Har brug for luft

[Kalland 0]

Ved slet ikke hvor jeg skal starte eller hvad jeg skal fortælle... græd en del igår og idag har jeg bare været forvirret og snakket med min dejlige mand og mine forældre...

Det korte af det lange er at min dejlige søster efter at have været buttet i mange år og været i en masse dårlige forhold har tabt sig en hel del faktisk vejede hun 135 kg da hun var højgravid og nu ligger hun på 55-60 kg... det er bare rigtig flot, MEN.... her kommer det hele så... hun er meget søgende efter at blive bekræftet i at hun ser godt ud... det har ledt til at hun begyndte at arbejde i en "saunaklub"... Hun blev afhængig af at tjene penge... et stykke tid før hun begyndte at arbejde der viste det sig at hun havde en depression og blev derfor sygemeldt... Hun har en tendens til at stresse sig selv ud over ingen ting og hun kan slet ikke slappe af....

I en periode gik det godt, men nu er det så gået galt... Hun har mistet jobbet og det er hun ked af... går i byen for at glemme det istedet for at snakke om det... igennem længere tid har mig og mine forældre (viser det sig) lagt mærke til at hun ikke har det godt, hun sætter facader op... Mine nevøer er helt rundt på gulvet og den store har fået svært ved at holde sig igen... Han er begyndt at sove med krammebamse for at få tryghed og det er ellers noget han ALDRIG har brugt...

Og det jeg fortælelr nu er kun i korte træk... tudede som pisket igår da jeg ringede til mine forældre, men igår kunne jeg bare ikke mere... Hver gang jeg er sammen med hende må jeg bygge en løgn på og det kan jeg ikke mere...

Føler mig som et rigtig dårligt menneske fordi jeg har brudt hendes tillid og ved ik om hun nogen sinde vil tilgive mig... Men kan ikke finde ud af om det er det rigtige jeg har gjort... tror jeg, men var jo ikke mine mening at såre eller skuffe hende...

Hun ved ikke noget om det her endnu for mine forældre vil gerne konfrontere hende face to face, men det er lidt svært at komme ud med bilen i nordsjælland lige nu...

Må helelre stoppe nu... imponeret hvis der er nogen af jer der har læst med så langt... tak for det hvis I har... trængte bare sådan til at få nogle af mine ord og tanker ned på skrift og til at dele det med nogen der måske kan komme med et opmuntrende ord *SS*

Knuz Trine

Redigeret March 5, 2007 af Kalland

[Ghettognu 0]

Aj, Trine, sikke noget HØ!

Synes jeg mangler de vise ord, der kan hjælpe dig. I stedet må du nøjes med masser af

/Anne

[Jessie-Mary 3]

Hej Kalland... Hvor er det bare trist at høre...

Jeg er selv pt. sygemeldt med en depression... Jeg har haft den i mange år, uden at være helt klar over det... Jeg vidste godt, der var noget galt.. Jeg var uvenner med min kæreste hele tiden, råbte ad ungerne, og var generelt bare ulidelig at være sammen med.

En dag, mens jeg lå og sov til middag blev jeg vækket af min mor (!?!?!)... Hun har selv en depression og er i behandling for det (går helt tilbage til min oldemor).. Vi fik en laaaang snak - min mor, hendes kæreste, Rasmus og jeg..

Det viste sig, at det var Rasmus, der simpelthen ikke kunne nå ind til mig mere, så han havde bedt min mor om hjælp.

Om mandagen tog jeg på arbejde (er elev i en boghandel, hvor tonen ikke altid er helt god... Der er ingen oplæring, og der er masse hvisken og tisken i krogene (og her taler vi om VOKSNE mennesker)) - Jeg endte med at bryde fuldstændigt sammen, og fik fat på chefen.. Jeg tog direkte ind til lægen, hvor jeg sad i et tilstødende lokale og græd i en time, før der var tid til at jeg kunne snakke med hende (sekretæren kom jævnligt ind og snakkede med mig)

Lægen ville ikke tage en test på mig, når jeg var så oprørt, men jeg fik en tid med det samme.

