Livets op og nedture

[Sandra Brix 4]

Hej i dejlige Tøser

Normalt er jeg rimelig aktiv herinde, bruger jer jo stort set til alt hvad angår bryllup men også dagligdagen som sådan. Det synes jeg virkelig jeg har haft gavn af - og derfor nu denne tråd...

Har faktsik lidt svært ved at skrive beskeden, da det er vigtigt for mig at holde så meget diskretion som muligt. Men på den anden side, har jeg VIRKELIG brug for lyttende øre og evt. gode råd.

I går blev jeg udsat for "vold" på arbejdspladsen. Jeg arbejder med børn med psykosociale vanskeligheder. En af disse børn gav mig en knytnæve i ansigtet efter en konflikt jeg havde med ham. Der var mange af mine arbejdkollegaer der var vidne hertil - så det var et meget stort chok for alle.

Jeg har grædt og tudet. Smidt og sparket. Været rolig og fattet - men føler stadig ikke jeg kan finde rundt i hverken mig selv eller følelserne. Jeg blev henstillet til en psykolog med det samme og har mit første møde med denne i morgen.

Det var så ydmygende som noget kan være, at blive slået af en 12 årig knægt - og så må man FAN:::::: ikke engang slå igen. Jeg havde/har stadig bare lyst til at give ham én lige tilbage hvor den kom fra. Mit motto er: Hvad man giver ud får man igen 10 dobbelt. Men føler sq ikke han har fået en skid hvad han fortjener (snothvalp) Jeg ved godt det ikke havde ændret noget og jeg er også meget glad for, at jeg har handlet professionelt. Men føler alligevel jeg har svigtet mig selv fordi jeg har tilladt et andet menneske at ydmyge mig på den måde.

Han er bortvist i en uge - så det betyder jeg skal stå ansigt, til ansigt med ham på næste onsdag. Det har jeg bare ikke lyst til. Hvad fanden gør jeg???? (Ved godt det er et meget urimeligt spørgsmål - og forventer skam heller ikke I skal svare) Men det er jo ligesom et spørgsmål jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med!! Jeg kan jo ikke bare sygemelde mig til han bliver forflyttet et andet sted hen (da dette er meningen) og vil jo også savne alle de andre børn

Jeg er virkelig meget mere påvirket af det, end jeg vil erkende. Mikael render da også rundt og tror alt er cool og dandy. Vil ikke bekymre ham - da han for øjeblikket selv render rundt med "jobbekymring". Men jeg føler dem jeg fortæller om det nærmest "slår det hen" og det gør mig ked af det. De gør grin med det - men for mig gør det ondt hel ned i mellemgulvet bare jeg hører hans navn.

Faktisk tror jeg, at jeg kunne skrive en hel roman - men da dette er et rart sted at være - vil jeg ikke belemre jer mere med dette. Blot benytte mig af "mit" forum til at få det lidt ud af systemet!!!!! - Håber det er okay!

Tak til alle jer som gad "lytte" (læs: læse)

[beatles 0]

Forstår jeg dig rigtigt, når du skriver at barnet senere bliver flyttet?

Hvis det er rigtigt kunne du måske blive sygemeldt indtil forflyttelsen (ved ikke rigtig selv om det er en godt idé, måske skal du "op på hesten" igen hurtigst muligt).

Vil så gerne hjælpe - men er lidt i vilrede........mange herfra

kan godt forstå at du føler dig både vred og ydmyget.

igen

Beatles

[irmavictoria 0]

Hej Sandra

Selvfølgelig gider vi læse... OG lytte.

Jeg har ingen gode råd til at tackle din oplevelse - men jeg håber da, at du får en positiv dialog med psykologen imorgen og at denne evt. kan give dig gode redskaber til at møde "snothvalpen" igen.

Held og lykke med det hele.

Knus og tanker (fra en, der meget vel kunne stå i samme sitaution en dag pga. arbejdet) fra Maja

[Guest Lakridspigen]

Hvor vildt?!

En kammerat oplevede nøjagtig det samme for 14 dage siden ?!

Din arbejdsplads, eller i det mindste din kommune, skal ved lov have et krise beredsskab til den slags episoder.

Du skal have en uvildig til at lytte til dig. Omgående. Du har krav på støtte og hjælp, for der kommer alle mulige tanker op; provokerede jeg? Skal jeg se på ham igen?; Hvordan vil de andre børn reagere..osv. osv.

Jeg krydser fingre for dig, for det er en meget, meget ubehagelig position du står i!

[beatles 0]

ps. Selfølgelig kan du sygemelde dig........pas ført og fremmest på dig selv!

