Dilemma!!!!

[minsally 0]

Hej.

Jeg er i lidt af et dilemma. Jeg ved ikke hvem jeg vil have til at følge mig op ad kirkegulvet. Det mest naturlige ville være min far, men min far og jeg har ikke altid været lige gode venner. Jeg ved ikke om han har fortjent det... Min mor og far gik fra hinanden da jeg var lille, og min mor kan slet ikke acceptere hvis jeg vælger at min far skal gøre det. Hun vil derimod gerne gøre det, selv om jeg har sagt mange gange at det skal hun ikke. Sådan er det bare!! Næste mulighed er min lillebror. Han vil gerne, men er det ikke bare lidt forkert?? Den mulighed som min mor synes er den bedste er at vores datter på 15 måneder (halvandet på bryllupsdagen) gør det. Det havde været rigtig sødt, det er jeg sikker på, men alligevel er det ikke helt rigtigt. Jeg har i alle år sagt, at når jeg skulle giftes, skulle min elskede morfar føre mig op ad gulvet. Men han døde desværre sidste år... Min farfar lever heller ikke længere. Min mor føler virkelig stærkt for at min far ikke skal gøre det. Hun har sagt, at hun ikke kommer til brylluppet hvis han skal gøre det. Tror ikke hun mener det, men... Hjælp, hvad gør jeg? Skal jeg bare trodse min mor og gøre stik modsat af hvad hun synes? Eller skal jeg tage min lillebror? Eller vores datter? Det er jo vores bryllup, og min mor skal selvfølgelig ikke bestemme, men jeg vil også være ked af hvis hun ikke kom. Min kæreste/mand siger, at jeg skal gøre hvad jeg synes er mest rigtig og hvad jeg har lyst til, men jeg ved slet ikke hvad jeg vil længere...

Nu blev det godt nok en hel stil det her...

- Camilla

[chelle-1 0]

Min storebror skal følge mig op. Hvis det er fordi du gerne vil have at det er en mand der skal følge dig op, hvad så med en af jeres gode venner? Det synes jeg sagtens du kan!!!! Men skal du vælge mellem din lillebror og din datter, så synes jeg det skal være datteren. Eller er der ikke et mandligt familiemedlem du kan spørge?

Held og lykke med det. Håber det bedste for dig!!!!!

[Guest sysserpigen]

Åh din stakkel - sikke et dilemma...

Umiddelbart synes jeg det lyder som om, du ikke rigtig har lyst til at din far skal følge dig op - og hvis det vil gøre din mor ked så skal det måske ikke være ham. Hvis jeg har misforstået det du skriver, og du egentlig gerne vil have din far til det, så synes jeg det er meget egoístisk af din mor, at sige hun ikke vil komme - det er jo din dag.

Jeg tror, at hvis jeg var dig - og ud fra det du skriver, så ville jeg vælge min lillebror til det, og hvis han gerne vil, så er det da en oplagt løsning - håber du finder ud af det .

[Guest MC-pigen]

Hej

For mig lyder det som om, du gerne vil have din far til det - trods alt... Det skal din mor i hvert tilfælde IKKE bestemme - og slet ikke fordi, hun gerne vil selv (og her taler du med en brud, hvis mor stadig overvejer om hun skal komme til brylluppet eller ej pga. af faren og hans kæreste). Det er dig, og kun dig, der bestemmer! Du kunne også se det som en forsoningsmulighed for dig og din far.

Der er også nogen, der vælger at følges til alteret (altså gom og brud). Det kunne også være en mulighed.

Du kan gå selv...

Du kan lade alle tøserne (dine veninder) følge dig og gi' dig væk...

Eller du kan følges med din datter, en bror, en ven, forloveren, en onkel, fætter, tante eller din bedste-veninde m.fl.

Hvordan ville din far mon have det med at blive "vraget"?

Knus MC

[minsally 0]

Jeg tror min far ville forstå det hvis han ikke fik lov, men han ville samtidig ikke være et sekund i tvivl om, at det var noget min mor havde sat i gang... Han går da ud fra, at han skal have lov til det. Jeg er hans eneste datter, så jeg synes ikke han skal snydes for den ære den ene gang i hans liv han får mulighed for det. Men jeg vil bare heller ikke træde nogen over tæerne, og det kommer jeg til uanset hvem jeg vælger og ikke vælger.