Min mor tog med til lægen dagen efter. Jeg fik taget en test, der viste, at jeg har en medium depression. Jeg er nu medicineret, og har det 100 gange bedre end før... Er dog stadig ikke klar til at komme tilbage til min elendige læreplads (overvejer at skrotte uddannelsen helt)

For at gøre en lang historie kort, så kender jeg den fornemmelse din søster har... Jeg har brug for enormt meget bekræftelse, jeg kan se NU at mine børn savnede mig.

MEN uden Rasmus (som jo et eller andet sted gik bag ryggen på mig) og min mor, ville jeg aldrig selv have taget mig sammen til at få det tjekket... Og nogle gange - selvom man føler sig som en back-stabber, er det bare det bedste man kan gøre...

Jeg håber at alt løser sig... Og jeg vil meget gerne være din støtte, hvis du har brug for en skulder - eller har spørgsmål.

Masser af knus fra

Jessie

Redigeret February 24, 2007 af Jessie-Mary

[Kalland 0]

Først tak begge for jeres større *SS* Det varmer når folk gider læse ens triste historie... man føler lige som at der er nogen der gider lytte til en *SS*

Hej Kalland... Hvor er det bare trist at høre...

Jeg er selv pt. sygemeldt med en depression... Jeg har haft den i mange år, uden at være helt klar over det... Jeg vidste godt, der var noget galt.. Jeg var uvenner med min kæreste hele tiden, råbte ad ungerne, og var generelt bare ulidelig at være sammen med.

En dag, mens jeg lå og sov til middag blev jeg vækket af min mor (!?!?!)... Hun har selv en depression og er i behandling for det (går helt tilbage til min oldemor).. Vi fik en laaaang snak - min mor, hendes kæreste, Rasmus og jeg..

Det viste sig, at det var Rasmus, der simpelthen ikke kunne nå ind til mig mere, så han havde bedt min mor om hjælp.

Om mandagen tog jeg på arbejde (er elev i en boghandel, hvor tonen ikke altid er helt god... Der er ingen oplæring, og der er masse hvisken og tisken i krogene (og her taler vi om VOKSNE mennesker)) - Jeg endte med at bryde fuldstændigt sammen, og fik fat på chefen.. Jeg tog direkte ind til lægen, hvor jeg sad i et tilstødende lokale og græd i en time, før der var tid til at jeg kunne snakke med hende (sekretæren kom jævnligt ind og snakkede med mig)

Lægen ville ikke tage en test på mig, når jeg var så oprørt, men jeg fik en tid med det samme.

Min mor tog med til lægen dagen efter. Jeg fik taget en test, der viste, at jeg har en medium depression. Jeg er nu medicineret, og har det 100 gange bedre end før... Er dog stadig ikke klar til at komme tilbage til min elendige læreplads (overvejer at skrotte uddannelsen helt)

For at gøre en lang historie kort, så kender jeg den fornemmelse din søster har... Jeg har brug for enormt meget bekræftelse, jeg kan se NU at mine børn savnede mig.

MEN uden Rasmus (som jo et eller andet sted gik bag ryggen på mig) og min mor, ville jeg aldrig selv have taget mig sammen til at få det tjekket... Og nogle gange - selvom man føler sig som en back-stabber, er det bare det bedste man kan gøre...

Jeg håber at alt løser sig... Og jeg vil meget gerne være din støtte, hvis du har brug for en skulder - eller har spørgsmål.

Masser af knus fra

Jessie

Jeg ved også godt hvordan hun har det for jeg har selv været der... Men jeg så det bare selv... lod mig indlægge for at komme væk og få hjælp... Fik hjælp begyndte i terapi og alt det der skal til og det til sammen fik mig til at få det bedre... Men hun vil ikke gå i terapi bare tage pillerne og det er jo der den er gal...

Og pga jeg selv har været der, så ser jeg jo lige igennem alle hendes facader, men det tror hun bare ikke på... MEn hun kan ikke længre skjule det for mig og det er derfor jeg er nød tila t gøre det bag min ryk for hun lytter ikke til mig og forstår ikke helt alvoren i hvor syg hun egentlig er... det gør ondt som store søster når man nu selv ved hvordan det er *SS*

[MamaTux 0]

Nej altså noget værre noget

Ville gerne kunne sige nogle trøstende ord, men depressioner har jeg (heldigvis) være forskånet for.

