Skilsmissesæreje

[GlowStar 0]

Min kæreste og jeg har fået en lavet en ægtepagt, da jeg kommer med en "sjat" og min kæreste ingen ting

Og i tilfælde at skilsmisse, er han jo nok den sidste jeg vil dele min "sjat" med....

Men hele det her skilsmissesæreje projekt skaber rører i mit stakkels hjerte. Hvad er det rigtige i forhold til særeje, total særeje osv. Og i tilfælde af død, så bliver alle særejer til fælleseje. Ja okay, men hvad med de børn som jo arver (efter de ny regler der træder i kraft til nytår) halvdelen og ægtefælden den anden halve? Hvad er det rigtige i forhold til at skifte med børn..... Skal de arve? Skal ægtefælden arve mest muligt så han/hun kan forsørge børn? Eller hvad mener I er det etisk korrekte?????

Nu gifter jeg mig jo ikke fordi jeg skal skilles igen om 5 år. Vi skal selvfølgelig være sammen til døden os skiller. Og hans er mit og mit er hans osv. Men alligevel er der bare nogle ting der skal tages stilling til....øv :ban:

[RixenPrixen 1]

I vores tilfælde er det omvendt (altså ham, der bringer sjatten ind i ægteskabet).

Vi har talt om at lade et beløb svarende til det han bringer ind være skilsmissesæreje. På den måde vil al værditilvækst, som sker under ægteskabet og som vi begge har "æren for" blive delt i tilfælde af det utænkelige. Jeg synes det er den mest fair måde at gøre det på.

Derudover aftaler vi at ligedele pensionsopsparinger.

Mhs til dødsfald og skifte med børn, så er det jo muligt for ægtefællen at sidde i uskiftet bo, så der er mulighed for at fortsætte uden at skulle skifte med børnene (eksempelvis så længe de er små og skal forsørges). Hvis du vil begunstige din ægtefælle (altså lade ham arve mere end halvdelen) skal du oprette et testamente.

Håber dette kunne hjælpe lidt.

Mvh

Rikke

[majken 0]

Vi har valgt at satse det hele og have alt fælles.

Manden havde pengene med ind i forholdet hos os, men det havde ikke været anderledes hvis det havde været omvendt.

Hilsen Majken...som skal giftes om 71 dage... :carrot:

[Monika_Lars 1]

Lars og jeg har valgt at vi har fælles eje. Men okey, vi havde heller ikke så synderligt meget at bidrage med Jeg ved ikke hvordan jeg ville have det hvis en af os havde flere penge end den anden... Redigeret May 18, 2007 af Monika_Lars

[Line031107 0]

Jeg har det sådan med ægtepagt at det er ligesom at sige at man åbner muligheden for at man blir skilt... Men vi har jo alle forskellige meninger, så håber ikke at nogen bliver stødt over det.

Vi vælger bare ikke at lave sådan en, da skilsmisse ikke er en mulighed for os..

[Line031107 0]

aaarrrhhh...kan ik få den der tæller til at virke....

[RixenPrixen 1]

Jeg har det sådan med ægtepagt at det er ligesom at sige at man åbner muligheden for at man blir skilt... Men vi har jo alle forskellige meninger, så håber ikke at nogen bliver stødt over det.

Vi vælger bare ikke at lave sådan en, da skilsmisse ikke er en mulighed for os..

Selvfølgelig er der ikke nogen, der planlægger at blive skilt når de planlægger deres bryllup. Men én ting er den romantiske forestilling man har om til døden os skiller - noget andet er statistikkerne over antallet af skilsmisser........... Det kan godt lyde lidt koldt, men i den sidste ende er det noget man er nødt til at forholde sig til. (jeg er så nok også blevet lidt miljøskadet af at læse familieret = mange grimme eksempler på skilsmisser)

På dette grundlag har jeg ikke noget imod ægtepagter - forhåbentlig får man aldrig brug for dem, men hvis man kommer derud, hvor det er uundgåeligt kan det være rart at den er der.