Beatles

[ryberg 1]

Sender en masse i din retning

Jeg håber virkelig psykolgen kan hjælpe dig og i sammen kan finde en løsning.

Du skriver han har fået 1 uges frabud med at komme, burde han ikke bortvises lige på stedet.. Ved godt det ikke er det bedste bare at sende problemet videre til et andet sted.. men kan være han har brug for mere hjælp et andet sted fra ?

De varmeste knus

Heidi

[BIJ 0]

Det gør mig ondt at høre!!!!!!

Jeg har ingen erfaringer på det område. Det er godt du starter til psykolog?

Det er meget vigtigt at snakke om de følelser, der opstår i forbindelse med voldsepisoder af den ene eller den anden art -især da dette er sket på dit arbejde, som du gerne skulle kunne passe igen.

Har du en chef, du evt. kan snakke fortroligt om det med?

Jeg kan godt forstå andre mennesker laver "grin" med det. For man kan da nærmest se en tegneserie kører for sin indre skærm, når man hører lige hører det. Og hvis din mand tror alt er ok, hvorfor skulle andre så ikke tro det?

Jeg kan kun give det råd at snakke om episoden og de følelser du har omkring det!

Håber du får det bedre!

Redigeret January 11, 2006 af BIJ

[Sandra Brix 4]

Ifølge lov - kan man kun bortvise dem i højest en uge. Så har de ret til undervisning igen. Vi ved ikke hvornår han bliver forflyttet - da der ikke er plads til ham nogen steder PT og forældrene ikke samarbejder. derfor føler jeg jo ikke jeg sådankan sygemelde mig - måske for en tid.

Jeg håber også bare selv - at den der psykolog kan give mig nogle redskaber, for jeg holder utrolig meget af min arbejdsplads. Men tanker om "skyld" og "kunne jeg have gjort noget anderledes" fiser da helt klart rundt i hovedet

1000 tak for al jeres omsorg - det varmer utrolig meget!

[HenrietteS 1]

Hej - sikke da et chok - puha, godt du er på vej til krisehjælp.

Sådan et job du har valgt, kan man forvente alt også slag; man skal være forberedt på det værste.

Jeg har selv arbejdet med hjerneskadet børn - uha det var ikke sjovt.

Prøv at tænke tilbage, hvad skete der inden drengen gjorde det - blev der sagt noget forkert/gjort noget forkert.

Drengen har psykosociale problemer og det er kommet af en evt. hændelse/opdragelse.

Du kender forhåbentligt hans dataer.

De børn jeg arbejdede med, var skadet og de skulle tackles med nænsom hånd - ham her skal måske have en "ordentlig røvfuld" - der er en grund til at han skal videre i systemet.

Du skal sætte dig i respekt overfor ham - kommer du ikke igen, vinder han.

Sig til dig selv - FANDME NEJ - den knægt skal ikke tackle nogen på den måde.

Der skal sikkert kæft trit og retning til.

Næste gang er det måske et barn det går ud over.

Håber du for opbakning, du skal være åben overfor din mand - man kommer kun videre ved at være åben (fortæller af erfaring, har haft en voldlig eksmand i 4 år).

Bare det at omverdnen lytter er hjælp.

Håber du kan bruge det til noget.

Stort knus og mange tanker til dig

fra henriette

[JannieE 0]

Jeg arbejder selv et lignende sted og jeg har fra andre kollegaer fået af vide at krisepsykologen er en rigtig god hjælp. Derudover kunne jeg forestille mig I selv har en psykolog på stedet, tal med hende/ham hvis din samtale i dag ikke er nok. Selvfølgelig skal du ikke gå på arbejde, hvis du har det skidt med det. På den anden side vil det jo så også give drengen den sejr at du blev skræmt væk. Det er rigtig godt at du får skrevet om det her, og selvom du syntes din kæreste har andre problemer, så brug ham dog for hulen! Jeres forhold skal jo gerne give støtte til jer begge og måske det letter hans tanker at hjælpe dig. Det med en facade der siger 'jeg har det fint' imens blodet render, er bare ikke holdbart. For hvad så hvis du virkelig knækker helt? Så skal han både forholde sig til det, plus at du har ført ham bag lyset ved at spille glad....

Håber virkelig du kommer igennem det her styrket.

[Guest stineka]

søde Sandra,

sikke en ubehagelig oplevelse, jeg har aldrig selv oplevet noget lignende, men har stor respekt for dig og dit arbejde og for at du formår er handle professionelt i en så presset situation. Jeg håber inderligt at samtalerne med psykologen hjælper dig med at bearbejde nogen af de følelser og frustrationer du sidder med, jeg kan kun prøve og forestille mig hvad du gennemgår lige nu.