Men en kæmpe til dig og din familie og hvis du trænger til at hælde vand ud af ørerne er du altid velkommen til en kop kaf'!

- Gitte

[Kalland 0]

Nej altså noget værre noget

Ville gerne kunne sige nogle trøstende ord, men depressioner har jeg (heldigvis) være forskånet for.

Men en kæmpe til dig og din familie og hvis du trænger til at hælde vand ud af ørerne er du altid velkommen til en kop kaf'!

- Gitte

Nu skal du passe på... for lige bortset fra det med kaffen, så kunne det jo være jeg kom til at tage dig på ordet... du bor jo ikke så langt væk *SS*

Men tak... selv om man ikke siger meget så bare det med at man siger en lyd, kan nogle gange være trøst og støtte nok *SS*

Hvor er jeg altså bare glad for alle jer tøser herinde *SS* Ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden jer *SS*

Knuz Trine

[Guest Jmuggi]

Jeg har også selv haft en depression, og tager stadig antidepressive.. gik faktisk helt ned lige efter vores bryllup i 2005 (Det havde selvfølgelig stået på i længere tid inden, men der brast min maske!)

Jeg synes bestemt I alle skal reagerer aktivt. Måske synes din søster det er brud på tilliden lige nu. Men hvis hun virkelig har det så dårligt, så er hun heller ikke i stand til at bedømme hvad hun måske selv har brug for. Det viser at I elsker hende, når I gør noget for hende. Jeg holder på at det er en god ide at få det ud i det åbne, og lade den nære familie komme igang med at hjælpe og være der for hende. Selvfølgelig må hun selv igang med at få det bedre, men det vil altid være nemmere, når man bliver konfronteret af de nærmeste og får at vide at de faktisk støtter en, selvom man er så langt nede og føler at man er LORT !

[Mtune 1]

Smukke dejlige Trine

Nu snakkede vi jo lidt om det her igår og jeg holder fast på det jeg sagde.. Din søster bliver måske sur i nuet, men senere skal hun nok tilgive dig.. Når hun kommer op på overfladen og kan overskue tingene lidt igen. Jeg tror ikke på at hendes ønkse er at skade hendes børn så hun skal nok sætte pris på det du har gjort på et senere tidspunkt. Husk nu at ringe eller skriv hvis der er noget.

Knuz Mia

[Guest MetteTejlmann]

Har også haft en depresion og var på medicin i et lille års tid... det eneste der hjælper er at man står sammen... og løfter i flok! - sammen er I stærkest!

Mange knus og varme tanker fra Mette

[Guest nillemusen]

Hej smukke.

Sådan noget møg. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre end bare være derfor dig. Du er altid velkommen til at komme.

Jeg ved hvor når at du er til din søster. Så derfor må det være x-tra svært for dig.

Håber dog ikke at hun bliver sur på dig. Jeg kan kun sige at jeg støtter dig 100%.

Ring hvis du har brug for at snakke. Jeg har altid tid til dig smukke.

[Knirke 1]

fra knirke

[wisbech 0]

Kære Kalland.

Først en kæmpe til dig. Herefter lidt fra en der arb med dette.

Som du sikkert ved, så er depression en meget snigende sygdom - den kommer langsomt og forsvinder langsomt! Det er en af de mest pinefulde og livskvalitetsnedsættende sygdomme vi kender, og den kræver utrolig megen hjælp og støtte.

Det er utrolig vigtigt at i får en snak med din søster hurtigst muligt! Snak evt også med lægen. Hun mangler prof. hjælp.

(Jeg vil lige fortælle dig, at det ikke hjælper noget at råbe og skrige efter hende - men tal stille og roligt).

Antidepressiver får ikke sygdommen til at forsvinde - den fjerner kun symptomerne! Hun skal aktiveres og støttes i alt hun gør - også selvom det kun er små ting, så skal der succes'er til - så prøv at give hende det!