[Guest malola]

Hej alle

Ja, det er lidt et ømt punkt mindt i bryllupsplanlægningen...

Min kærste og jeg har tidligere talt en del om hvad vi ville gøre når vi engang skal giftes. Vi er begge skilsmissebørn, -hans forældre gik fra hinanden for et par år siden, og der oplevede vi på tæt hold hvordan man selv efter 25 års ægteskab kan komme i stridigheder pga. hus og penge! Og en skilsmisse der normalt ville forløbe uden problemer (de var bare vokset fra hinanden!) blev en ubehagelig oplevelse.

Jeg tror måske ikke det er en tosset ide, især hvis man vil tage hensyn til sine (kommende) børn.

Mvh Malola

[minimums 0]

Vi har kendt hinanden i 10 år og alt hvad vi har har vi bygget op sammen så vi deler det hele...

[Italiensk mamma 0]

Vi deler også det hele

Jeg ville personligt aldrig underskrive en ægteskabserklæring. På trods af at det er mig, det bringer det meste med.

Men hver sin smag

[Lajla 42]

Jeg har det sådan med ægtepagt at det er ligesom at sige at man åbner muligheden for at man blir skilt... Men vi har jo alle forskellige meninger, så håber ikke at nogen bliver stødt over det.

Vi vælger bare ikke at lave sådan en, da skilsmisse ikke er en mulighed for os..

Selvfølgelig er der ikke nogen, der planlægger at blive skilt når de planlægger deres bryllup. Men én ting er den romantiske forestilling man har om til døden os skiller - noget andet er statistikkerne over antallet af skilsmisser........... Det kan godt lyde lidt koldt, men i den sidste ende er det noget man er nødt til at forholde sig til. (jeg er så nok også blevet lidt miljøskadet af at læse familieret = mange grimme eksempler på skilsmisser)

På dette grundlag har jeg ikke noget imod ægtepagter - forhåbentlig får man aldrig brug for dem, men hvis man kommer derud, hvor det er uundgåeligt kan det være rart at den er der.

Lige præcis! (Citat: Ib)

Hverdagen flytter jo ind på et eller andet tidspunkt - og virkeligheden rammer os. Det behøver absolut ikke være negativt ment, men der kan ske ting i fremtiden, man ikke selv har indflydelse på, og så er det - uanset de gode hensigter om 'Til døden os skiller' - godt at have orden i sine papirer!

[Juni-bryllup 0]

Jeg tror nok jeg ville se sådan her ud hvis min kæreste kom med en ægtepagt selvom det klart er hans familie der har hjulpet os mest økonomisk.

Hvis han ikke troede mere på vores ægteskab end at han ville gardere sig mod en skilsmisse, så tror jeg helt ærligt, at jeg ville blive lidt ked af det. - Uanset hvad statistikkerne siger....

[Guest malola]

Hej,

Ja, jeg blev osse ret ked af det 1. gang min kæreste nævnte ordet "ægtepagt", men vi fik talt det igennem og i sidste ende er det jo bare papir som bliver lagt væk (og forhåbentlig aldrig fundet frem igen.)

Grunden til at jeg ville gå med til det nu er, at jeg kan se at det ville måske spare os en masse smerte og unøddige diskutioner, hvis det virkelig skulle komme så vidt som til en skilsmisse en dag.

Der er ingen der bliver gift for at blive skilt! Men man ser jo gang på gang folk, som bliver skilt og har problemer med at få fordelt de materielle ting osv.

Jeg var meget afvisende overfor det i starten og var virkelig såret over at min kæreste overhovedt kunne tænke på det! Man bliver jo i 1. omgang lidt bange for at det er fordi han ikke tror på at vores forhold er stærkt nok. Da han nævnte det, blev jeg sur og sagde at "han kunne beholde hele lortet", hvis han skred!" ;)

Jeg synes det er godt at diskutionen er kommet op her, for jeg har gået og tænkt meget over hvordan jeg selv har det med det! Og er glad for at høre hvordan andre har det med emnet.