- Camilla

Hej

For mig lyder det som om, du gerne vil have din far til det - trods alt... Det skal din mor i hvert tilfælde IKKE bestemme - og slet ikke fordi, hun gerne vil selv (og her taler du med en brud, hvis mor stadig overvejer om hun skal komme til brylluppet eller ej pga. af faren og hans kæreste). Det er dig, og kun dig, der bestemmer! Du kunne også se det som en forsoningsmulighed for dig og din far.

Der er også nogen, der vælger at følges til alteret (altså gom og brud). Det kunne også være en mulighed.

Du kan gå selv...

Du kan lade alle tøserne (dine veninder) følge dig og gi' dig væk...

Eller du kan følges med din datter, en bror, en ven, forloveren, en onkel, fætter, tante eller din bedste-veninde m.fl.

Hvordan ville din far mon have det med at blive "vraget"?

Knus MC

[dittemusen 0]

Jeg kan sagtens se dit dilemma, men føl rigtig godt efter i maven og gør det DU VIL, tydeligere kan de ikke siges

Jeg står lidt i det samme, min far døde d. 3/12-06 14 dage før min søn kom til verden og vi skal endda giftes på min fars fødselsdag d. 6/12-06 mange incl. min mor mener at hun skal følge mig op men det har jeg bare SLET ikke lyst til. Jeg har ingen bedsteforældre så det er heller ingen mulighed, så har jeg to brødre som jeg ikke kan vælge imellem og vil ikke have begge, og den der ikke ville blive valgt ville slet ikke kunne forstå det, derfor er det ej heller en mulighed så jeg har valgt at det bliver min søn, vil være knap 2 år der skal føre mig op, mange mener også det er noget mærkeligt noget, men helt ærligt så er det sgi da så fedt at mig og min mini man kommer gående der sammen. Han er da også en lille bitte del af min far så hvorfor ikke.

NÅ men på trods af mange indsigelser og dumme kommentarer er det bare det RIGTIGSTE for mig BASTA. Håber du tør og gør det du føler mest for....

Stort kram til dig:)

[stinnebabe 0]

Hej.

Jeg er i lidt af et dilemma. Jeg ved ikke hvem jeg vil have til at følge mig op ad kirkegulvet. Det mest naturlige ville være min far, men min far og jeg har ikke altid været lige gode venner. Jeg ved ikke om han har fortjent det... Min mor og far gik fra hinanden da jeg var lille, og min mor kan slet ikke acceptere hvis jeg vælger at min far skal gøre det. Hun vil derimod gerne gøre det, selv om jeg har sagt mange gange at det skal hun ikke. Sådan er det bare!! Næste mulighed er min lillebror. Han vil gerne, men er det ikke bare lidt forkert?? Den mulighed som min mor synes er den bedste er at vores datter på 15 måneder (halvandet på bryllupsdagen) gør det. Det havde været rigtig sødt, det er jeg sikker på, men alligevel er det ikke helt rigtigt. Jeg har i alle år sagt, at når jeg skulle giftes, skulle min elskede morfar føre mig op ad gulvet. Men han døde desværre sidste år... Min farfar lever heller ikke længere. Min mor føler virkelig stærkt for at min far ikke skal gøre det. Hun har sagt, at hun ikke kommer til brylluppet hvis han skal gøre det. Tror ikke hun mener det, men... Hjælp, hvad gør jeg? Skal jeg bare trodse min mor og gøre stik modsat af hvad hun synes? Eller skal jeg tage min lillebror? Eller vores datter? Det er jo vores bryllup, og min mor skal selvfølgelig ikke bestemme, men jeg vil også være ked af hvis hun ikke kom. Min kæreste/mand siger, at jeg skal gøre hvad jeg synes er mest rigtig og hvad jeg har lyst til, men jeg ved slet ikke hvad jeg vil længere...

Nu blev det godt nok en hel stil det her...

