blive forlovet, hvorfor så ikke vente til ugen efter? Det er som om opmærksomheden ikke må være rettet mod mig eller noget der betyder noget for mig, så skal det ødelægges. Derudover sad han og inviterede folk med til sit bryllup, som han mødte for første gang til vores bryllup og de var de mennesker, som i hans øjne er noget særligt, et par der er selvstændige erhvervsdrivende, set med vores øjne er det venner vi har kendt hele min mands studietid inden han blev diplom-ingeniør, og så efter, så vi ser dem jo ikke just som "karriermennesker" men som elskelige varme mennesker, som har nogle visioner med deres liv, som vi ikke har, men derfor er de vores venner alligevel, og sådan kan jeg blive ved. Så kom min storebror til at se at der i vores gæstebog, (der var lavet en side til hvert enkelt par eller single, hvor deres billed kunne blive indsat og de kunne skrive en hilsen til os og hvor deres relation og evt "job" til brylluppet var) og der stod skrevet under min lillesøster, at hun var første brudepige, og da kom min bror på den lys ide. " Skal Xxxxxxxx ikke være brudepige hos os også? " spurgte han sin tilkommende kæreste den aften? og min lillesøster var lige så overrasket, da min bror foreslog ham det, men hun nænnede ikke at skuffe ham, så hun sagde ja, selvom hun synes at det er fuldstændig malplaceret at hun skal være både brudepige og Gudmor. Og sådan kan jeg blive ved... Jeg har nu i gennem længere tid har haft en kamp inden i mig. Der er noget i mig der siger at jeg ikke har lyst til at tage afsted til det bryllup, som min bror holder, men den anden side siger at jeg skal tage afsted af PLIGT, fordi det jo er min bror, men vil jeg få glæde af at sidde til en fest, hvor jeg er af PLIGT og jeg ved at jeg skal omgives af mennesker, som både min mand og jeg ikke kan med(det kniber med det meste af min bio.-fars side og hele min bio.-mor side), skal jeg tage med fordi det forventes af mig eller skal jeg sige nej, når indbydelsen kommer? Til brylluppet kommer min fars side(mennesker jeg ikke taler af den grund at de hele tiden synes det er synd for min bror det der sker omkring ham og at jeg er skurken, fordi jeg ikke kan med ham, og ikke fordi han har trådt ved siden og såret mig for mange gange) og så kommer min bio. moster, hvilket jeg mener er helt malplaceret, da min bror lige som mig ikke ønsker at have noget at gøre med den side af familien(min bio.-mors side), hverken den bio.mor eller hendes ældste søster eller mormor(fordi de ikke behandler ham efter hans hoved og det ikke drejer sig om ham, han skal helst være midtpunkt i alt det han deltager i), men min moster, kan han godt se, hun er jo ikke slem, der er ingen andre i familien, der kan udstå hende, men min bror kan godt, men hun minder også så meget om ham på det punkt med at være midtpunkt i en hver forsamling. Den eneste grund til at jeg skulle komme var for at være sammen med min stedmor og min småsøskende, men helt ærligt, så vil jeg heller være sammen med dem på et andet tidspunkt. Min stedmor har forbudt min bror at komme når jeg besøger hende, hun vil have min mand og mig for sig selv, hun ønsker at vi kan få ro til at være sammen og ikke skal give min opmærksomhedskrævende bror(som hun kalder ham) den opmærksomhed, som hun mener tilhører os, når vi endelig besøger hende. Jeg har ikke besøgt min bror i over 1½ år og min bror besøgte os for første gang til vores bryllup i år, i alt den tid jeg har boet her i Århus Læs en tre års tid. Vi ser kun hinanden til familiekomsamner og det har jeg det fint med. Jeg træt af flere årig konkurrence(faktisk det meste af min barndom), flerårig mobning og personlig terror, (udført af min storebror og hans kammeratter),(nu løber mine tårer snart) og truslerne og hans hjælpeløshed(han har truet med at dræbe det jeg holder af mest at, hvis jeg nogensinde fortalte nogle mennesker om det han har udsat mig for), desværre kan jeg ikke rive mig løs af den trussel og desværre kan jeg kun sige at min bror har "ødelagt" noget af mit liv og at min far så gennem fingre med det, gør det jo ikke nemmere at forholde sig til, fordi min storebror er jo dreng og jeg er KUN en pige. Jeg kan bare ikke mere, er jeg nød til at gå på kompromis med min følelser eller skal jeg tage skridtet fuldt ud og sige nej til invitationen, jeg har heldigvis muligheden for at begrunde nejet, med at jeg skal have samværet med min datter på den dato de har fastsat og hvis jeg fravælger den dato går der 4 uger til jeg ser hende igen, og det har jeg ikke lyst til, men familien forventer jo at man som søster tilsidesætter alt for sin brors bryllup, men jeg har bare ikke lyst til den kamp der raser inden i mig allerede nu, jeg græder, jeg råber, jeg skriger indvendig, jeg kommer så nemt til at bebrejde min kæreste det hele, selvom det er inden i mig det gør ondt og kampen foregår, jeg hælder mere og mere til et nej, men hvad ville I gøre? Jeg havde en samtale med min lillesøster i dag over MSN, som sagtens kunne forstå at vi fravalgte min bror til forhold for min datter, men samtidig understregede hun at det jo kun er en gang min storebror skal giftes og det har hun jo i for sig ret i, men gør det at man forpligter sig til at deltage i festen, hvis jeg gør som jeg har i tankerne, sender dem gaverne og viser dem opmærksomhed, så synes jeg at jeg har gjort mit. Kan ikke rigtig få mig selv til at give den rigtige begrundelse, for at jeg ikke vil med, til hende, selvom alle hans søskende har det på samme måde, for de kommer af pligt og ikke fordi de har lyst... Mange tanker fra en noget forvirret, fortvivlet og frustret Nethe * der bare ønsker et godt råd *