Redigeret May 18, 2007 af malola

[Guest Enigma28]

Hejsa.

Jeg er helt enig med dem, der siger, at man ikke gifter sig for at blive skilt.

Vi har valgt at lave skilsmissesæreje, da min kæreste har nogle værdier, som han ikke vil dele med mig, hvis det umulige skulle ske. Det er noget han selv har sparet op til og købt inden han mødte mig, så jeg kan sagtens forstå ham. Vi betragter særejet som en slags forsikring, som vi ikke håber at få brug for. Til sammenligning kan man sige: Vi har jo alle tegnet en forsikring imod brand og det er jo ikke ensbetydende med, at vi går og håber på, at huset brænder en dag. Håber, at I forstår, hvad jeg mener.

Mvh Pernille.

[Wisp 0]

Ingen af os har nogle værdier som sådan, så dét "problem" har vi ikke .

Dog har jeg sagt, at jeg gerne vil have en ægtepagt mht pension, da det kan gå grueligt galt, hvis det ikke blir lavet og det en dag står til skilsmisse. Jeg synes det er ting man bør tage stilling til og da jeg nævnte det for min kæreste kunne han også godt forstå jeg gerne ville have det.

Det er ikke fordi jeg går og regner med, at vores ægteskab ikke varer ved, men i tilfælde af, at der sker den ene eller anden ting (jeg kan desværre ikke se ud i fremtiden og der kan ske MEGET på den tid vi forhåbentlig har tilbage), vil jeg bare gerne være på "den sikre side" så at sige ..

Mht dét med børn og uskiftet bo, så kræver det stadig, at børnene vil skrive under på, at den ægtefælle, der er tilbage må få lov at sidde i et uskiftet bo. Jeg har hørt og læst mange mange eksempler på, at familien godt kan blive noget grådige når et medlem dør, og derfor er det ikke alle, der vil skrive under på, at det er ok med et uskiftet bo. Disse ting er bare ikke sjove at tænke på for man vil jo gerne tro det bedste om alle, men sådan er det bare desværre ikke altid.

Desuden siger mange eksperter også, at den nye lov omkring pension er helt forfærdelig for især kvinderne og, at de godt ved, at mange kvinder kommer til at "lide" under den, fordi de netop ikke vil tale ægtepagt osv.

Jeg kunne godt li samligningen med, at man jo også har forsikringer, men ikke går og tror eller håber, at det hele vil brænde ned en dag

[thorsted 0]

Min tilkommende bringer klart flest penge ind i vores ægteskab, men vi skal ikke have en ægtepagt, da han mener at vi skal dele alt. Havde det været mig der havde bragt flest penge ind ville jeg også dele alt med ham.. Vi skal dog have oprettet et testamente, da min kæreste har et barn som ikke er mit, så får at jeg ikke skal sidde i uskiftet bo med hans datter hvis han skulle gå hen og dø, ja så opretter vi et testamente.

[skye 0]

Jeg er helt enig med dem som mener "til døden os skiller" Vi lægger os alt i en fælles pulje, det er et fællesskab vi lever i og har gjort i 5 år.... man skal jo huske at selvom man måske skulle vælge at gå hvert til sit efter en år række, har man jo begge betalt til alt i hus og hjem sammen!

[Mariahønen 2]

Min kæreste og jeg har fået en lavet en ægtepagt, da jeg kommer med en "sjat" og min kæreste ingen ting

Og i tilfælde at skilsmisse, er han jo nok den sidste jeg vil dele min "sjat" med....

