Vejen til alters...

[pilgrim 3]

En anden tråd fik igen blusset op for nogle af de tanker, jeg har gået med, men ikke har fået taget endelig stilling til. Vi har to tvillingedrenge, der til den tid, brylluppet skal stå, er 2½ år.

Jeg har ingen far til at følge mig op og går med flere overvejelser;

- at gå med drengene i hånden (men hvad gør man så med buketten?)

- at mødes med min mand i våbenhuset og vi alle sammen går op til alteret (passer måske meget godt til mit tudefjæs-sind, men ødelægger måske også lidt af "the moment"?)

- at gå selv (uha?)

- at gå med min mor (hvilket jeg ikke synes, jeg helt har god mavefornemmelse med, selvom jeg er næsten sikker på, min mor gerne ville - men det kunne jeg måske få)

Hvad siger I til mine overvejelser? Og jeg vil også rigtig gerne høre, hvad I som heller ikke havde en far til den opgave, valgte at gøre...?

[Guest BlueHearts]

En anden tråd fik igen blusset op for nogle af de tanker, jeg har gået med, men ikke har fået taget endelig stilling til. Vi har to tvillingedrenge, der til den tid, brylluppet skal stå, er 2½ år.

Jeg har ingen far til at følge mig op og går med flere overvejelser;

- at gå med drengene i hånden (men hvad gør man så med buketten?)

- at mødes med min mand i våbenhuset og vi alle sammen går op til alteret (passer måske meget godt til mit tudefjæs-sind, men ødelægger måske også lidt af "the moment"?)

- at gå selv (uha?)

- at gå med min mor (hvilket jeg ikke synes, jeg helt har god mavefornemmelse med, selvom jeg er næsten sikker på, min mor gerne ville - men det kunne jeg måske få)

Hvad siger I til mine overvejelser? Og jeg vil også rigtig gerne høre, hvad I som heller ikke havde en far til den opgave, valgte at gøre...?

Her bliver det min forlovedes bror, der følger mig op

[Guest anne-mor]

Jeg har heller ingen far der kan følge mig desværre men jeg har en bror der gerne vil

Jeg ville syntes det ville være så fint at du gik med jeres 2 drenge hvis de kan/ vil det, forstå mig ret at de ikke bliver bange for larmen så de skriger og løber eller vil bæres. det ville jeg nemlig syntes ville være rigtig træls og stressende men syntes du skal følge din mavefornemmelse det er det mest afslappende så du kan nyde det fuldt ud.

Mht brudebuket kunne man måske have den liggende på din stol oppe ved altert så du havde den når i skulle gå ud sammen.

Ja det var bare mine tanker måske de kan bruges.

Held og lykke

[john & tania 0]

Jeg har oplevet både at brudeparet er kommet ind sammen (De hvade sammen i mange år og i boet sammen længe) og at bruden er blevet fulgt op af en god ven af familien (bruden havde mistet sin far ikke så lang tid før brylluppert).

Så hvis der måske er en god ven eller et mandligt familie medlem som du er tæt knyttet til kunne det da være en mulighed.

Håber ikke at dette forvierer dig mere en det hjælper dig.

[bubsmus 0]

jeg har været rigtig utradtionel og valgte min svigerfar.... min bror skulle det ikke være og da det skal være en person der er tæt på mig blev det sådan... min mavefornemmelse er helt ok ..

[anette.kjar 0]

Jeg har desværre heller ikke min far mere, men der var/er ikke tvivl i mit hjerte om at min mor skal træde i min fars sted og føre mig op

I gamle dag ( og tildels også idag) hedder det sig at det er faderen der giver sin datter væk........ da min far desværre ikke er her mere hvem er så den nærmeste til at give sin datter væk?? Det må da være min mor, da hun ligesom også giver sin datter væk ;)

Da jeg spurgte min mor, om hun vil føre mig op og jeg så hendes glæde ved at få lov til det, var jeg glad for at jeg overhovede ikke var i tvivl om at det skulle være hende

[Guest]

Uhh... interessant spørgsmål! Noget der også har fyldt, og stadig fylder, rigtig meget hos mig!

Jeg har heller ikke en far til at give mig væk - ikke fordi han er død, men fordi vi ikke har kontakt og ikke har haft det i flere år, hvilket jeg er fuldstændig afklaret og har det fint med. Jeg har tænkt rigtig meget over hvad jeg skulle gøre den dag jeg evt. skulle giftes... Og endnu mere nu hvor jeg rent faktisk skal ;)

Jeg har overvejet at gå selv, men ved, at jeg virkelig ville have det bedst med at have en ved min side - ikke mindst i sekunderne inden dørene går op

Så overvejede jeg min mor, men jeg synes nu altså, at det skal være et hankøn...

Overvejede derefter mine søstre, men droppede det af sammen årsag som lige nævnt...

Min eneste bror er desværre død...