- Camilla

Ja altså... hvis man bare kunne sige, at du skulle glemme hvad din mor synes, men det er jo nok ikke en mulighed. Det ER meget egoistisk af hende, at forsøge at få sit barn til at efterleve nogle følelser som HUN personligt har for din far, men hvad enten hun ikke kan tillade sig det eller ej, så er det jo noget hun virkelig føler stærkt for. Kunne I ikke tage en snak om, at du måske gerne vil følges op af din far for DIN egen skyld, og ikke for hans? At du ikke synes de andre muligheder føles helt rigtige? Det er en rigtig sød ide med din lille datter, men du skal jo ikke gøre det bare for at tækkes din mor. Du kunne måske også prøve at få hende til at forstå, at du ligesom også føler stærkt for dét (og siden du er bruden, må det tælle noget mere). Håber du får det løst

[Marc&Anja 0]

uhhhaaa en træls situation at stå i. Jeg har selv været der.

Min stedfar som jeg har kendt siden jeg var 1 år, har været der stort set hele livet for mig, fordi min egen far ikke havde mulighed for det. Min stedfar og min mor blev så skilt for nogle år siden og ja siden har vi så ikke haft ret meget kontakt til hinanden. Det kan tælles på en hånd. Så han skal absolut ikke følge mig op. Jeg fik så kontakt til min rigtige far sidste sommer, og det er bare vende punktet i mit liv, han prøver og gør alt for at "indhente" det tabte.

Jeg har dog alligevel spurgt min bror om han ville give mig væk, det ville han godt. Men kom så her for 2 uger siden og sagde at han alligevel ikke ville, for han var ikke meget til alt den opmærksomhed sådan en dag. Så hvad gør jeg så, jeg valgte med mit hjerte og har bedt min rigtige far om at følge mig op.

Du skal mærke godt efter inde i dig selv og gøre det der får dig til at have det godt. Uanset hvem det er du vælger, så husk bare på, at du alligevel får din "konge" i sidste ende.

Mange knus og pøj pøj med det.

[Bowmo 1]

Jeg synes personligt at det er en rigtig træls situation din mor tvinger dig ud i - og det synes jeg slet ikke er hendes plads i det her. Hun skal støtte dig i det du vælger og acceptere dit valg. Jeg kan godt forstå hvis du gerne vil have at din far følger dig op. Jeg synes du skal tage en snak med hende om at det ikke er hendes opgave at følge dig op, men at støtte dig på den store dag.

Jeg kan så fortælle at jeg har været gift før for ca. 8 år siden og på daværende tidspunkt var jeg ikke på god fod med min far, så det var min mor der fulgte mig op. Selvom det da var meget hyggeligt følte jeg da et stik i hjertet over at det ikke var min far der "gav" mig væk, og denne gang var jeg slet ikke i tvivl.... det skal være min far der følger mig op denne gang. Jeg har adviseret ham allerede om det og for første gang i alle de år jeg har kendt ham har jeg hørt ham smile gennem telefonen (vi ses ikke så tit). han er så stolt og beæret over det at det vil jeg slet ikke snyde ham for..... Jeg skal så lige have pointeret for ham at han skal komme ædru!

Jeg vil bare sige - TÆNK dig rigtigt godt om - tror du vil fortryde hvis du giver efter for din mor. Jeg tror bare hun rasler med sablerne når hun siger hun ikke kommer... men for en sikkerheds skyld kan du så ikke give hende en rigtig god stor opgave i forbindelse med brylluppet, så hun ikke føler at hun er uden betydning??? Toastmaster eller gavekoordinator, førstetaler eller hvad ved jeg... bare et eller andet så hun også føler sig betydningsfuld Eller husk at nævne hende ekstra meget som betydningsfuld hvis du skal holde tale....

Under alle omstændighed skal hun overhovedet ikke presse dig ud i et valg du ikke har lyst til at foretage pga. egosime eller had mod din far eller hvad det bunder i

/Chalotte

[Guest Trumpf]

Ikke et rart dilemma du er røget i. Jeg synes du skal lytte til dit hjerte og træffe beslutningen derfra. Jeg er i tvivl om det skal være min far eller mor der skal give mig væk. Ikke fordi at de er skilt, de bor stadig sammen og er gift på jeg ved efterhånden ikke hvilket år. Men på grund af mit forhold til hver af dem.