Men hele det her skilsmissesæreje projekt skaber rører i mit stakkels hjerte. Hvad er det rigtige i forhold til særeje, total særeje osv. Og i tilfælde af død, så bliver alle særejer til fælleseje. Ja okay, men hvad med de børn som jo arver (efter de ny regler der træder i kraft til nytår) halvdelen og ægtefælden den anden halve? Hvad er det rigtige i forhold til at skifte med børn..... Skal de arve? Skal ægtefælden arve mest muligt så han/hun kan forsørge børn? Eller hvad mener I er det etisk korrekte?????

Nu gifter jeg mig jo ikke fordi jeg skal skilles igen om 5 år. Vi skal selvfølgelig være sammen til døden os skiller. Og hans er mit og mit er hans osv. Men alligevel er der bare nogle ting der skal tages stilling til....øv :ban:

Her er lige lidt juridisk rådgivgning til alle: Få jer noget juridisk rådgivning!!

Du er RIGTIG klog, at du tænker over sådanne ting nu, på det rigtige tidspunkt! Selvfølgelig er det lidt bøvlet, men det er en RIGTIG, RIGTIG, RIGTIG god idé at tænke over særeje, testamenter og pension nu.

Naturligvis forventer alle, at deres ægteskab holder for evigt, men: "Better safe than sorry", og jeg kender til SÅ mange eksempler på at skilsmisser/dødsfald (7-9-13) bliver endnu mere frygtelige end ellers, fordi folk ikke har gidet sikre sig og hinanden juridisk/økonomisk!!

Så selvom det er træls nu, så vær glad for at du gør det HELT rigtige!

I din konkrete situation ville jeg nok vælge et fuldstændige særeje, så din sjat bliver ved med kun at være din, og i tilfælde af dødsfald går til dine arvinger, dvs. børn og ægtefælle. Du kan også evt. som du skriver vælge et skilsmissesæreje... Så bliver der dog mere til din mand og mindre til dine børn.

I din situation skal du jo huske på, at det kun er din personlig "sjat", som dette gælder for; alt løn osv. og ting, som I begge to ellers har, eller anskaffer mens I er gift, ja det ER jo fælles mellem jer, så hverken din mand eller evt. børn bliver "ladt i stikken" arvemæssigt af jeres ægtepagt.

Håber at du kan bruge svaret, undskyld længden, og du er velkommen til at skrive mig en PM, hvis du har brug for det/spørgsmål

Mange hilsner fra mig (der bliver cand.jur. på næste fredag ;) )

[Mariahønen 2]

Mht dét med børn og uskiftet bo, så kræver det stadig, at børnene vil skrive under på, at den ægtefælle, der er tilbage må få lov at sidde i et uskiftet bo. Jeg har hørt og læst mange mange eksempler på, at familien godt kan blive noget grådige når et medlem dør, og derfor er det ikke alle, der vil skrive under på, at det er ok med et uskiftet bo.

P.S. (kunne ikke dy mig) : Det er en MYTE (ligesom vedr. fugle og ris), at børn skal skrive under på, at deres forældre må sidde i uskiftet bo, hvis det er FÆLLESBØRN. Dvs.: Man kan ikke forhindre sin EGEN mor/far i at sidde i uskiftet bo efter ens egen far/mor, det er kun i det tilfælde, at den ene har et barn, som den anden ikke er forælder til, at det kræver samtykke.

Men i det hele taget er uskiftet bo en dårlig idé, medmindre man er meget, meget gammel og helt sikker på at man aldrig skal giftes igen, for hvis man gifter sig igen skal man bare hen og skifte det hele, og dermed smide penge ud til advokat osv. TO gange!

Så er ægtepagter og testamenter på forhånd en smartere løsning... (og nu skal jeg nok holde inde med alt den jura )

[GlowStar 0]

Ingen af os har nogle værdier som sådan, så dét "problem" har vi ikke .

Dog har jeg sagt, at jeg gerne vil have en ægtepagt mht pension, da det kan gå grueligt galt, hvis det ikke blir lavet og det en dag står til skilsmisse. Jeg synes det er ting man bør tage stilling til og da jeg nævnte det for min kæreste kunne han også godt forstå jeg gerne ville have det.