Et lille tvist er, at jeg har haft en stedfar i næsten 20 år, indtil han og min mor blev skilt for 3 år siden... Vi har boet sammen fra jeg var 7 år til jeg flyttede hjemmefra for 8 år siden og han er far til mine to små søstre, men vi har aldrig rigtig skabt et far/datter-forhold - eller noget der ligner. Og så har han ikke behandlet min mor særlig pænt under skilsmissen... Så han blev temmelig hurtigt afskrevet, selvom han måske ville være det oplagte valg i manges øjne. Jeg var faktisk også i tvivl om hvorvidt jeg skulle invitere ham med til brylluppet, men gjorde det alligevel og i går fik jeg det sødeste kort fra ham - han var meget rørt og overrasket og vil rigtig gerne komme. Blev glad, men er på ingen måde i tvivl om, at det ikke skal være ham der giver mig væk. (det er der jo et lille statement i, i sig selv...)

I lang tid stod valget så mellem min mors lillebror og en rigtig god ven af familien, som jeg også har kendt i 20 år. Ham og hans kone har været som bonus-forældre for mig, jeg var deres brudepige (for MANGE år siden), er fadder til deres mellemste søn og er kommet rigtig meget i deres hjem. Jeg traf valget ud fra, hvem jeg helst ville have ved min side i sekunderne inden jeg skal gå op ad gulvet - jeg lukkede øjnene og så var jeg ikke i tvivl

Sikke en lang smøre....

Jeg tror pointen er, at når man ikke har nogen far, så er der ikke nogen regler - så skal man gøre det der føles allermest rigtigt for een selv!

Held og lykke med det

(skal lige siges, at jeg ikke har spurgt ham endnu... Håber at gøre det her i julen. Får helt kriller i maven ved tanken )

Redigeret December 11, 2009 af Susanne33

[pilgrim 3]

Tusinde tak for alle indlæggene; de var på ingen måde forvirrende eller uvedkommende; det er rart at høre hvad andre har gjort og at få andre vinkler på. Fx rigtig god idé at have buketten ved pladsen, så jeg kan have en søn i hver hånd, det er nok det jeg hælder mest til pt.

Men kom endelig med flere oplevelser og tanker

[medCH 0]

Jeg synes det vil være virkelig stærkt og smukt hvis du går op sammen med dine drenge. På den måde følges du med dem der betyder allermest for både dig og din mand. Jeg synes det udstråler både styrke, selvstændighed og sårbarhed, netop den smukke kontrast der ligger i at være mor.

Hvis du vælger at gøre det er det måske alligevel rart at have en hjælper med i våbenhuset, din mor/veninde som både kan være der for dig men også hjælpe lidt med at holde styr på ungerne, så de forhåbentlig vil følges pænt med dig

Det er da egentlig en super ide med brudebuketten inde i kirken, at din mand kan give den til dig når du møder ham. Det synes jeg da ville være ret fint, også selv om man ikke har børn i hænderne.

[Guest Soon2be..]

Hej dejlige kvinde.

Nu har jeg godt nok en far der kunne følge mig op ... Men jeg har lidt tanker alligevel. Jeg valgte jo at have alle pigerne som brudepiger, incl. mine 2 mindste som er 3 og 5 ... Nu er jeg mor med stort M, så jeg havde sagt at blev turen op til Paul ikke yndefuld og smukt, så er det ligemeget. For risikoen for at de 2 små ville gå i baglås, den var rimelig stor. Især for Frigg den mindste. Og helt korrekt, da de trak gardinet fra, der gik hun i baglås og ville ikke gå, blev genert og gemte sig i mine skørter ... Alle sagde "åhhh, ihhh" og andre velbegavet superlativer, fordi de syntes det var så sødt ... Og jeg var helt rolig og vi tog det helt roligt og til sidst gik hun.

Hvorfor jeg fortæller dette, er at jeg tror du er som jeg, en mor der ved at med børn i nærheden, så går alting ikke altid som man vil og de ting der kommer, de er velkommen. Så jeg syntes du skal tage dine 2 dejlige børn i hånden og lade dem følge dig. Og det med buketten ved alteret er en rigtig fin og smuk løsning.

Du skal da lige se et billede hvor frigg frøs, hun stoppede op og bare kiggede, og så begyndte hun ellers langsomt at gå ... Og jeg mener virkelig langsomt ;)

[Guest Kindersen]

En anden tråd fik igen blusset op for nogle af de tanker, jeg har gået med, men ikke har fået taget endelig stilling til. Vi har to tvillingedrenge, der til den tid, brylluppet skal stå, er 2½ år.

Jeg har ingen far til at følge mig op og går med flere overvejelser;

- at gå med drengene i hånden (men hvad gør man så med buketten?)

- at mødes med min mand i våbenhuset og vi alle sammen går op til alteret (passer måske meget godt til mit tudefjæs-sind, men ødelægger måske også lidt af "the moment"?)

- at gå selv (uha?)

- at gå med min mor (hvilket jeg ikke synes, jeg helt har god mavefornemmelse med, selvom jeg er næsten sikker på, min mor gerne ville - men det kunne jeg måske få)

Hvad siger I til mine overvejelser? Og jeg vil også rigtig gerne høre, hvad I som heller ikke havde en far til den opgave, valgte at gøre...?