[duddidut 0]

du skal gøre hvad du føler er rigtigt-det er jo ikke din mors bryllup-og hvis hun virkelig ville blive væk pga det så er hun altså for egoistisk

[sikka78 0]

Her er det også et problem. Jeg ser ikke min far og han er ikke en del af mit liv og har ikke været siden jeg var 18. Jeg blev gift meget ung og blev skilt lige så hurtigt igen men da fulgte min onkel mig op og ja super kikset dag super kikset meget meningsløst bryllup hvor jeg kom over en halv time forsent i kirken meget hurtig skilsmisse da det aldrig skulle have været overhovedet og min onkel tog eksmandens parti og har stort set ikke set ham siden udover når det har været tvunget. Jeg har så kun min onkel min mor mormor og bror. Så mulighederne der er meget små. Har ikke nogen faderfigur i mit liv. Jeg ville gerne bede min bror om det men han er super ustabil og så bange for han ikke dukker op og derfor er jeg sku også i vildrede. Jeg tror nok ungerne kommer til at gå sammen foran mig og at jeg så går alene...

Jeg syntes du skal prøve at tænke alle tænkelige muligheder igennem og føle efter hvad du ville have det bedst med uanset hvad din mor så mener og så gør det. Bliver hun sur gør hun det men så forklar hende hun er hamrende egoistisk..

[Guest AnneM]

Sikke et dilemma Men som de fleste andre vidunderlige zillaer her, vil jeg sige, at du skal følge dit hjerte... Min mor vil også følge mig op, men da vi aldrig har kunne enes, og hun aldrig rigtig har støttet mig i noget, er det absolut ikke hende der skal.

Jeg har ingen far og jeg ønsker heller ikke, at min storebror skal gøre det, så jeg har valgt min bedste veninde, der altid har været der for mig, til at give mig væk. Og den beslutning er jeg rigtig glad for

Min mor blev rasende, græd og surmulede, truede med, at hun ikke ville komme, men er begyndt at tø op...

Så lyt til hvad DU vil, for det er din dag.

Redigeret April 25, 2008 af AnneM

[Guest bugge5]

Jeg står i næsten samme situation. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var omkring et år og min mor giftede sig hurtigt igen. Min biologiske far så jeg kun til jul og fødselsdag mens min stedfar har været som en far for mig hele tiden. Men da jeg blev omkring 115 begyndte jeg at få mere kontakt til min far og nu er det som om vi aldrig har været fra hinanden. Men for ikke at vælge den ene frem for den anden har jeg spurgt min lillebror på 24 år og han har heldigvis sagt ja tak. Og begge mine fædre har accepteret mit valg. Så følg dit hjerte.

[lisabirk 0]

Er nødt til lige at smide den her ud til dig:

Hvordan har du det med din svigerfar????

Kunne han evt følge dig op? Ja, det vil måske virke lidt sjovt at ens svigerfar giver dig væk, men på den anden side, hvis nu I har et godt forhold til hinanden, og du gerne vil have en mand fra en ældre genneration til det, så var det jo en mulighed???!!!

[Guest RogJ]

Uhh altså det kan hun alligevel ik være bekendt. Det er din dag, og hvis du vil ha din far til at give dig væk så skal du da lade ham give dig væk.

Jeg har selv stået i den situation hvor jeg har været meget i tvivl om hvad jeg dog skulle gøre. Min far har jeg snakket meget lidt med i de sidste 8 år, efter min papmor døde har han bare ændret sig.

Og min papfar har været min "far" siden jeg var 5 år, så han er jo sådan set det mest oplagte valg. Min mor og papfar blev så skilt for snart 2 år siden så folk har jo nok gået og tænkt lidt over hvem der sku følge mig op. Jeg har så valgt, at både min far og min papfar skal følge mig op. Og det er kun fordi jeg elsker dem begge to, og vil ikke træde nogen over tæerne. Og der går ikke noget af mig fordi de begge to skal følge mig op, jeg synes faktisk bare at det bliver så meget et federe bryllup af det. For det er ikke helt normalt at man bliver fulgt op og givet væk af to personer....

Jeg synes du skal sætte dig ned og tænke godt og grundigt over hvem DU vil ha til at give dig væk, og hvis du gerne vil have at det skal være din far, så synes jeg at du skal fortælle din mor at det er ikke for hans skyld du gør det, men for DIN skyld, fordi DU mener at det er sådan det skal være. Og jeg er sikker på at hun stadigvæk kommer til brylluppet selvom du skulle vælge din far, hun vil forhåbentlig ikke gå glip af det fordi hun har et horn i siden på din far. Lige nøjagtig på den da må hun sætte sine egne følelser til side og være voksen for din skyld, sige til sig selv at det betyder måske meget for dig at man følger traditionerne og at det så derfor er din far der skal give dig væk. Jeg er sikker på at hun vil forstå det, hun skal nok bare lige ha lidt tid til at fordøje det.