Det er ikke fordi jeg går og regner med, at vores ægteskab ikke varer ved, men i tilfælde af, at der sker den ene eller anden ting (jeg kan desværre ikke se ud i fremtiden og der kan ske MEGET på den tid vi forhåbentlig har tilbage), vil jeg bare gerne være på "den sikre side" så at sige ..

Mht dét med børn og uskiftet bo, så kræver det stadig, at børnene vil skrive under på, at den ægtefælle, der er tilbage må få lov at sidde i et uskiftet bo. Jeg har hørt og læst mange mange eksempler på, at familien godt kan blive noget grådige når et medlem dør, og derfor er det ikke alle, der vil skrive under på, at det er ok med et uskiftet bo. Disse ting er bare ikke sjove at tænke på for man vil jo gerne tro det bedste om alle, men sådan er det bare desværre ikke altid.

Desuden siger mange eksperter også, at den nye lov omkring pension er helt forfærdelig for især kvinderne og, at de godt ved, at mange kvinder kommer til at "lide" under den, fordi de netop ikke vil tale ægtepagt osv.

Jeg kunne godt li samligningen med, at man jo også har forsikringer, men ikke går og tror eller håber, at det hele vil brænde ned en dag

Men børnene kan jo ikke skrive under som feks 5 årig???????

[Wisp 0]

Mht dét med børn og uskiftet bo, så kræver det stadig, at børnene vil skrive under på, at den ægtefælle, der er tilbage må få lov at sidde i et uskiftet bo. Jeg har hørt og læst mange mange eksempler på, at familien godt kan blive noget grådige når et medlem dør, og derfor er det ikke alle, der vil skrive under på, at det er ok med et uskiftet bo.

P.S. (kunne ikke dy mig) : Det er en MYTE (ligesom vedr. fugle og ris), at børn skal skrive under på, at deres forældre må sidde i uskiftet bo, hvis det er FÆLLESBØRN. Dvs.: Man kan ikke forhindre sin EGEN mor/far i at sidde i uskiftet bo efter ens egen far/mor, det er kun i det tilfælde, at den ene har et barn, som den anden ikke er forælder til, at det kræver samtykke.

Men i det hele taget er uskiftet bo en dårlig idé, medmindre man er meget, meget gammel og helt sikker på at man aldrig skal giftes igen, for hvis man gifter sig igen skal man bare hen og skifte det hele, og dermed smide penge ud til advokat osv. TO gange!

Så er ægtepagter og testamenter på forhånd en smartere løsning... (og nu skal jeg nok holde inde med alt den jura )

Jeg var ikke klar over, at der var forskel på uskiftet bo .. Jeg ved det kun fordi da min far døde skulle jeg skrive under på at hans mand (som jo selvfølgelig ikke er min biologiske far) kunne sidde i uskiftet bo. Så egentlig gik jeg ud fra, at når man talte om uskiftet bo så skulle børnene skrive under også selvom det var ens egne (har jeg også læst om flere gange i de der "spørg juristen" ting, der findes), men så kan jeg jo lære ikke bare at gå ud fra at ting er sådan og sådan, inden jeg fortæller dem videre

Men hvorfor så overhovedet kalde det uskiftet bo? Hvis et par er gift og den ene dør, så arver den anden jo alligevel det hele. Hvis børnene alligevel ikke får noget, hvorfor så kalde det uskiftet bo?

[Wisp 0]

Ingen af os har nogle værdier som sådan, så dét "problem" har vi ikke .

Dog har jeg sagt, at jeg gerne vil have en ægtepagt mht pension, da det kan gå grueligt galt, hvis det ikke blir lavet og det en dag står til skilsmisse. Jeg synes det er ting man bør tage stilling til og da jeg nævnte det for min kæreste kunne han også godt forstå jeg gerne ville have det.