Jeg håber du snakker med Mikael om det, måske efter psykolog samtalen, så han forstår hvilken påvirkning episoden har på dig, personligt tror jeg noget af det vigtigste i et forhold er at 'bruge' hinanden - men jeg kan sagtens forstå hvis du holder dig tilbage hvis han selv tumler med noget, men overvej om du i hvert fald ikke måske skylder ham at være ærlig omkring dine følelser og tanker i forbindelse med 'overgrebet'

jeg håber du får det bedre, du er et helt igennem fantastisk menneske der fortjener det bedste, kærlige tanker, Stine

[wegener 0]

Det er så forfærdligt at føle sig magteløs og det er det du et eller andet sted gør i den situation hvor du agere proffesionelt, og det er skide godt gået af dig.

Jeg er lejerleder på lejre for børn med problemer af den ene eller anden grad, og der har jeg stået i samme situation med en af min hjælpere. Hun fik krisepsykolog og det hjalp meget, for hun følte nemlig også at folk omkrig hende reagerede som om det var ganske harmløst det der var sket. Jeg talte meget med de andre hjælpere om det og prøvede at få dem til at forstå, men det er jo svært da det er mere end den voldelig handling, det er alle de følelser det vækker, gemte, glemte og nye.

Du siger ikke noget om hvordan dine kollegaer forholder sig, jeg syntes det ihverfald er meget vigtigt at du føler at du får støtte der fra. Der ud over syntes jeg ikke bare at du skal møde drengen tilfældigt når han kommer tilbage, men kræve at få et konfontationsmøde med ham, hvor du fortæller ham hvad du føler og hvordan du vil have jeres forhold skal være frem over. Dette kunne evt. være sammen med psykologen eller en supervisor.

Men en sygemelding er helt berettiget hvis du har behov for at komme lidt væk, men konfronteres, det skal han.

Mange tanker og herfra

Tine

[Guest pjevs]

Jeg håber virkelig at du har styrken til at komme på arbejde igen, for som andre skriver, hvis du sygemelder dig er det svaghedstegn for sådan en dreng. Dermed "tror" han at han har fået dig ned med nakken og det er en sejr for ham.

Det bedste jeg tror du kan gøre, er at konfrontere ham med det, så han kan stå til ansvar for hans handling.

Han skal se dig i øjnene igen og du skal vise ham at han bare kan komme an den snothvalp.

Det bedste redskab er nemlig ikke fysisk vold, men ens verbale ordforråd.

Når folk slår er det jo tegn på afmagt, alle kan jo slå, men det er ikke alle der kan bruge munden.

Så få en god snak med psykologen og hvis du har brug for et par fridage, så gør det. Men vær tilbage inden han kommer igen.

Pia

[pernille25 0]

Jeg vil bare sende dig en masse Søde Sandra

Pernille

[jesper-brock 14]

Jeg er lejerleder på lejre for børn med problemer af den ene eller anden grad, og der har jeg stået i samme situation med en af min hjælpere. Hun fik krisepsykolog og det hjalp meget, for hun følte nemlig også at folk omkrig hende reagerede som om det var ganske harmløst det der var sket.

Man skal bestemt ikke undervurdere værdien af et besøg hos krisepsykologen.

Jeg var på arbejde som pressefotograf i forbindelse med fyrværkerikatastrofen i Seest 3. november 2004 (de nysgerrige kan se billeder her). Da den store eksplosion kommer og raserer hele området kl. 17.43, befinder jeg mig ca 500 meter fra fabrikken (indenfor den evakuerede zone) og må i al hast flygte for livet, da trykbølgen kommer susende henover området. Da jeg imidlertid ikke kan løbe lige så hurtigt som en trykbølge, må jeg løbe så langt jeg kan nå, og derefter kaste mig i dækning i en carport.

Jeg sov ikke så pokkers meget den efterfølgende nat... det er der jo ikke noget at sige til. Imidlertid sov jeg heller ikke ret godt natten efter igen, og begyndte så at erkende, at jeg nok havde et problem, der skulle gøres noget ved. Jeg spurgte min chef, som har været FN-soldat i Jugoslavien, hvad de gjorde, når de havde haft et gevær helt oppe i ansigtet - og han anbefalede mig at opsøge det krisepsykologberedskab, som Kolding Kommune havde oprettet til formålet.

