Antiklimaks midt i forberedelserne

[Guest Zwipzer]

Her sidder jeg så og har planlagt alle de store ting til brylluppet, der skal foregå d. 25. august i år. Selvfølgelig glæder jeg mig og det gør kæresten og også, men.....

Efter den første spænding har lagt sig, sidder jeg tilbage med et antiklimaks. Følelsesmæssigt.

Jeg elsker min kæreste, men lige nu syntes jeg bare han er så ligegyldig. Alle de der fantastiske romantiske og forelskede følelser jeg burde have og som jeg ser alle I andre skrive om, er helt væk

Der dukker tanker op, så som: Er det nu det rigtige, hvad hvis vi en dag blive skilt, elsker jeg han ikke, osv...

Jeg ved godt at det sikkert er helt naturligt i perioder ikke ligefrem at savle over hinanden, men lige nu er jeg lidt nede og ville gerne høre, om der er andre der har det på samme måde? Er det naturligt at tvivle på den beslutning man har taget?

Jeg ville også gerne finde på et eller andet som kunne skyde vores følelser lidt igang igen. Desværre er der bare slet ingen penge lige nu, pga. tre tyverier fra vores bil, der har taget alt det overskud der var

Til slut vil jeg dog sige, at jeg inderst inde ikke er i tvivl om at min kæreste er et helt fantastisk menneske, han bliver en super far til vores børn og sammen opbygger vi det venlige, trygge hjem vi begge savnede som børn. Han er bare så vidunderlig

Hilsen Julie

Redigeret February 11, 2007 af Zwipzer

[Kamstrup Christensen 0]

Jeg kan ikke sige, at jeg har det på samme måde, men til gengæld er jeg ret overbevist om, at det er ganske normalt at have det sådan en gang imellem.

Klø du bare på med planlægningen. Hvis det virkelig ikke er den korrekte beslutning, så skal du nok vide det - det er jeg overbevist om!

Og med hensyn til at 'skyde gang' i følelserne igen, hvad så med at overraske ham med en lille lækker hyggemiddag med levende lys og måske en god film i tv bagefter?

Mette

[Guest Hønse]

Av den er ikke sjov....

Jeg kan ikke sige at jeg har haft det på samme måde med mine følelser, men jo selvfølgelig har jeg tænkt tanken om det nu er det rigtige. Alt andet ville da osse være mærkeligt, hvis ikke bare enkelt gang skulle tænke denne tanke.

Og helt ærligt så finder man jo aldrig rigtig ud af det.... De kærester jeg har haft gennem tiden, har jeg hver gang tænkt, yes nu er det den rigtige, men hver gang blev jeg skuffet.

Med men min nuværende kæreste og kommende mand, har jeg aldrig været i tvivl om at han er den rigtige for mig , som det ser ud lige nu ihvertfald. Men vi ved jo ikke hvad tiden bringer. Vi er stadig unge og lever jo bare livet. Men pludselig kan der jo ske ting som gør at man ikke længere føler at det er det rigtige.

Jeg kan kun sige til at jeg synes du bare skal klø på, for selvfølgelig er det det rigtige. Alle par har jo deres up´s and downs... Men inderst inde elsker du ham og synes han er helt fantastisk, og det er trods alt det vigtigste.

Rigtig mange gange held og lykke med jeres forestående bryllup.

[Guest camillasalling]

Allerførst

Jeg kan kun alt for god sætte mig ind i det... ( for at du har skrevet det her, det ture jeg ikke da jeg havde det sådan) Men som sagt HAVDE jeg det sådan. Vi havde en periode hvor vi skændtes meget og ikke rigtig kunne få hverdagen til at fungere og det gjorde da var bl.al en af grundende til at jeg tænkte om vi nogensinde ville få hverdagen til at fungere. Der er også det i det at min kommende faktisk er min første rigtige kæreste (var lidt sent ude/langsom ;) ) og dermed har der da også været tvivl om jeg bare havde sådanne følelser i et forhold el det virkelig var specielt.

Nå, men faktum er at jeg nu efter lidt tid har det stik modsat. Jeg glæder mig mere og mere til at han blive min sådan helt juridisk også og er slet ikke itvivl om at det er HAM jeg høre sammen med!

Der er nogle ting som du skal æverveje nøje prøv fx. at forestille dig hvordan dit liv og især din hverdag ville være uden ham, og kand u forestille digselv sammen med en anden mand? Og kunne du fx. nøjes med at være venner med din kæreste altså sidde i en sofa og se en god film uden at putte lidt...?