Håber det giver lidt held.....

[Kalland 0]

TAk alle sammen for jeres støttende ord og gode råd *SS* Indtil videre ligger min søster og bege nevøer med kraftig influenza, så nmine forældre venter lige et par dage med at konfrontere hende til hun har lidt bedre overskud *SS* Men indtil nu har de har undersøgt nogle forskellige ting.. bl.a. aflastningsfamilie *SS*

De kloge siger at en ulykke sjældent kommer alene...

Idag har vi været til kontrol med lillemanden for hans epilepsi... Sidst bad vores læge os læse en folder om tourettes og se om vi mente det kunne passe på lillemanden... Desværre passer det ALT for godt og vi fik da også at vide idag, at selv om der skal gå et år med observationer og lignende, så var hun ikke bange for at sige at med alle de symptomer han har så lider han også af det og muligvis også af adhd (DAMP)... Puha det er forvirrende... på den ene side er vi enormt kede af det for hvor er det synd for lille manden at han skal kæmpe med alle de ting hele sin barndom... På den anden side er vi glad og enormt lettede... Endelig er der svar på om der er en grund til at han er som han er, der er en grund til det hele, han vil kunne hjælpes med den rigtige medicin og de rette værktøjer og endelig kan vi få lov til at sige at det er ikke fordi vi er dårlige forældre at han opfører sig som han gør bl.a. i skolen... vi har bare ikke haft de rigtige værktøjer til at kunne hjælpe ham til at få det bedst mulige ud af hverdagen...

Så lige nu ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde... har en hel sværm af forskellige følelser inden i mig og kan slet ikke holde styr på dem selv lige nu... Men det hjælper at kunne skrive det ned... hjælper at få ord på... Ville gerne snakke med min mand om det, men lige nu har han mere brug for min støtte og forståelse, han har oven i det hele en enorm skyldfølelse over at det ikke er opdaget før og over om han kunne have gjort noget anderledes (selv om jeg fortæller ham at det kunne han ikke)

Nåh..: Men hvis nogen har læst det her så tak for endnu engang at tage jer tid til det og tak for at hjælpe mig af med lidt af min last *SS*

Knuz Trine

[MamaTux 0]

Årh Trine altså - til jer allesammen!!!

Skulle lige til at sige at epilepsi ikke er så slemt (min mor har det) men så fik jeg jo lige læst videre. Jeg kan sagtens forstå at du er splittet. Det er FRYGTELIGT når ens barn er sygt eller anderledes og man ikke rigtig føler man gør det "rigtigt". Og når man så får en diagnose så virker det bare meget mere overskueligt (selvom diagnosen jo ikke er det fedeste i verden).

Jeg har selv en bekendt hvis søn er under observation (eller hvad pokker man kalder det) for DAMP og hele den der uvished slider bare enormt på familien.

Nu er I på vej mod lyset! Lige så snart der er sat et "klistermærke" på lillemanden så kan systemet jo nemmere proppe ham i en af deres kasser (ja ved sgu ikke hvorfor der ikke er plads til dem der falder udenfor) og så kan I allesammen få hjælp og få det til at fungere.

Du virker som en stærk quinde men ben i næsetippen så jeg er sikker på du nok skal hjælpe lillemanden igennem dette. Så længe din mand og dig ikke glemmer hinanden så klarer I den!

Og kaffe kan jeg sgu altid brygge hvis du har brug for et par fritimer (men du vil nok gerne vente til jeg er frisk igen så jeg ikke nyser på dig).

Gitte

[Irishbride 0]

Søde søde Trine - Som de siger herovre "It never rains but it pours". :thumbsupsmileyanim:

Som mange andre har sagt, kan det godt være, at din søster bliver rasende i første omgang, men det er tit sådan noget, der skal til før folk erkender, hvad der er galt.

Jeg tror, at folk, der er så stærke som dig, og selv erkender problemerne før de løber løbsk, desværre er meget sjældne. Men det giver dig jo en ret unik indsigt i, hvad der foregår i din søsters hovede. Så jeg synes bestemt, at du har gjort det HELT rigtige. Du har jo kun gjort det, fordi du elsker hende højt, og det piner dig, at se hende sådan.