Jeg håber du finder en løsning som DU er glad for...

[nicki1 0]

hej.

du ska gøre som du føler, jeg ska føres op af min svigerfar, som er stedfar til min kæreste, for min far får slet ikke lov, da min mor døde ændrede han sig over for mig og jeg snakker ikke med ham, jeg var god nok da han skulle have hjælp lige da hun var død og han skulle sælge hus men da det var overstået gik det galt, det var min skyld min bror ikke kom hos ham og sådan noget, lige pludselig sagde han også at han ikke var min far, det slog hårdt han beskyldte min mor for utroskab når hun ikke er her mere..... jeg har invitert ham med men føre mig op kommer han ikke til og kunne min svigerfar ikke skulle min bror gøre det....

så gør som du føler i dit hjerte.

knuz nicki

[KimsRikke 0]

Jeg er helt enig med flokken!!

Det lyder som om du har lyst til at få din far til at følge dig op, men tøver pga din mor.. Det duer ikke, for det bliver du ikke glad ved. Det skal føles rigtigt for dig, og hvis det betyder at din far følger dig op, så er det sådan det er.

Jeg tror du skal tage en lang snak med din mor. Forklare hende, at du forstår hendes følelser ("Han har svigtet hende hele hendes barndom, og han har ikke fortjent hendes kærlighed"), men at han jo -på godt og ondt- altså er din far, og derfor den eneste rigtige til at følge dig op af kirkegulvet på din bryllupsdag.

Du er jo udmærket klar over hans fejl, men han ER altså din far, og dine følelser for ham er derfor ikke sammenlignelige med hendes.

Hendes betydning i dit liv kan på ingen måde sammenlignes med hans, men lige præcist på dette punkt kan hun ikke klare "hans" opgave, som hun ellers givetvis har gjort igennem hele din opvækst.

-Og hvis det kunne blive en oplevelse for dig, som kunne læge lidt på fortiden, bør hun give plads til den. -Også selvom hun måske vil skåne dig for en evt. skuffelse fra hans side..

Fortæl hende at du godt kender risikoen for at han skuffer dig, men at du er villig til at risikere det, så det må hun affinde sig med.

Fortæl hende, at hun igennem sin kærlighed til dig har vist dig, at hun altid er klar til at hjælpe og støtte dig, samt samle dig op, når det var nødvendigt, og derfor tør du nu udfordre dine følelser for din far.

Giv hende et medansvar for situationen, og få derigennem hendes støtte.

Med fare for at blive lidt for meget lommepsykolog, lyder det lidt som om din mor altid har kæmpet en sej kamp for dig og din lykke, og at hun (måske også du selv..?) har svært ved at slippe denne rolle...?

Lyt til din kommende mand, han taler fornuft!!

og rigtig mange tanker og herfra..

Rikke

[MarieMus 0]

Jeg synes du skal gøre hvad du føler er det rigtige! Din mor skal i hvert fald ikke bestemme det.

Jeg er selv i den situation at mine forældre er skilt og jeg har stort set ikke haft kontakt med min far siden jeg var 5 år. Derfor er det det mest naturlige at min mors mand skal føre mig op, og han har også sagt at han gerne vil.

Hvis din far skal med til brylluppet, og du føler at det er det rigtige for dig at han fører dig op, så er det det du gør. Din mor vil sikkert forstå dig når hun lige har haft tid til at tygge lidt på den.

[Guest Anettebh]

Hvordan er dit forhold til din far i dag? Du skal jo ikke føle at det er en vild fremmed mand der følger dig op.

Hvis I har et godt forhold trods fortiden, synes jeg at det skal være ham der følger dig op- uanset hvad din mor synes. Tag en snak med hende og få hende til at se det fra din synsvinkel. Selvom hun måske ikke har så godt en forhold til ham, skal det ikke gå ud over din bryllupsdag. Det vil være egoistisk af hende. Din far skal vel også med til middagen og sidde ved brudeparrets bord??