Ved ikke rigtig om det kan bruges til noget, men som skrevet... uhhh hvor jeg kender følelsen, men hvor er jeg også glad for at jeg holdt ved. Tror lidt omdrejningspunktet for os blev julen hvor vi godt nok begge havde eksamens stress men vi var hos (min) svigermor hele julen og skulle derfor ikke tænke så meget på de huslige ting (som ofte var problemet hjemme) bare hjælpe lidt til, men ikke tage initiativ. Jeg ved ikke hvad det har gjort, men roen har i hvertfald hjulpet og siden vi kom hjem til os selv igen efter jul/nytår er skænderrierne mere end halvveret.

Der ud over har vi fundet ud af at vi ofte misforstår hinanden og har derfor faktisk meldt os til et par-kursus... Og inden du/nogen tænker par-terapi så er det det ikke. Det er mere prævintivt, det er meget svært at forklare, men jeg vil da anbefale ALLE i forhold med og uden problemer at kigge på www.prep.dk Det skader jo ikke at kigge og hvem ved måske det ligefrem er interessant...

Sikke en smøre håber nogle når til enden :blushsmiley: Præcis hvad du kan gøre for at genvinde gløden ved jeg ikke, men prøve om i ikke kan få hverdagen lidt på afstand i nogle dage og få mere ro på og tid til virkelig at SE og MÆRKE hinanden.

Camilla

PS. har du nogle specifikke spørgsmål til det jeg har skrevet, er du velkommen til at sende mig en PM

[AnjaSL 0]

Tror den følelse kan komme over de fleste. Vi havde en tur den anden dag, hvor vi talte om, om det blot var et praktisk arrangement at vi bliver gift - og puha hvor var det en forfærdelig tanke at forestille sig, at vi kun skulle være venner.

Jeg tror, at det handler om ikke pludselig at komme til at tage hinanden for givet og at det hele blot bliver hverdag - at man også anstrenger sig for at holde gløderne i live - det kommer altså ikke bare af sig selv.

Og selv om man ikke har så mange penge, kan man godt snige romantikken ind i hverdagen - det kan fx være ved at købe hans favoritpåskeæg, når de kommer frem i butikken, kysse ham midt i madlavningen, og måske sige til sig selv - ok, det kan godt være jeg er træt, og egentlig ikke har lyst til sex - men jeg vil have lyst - og så får man det som regel også

Tror ikke man skal tænke for meget over tingene - selv om man selvfølgelig heller ikke skal være ligeglad. Men den der med for alvor at forestille sig - hvad nu hvis det ikke er os mere - den kan som regel sætte tingene lidt i perspektiv - og man skal jo selvfølgelig ikke sætte sig og gøre disse tanker mens man er allermest muggen efter et skænderi.... og ja... overvej også om skænderierne er et skænderi værd inden man starter det, eller om det blot er et spørgsmål om at få det sidste ord.

Held og lykke med det - og husk - man sætter virkelig pris på de gode tider, når man også har oplevet de dårlige

[Michela 0]

Stor for at du vedkender - og tør skrive om det herinde.

Jeg kan sagtens nikke genkendende til din historie. Har da i nogle perioder af vores forhold haft det på nøjagtigt samme måde, og er begyndt at tvivle på, om det skal være os, eller om vi vil have det bedre hver for sig og blot fortsætte som venner. For i de perioder er der jo ingen tvivl om, at man stadig holder af, at tilbringe tid sammen med den anden.

De gange jeg/Thomas har disse perioder har vi kunne snakke om det - hvis den anden part ikke har det på samme måde, så fortjener vedkommende i hvert fald, at få vide hvordan man selv har det. Gav det mening? Har alle gangene prøvet at forestille mig en tilværelse, hvor vi blot var venner - og jeg kunne slet ikke være glad for det billede det frembragte. Aldrig mere putte i sofaen, aldrig mere hyggelige søndage i sengen, aldrig mere lange gåture hånd i hånd, aldrig mere spise ude på små hyggelige romantiske restauranter og aldrig mere så mange andre ting, som jeg bare ikke vil være foruden!

Har du ligesom jeg, når jeg forestiller mig en tilværelser, hvor vi kun er venner, er jeg sikker på at du ikke tvivler. Det får ikke tvivlen og irritationen (kunne ikke komme i tanke om et bedre) over hverdagens trumme-rum til at gå væk - men det overbeviser en om, at det trods alt kunne være værre

Du får en bunke af dem her for dem kan man altid bruge, når man er lidt nede.