Hejsa og Sorry jeg først svarer nu... Men jeg kommer ikke i dag, det har I sikkert set. Mit bækken vil ikke som jeg vil og jeg har mange smerter... Håber I alle har en hyggelig dag.... Og undskyld jeg først svarer nu... Tanker fra Nethe * med meget dårlig samvittighed *

Hejsa Alle Sammen I går aftes lå jeg der og kiggede på min mand, han lå med lukkede øjne og var faldet i søvn, da jeg følte en varm strømme igennem mig og mit hjerte begyndte at slå hurtigere, jeg fik lyst til at stryge ham over kinden og give ham et lille kindkys og så var det jeg kom til at tænke tilbage på den første gang vi mødtes, hvor vi var blevet placeret ved siden af hinanden til en fest, men ikke talte sammen fordi han var genert og jeg knap anede hvad jeg skulle stille op. Da jeg tog hjem dagen efter var han i mine tanker, om end vi ikke havde talt sammen, så var der alligevel et eller andet der havde sat sig fast, for det første jeg så inden jeg skulle sove var hans smil og hans øjne for mig i lang tid bagefter. Jeg VAR ihvertfald IKKE fascineret af ham, det bildte jeg mig selv ind, han var sikkert både optaget og gift, selvom hun ikke var med, men så fire måneder senere blev jeg igen inviteret op til dem, jeg spurgte om han kom med og det gjorde han og så jublede jeg i telefonen... UPS, men afsted kom jeg og mødte ham igen, først tænkte manden må kunne snakke, så jeg forsøgte at tale med ham, men han svarede med enstavelsesord og forsøgte at "flygte" fra mig, der var stadigvæk ingen pige med, så nu begyndte jeg at fornemme at han var single, nok mest fordi den kvindelig del af det par jeg besøgte, gjorde så meget ud af at præsentere ham for en anden single veninde der var til stede. Jeg skruede op for min charme, lå alle min kræfter i for at han skulle synes jeg var sød, jeg brugte alle de "ufine" kneb, med at nusse ham når jeg kom i nærheden af ham, og snakke med ham om alt muligt. Til sidst endte det med at parret vi var på besøg hos blev enige om at vi skulle dele sovesofaen ham og mig, er du gal hvor var der meget plads i mellem os. Dagen efter var vi i Djurs Sommerland og vi havde en rigtig hyggelig tur og ham og mig blev kærester på minigolfbanen. På vejen hjem i taxa'en sad vi og snakkede sammen, og da jeg sagde at jeg glædede mig til at komme hjem i bad, for jeg lignede noget katten havde slæbt ind, svarede han mig, så er du noget af det smukkest katten har slæbt ind. Tror hvis han havde svaret det nu, at han var blevet slået halvt i hjel mindst. Som tiden den er gået er vi kommet til at holde mere af hinanden, først kom forelskelsen og da den havde lagt sig havde det udviklet sig til kærlighed, og kærligheden har siden fulgt os i vort liv. Vidst kan vi da skændes, råbe og smække med døren, men disse ting skal alle par jo kunne holde til at man gør og selvfølgelig kan jeg være træt af at han ikke holder sine pligter på rengøringsplanen, men sådan er han endnu en gang. Han må jo også leve med mine fejl, så som at jeg er en rodehoved, og at jeg ikke altid er lige nem at være sammen med. Men