Ellers er der muligheden for at gå op ad gulvet med din datter

[Guest joris.carlsson]

Puha ikke rart at stå i, men gør hvad du synes er rigtig og hvad du ikke fortyder bagefter. Held og lykke med valget. Her hos mig, bliver det klart min far, da vi har det godt sammen og han er jo min far

Redigeret May 16, 2008 af joris.carlsson

[chamor 0]

Hvis jeg var dig ville jeg helt sikker vælge din lille bror og så din datter til blomsterpige. Held og lykke med valget

Chamor

[simon&matilde 0]

Vil også komme med et lille indspark selvom der vist allerede er præsenteret alle løsninger.

Mange siger at det er jeres bryllup og din mor skal ikke bestemme... Enig... men... der kommer jo altid et men

Jeg kan godt forstå hvis du synes det er svært bare at stå imod hvad din mor siger og lade din far følge dig op, når det betyder så meget for hende. Du skal ikke føle at du lægger under for hende hvis du vælger en anden løsning - i et bryllup er der rodet rundt i så mange følelser - familiære, blandt venner og blandt parret. I min familie er det i hvert fald et "fælles anliggende" som alle går op i.. men VI bestemmer Nej bare for at sige at parret er jo ikke de eneste som har følelser i spil i forbindelse med et bryllup... Hvis du synes det er svært at skulle kæmpe mod din mor og have en masse diskussioner hver gang det kommer på tale, så synes jeg ikke det er "nederlag" at vælge noget andet end din far.

Vi har snakket en del om at skulle følges ind - fordi det der sus man må få i maven når man går ind i kirken synes jeg vi skulle have lov at dele! Så skulle simon hente mig og så skulle vi følges til kirken så vi begge "kommer for sent" og der er ingen som ser nogen af os inden... Men Simon synes ikke min far skal snydes for at få lov at følge mig op - jeg er hans eneste datter Så det bliver min far her... Men det at følges ind er for mig en fin løsning. Især som "voksen". Ej der må jeg hellere forklare hvad jeg mener... jeg betragter mig selv som "ung" jeg er lige fyldt 20 når vi skal giftes og vi har ikke boet sammen inden - derfor giver det for mig god mening at min far "giver mig væk". Hvis man er "voksen", bor sammen og har børn som i, synes jeg det ville være både sødt og fint at i følges ind... evt med jeres datter som brude/blomster pige, hvis man vil have det.. Uden at kende til jer hverken om i bor sammen eller om i føler jer "voksne" ;) uhh håber ikke jeg bliver misforstået...

held og lykke uanset hvad i vælger...

Matilde

[siggaard-rasmussen 0]

Hej.

Jeg er i lidt af et dilemma. Jeg ved ikke hvem jeg vil have til at følge mig op ad kirkegulvet. Det mest naturlige ville være min far, men min far og jeg har ikke altid været lige gode venner. Jeg ved ikke om han har fortjent det... Min mor og far gik fra hinanden da jeg var lille, og min mor kan slet ikke acceptere hvis jeg vælger at min far skal gøre det. Hun vil derimod gerne gøre det, selv om jeg har sagt mange gange at det skal hun ikke. Sådan er det bare!! Næste mulighed er min lillebror. Han vil gerne, men er det ikke bare lidt forkert?? Den mulighed som min mor synes er den bedste er at vores datter på 15 måneder (halvandet på bryllupsdagen) gør det. Det havde været rigtig sødt, det er jeg sikker på, men alligevel er det ikke helt rigtigt. Jeg har i alle år sagt, at når jeg skulle giftes, skulle min elskede morfar føre mig op ad gulvet. Men han døde desværre sidste år... Min farfar lever heller ikke længere. Min mor føler virkelig stærkt for at min far ikke skal gøre det. Hun har sagt, at hun ikke kommer til brylluppet hvis han skal gøre det. Tror ikke hun mener det, men... Hjælp, hvad gør jeg? Skal jeg bare trodse min mor og gøre stik modsat af hvad hun synes? Eller skal jeg tage min lillebror? Eller vores datter? Det er jo vores bryllup, og min mor skal selvfølgelig ikke bestemme, men jeg vil også være ked af hvis hun ikke kom. Min kæreste/mand siger, at jeg skal gøre hvad jeg synes er mest rigtig og hvad jeg har lyst til, men jeg ved slet ikke hvad jeg vil længere...

Nu blev det godt nok en hel stil det her...