Michela

[Møffe 0]

Hejsa,

Jeg kan helt sætte mig ind i hvordan du har det. Jeg har kendt min kæreste i snart 8 år, har to børn sammen og HOLD DA OP hvor har vi haft mange rutcheture. Jeg har kigget på ham og tænkt.....ja det overlader jeg til fantasien når fordeling af praktiske opgaver syntes for skæv, når børnene tog nattesøvnen, når man skulle skændes om, hvem der tager barnets første sygedag, når der går for lang til mellem blomster og små anerkendelser i daglidagen....og jeg har, helt lig mange af mine dejlige veninder også tænkt, gider jeg mere, er det ikke nemmere alene....men så er der alle de fede stunder, turen i biffen, en dejlig morgen med den rette stemning, dagene hvor ungerne bare er alt, alt for søde, de små grin og de fælles oplevelser - HISTORIEN man har sammen. Den glmmer man nogle gange og den binder faktisk rigtig meget kærlighed, også når man er nede der hvor man med sit hoved ved, at man elsker ham, men ikke kan mærke det for bar irritation og dagligdag...

Et forhold bliver aldrig en lang forelskelse - det tror jeg ganske enkelt ikke på. Men jeg tror på, at man kan holde fast i de gode ting ved forholdet og bære i gennem, når det er leverpostej.

Vi gør nogle gange det, at vi prioritere nogle særlige stunder sammen, uden børn, eller tager væk fra hinanden ( den ene får frirum, den anden besøger familie med børn), så bliver man også mindet om, hvor meget man elsker hinanden og hvor svært det er at undvære hinanden.

Og en god gammeldags bytur - sådan en havde jeg da jeg havde fødselsdag sidst med tøserne og fedt at gå i byen og tænke på at ham man har valgt er den bedste......

Lang smøre, men fat mod kærligheden er der selv om man ikke altdi mærker den.

Kh Louise

Redigeret February 8, 2007 af Møffe

[Guest zirrocco]

Min kæreste og jeg har også tænkt meget over det, at vi skal giftes. Vi har begge været nervøse for, hvad nu hvis det at blive gift ødelægger vores forhold som det er idag, vil det ændre vores hverdag, får vi anderledes følelser for hinanden fordi vi er blevet gift, og mange andre spørgsmål, men vi er begge kommet frem til, at det vigtigste for os er, at vi ikke tager hinanden for givet. Man er 2 om et forhold og man er 2 til at holde det i live.

Vi er også meget opmærksomme på hinanden, der går ikke en dag, hvor vi ikke kysser og krammer indtil flere gange i løbet af dagen (ja, nogle i vores vennekreds tror stadig vi er nyforelsket, på trods af vi har været sammen en del år).

Jeg tror netop lige det, at vi er så opmærksomme på hinanden gør, at vi nok skal få det godt - også selvom vi bliver gift. Og skulle der blive nogle forandringer i vores forhold, efter vi er blevet gift - så er jeg sikker på vi nok skal gøre partneren opmærksom om det. Man kommer meget længere med at åbne munden overfor partneren fremfor venner eller veninder (dermed ikke sagt, at man ikke kan snakke med dem om det, men forstå mig ret )

Der kan være flere forskellige grunde til, at man kan få mixet følselser, men jeg tror det der er det vigtigste er, at finde frem hvorfor man har den følelse, og derefter finde frem til hvad der kan fjerne den igen.

Er man nervøs for man vil føle sig "bundet" fordi man får ring på - jamen så aftal ikke at have ring på. Er man i tvivl om det er den rigtige man gifter sig med, så prøv at rejse væk en uge og mærk godt efter i maven, der burde man finde det rigtige svar og såen er der mange ting man kan gøre for at være sikker, hvis man ikke er det...eller hvis man bare bliver usikker.

Derudover tror jeg det er ganske normalt at få "andre" tanker.

- I øjeblikket har jeg mange drømme om hvor jeg kan vælge mellem 2 fyre, hvoraf den ene er min kommende mand eller også er det ubehagelige drømme hvor jeg mister ham. I starten undrede jeg mig lidt over, at jeg fik sådanne drømme, men det er jo klart min underbevidsthed der arbejder med noget af det, jeg ikke tænker på når jeg er vågen. Og jeg har det også ganske fint med det ( lige bortset fra når jeg vågner om natten og er ked fordi jeg har mistet min kæreste i drømmen)

Drømmene har fået mig til at tænke over om det nu er det rigtige, at blive gift, også selvom jeg ikke har været i tvivl i den tid vi har været sammen.

Jeg er sikker på du nok skal få det godt igen, ta' eventuelt en snak med din kommende mand og fortæl ham hvad du tænker over - det ku' være han gik rundt med de samme tanker.

Pøj pøj med det

[Ida13c 26]

hej ...jeg føler for og med dig i denne situation.

jeg har selv prøvet at stå i den samme, og må sige at jeg blev skilt efter 5 år....