Det var jeg ikke rigtig så meget for - i min verden var psykologer kun for folk, der var mere tossede end jeg følte mig - men som min chef sagde: "Jeg kan jo ikke tvinge dig derhen, men du kan vælge mellem at deale med situationen NU, eller også kan du gøre som mig, der gik to år efter hjemkomsten og sloges med tingene, før jeg tog mig sammen og opsøgte psykologen."

Stillet overfor det valg måtte jeg jo hellere komme af sted, så tre dage efter eksplosionen kontaktede jeg det krisepsykologiske beredskab, som tog mig ind med det samme. Jeg brugte så 1½ time på at gennemgå hele hændelsesforløbet sammen med psykologen, og selvom jeg syntes, det stort set kun var mig, der snakkede, så må der alligevel være kommet et eller andet ud af det. Selvom jeg gik direkte ud fra psykologen og satte mig ind i en bus, der kørte mig tilbage ind i området sammen med det øvrige pressekorps, så tog jeg det roligt, fik taget de nødvendige billeder og kørte derefter hjem og sov normalt... og det har jeg gjort siden. Og ja... jeg skyder stadig med fyrværkeri nytårsaften, selvom jeg nok er lidt mere forsigtig end jeg var tidligere

[sannaw 0]

Sødeste Sandra

Jeg har selv stået i en lign situation (har arb på lukket intensivt psikiatrisk afsnit) Fik en på sinkadusen oven i et par hændelser med voldsomme trusler (af forskellige) hvilket knækkede mig helt.... Jeg blev sygemeldt i en tid, og det kan jeg KLART anbefale!!! Derudover fik jeg flere samtaler med en psykolog! Det er meget givtigt, og det kan du se frem til!

Men husk at give dig selv lidt plads til at være, bange, ked, frustreret, vred osv. via en sygemelding... Reaktioner kan komme noget tid efter, og det skal du have ro til at komme igennem!!! Derefter kan det måske lade sig gøre, at du får en skematiseret opstart - det fik jeg og det var guld værd... Vi gjorde det sådan, at mens jeg stadig var sygemeld, skulle jeg komme først en dag bare med morgenbrød, for ligesom at kommen ind gennem døren igen, så to dage med 2 timer, to dage med 4 timer, to dage med 6 timer, hvorefter jeg igen blev raskmeldt. De dage jeg var der, havde jeg "KAN-funktion", dvs jeg KUNNE å med i plejen, men jeg kunne også lade være, jeg KUNNE gå ud til patienterne, men jeg kunne også lade være... På den måde kan man komme lige så stille igang igen, og tage tingene i eget tempo!!!!!!!

Sidst vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at være ærlig omkring dine følelser og oplevelser overfor Michael!!! Det er IKKE noget, du må gå og gemme på..... snak snak snak... Få det ud - det hjælper... Og Michael ønsker uden tvivl at være der for dig, hvis bare han ved hvordan du har det, for det er garanteret derfor at han også vil giftes med dig!!!???

og tanker,

Sanna

[EilaL 2]

Hej søde,

du er da meget velkommen at dele både din glade og sorg med os.

Først en masse . Jeg tror også det er vigtig ikke at henstille den handling som en "joke" fordi det "kun var en knægt". Det er sgu alvorlig og jeg håber psykologen kan hjælpe dig og give nogle redskaber. Jeg synes ikke du skal melde syg hvis du føler dig nogenlunde dig selv igen - så drenge ikke får denne succesoplevelse at han har "skrammet dig væk" - dog synes jeg at du skal lytte til din indre stemme og krop og også valge at melde syg hvis ikke du føler dig klar. Det er dig der kender din krop bedst - pas på den søde.

God vej fremad.

Sandra

[yndlings-Lea 3]

Kæreste Sandra

Jeg forstår dig rigtigt rigtigt godt...jeg var i samme situation sidste forår. Eleven i mit tilfælde blev dog bortvist (henvist til anden uv-institution). Jeg var "klat-sygemeldt" flere gange siden, og har egentlig aldrig fået bearbejdet det hele...og det kan jeg godt mærke!

Tag dig selv alvorligt...for det er alvorligt! -Få det gennem-bearbejdet nu...

[Nenya 1]

Jeg har også prøvet halv voldelige elever. Jeg lukkede mig fuldstændig inde og havde egentlig svært ved at tale om det. Men ud kom det - til kæresten. Jeg var også ret usikker på, når knægten kom tilbage igen - men tiden hjælper altså. Jeg var glad for, at han var væk i 3 (!) dage - og at jeg først skulle undervise ham et par dage senere. I mit tilfælde så - tiden læger alle sår. Men jeg er meget mere på vagt nu end jeg var førhen.