Mht Lillemanden skal I bestemt ikke bebrejde jer selv for at damp og Tourettes ikke er blevet opdaget før. Jeg har selv epilepsi (som dog er fuldstændig under kontrol og ikke giver mig nogen gener overhovedet), og jeg ved at når epilepsi er under kontrol hos børn kan man nemmere se, hvad der ligger "bagved". Epilepsi kan "maskere" en del andre symptomer.

Mange mange mange knus til dig Trine med mine laaaaaaaaaaange arme her fra den grønne ø.

Anna

[Kalland 0]

Ih hvor er I altså bare dejlige allesammen... rart med lidt opmuntrende ord... og om noget, så har jeg brug for dem lige nu...

Man siger at ulykker kommer i tre, og det passer så sandelig på os... I dag er min kære mand blevet stævnet af lillemandens mor... Hun vil ha fuld forældremyndighed

Hun begrunder det med at lille manden ved flere lejligheder er kommet og har fortalt at han bliver slået herhjemme... HVornår fatter hun at han lyver om sådanne ting,.... er jo ikke første gang de har været i retten på det grundlag for efterfølgende at fortælle os at det hele bare var en løgn...

*SUK*

[Pinkyl 3]

Kære Trine

Jeg har desværre ingen råd eller kloge ord.Men en masse af dem her skal du og Thomas ihvert fald ha med på vejen,for det trænger I vist RET så meget til i denne tid

[Guest mariemusen]

Hey smukke

Du kender jo min mening til det hele ..... som vi snakkede om i telefonen at hun ikke kan forstå tingene når i snakker med hende meeeeeen hvis jeg var hende ville jeg nok ikke være så højt talende som hun er lige pt.( du ved hvad jeg mener)

til dig og Thomsen ....i ved hvor jeg er hvis der er brug for en skulder eller lign.

Marie der står i samme L**** situration med Sarahs far

[Guest nillemusen]

Hej smukke.

Hold da op hvor har i meget om ørene.

Hvis du har brug for at snakke eller bare få lidt luft, skal du bare sige til og vi finder ud af noget.

Jeg håber at i finder en løsning på det hele. Men vi alle er der for jer. Uanset hvad.

Husk du har mit nr hvis du har brug for at snakke.

En masse og din familie

[Kalland 0]

Ja så er der sket nyt i sagen... MIn søster er vred og skuffet og gider ik engang at se mig.. Må ik engang komme at besøge hende efter hun er blevet opereret imorgen... Hun bebrejder mig det hele og synes godt jeg bare kunne have sagt til hende at jeg var bekymret... problemet er bare at jeg har prøvet mange gange, men hun lukker ørene... lige som nu hvor hun nægter det... hun lyver over for mine forældre da de konfronterede hende og spørger man hende er både hende og drengene gladere og lykkeligere en nogen sinde før... Passer bare ikke for da jeg så hende og drengene kort i lørdags, der var de indelukkede og meget trygheds søgende og det var kun mo0r der dur... sådan plejer de ikke være... Ved godt at jeg bare skal trække mig nu og lade hende være sur... men gør ondt at vide at hun nægter det hele for er jo ik kun hende det går ud over det er også drengene.... SUK... lige nu ville jeg ønske jeg aldrig havde sagt noget selv om jeg nu nok inderstinde ved at det var det rigtige... Men processen lige nu er ikke sjov og det gør ondt at have såret en man elsker...

[Guest nillemusen]

Søde. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Men hvis du har brug for at snakke, ved du hvor jeg er henne. Jeg har altid tid til at snakke med dig smukke.

Jeg ved hvordan at du har det med din søster og hendes knægte. Håber at i finder ud af det hurtigst muligt.

En masse til dig smukke.

[KarinaT 0]

Puha ved slet ikke hvad jeg skal sige...det er da noget af en omgang du må igennem...ville ønske der var var noget jeg kunne sige for at lette humøret bare en smule...

Men en ting er sikkert...du ska i hvert fald have en masse af de her fra mig...for dem kan man aldrig få for mange af ;)