Overhovedet ikke det du har brug for at høre, det ved jeg godt. set i bakspejlet så havde jeg en stemme der sagde "lad vær" men alting var sat igang, og hele familien var engageret i det , og festen planlagt, og min kommende svigermor var igang med at sy min kjole. Så, jeg sagde til mig selv at det var normale bryllups-nerver. Og så havde jeg en overstædig stolthed i at ikke ville kvaje mig forand min familie og venner.

Men hvor er det nemt at være bagklog!?

Jeg er nu gift igen og kan sige at følelsen denne gang var en helt anden, og der var ingen stemme i kulisserne der sad og sagde "stop" !

Mit råd til dig er at virkelig lytte efter til den stemme der kommer og hør hvad den siger. Ikke hvad man burde høre , eller hvad man plejer, eller hvad alle forventer at du skal...Men helt fra hjertet, hvad er det min indre stemme siger til mig?

Og så husk hvorfor det nu var at du sagde JA!! Det kan der være mange grunde til. Jeg må være ærlig og sige at første gang sagde jeg ja, lidt fordi jeg var forælsket, men også fordi jeg ville da også giftes, som alle andre. Ikke en dårlig grund i sig selv, men helt ærligt, så er det ikke optimalt!

Det er dig der ved svaret hvis du er ærlig med dig selv, og så skal det nok gå! husk at være lige så kærlig og fortsående overfor dig selv som du ville være overfår din bedste veninde...

jeg sender dig mange varme kram

[Guest Rikke82]

Puha. Jeg vil da også sige et par ord. Selv skal jeg også giftes den 25. august, men savner da også den der spændingsfølelse her under forberedelserne. Jeg har været sammen med min kommende mand i knap 6 år, og ved inderst inde at han er min anden halvdel.

Jeg lagde mærke til at du skrev at i gerne ville starte de trygge rammer i ikke selv havde som børn, tror jeg forstår. Min kærester er vokset op i sin lille kærnefamilie uden at mangle noget, mens jeg har vokset op og gennemlevet 2 hårde skilsmisser, og frygten for at jeg ikke selv kan blive i et ægteskab trygger da helt bestemt. Men jeg er nødsaget til at stole på min følelse og at valget er rigtigt. Vi kan ikke stille garantier, men vi kan fandme arbejde for sagerne ik...

Knus rikke

[sannea 0]

Jeg har været sammen med min kæreste i 4 år, og jeg oplever af og til perioder, hvor jeg kan komme i tvivl om mine følelser. Men sådan har det været i alle de forhold jeg har været i, så det er åbenbart bare sådan jeg er.

Jeg er blevet sammen med min kæreste, og skal nu giftes med ham, fordi jeg aldrig har haft den fornemmelse, at jeg ville have det bedre uden ham. Så selvom følelserne af og til er lidt på stand-by, så vil jeg have ham i mit liv. For pludselig er jeg inde i en periode, hvor jeg har masser af følelser for ham, og ikke forstår hvorfor jeg ikke har det sådan altid.

Håber du træffer det rigtige valg for DIG.

[Guest Zwipzer]

Kære alle sammen

Tak for jeres svar

Hvor er det dejligt at høre så mange ærlige, kloge kvinder udtale sig og dele ud af jeres personlige erfaringer.

Kæresten og jeg er nu begyndt at gå til badminton sammen og det er super dejligt at lave noget sjovt sammen hver uge, samtidig med at det giver god motion. Vi har også fået snakket om muligheden for at prøve noget parterapi/øvelse/osv., men har valgt at vente lidt med det. Det er dog godt at vide det findes, så det kan tages frem, hvis alt skulle gå galt.

Oven i det, kan jeg fortælle, at efter 4 måneder, er det lykkes mig at blive gravid

så mon ikke nogle af de forvirrede følelser jeg har haft, skyldes hormonerne

Alt i alt, så går det godt på hjemmefronten og lysten til at holde bryllup er kommet tilbage.

Brudekjolen må dog vente nogle måneder endnu, da jeg ikke ved hvordan graviditeten vil ændre min figur

Endnu engang tak til jer der har svaret.

Julie - gravid i 3. uge

[Ida13c 26]

Tillykke Julie! det glæder mig at høre din dejlige nyhed! og , ja, hormonerne kan meget godt have virket ind på dit humør.

Ida

[AnjaSL 0]

Kære Julie

Tillykke med graviditeten og ikke mindst med at du nu har fået glæden og lysten til det forestående bryllup tilbage.

