dødsfald i familien

[Guest skousen]

Hej derude

Midt i al glæden og forventningen til vores bryllup d. 7/8 er min morfar pludselig død i søndags. Det er ikke til at fatte. Det jeg næsten er mest ked af er at han ikke kommer til at opleve vores bryllup, han havde glædet sig sådan.

Ligenu ved jeg ikke rigtigt hvordan jeg skal komme videre med vores planlægning. Det var meníngen at vi skulle være begyndt at lave vores invitationer i søndags, men det kan jeg slet ikke tænke på nu.

Hvis der er nogle af jer andre derude som har oplevet et dødsfald tæt på jeres bryllupsdag ved I hvilken tomhed jeg har.

KH skousen

[karenv 0]

Jamen, kæreste dog!

Vi har haft samme tur her. 1. marts døde min Farfar og vi skal giftes på lørdag go det har også været hårdt.

Gør dig selv den tjeneste at pakke dit bryllupsnoget lidt væk og så giv dig tid til at sørge og være trist, for du vil ikke være det foruden. Tværtimod kan du godt risikere at føle, at du har "mistet" for meget ved ikke at tillade dig selv at sørge og ikke kunne tage sig sammen tl noget.

Tillad dig selv at have det sådan og bed så om hjælp - ikke blot fra venner og familie og kæresten, men også bare "sådan ud i den blå luft".

Træk vejret langt ned i maven - helt derned hvor knuden og gråden sidder - og mærk efter. Sig så højt for dig selv: Jeg beder om hjælp til at tingene lykkes og at sorgen mildnes.

Og bliv ved, stille og langsomt.

Løsningen skal nok komme af sig selv.

:bamsekram: og en masse gode tanker.

:hjerte: KarenV

PS - og gå så i kirke og tud af, for du kan sandsynligvisi kke gå ind i det rum uden at tude. Det kunne jeg ikke og kan stadig ikke....

Redigeret April 27, 2004 af karenv

[Guest bøggild]

Puha søde, den er lidt svær...

Du får lige et kæmpe :bamsekram: ..

Jeg ved ikke hvad jeg lige skal skrive men, jeg håber at I/du "kommer" ovenpå igen og snart,(håber ikke at jeg lyder for hård??) det er altså ikke meningen..

Nu ved jeg ikke hvor I skal giftes eller hvor din morfar skal ligge, men for at have ham med på dagen alligevel kunne I måske lægge brudebuketten på han´s grav??? Du får lige et til :bamsekram:

Knuz tina

[Guest romeo]

Kære ven

Det er trist at han ikke skulle få lov at få den oplevelse med, men jeg er sikker på, at hans sjæl alligevel vil være tilstede på denne store dag. Du vil kunne mærke hans tilstedeværelse når du står der i kirken.

Det lyder måske lige lovligt religiøst, men jeg bliver lidt sentimental - for jeg kender din følelse........ står i den situation, at min far på 57 år har fået kræft i hjernen og lægerne kan ikke gøre mere for ham. Mit højeste ønske er at han skal nå at opleve vores bryllup den 28. august, men jeg er også klarover, at det når han nok ikke.......... er nødttil at tro på at han vil være der alligevel!

Giv dig selv lov til at sørge nu.

Dit bryllup skal jo helst være dit livs fest - en fest for fremtiden med din dejlige mand.

Venligst

Julie "Romeo"

[Guest skousen]

Tak for jeres søde ord og tanker.

Jeg må ærligt tilstå at jeg blev noget trist over at læse Romeos indlæg.

Husk at få talt ud med din far både om de gode og dejlige oplevelser og minder i har, jeres forventninger til brylluppet, men også hvis der er nogle spørgsmål el. dårlige oplevelser som har naget dig.

Der er så mange ting jeg gerne ville have hørt om fra min morfar, men heldigvis har han nået at skrive sine erindinger ned sådan at hele familien kan læse.

Jeg kommer selv fra en god og stærk familie hvor vi godt kan tale om tingene, og selvom jeg bliver trist af at tænke på at der skal være begravelse i morgen, ved jeg også at han har haft et godt og langt liv- 82år, en meget stor familie som han var umådelige stolt af, og det er noget vi allle bruger nu.

Det lyder måske lidt barkst men jeg er glad for at jeg har mit bryllup at tænke på, invitationer der skal lave og en hjemmeside, jeg ved at han ville have synes det var interessant og spændende. Min morfar ville have glædet sig til min store dag, og derfor er det stadig en glæde for mig at lave de forskellige forberedelser.

Kære romeo jeg håber inderligt at din far når at opleve dit bryllup, jeg tror at det er noget alle fædre ser frem til. Mine varmeste tanker går til dig.

KH skousen

[arno 1]

En svær een...