- Camilla

Arhr... den var hård.... ja jeg ville også forslå en god ven som en helt anden løsning...det vil jo også ødelægge dagen hvis din mor ikke kommer eller er sur...men du skal jo selvfølgelig lade din far gøre det hvis du føler det er rigtigt...det er jo DIN dag...men kan godt se dilemmaet...håber du finder en løsning som du har det godt med

[Guest stealthmeister]

Hej.

Jeg er i lidt af et dilemma. Jeg ved ikke hvem jeg vil have til at følge mig op ad kirkegulvet. Det mest naturlige ville være min far, men min far og jeg har ikke altid været lige gode venner. Jeg ved ikke om han har fortjent det... Min mor og far gik fra hinanden da jeg var lille, og min mor kan slet ikke acceptere hvis jeg vælger at min far skal gøre det. Hun vil derimod gerne gøre det, selv om jeg har sagt mange gange at det skal hun ikke. Sådan er det bare!! Næste mulighed er min lillebror. Han vil gerne, men er det ikke bare lidt forkert?? Den mulighed som min mor synes er den bedste er at vores datter på 15 måneder (halvandet på bryllupsdagen) gør det. Det havde været rigtig sødt, det er jeg sikker på, men alligevel er det ikke helt rigtigt. Jeg har i alle år sagt, at når jeg skulle giftes, skulle min elskede morfar føre mig op ad gulvet. Men han døde desværre sidste år... Min farfar lever heller ikke længere. Min mor føler virkelig stærkt for at min far ikke skal gøre det. Hun har sagt, at hun ikke kommer til brylluppet hvis han skal gøre det. Tror ikke hun mener det, men... Hjælp, hvad gør jeg? Skal jeg bare trodse min mor og gøre stik modsat af hvad hun synes? Eller skal jeg tage min lillebror? Eller vores datter? Det er jo vores bryllup, og min mor skal selvfølgelig ikke bestemme, men jeg vil også være ked af hvis hun ikke kom. Min kæreste/mand siger, at jeg skal gøre hvad jeg synes er mest rigtig og hvad jeg har lyst til, men jeg ved slet ikke hvad jeg vil længere...

Nu blev det godt nok en hel stil det her...

- Camilla

Arhr... den var hård.... ja jeg ville også forslå en god ven som en helt anden løsning...det vil jo også ødelægge dagen hvis din mor ikke kommer eller er sur...men du skal jo selvfølgelig lade din far gøre det hvis du føler det er rigtigt...det er jo DIN dag...men kan godt se dilemmaet...håber du finder en løsning som du har det godt med

Hej Camilla,

Jeg bliver rigtig ked af at læse din historie. Jeg synes, helt ærligt, ikke at din mor kan tillade sig at true dig på den måde. Det er DIT bryllup og DU bestemmer. Du skal gøre som du føler. Så må din mor gøre, som hun føler.

Min egen mor har endnu ikke accepteret at min far har fundet sammen med sin tidligere sekretær stort set lige efter hun flyttede ud og har lige siden (i 11 år!) "terroriseret" mine søskende og mig til konfirmationer, dimissioner, fødselsdage o.lign. med at "Hvis den kvinde kommer, så kommer jeg ikke". Vores egen mor har altid kommet i første række og vi har så pænt måtte bede min far om at lade sin hustru blive hjemme. Sidste år besluttede jeg mig for at nok måtte være nok. Min far og stedmor har været gift i en del år efterhånden og hun er en del af min familie. Jeg meddelte min mor at min stedmor var inviteret til mit bryllup, hvorefter min mor så sagde at hun så ikke selv kunne komme. Jeg sagde selvfølgelig at jeg var skuffet og at hun nok sårede mig mere end hun sårede nogen-som-helst andre. Jeg var, naturligvis, dybt ulykkelig og er stadig rigtig ked af det, men håber stadig at hun vil skifte mening for min skyld.

Mit pointe var at understrege at jeg virkelig ikke mener at ens mor ikke skal true med noget. Jeg valgte selv at tage den holdning at det er hende der går glip af sin datters bryllup. Men det var/er helt bestemt rigtig hårdt!!

Jeg håber at du vil have styrken til at træffe den rigtige beslutning for dig selv og at din mor vil have forståelse for dette.

Knus fra Stealthmeister