Og hvor er det dejligt, at I er begyndt til Badminton sammen. Vi er også lige begyndt at gå til dans sammen, og vi har det helt vildt skægt sammen på en meget nyfoelsket og fjollet måde. Vi griner i hele den time vi danser og er også begyndt at øve os hjemme på stuegulvet. Jeg tror det er vigtigt, at man sørger for at holde forholdet igang med fornyelse, så man husker at grine sammen og ikke bare sidder og gasser den foran tv'et eller skændes om hvorvidt det er min eller din tur til at tage opvasken og gå ned med skraldet

Endnu engang tillykke og hurra for alle de ærlige kvinder - kigger man generelt på BK virker det jo som om vi alle lever i en stor lykkebobel, så det er da rart, at læse at der er mange andre, der ind i mellem også tænker/mærker efter og kan komme i tvivl (så er man jo ikke den eneste, der har det sådan)

Redigeret February 12, 2007 af AnjaSL

[Louiseh79 0]

Stort tillykke med graviditeten!

Men hvis i - eller andre - senere får brug for lidt hjælp til at 'tale sammen' så kan jeg anbefale bogen 'Den nødvendige samtae i parforholdet'

Lavede interview med de to forfattere sidste år. Det er en bog med en masse gode tips til hvordan man bedre kan tale sammen og lytte til den anden. Den er faktisk slet ikke så dum. Den er desuden krydret med parrets egne erfaringer gennem et langt og til tider kompliceret ægteskab.

Bare et tip til de, som måske kan få brug for det

[Guest Zwipzer]

Stort tillykke med graviditeten!

Men hvis i - eller andre - senere får brug for lidt hjælp til at 'tale sammen' så kan jeg anbefale bogen 'Den nødvendige samtae i parforholdet'

Lavede interview med de to forfattere sidste år. Det er en bog med en masse gode tips til hvordan man bedre kan tale sammen og lytte til den anden. Den er faktisk slet ikke så dum. Den er desuden krydret med parrets egne erfaringer gennem et langt og til tider kompliceret ægteskab.

Bare et tip til de, som måske kan få brug for det

Tak for hilsen

Det er jo altid rart med gode tips, så kiggede lige efter bogen på biblioteket. Der er 4-5 ugers ventetid! Det må være en god bog, jeg har i hvert fald reseveret den

[Stellah 0]

Lige da vi var blevet forlovet (december sidste år) brugte jeg også de første par uger på at tænke om han nu også er den rigtige, men selvfølgelig er han det.

Så jeg har haft det på samme måde, men det gik hurtigt over.

Dog synes jeg stadig jeg mangler den der forelskelse der burde være når man er ny-forlovet og skla giftes.. Måske har jeg bare set for mange amerikanske film. Vi har heller ikke så meget at planlægge mere. De vigtigste ting er ordnet. Det hele bliver nok mere intenst når vi nærmer os datoen.

[MetteG 0]

Hej Julie

Et rigtigt godt emne du har taget op her. Det er dejligt at der ikke er tabu omkring følelserne for ens kommende husbond. Ham og jeg har kendt hinanden i seks år nu og havde en pause på en tre måneder ca. to år inde i forholdet. Inden da var jeg ofte i tvivl om jeg havde lyst til at være sammen med ham, ikke mindst fordi vi skændtes ret ofte. Men det var som om tingene blev anderledes efter de tre måneder, selvom vi aldrig snakkede om hvad det var der var gået galt. Så jeg tror at det er helt naturligt at man ind imellem tvivler på sine følelser, selvom det ikke er rart.

Men hvor er det dejligt at I har fundet jer en fælles interesse, og ikke mindst at du er blevet gravid. Det lyder til at have været et stort ønske.

Alt godt til jer begge i fremtiden!

[Guest camillasalling]

Min kæreste og jeg er lige kommet hjem fra et PREP kursus som er en form for par-kursus, men som ikke et ment så meget til folk som HAR problemer, men mere til at komme evt. problemer i forkøbet og blive mere opmærksom på hinanden og måden vi vælger at være på og leve i vores forhold.

Kan KUN anbefale det, synes virkelig alle burde blive tilbudt et kursus når de ønskede at blive gift. Man bliver virkelig meget mere opmærksom på hvad man selv har med i bagagen, hvorfor ens partner reagere som han/hun gør, får indsigt og redskaber til at takle de forhindringer man ikke kan undgå at møde i et ægteskab og forhold.

Alle der bare synes dette lyder lidt interessant bør kigge på www.prep.dk og hvis nogen har spørgsmål i forhold til vores erfaringer, er i mere end velkommende til at skrive til mig, så skal jeg gøre mit bedste for at svare.

Camilla