Har selv været igennem en del dødsfald i foråret - ingen familiemedlemmer, men folk som er/var tæt på familien. Og det PRÆGER virkelig tankerne omkring brylluppet.

F.eks. har hustru'en til ham som døde af prostatakræft meldt fra til vores bryllup: hun kan ikke holde ud at være sammen med så mange glade mennesker. Og kan ikke holde ud at se "lykkelige par", når hun nu har mistet SIN partner. Forståeligt, men det er smadder ærgerligt at hun ikke kommer med til vores bryllup...

Stort set alle bisættelser/begravelser jeg har været til i foråret (og sidste år) har været i Grenaa Kirke; kirken hvor vi skal vies om halvanden uge. Det har været en bitter (ved ikke lige hvad for et ord jeg ellers skal bruge?) oplevelse at sidde i kirken og tænke på, hvad jeg skulle lave i kirken NÆSTE gang jeg skulle derhen... At jeg skulle stå som brud.

Har tænkt uendeligt mange tanker omkring emnet KIRKE - at den bliver brugt til så vigtige ting som DÅB, KONFIRMATION, VIELSE og DØD. Fire vigtige ting i et menneskes liv - fire betydningsfulde og "virkelige" ting. Ikke noget med "24 timer", "Horton Sagaen" eller "Farmen". Det der binder os sammen i kirken er VIRKELIGHEDEN. Vores EGNE LIV. Fra start til slut.

Under den sidste bisættelse jeg var til, var jeg ved at gå til af sorg. Sorg over at jeg aldrig mere skulle se vedkommende som lå i kisten foran mig. Sorg over at et så meningsfuldt liv blev afsluttet så tidligt. Sorg over at endnu en tragedie havde ramt den lille familie. Sorg over at jeg i en alder af 29 år kender så mange mennesker på kirkegårde som jeg gør - venner, bekendte og familie. Men samtidig blev jeg ramt af en uendelig GLÆDE over at jeg havde noget GODT at se frem til. At kirken også bliver brugt til GLADE ting, som f.eks. vores kommende bryllup. Mens jeg sad og kæmpede med tårerne, forestillede jeg mig hvordan jeg ville skride op af kirkegulvet sammen med min far - med de nu afdøde mennesker, som jeg har holdt så uendeligt meget af, som deltagere "i ånden".

For Døden er for mig ikke noget endeligt. Jeg tror på at de mennesker som vi savner stadigvæk er hos os på een eller anden måde. Og denne tro på "evigheden" har gjort at jeg har klaret mig igennem bisættelserne og begravelserne - med hovedet højt, og med et smil om læben. For jeg bliver ikke alene og "efterladt" på min bryllupsdag. Min morfar Kaj, Annette, Kirsten, Henry, farfar Bent, onkel Frode og alle de andre er MED mig på dagen. Godt nok "kun" i ånden, men de er MED.

Ved ikke om du kan bruge mine ord til noget. Jeg ved at det er svært. Ved hvor ondt det gør dybt inde i det inderste. Savnet æder een op indefra.

Kan kun give Karen ret: SNAK OM DET! Snak med alle de mennesker som gider høre på dig. Det er lige meget om det er venner, familie eller kassedamen i Netto. SNAK om det. Få hul på den store, betændte byld som æder dig op.

Håber du får en rigtig go' dag - sammen med din morfar og alle de andre som holder af dig...

arno/Mette

[wichmann 0]

Kære Skousen,

Jeg er ked af at du har oplevet noget så ulykkeligt så tæt på den lykkeligste dag i dit liv. Jeg skal selv giftes den 14. august og mistede min farfar for et år siden. Selvom jeg efterhånden har erkendt, at han ikke er her mere, så savner jeg ham, og han vil være meget savnet til brylluppet.

Jeg valgte med det samme han døde, at jeg alligevel ville "have ham med" til mit bryllup, så i stedet for at kaste min brudebuket sidst på natten til pigerne der er med til brylluppet, tager min kæreste og jeg ud til hans grav næste formiddag og lægger brudebuketten der til ham.

På den måde føler jeg, at han alligevel er en del af al lykken.

Tænkte at du måske kunne bruge denne idé, til at kombinere smerten og lykken?

De bedste hilsner og et stort :bamsekram: til dig fra mig

Pernille

[Tyara 0]

Hej Pernille,

jeg har det nøjagtig som dig!

Min farfar døde sidste februar, og da min familie er meget lille vil han virkelig "mangle" til mit bryllup i juli.

Jeg har så også valgt at lægge min buket på hans grav - min farmor blev meget rørt og stolt da jeg spurgte hende om det var i orden, og det fik mig til at føle at det på en eller anden måde får ham til at være til stede på dagen.

[Guest Bamtina]

Nej hvor jeg føler med dig og Romeo.

Det er bare så trist og så forbandede svært, at få ord på.

Et stort :bamsekram: til jer begge

Knus

Betina