.............. jeg mangler i den grad også min far. Min søster gik op sammen med sin kommende mand - men jeg vil gå op sammen med børnene til ham jeg skal giftes med. Det har jeg det bedst med. Men har også været over tanken med at det kunne være min svoger der fulgte mig op....men nej - det bliver børnene. Det kan jo også være at dine drenge kan hjælpe på at du ikke græder på vej op, ... det er helt klart min overvejelse også. Næ, det er slet ikke let når man mangler sin far!!!!!!!!!!!!!!

Jeg har nu også selv valgt at min mor ikke skal føre mig op - det er der bare noget der ikke er rigtigt ved.

Rigtig god fornøjelse ;O)

[JulieNoer 0]

Jeg har desværre heller ikke min far til at følge mig op - han døde 4 dage efter at min kæreste havde friet til mig, her i september måned :-(

Jeg har ingen bror til evt. at gøre det, og havde overvejelser omkring enten min onkel (på min mors side) eller min mor - og jeg tror at jeg ender med, ligesom der er en anden der skriver, så var det jo faren der skulle give sin datter væk - og når han desværre ikke er der, så må det næsten være min mor der skal give mig væk i stedet for :-) Så tror næsten at det bliver hende...

Jeg vil ihvertfald gerne have "øjeblikket" hvor min kommende mand ser mig komme gående op ad kirkegulvet, så derfor ikke lyst til at vi skal følges...

Dog vil jeg sige, at i dit tilfælde, så syntes jeg også det er super sødt hvis dine drenge kunne gøre det i stedet for :-)

[emgs 0]

Jeg syntes at du skulle lade dine drenge gå først og dig næst.

[Guest Nina V. Knudsen]

Hvis det var mig der var i din situation, ville jeg nok vælge at gå op ad gulvet med børnene i hånden.

Her set det før og det var meget "rigtigt" - og jeg har set man kan få en håndledsbuket, så man har hænderne fri.

Et godt råd til dig - som jeg selv har erfaring med - er at hyre en barnepige til hele dagen.

Det havde vi og det var bare så dejligt at have sine børn med, uden at man mærkede ret meget til dem.

De holdt ud indtil kl. 21 og så tog barnepigen dem med hjem til sig for at sove og vi hentede dem søndag

formiddag.

Held og lykke med den store dag :jul 14:

[pilgrim 3]

Tusinde tak for de mange gode forslag og indlæg med lignende tanker, det er jeg virkelig glad for!

Jeg har besluttet mig; mine drenge skal følge mig og buketten kan vente oppe på stolen, så jeg kan have en søn i hver hånd.

Min mor spurgte i telefonen ind til det i går aftes (om jeg gik ind sammen med min kæreste); jeg fortalte om min tanker med drengene, som hun synes var en super god idé! Hun har lige som jeg let til tårer, og vi kunne spøge lidt med, at hvis vi gik sammen, hvem skulle så støtte hvem?, men jeg spurgte også, om hun gerne havde villet vi skulle gøre det sammen. Hvilket hun ville, hvis jeg spurgte, men hun synes, det andet var en fantastisk idé og havde det godt med at være med ude i våbenhuset og ligesom få det hele i stand og til at glide (med de "bump", der kan være når man taler om børn og som vi ligesom Soon2be vil tage med et smil).

Vi snakkede om det gode med at dele "rampelyset" med drengene, at det vil tage noget af det højtidelig pres, så jeg er bare helt glad og afklaret med den beslutning! - Og lettet over, at min mor også har det rigtig godt med det. Jeg tror, hun var blevet ked af det, hvis jeg havde valgt et andet familiemedlem, men det her er helt perfekt!

Redigeret January 12, 2010 af pilgrim

[Guest]

Tusinde tak for de mange gode forslag og indlæg med lignende tanker, det er jeg virkelig glad for!

Jeg har besluttet mig; mine drenge skal følge mig og buketten kan vente oppe på stolen, så jeg kan have en søn i hver hånd.

Min mor spurgte i telefonen ind til det i går aftes (om jeg gik ind sammen med min kæreste); jeg fortalte om min tanker med drengene, som hun synes var en super god idé! Hun har lige som jeg let til tårer, og vi kunne spøge lidt med, at hvis vi gik sammen, hvem skulle så støtte hvem?, men jeg spurgte også, om hun gerne havde villet vi skulle gøre det sammen. Hvilket hun ville, hvis jeg spurgte, men hun synes, det andet var en fantastisk idé og havde det godt med at være med ude i våbenhuset og ligesom få det hele i stand og til at glide (med de "bump", der kan være når man taler om børn og som vi ligesom Soon2be vil tage med et smil).

Vi snakkede om det gode med at dele "rampelyset" med drengene, at det vil tage noget af det højtidelig pres, så jeg er bare helt glad og afklaret med den beslutning! - Og lettet over, at min mor også har det rigtig godt med det. Jeg tror, hun var blevet ked af det, hvis jeg havde valgt et andet familiemedlem, men det her er helt perfekt!

Dejligt at høre det er faldet på plads og føles helt rigtigt for dig! Tillykke med det