[Guest Gitte-Majbrud]

Puha Sandra.

Det var vildt underligt at læse dit indlæg, da jeg lige i forgårs fik at vide, at min mor har været sygemeldt hele sidste uge efter et overfald på sin arbejdsplads. (Hun sidder i 'fronten' på et bistandskontor!)

Hun fik også krisehjælp med det samme, og syntes egentlig at hun var OK. Men så næste dag på arbejdet mens hun stod og fortalte om hændelsen gik stodderen forbi udenfor på gaden. Hun flippede helt ud, rystede og måtte gå hjem. Hun var selv ret overrasket over sin reaktion, da hun ikke havde været klar over, hvor voldsomt noget sådant påvirker én.

Jeg synes helt klart at du skal få et samtaleforløb på flere gange med psykologen. Min mor fik at vide, at kroppen reagerer som om den har været i krig. Man kan have mange forskellige reaktioner, men vil ofte være påvirket i 1,5 - 2 måneder efter!

Jeg sender dig en masse knus. Det trænger du vist til oven på den omgang!

[hylmer 0]

hejsa Sandra

sender dig en masse

knus trine

[Guest mariemusen]

ååååårh Sandra det er jeg ked af at høre........ men er glad for at du får den nødvendige hjælp hos psykologen ....... jeg mener også at du sagens kan sygemelde dig for en tid ....... og komme tilbage dertil når du mener at du er parat til det igen.

Du ved hvor jeg er smukke hvis du får brug for det

[Sandra Brix 4]

Jeg er fuld stændig bevæget til tåre over alle jeres søde, hjertevarme og hjælpsomme indlæg. Tak er kun et fattigt ord

Jeg har stort set taget alle jeres råd til mig. Jeg talte med Mikael allerede næste dag og han havde godt kunne fornemme det på mig, men følte jeg havde "fejet" ham lidt af vejen - og vidste derfor ikke helt hvordan han skulle takle det...men det er nu taklet

Jeg var til det første møde med psykologen i går - og det var ufattelig givende. Jeg fik hurtig sat fingeren på hvad det var jeg havde brug for hjælp til - og han var rigtig god til at "læse" mig. Han gav mig nogle virkelig gode redskaber og ikke mindst tanker. Så jeg forberedte mig mere eller mindre mentalt på, at ville møde ham - drengen - igen. Konfrontere mig selv med "problemet" - igen, så jeg hurtig kan komme op på hesten. Ikke mindst fordi jeg gerne fremover vil blive ved med, at arbjede indenfor dette felt.

Jeg har fri i disse 2 dage, så jeg kan færdiggøre min praktikopgave - pisse heldigt tidspunkt, for jeg har kunne mærke, at det var hvad jeg trængte til. Men i dag blev jeg ringet op af vores skole leder, som fortalte at drengen nu slet ikke kommer tilbage. Han er blevet forflyttet og kommer kun tilbage for at sige farvel én af dagene. Så det er jeg ganske tilfreds med - på den måde bliver det ikke ALT for hårdt at komme tilbage, hvis jeg kun skal møde ham den ene dag - og som nogen af jer også skriver, vil jeg føle han "vandt" hvis jeg ikke konfronterede ham - så det bliver spændende at se hvordan jeg har det med det. Men det bliver først i næste uge engang.

Så til alle jer skønne, dejlige, fantastiske, vidunderlige kvinder jeg takker jer fra bunden af mit hjerte for jeres indlæg - de har virkelig hjulpet mig rigtig, rigtig meget!

[sannaw 0]

Hej Sødeste Sandra

Hvor er jeg glad for jeg lige gik til pc'eren, for man kan virkelig "mærke" at du har det en smule bedre - og bekymret blir man jo for en dejlig pige som dig!!!!

Godt at du kom til psykolog - brug ham - og brug Michael....

Sender dig fortsat mange tanker,

og tanker,

Sanna

[Sandra Brix 4]

Hej Sødeste Sandra

Hvor er jeg glad for jeg lige gik til pc'eren, for man kan virkelig "mærke" at du har det en smule bedre - og bekymret blir man jo for en dejlig pige som dig!!!! 

Godt at du kom til psykolog - brug ham - og brug Michael.... 

Sender dig fortsat mange tanker,

  og tanker,

Sanna

Hvor er du dejlig Jo tak - jeg har det virkelig meget, meget bedre ;) Ja godt med baglandet i orden, det e rikke alle der er så heldige!!!!