Kristendommen..

[sissel 0]

Skulle vi ikke få lidt gang i denne her tråd igen???

Jeg er ikke religiøs og mener ikke at der "findes mere mellem himmel og jord" - hvilket egentligt er lidt træls.

Jeg har indtil videre blankt afvist at blive gift i den danske folkekirke, fordi jeg ikke rigtigt har noget forhold til den. Jeg er dog medlem, og betaler med glæde min kirkeskat, fordi jeg er klar over at kirken betyder meget for mange.

Nu er jeg dog kommet i tvivl. Min kæreste vil rigtigt gerne giftes i en kirke. Han er katolik fra Argentina og dér kan man altså ikke blive gift med en protestant - det havde vi ellers forestillet os.

Han vil også meget gerne giftes i en dansk kirke fordi han mener at Gud er den samme, men er det for langt ude at en areligiøs og en katolik skal giftes en dansk kirke??

Jeg har aldrig brudt mig om at kirken bliver brugt som en flot kulisse til et bryllupsshow. Ville et krikebryllup for vores vedkommende være moralsk fallit??

Jeg vil helst være så oprigtig som muligt på min bryllupsdag, men egentligt kan jeg jo sagtnes stå inde for det man rent faktisk bliver spurgt om:

Ligeså tilspørger jeg dig N.N. (brudens navn):

Vil du have N.N. (brudgommens navn), som hos dig står, til din ægtemand? - Ja!

Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Og også de andre ting der bliver sagt er meget smukke, eksempelvis:

"og de to skal blive ét kød"

"Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd."

Desuden æææælsker jeg at synge salmer, og kan godt lide at gå i kirke (selv om det ikke sker så tit).

Men ja, er den kirkelige vielse først og fremmest et religiøst ritual eller er det et kærligheds ritual??

Hvad synes I??

[jazzmine 0]

Skulle vi ikke få lidt gang i denne her tråd igen???

Jeg er ikke religiøs og mener ikke at der "findes mere mellem himmel og jord" - hvilket egentligt er lidt træls.

Jeg har indtil videre blankt afvist at blive gift i den danske folkekirke, fordi jeg ikke rigtigt har noget forhold til den. Jeg er dog medlem, og betaler med glæde min kirkeskat, fordi jeg er klar over at kirken betyder meget for mange.

Nu er jeg dog kommet i tvivl. Min kæreste vil rigtigt gerne giftes i en kirke. Han er katolik fra Argentina og dér kan man altså ikke blive gift med en protestant - det havde vi ellers forestillet os.

Han vil også meget gerne giftes i en dansk kirke fordi han mener at Gud er den samme, men er det for langt ude at en areligiøs og en katolik skal giftes en dansk kirke??

Jeg har aldrig brudt mig om at kirken bliver brugt som en flot kulisse til et bryllupsshow. Ville et krikebryllup for vores vedkommende være moralsk fallit??

Jeg vil helst være så oprigtig som muligt på min bryllupsdag, men egentligt kan jeg jo sagtnes stå inde for det man rent faktisk bliver spurgt om:

Ligeså tilspørger jeg dig N.N. (brudens navn):

Vil du have N.N. (brudgommens navn), som hos dig står, til din ægtemand? - Ja!

Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Og også de andre ting der bliver sagt er meget smukke, eksempelvis:

"og de to skal blive ét kød"

"Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd."

Desuden æææælsker jeg at synge salmer, og kan godt lide at gå i kirke (selv om det ikke sker så tit).

Men ja, er den kirkelige vielse først og fremmest et religiøst ritual eller er det et kærligheds ritual??

Hvad synes I??

Hej Sissel.

Min kaereste er fra Australien og han er ogsaa katolik, jeg er ikke speciel religioes, men kunne ikke droemme om at blive gift andre steder end i en kirke. Maaske er det fordi jeg er meget traditionsk (er det er ord?), vi skal have en "blessing" ceremony naar vi kommer tilbage til Australine, og det bliver jo i en katolsk kirke.

Jeg synes ikke det er forkert af jer at blive gift i en kirke, som du selv siger, staar du jo inde for alt det I bliver spurgt om.

Haaber du finder en loesning paa det, men du er altsaa ikke alene, vi havde ogsaa en del taenker om forskellen paa vores religioner.

Louise

[Guest arielblirup]

Det er jo en individuel sag. Hvis I har det fint med det er det jo det vigtigste.

Personligt kan jeg slet ikke udstå tanken om at skulle giftes i en kirke, så derfor har vi valgt en anden løsning, som er den rigtige for os.

[diskobil 357]

Jeg/vi er ikke troende og valgte som følge heraf også at blive gift borgerligt.

Min bedre halvdel er - det siger hun selv - ateist, og er i modsætning til mig ikke konfirmeret. Jeg plejer selv at sige at jeg tror på skæbnen.

Men jeg mener det er vigtigt at vores børn lærer om den kristne trosretning, da det er en del af vores kultur og kulturarv. Vi har en rigtig god præst i byen og har da også deltaget i en del af de børneaktiviteter han/kirken laver, herunder børnegudstjenester. Det kunne måske godt få mig til at melde mig ind igen og betale de ca. 300 kr. om måneden det koster.

[wegener 0]

Jeg er døbt og konfirmeret og jeg tror på gud. Men jeg tror også på nisser, jeg tror på kærligheden og det gode i mennesket, alt i alt så tror jeg på de ting som giver glæde i mit liv.

Jeg har altid tænkt min tro som meget individuel og personlig, noget bare for mig. Men da min datter skulle døbes i foråret fandt jeg ud af hvor meget det betød, for det første at hun skulle døbes, men også at det blev af den rigtige præst med holdninger der matcher mine.

Vi skal giftes i den samme kirke som vores datter er døbt, valget var nemt for os, fordi vi ved at præsten prædiker en tro som vi kan stå inde for. Jeg vil ikke kunne blive gift i en hvilken som helst folkekirke, idet jeg ikke har løst til at møde fanatisme, manglende næstekærlighed og skyld med stor S i forbindelse med mit bryllup.

Tine