vores kærlighed holder, på trods af vores forskelligheder og vores underlige ideer engang i mellem. Og for under to måneder siden stod vi i kirken og sagde ja til hinanden, ja til at dele livet sammen på godt og ondt, ja til at støtte hinanden, ja til at tilgive hinanden, ja til at elske hinanden på trods og ja til at skabe et solidt og godt ægteskab resten af vort liv sammen. Dette har vi lovet hinanden på godt og ondt og kærligheden betyder alt i et forhold, har man ikke kærligheden, så har man intet. Jeg kan sige jeg elsker dig, men det beskriver ikke hvad jeg føler for ham, for jeg føler meget dybere end de ord kan skrive, jeg kan ikke vise det tit nok ved at give små knus og kram, fordi netop det er med til at bekræfte ham i at han valgte rigtigt. Jeg kan sagtens bede ham om tilgivelse, for det er det eneste der lindre den smerte jeg har påført ham ved at være bunduretfærdig mod ham. Kærligheden er så mange ting, blandt andet, tillid, respekt, accept, omsorg, ømhed, nærvær, og sådan kunne jeg blive ved. Kære venner husk på at kærligheden har man kun til låns, hvis man plejer den, bygger den sig selv om stille og rolig og bliver dybere, mere solid og fastgroet til glæde og varme for de mennesker der oplever den dybe samhørighed, men tager man den for givet, falder det hele ned om ørerne på en, til stor sorg for de mennesker som mister den... Mange tanker fra Nethe * Lykkelig genforelsket for xxxxxxx.tyvende gang *

Alt efter hvordan det hele ser ud efter scanning på fredag, så giver jeg endelig svar. Som det ser ud nu kan jeg godt komme med, men pga kraftige smerter i bækkenet, har jeg svært ved at overskue om jeg magter at komme med den 23. maj. Hvis jeg kan komme med, kan jeg så køre med nogle fra Århus af? Og hvis "ja" hvem vil så have mig med? Jeg regner PT med at jeg skal med, men vil lige snakke lidt med lægen om det... Tanker fra Nethe * der håber *

Der er en tredje mulighed... Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor slemt du har det, men ud fra forskellige indlæg jeg har læst, virker det på mig som om du fortsat har det svært. I hvert fald i perioder. I mange amter findes der ambulante psykoterapigrupper eller lign. som du kan gå i lige så længe du har brug for det. Din læge kan henvise dig til psykiatrisk afdeling for at det kan komme på tale. Det er ofte en mulighed som er god, hvis man ikke kan komme videre hos en privatpraktiserende psykolog. Enten af økonomiske eller af terapeutiske årsager. Den har jeg også prøvet, men min læge vil ikke henvise mig, hun mener at jeg godt kan klare disse nedture, og at det er normalt at have det sådan.Hun kan ikke henvise mig til et sted hvor jeg kan få behandling, da jeg også ligger uden for psykratriens målgruppe, jeg er ikke syg, jeg har det hårdt i perioder, men grundet at der en psykriater der har erklæret mig rask, så bliver det svært at komme ind igen, fordi der ikke var mere de kunne gøre heller.. Det sidste må jeg klare selv og det forsøger jeg så at gøre... Mange tanker fra Nethe * på vej ud at spise *