Det er ikke fordi jeg går og regner med, at vores ægteskab ikke varer ved, men i tilfælde af, at der sker den ene eller anden ting (jeg kan desværre ikke se ud i fremtiden og der kan ske MEGET på den tid vi forhåbentlig har tilbage), vil jeg bare gerne være på "den sikre side" så at sige ..

Mht dét med børn og uskiftet bo, så kræver det stadig, at børnene vil skrive under på, at den ægtefælle, der er tilbage må få lov at sidde i et uskiftet bo. Jeg har hørt og læst mange mange eksempler på, at familien godt kan blive noget grådige når et medlem dør, og derfor er det ikke alle, der vil skrive under på, at det er ok med et uskiftet bo. Disse ting er bare ikke sjove at tænke på for man vil jo gerne tro det bedste om alle, men sådan er det bare desværre ikke altid.

Desuden siger mange eksperter også, at den nye lov omkring pension er helt forfærdelig for især kvinderne og, at de godt ved, at mange kvinder kommer til at "lide" under den, fordi de netop ikke vil tale ægtepagt osv.

Jeg kunne godt li samligningen med, at man jo også har forsikringer, men ikke går og tror eller håber, at det hele vil brænde ned en dag

Men børnene kan jo ikke skrive under som feks 5 årig???????

Jeg bøjer mig i støvet og indrømmer, at jeg ikke ved noget som helst ..

Det gælder åbenbart kun, hvis der ikke er tale fællesbørn.

[RixenPrixen 1]

Mht dét med børn og uskiftet bo, så kræver det stadig, at børnene vil skrive under på, at den ægtefælle, der er tilbage må få lov at sidde i et uskiftet bo. Jeg har hørt og læst mange mange eksempler på, at familien godt kan blive noget grådige når et medlem dør, og derfor er det ikke alle, der vil skrive under på, at det er ok med et uskiftet bo.

P.S. (kunne ikke dy mig) : Det er en MYTE (ligesom vedr. fugle og ris), at børn skal skrive under på, at deres forældre må sidde i uskiftet bo, hvis det er FÆLLESBØRN. Dvs.: Man kan ikke forhindre sin EGEN mor/far i at sidde i uskiftet bo efter ens egen far/mor, det er kun i det tilfælde, at den ene har et barn, som den anden ikke er forælder til, at det kræver samtykke.

Men i det hele taget er uskiftet bo en dårlig idé, medmindre man er meget, meget gammel og helt sikker på at man aldrig skal giftes igen, for hvis man gifter sig igen skal man bare hen og skifte det hele, og dermed smide penge ud til advokat osv. TO gange!

Så er ægtepagter og testamenter på forhånd en smartere løsning... (og nu skal jeg nok holde inde med alt den jura )

Jeg var ikke klar over, at der var forskel på uskiftet bo .. Jeg ved det kun fordi da min far døde skulle jeg skrive under på at hans mand (som jo selvfølgelig ikke er min biologiske far) kunne sidde i uskiftet bo. Så egentlig gik jeg ud fra, at når man talte om uskiftet bo så skulle børnene skrive under også selvom det var ens egne (har jeg også læst om flere gange i de der "spørg juristen" ting, der findes), men så kan jeg jo lære ikke bare at gå ud fra at ting er sådan og sådan, inden jeg fortæller dem videre

Men hvorfor så overhovedet kalde det uskiftet bo? Hvis et par er gift og den ene dør, så arver den anden jo alligevel det hele. Hvis børnene alligevel ikke får noget, hvorfor så kalde det uskiftet bo?

Ved en ægtefælles død arver længstlevende ægtefælle 1/3 og livsarvinger (altså børn) 2/3 af den afdødes formue. Man arver således ikke automatisk det hele efter sin ægtefælle.

Mvh

Rikke

[RixenPrixen 1]

Hvis der er nogen der er forvirrede, kan jeg anbefale www.retssal.dk, hvor man kan læse mere om bl.a arveret og uskiftet bo.

Mvh

Rikke

[GlowStar 0]

http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/brud.gif Min kæreste og jeg har fået en lavet en ægtepagt, da jeg kommer med en "sjat" og min kæreste ingen ting

Og i tilfælde at skilsmisse, er han jo nok den sidste jeg vil dele min "sjat" med....

Men hele det her skilsmissesæreje projekt skaber rører i mit stakkels hjerte. Hvad er det rigtige i forhold til særeje, total særeje osv. Og i tilfælde af død, så bliver alle særejer til fælleseje. Ja okay, men hvad med de børn som jo arver (efter de ny regler der træder i kraft til nytår) halvdelen og ægtefælden den anden halve? Hvad er det rigtige i forhold til at skifte med børn..... Skal de arve? Skal ægtefælden arve mest muligt så han/hun kan forsørge børn? Eller hvad mener I er det etisk korrekte?????

Nu gifter jeg mig jo ikke fordi jeg skal skilles igen om 5 år. Vi skal selvfølgelig være sammen til døden os skiller. Og hans er mit og mit er hans osv. Men alligevel er der bare nogle ting der skal tages stilling til....øv :ban:

Her er lige lidt juridisk rådgivgning til alle: Få jer noget juridisk rådgivning!!

Du er RIGTIG klog, at du tænker over sådanne ting nu, på det rigtige tidspunkt! Selvfølgelig er det lidt bøvlet, men det er en RIGTIG, RIGTIG, RIGTIG god idé at tænke over særeje, testamenter og pension nu.

Naturligvis forventer alle, at deres ægteskab holder for evigt, men: "Better safe than sorry", og jeg kender til SÅ mange eksempler på at skilsmisser/dødsfald (7-9-13) bliver endnu mere frygtelige end ellers, fordi folk ikke har gidet sikre sig og hinanden juridisk/økonomisk!!

Så selvom det er træls nu, så vær glad for at du gør det HELT rigtige!

I din konkrete situation ville jeg nok vælge et fuldstændige særeje, så din sjat bliver ved med kun at være din, og i tilfælde af dødsfald går til dine arvinger, dvs. børn og ægtefælle. Du kan også evt. som du skriver vælge et skilsmissesæreje... Så bliver der dog mere til din mand og mindre til dine børn.

I din situation skal du jo huske på, at det kun er din personlig "sjat", som dette gælder for; alt løn osv. og ting, som I begge to ellers har, eller anskaffer mens I er gift, ja det ER jo fælles mellem jer, så hverken din mand eller evt. børn bliver "ladt i stikken" arvemæssigt af jeres ægtepagt.

Håber at du kan bruge svaret, undskyld længden, og du er velkommen til at skrive mig en PM, hvis du har brug for det/spørgsmål

Mange hilsner fra mig (der bliver cand.jur. på næste fredag ;) )

1000 tak for opbakningen Det er rart at der faktisk er nogen der kan se ideen.

Jeg har fundet ud af at lave særeje af det jeg nu har, og så må jeg sørge for at holde orden i de papirer omkring den sag, ellers så kan der ske underlige ting på sigt Og i tilfælde af min død så arver han og frentidige børn. Han 3/4 og så håber jeg han bruger dem på at forsørge vores børn og sende dem på kostskole ej, men...... og i tilfælde af hans død, er mine særejer stadig MINE og skal ikke dele MIT med mine børn.... Og så må resten gå ud på en tillidssag. Du ved, have tillid til at han ikke stifter gæld bag min ryg osv osv osv.... Men når alt kommer til alt er kærlighed vel et sats, og hvis jeg skal rende her og skrive mit navn på al ting og holde øje og regnskab, ja helt ærligt, så er jeg bare bange for at jeg lige pludselig ikke kan finde grænsen for hvornår man gav sin mand en falliterklæring. Forstår du mig??????