Hejsa Alle SammenNr. 1. For os bliver det ikke bare at tage med i kirken og kun deltage i middagen, vi bor i Århus, skal med toget ned til familie (omkring 3 timer) og derfor afhængig af hvornår en eller anden har muligheden for at køre os tilbage til toget. Min familie bor i det Sydjydske og min bror i det sydlige Vestjylland Desuden skal vi kl. 13.15 et helt tredje sted i Østjylland, have samvær med min datter, som er i frivillig familiepleje pga at jeg kørte helt ned efter hendes fødsel, lægen og andre eksperter har "fortalt" mig at jeg led af en rigtig kraftig efterfødselsreaktion og at jeg gjorde det rigtige ved at lade min datter blive anbragt i familiepleje. Efterfødselsreaktionen kommer sig af det der er sket i min barndom, min næsten ikke-eksisterende kontakt til min familie og det det har kostet mig at have det sådan hele vejen op gennem min barndom. Et samvær med min datter er for lige så vigtigt om end vigtigere end at deltage i min brors bryllup, da vi jo taler om at det mit eget kød og blod jeg "svigter" til ærer for en person, som jeg ikke har andet til fælles med end at han er min bror. Nr. 2. Op til disse familiekomsamner har jeg det dårligt hver gang, på nær når jeg skal ned til min stedmor, jeg kan næsten ingenting spise, er mut, indelukket, tænker for meget, nem at gøre ked af det, og så overfalder jeg min mand over ingenting. Kort sagt, så har jeg det så forfærdelig dårligt med at deltage i de fester at jeg for første gang i mit liv er nået til det punkt at jeg må sige enten eller og det gør ondt at træffe valget, som man ved kan koste en så meget, men hvad er mest værd, at jeg "mister" respekten for mig selv som menneske? Og bare gør hvad man er forpligtiget til at gøre? Eller at jeg for engangs skyld tager en konsekvens og lytter til det min krop og mit indre fortælle mig, nemlig at jeg skal blive hjemme? Til alle jer andre der anbefaler mig en professionel til at hjælpe mig, det har jeg haft, de kan ikke gøre mere for mig og det er umulig for mig endnu en gang at bede kommunen om at finanisere samtaler hos en psykolog til mig og betale dem selv kan jeg ikke, vi er begge to studerende og skal derfor have i tankerne at penge ikke er det vi har mest af. Jeg arbejder med mig selv hver dag og netop i dag, har jeg fået lukket op for et sår, da jeg skrev det første indlæg, gik jeg lige ind på sengen og græd og det var så dejligt befriende at gøre det, for det er længe siden det er blevet gjort. Men jeg er nået frem til at jeg IKKE deltager i min brors bryllup, så må han blive så skuffet han vil, følelsesmæssigt vil det komme til at koste mig for meget og skal jeg til at have det dårligt allerede nu, to ½ mnd før, så vil jeg slet ikke tænke på dagene op til. Det hverken kan jeg eller vil jeg byde mig selv og min mand, så derfor er jeg næsten nu sikker i min sag, folk må tænke om hvad de vil, men jeg er nu den vigtigste person i mit liv ligenu, næst efter min datter og det ufødte barn jeg venter... Mange tanker fra Nethe * nu lidt mere klart tænkende *

Her er jeg inden jeg blive gjort i stand...

Her er billede 1

Jeg skal lige have en lille samtale med min mand, så vender jeg tilbage. Jeg kan se at det er søndag, og da jeg ikke erindrer at skulle noget den dag, så var det jo en mulighed for mig at møde alle jer rigtig søde tøser herinder fra... Mange Tanker fra Nethe * som gerne vil med, hvis det kan lade sig gøre*

Se hvor søde vi er: