Er det for tidligt?

[Hjortshøj 4]

Hej alle i skønne tøser (og mænd)

Jeg er helt ny her inde, og nej jeg er ikke bryllupsklar endnu, og faktisk er jeg ikke engang helt tæt på endnu..
Min kæreste og jeg har været sammen i ca. 1,5 år, vi elsker hinanden rigtig højt, og vi deler tit ud af vores drømme, tanker og planer om fremtiden sammen, for der er ingen tvivl om, at det skal være os to!

Men men men, vi har lidt løseligt snakket om at vi gerne ville giftes inden næste års udgang, altså 2015. Til den tid er jeg 22år, eller 23år, hvis det er efter september, mens min kæreste vil være knap 25 (som han bliver til nytår).
Spørgsmålet er bare, er det for tidligt at gifte sig, når man er hhv. 22 og 24 år og har kendt hinanden i lige knap tre år, eller skal jeg bare lade helt være med at bekymre mig om det, og lade tiden vise?

Håber på et par gode råd på vejen fra nogle garvede damer

Kram fra mig

[Rose90 99]

Du får lige svar fra en anden ung!

Jeg synes ikke det kan være for tidligt - ved man det så ved man det

Jeg er selv 23 år og min kommende mand er 25 år og vi skal jo så giftes til sommer Vi har godt nok været kærester i 6 år og vi har boet sammen i 4 år.. Så vi kender jo hinanden.. Når det er sagt, så havde jeg også giftet mig med ham for 3 år siden, hvis han have spurgt der

Det er en beslutning man tager - enten er det man har godt nok til, at man vil pleje det resten af livet, eller også er det ikke... Hvis det virkelig er, så må man jo hoppe ud i det (hvis man tør) og så må man tage udfordringerne som de kommer Når man er ung udvikler man sig rigtig meget, så udviklingsmæssigt kan det jo ske en hel masse - men så er det jo ikke værre, hvis man er sammen imens

Det er bare vigtigt at I begge er klar på det

Edited March 14, 2014 by Rose90

[Hjortshøj 4]

Du får lige svar fra en anden ung!

Jeg synes ikke det kan være for tidligt - ved man det så ved man det

Jeg er selv 23 år og min kommende mand er 25 år og vi skal jo så giftes til sommer Vi har godt nok været kærester i 6 år og vi har boet sammen i 4 år.. Så vi kender jo hinanden.. Når det er sagt, så havde jeg også giftet mig med ham for 3 år siden, hvis han have spurgt der

Det er en beslutning man tager - enten er det man har godt nok til, at man vil pleje det resten af livet, eller også er det ikke... Hvis det virkelig er, så må man jo hoppe ud i det (hvis man tør) og så må man tage udfordringerne som de kommer Når man er ung udvikler man sig rigtig meget, så udviklingsmæssigt kan det jo ske en hel masse - men så er det jo ikke værre, hvis man er sammen imens

Det er bare vigtigt at I begge er klar på det

Årh tak for det dejlige svar!

Jeg kunne skam også godt vente nogle år, hvis det var, det haster som sådan ikke. Men jeg er helt sikker i min sag, han er manden jeg vil leve mit liv med, og som du siger, så må man tage udfordringerne sammen, når de kommer

Dejligt med en anden "så ung"

- og ja, vi skal begge være klar på det, det er jeg klar over, men det er jeg nu også ret sikker på, vi er. Og når det er sagt, så er det jo min kæreste, som skal tage det næste skridt, så det kommer jo i hvert fald først, når han er klar

[mizz-lind 8]

Først velkommen til

Jeg synes det er svært at svare på som udenforstående. Når det så er sagt, så mener jeg at det handler om, hvorvidt I føler jer klar til at få papirer på hinanden Det handler om jer og jeres kærlighed til hinanden - man kan ikke spå om fremtiden, men man kan mærke efter hos sig selv - og så længe det er dybtfølt kærlighed er det vel aldrig for tidligt

Da jeg og min kæreste havde været sammen i tre år, var jeg klar til at blive gift - jeg vidste bare jeg havde mødt min bedste ven og den mest kærlige person jeg kunne ønske mig - og nu har vi været sammen i knap 7,5 år og skal (endelig) giftes Og jeg elsker ham stadig mere og mere for hver dag der går

[Camilla_krøier 338]

Bor i sammen? Jeg blev gift da jeg var 19 (vi havde været sammen i 4 år før) og skilt igen da jeg var 22 og personligt gik jeg glip af mange ting fordi jeg tog de beslutninger jeg tog dengang.... Der er ingen der kan sige hvordan I skal gøre det, men 1,5 år er ikke lang tid i forhold til et helt voksenliv så hvis du havde været min lillesøster (min egen er 21) så ville jeg sige vent og nyd hinanden, I elsker jo ikke hinanden mindre fordi i ikke er gift og så er et bryllup jo heller ikke gratis hvis der skal holdes fest osv.

Så ja en kedelig en fra min side

[Hjortshøj 4]

Først velkommen til

Jeg synes det er svært at svare på som udenforstående. Når det så er sagt, så mener jeg at det handler om, hvorvidt I føler jer klar til at få papirer på hinanden Det handler om jer og jeres kærlighed til hinanden - man kan ikke spå om fremtiden, men man kan mærke efter hos sig selv - og så længe det er dybtfølt kærlighed er det vel aldrig for tidligt

Da jeg og min kæreste havde været sammen i tre år, var jeg klar til at blive gift - jeg vidste bare jeg havde mødt min bedste ven og den mest kærlige person jeg kunne ønske mig - og nu har vi været sammen i knap 7,5 år og skal (endelig) giftes Og jeg elsker ham stadig mere og mere for hver dag der går

Mange tak :D

Det er helt rigtigt, det er da super svært, når man ikke har kendskab til os, men dejligt med svar alligevel ;)

Vi mødte hinanden i en rigtig svær tid, for os begge, og efter meget kort tid blev vi bedste venner, og ja det førte jo så til mere

Men han er min bedste ven, og vi er begge af den overbevisning, at vi er rigtige for hinanden, og at det helt sikkert er den vej, vi skal gå, og også inden for rimlig tid. Nej, man ved ikke, hvad tiden bringer, men jeg er ret sikker på, at så længe vi er sammen, så kan vi klare det hele

- og hvor er det dejligt, at I endelig er der!

[Hjortshøj 4]

Bor i sammen? Jeg blev gift da jeg var 19 (vi havde været sammen i 4 år før) og skilt igen da jeg var 22 og personligt gik jeg glip af mange ting fordi jeg tog de beslutninger jeg tog dengang.... Der er ingen der kan sige hvordan I skal gøre det, men 1,5 år er ikke lang tid i forhold til et helt voksenliv så hvis du havde været min lillesøster (min egen er 21) så ville jeg sige vent og nyd hinanden, I elsker jo ikke hinanden mindre fordi i ikke er gift og så er et bryllup jo heller ikke gratis hvis der skal holdes fest osv.

Så ja en kedelig en fra min side

Helt i orden med et "kedeligt" svar også. Jeg tager imod dem alle med kyshånd

Ja vi bor sammen, officielt har vi gjort det siden december, men vi har nu været sammen hver evig eneste dag, og sovet sammen hver nat, siden vi mødte hinanden første gang, så jeg vil gerne sige, vi nærmest har boet sammen fra dag ét. Det er også med til at bekræfte mig i, at det er det rigtige. Det at vi har været sammen hele tiden fra første dag, og vi er gået igennem en masse svære ting allerede, det er ret overbevisende for mig om, at det er rigtigt. Men jeg ved godt 1,5 år ikke er lang tid. Men jeg tænker alligevel at ca.3 år måske ikke er alt for tidligt, og det vil ikke være tidligere end de ca.3 år, for vi skal være helt sikre om det hele, fra han har været på knæ, til at der skal papirer på

[Rikke aka rapanden 153]

Hvis I føler at I er klar til det , og I føler at det er det rette, jamen så er det da bare det I skal gøre. Der er da en del brugere herinde, som enten er helt unge, eller som ikke har været sammen i super lang tid , så I ville jo på ingen måder være de eneste som træffer sådan et valg

[Rose90 99]

Du får lige svar fra en anden ung!

Jeg synes ikke det kan være for tidligt - ved man det så ved man det

Jeg er selv 23 år og min kommende mand er 25 år og vi skal jo så giftes til sommer Vi har godt nok været kærester i 6 år og vi har boet sammen i 4 år.. Så vi kender jo hinanden.. Når det er sagt, så havde jeg også giftet mig med ham for 3 år siden, hvis han have spurgt der

Det er en beslutning man tager - enten er det man har godt nok til, at man vil pleje det resten af livet, eller også er det ikke... Hvis det virkelig er, så må man jo hoppe ud i det (hvis man tør) og så må man tage udfordringerne som de kommer Når man er ung udvikler man sig rigtig meget, så udviklingsmæssigt kan det jo ske en hel masse - men så er det jo ikke værre, hvis man er sammen imens

Det er bare vigtigt at I begge er klar på det

Årh tak for det dejlige svar!

Jeg kunne skam også godt vente nogle år, hvis det var, det haster som sådan ikke. Men jeg er helt sikker i min sag, han er manden jeg vil leve mit liv med, og som du siger, så må man tage udfordringerne sammen, når de kommer

Dejligt med en anden "så ung"

- og ja, vi skal begge være klar på det, det er jeg klar over, men det er jeg nu også ret sikker på, vi er. Og når det er sagt, så er det jo min kæreste, som skal tage det næste skridt, så det kommer jo i hvert fald først, når han er klar

Det er netop lige dét Jeg er helt sikkert ret gammeldags i den forbindelse, men når jeg gifter mig, så er det fordi jeg har truffet en beslutning om, at nu vil jeg ikke lede længere, nu har jeg fundet manden i mit liv. Det er et valg vi har truffet, så uanset hvilke udfordringer vi møder, så er det nu vores fælles ansvar at overkomme dem på bedst mulig vis, mens vi bevarer vores kærlighed til hinanden.

Før hen kendte man ikke hinanden så længe i gennemsnit, som man gør idag inden man bliver gift - og man boede da heller ikke sammen, og jeg tror faktisk ikke på at folk var mere ulykkelige dengang end de er i dag. Man havde bare en anden tilgang til tingene dengang.

Så læser nogen det måske som om at jeg er modstander af alle skilsmisser i dag og det er nu ikke helt korrekt. Der er altid undtagelser fra reglen, men som udgangspunkt mener jeg at så længe I føler, at I er klar til at træffe det definitive valg, så længe at I gør hinanden lykkelige og ikke kan forestille jer et liv uden den anden, så skal I nok klare jer - uanset hvor gamle I er i år Selvfølgelig er det vigtigt at man tænker sig ordentligt om og ikke bare træffer en umoden beslutning - men det er ikke kun folk under 25 år der er i den risiko

Så ja.. Så længe du er sikker, skal du bare være glad når din kæreste engang finder vejen ned på knæ

Edited March 14, 2014 by Rose90

[Nahdia 38]

Jeg er selv 21 år (bliver 22 i maj ) min H2B er 22 (bliver 23 i april) vi har kendt hverandre i 3 år og har været sammen i 2 1/2 år..

Jeg synes bestemt ikke det er for tidlig for os, vi ved godt at det skal være os i evig tid :P Selvfølgelig ved jeg jo at det er ting man ikke kan forud se, men jeg vil ikke være uden min skønne kæreste, så derfor føler jeg det er rigtig for os.

Min mor og svigermor synes det godt nok var lidt tidlig, men de viste jo at det skulle være os to alligevel. De trored bare at vi skulle vente et år til inden vi giftet os (altså de trored at det blev i 2015)

Men jeg synes det er noget man må føle på selv, uden at andre skal ha så store meninger om det ! Det er jo jeres liv, og vis i er sikker på at det er i to som skal være sammen så synes jeg du har svaret dit

[Fr.Thomsen 25]

Jeg mødte min ex mand da jeg var 15 og han 16 , da jeg var 20 blev jeg mor til den første og som 23 årig mor til nr 2. og blev gift samme år.

Vi var sammen i 21 år og i de 19 af årene var jeg aldrig i tvivl om det var min soulmade..

Men så begyndte det at ændre sig stille og roligt , som det så populært hedder "vi voksede fra hinanden" som pigerne blev store og vi skulle finde på noget "at bruge tiden til" var vi meget forskellige, og vi fandt ud af at selvom vi var meget glade for hinanden og hinandens selskab , så elskede vi ikke hinanden mere.

Og vi valgte så mere eller mindre i fællesskab at vi skulle skilles.

Ingen skænderier eller noget, og den dag i dag har vi et perfekt venskab, for den tid vi havde sammen kan ingen tage fra os.

Han er i dag forlovet med en ny og jeg skal giftes til Maj.

Og vi er begge forelskede igen.

Det jeg vil sige er at jeg var ikke i tvivl dengang jeg mødte ham ej heller var han, og selvom vi ikke blev sammen til vi blev gamle, vil jeg ikke have undværet den tid og selvom vi ikke blev sammen føler jeg stadig jeg gjorde det rigtige.

om I bliver sammen for altid eller ej er ikke væsentligt for det valg i står overfor, det I skal gøre op med jer selv er om det er det rigtige for jer NU.. ingen kan alligevel sige hvordan I har det om 5 - 10 eller 20 år..

Og vores piger er 25 og 28 , begge gift ( henholdvis som 20 årig og 21 årig ) og de har begge 2 børn.

Edited March 14, 2014 by Fr.Thomsen

[Soon2bemrsH 57]

Jeg synes, det er svært at sige. Der er ikke nogen hovedregel, men det er da selvfølgelig noget, man skal være sikker på, at man vil. Jeg synes personligt, at man skal være sikker på, at man ikke bare er forelsket, men at man elsker. Der er forskel, og derfor kan det måske være for tidligt. Når man elsker hinanden, så kender man også bedre hinanden (synes jeg). Hvis man virkelig elsker hinanden kan man vel sige, at så haster det jo heller ikke med at blive gift.

Jeg er selv lige fyldt 29, og jeg var da også bryllupsskruk for 4 år siden (vi har været sammen i 9 år nu), men vi ville også gerne have nogen ting på plads som uddannelse og bryllupsopsparing. Det skulle være realistisk for os at kunne spare op selv (vi regner ikke med, at nogen betaler vores gilde, ej heller dele af det). Jeg er netop færdiguddannet og H2B har halvandet år tilbage.

En folkeskoleveninde giftede sig allerede som 19-årig, og jeg ved, hun fortrød, at de giftede sig så tidligt. Jeg tror, de havde været sammen i 2 år. Jeg tror ikke, problemet var, at de ikke elskede hinanden, men jeg tror ikke, hun kendte sig selv helt endnu. Der sker jo utroligt meget i ens tyvere - det er nærmest her, man udvikler sin personlighed til virkelig at vide, hvad man vil. Det er i tyverne man vælger uddannelsesvej og går igennem op- og nedture, som prøver forholdet af. Og det er sundt, for så lærer man at elske hinanden i medgang og modgang, uden at have været en tur op ad kirkegulvet. Det var lige mit besyv :-)

[Cricht 50]

Som så mange andre siger er det svært at give et entydigt svar.

Specielt det her med "hvor længe skal man have været samme" er svært. Jeg har selv tænkt over det i mig eget tilfælde hvor min kæreste (som er 27 nu - 29 til brylluppet) og jeg (som er 25 - 27 til brylluppet) "kun" har været sammen i 3 år her til april. Men vi følger vores maveforbemmelse. For os har set bare været vigtigt at vi ikke danner os en falsk illusion om at ægteskab = evig og nem lykke ;) Man skal være forberedt på at et ægteskab kræver arbejde og at man jo ikke kan 100% garantere eller love hinanden at man skal være sammen dor evigt. For os har det været vigtigt at erkende at det vi kan love hinanden, det er at det FØLES rigtige, og vi lover hinanden at arbejde på tingene som de kommer og at respektere hinanden. Men ingen kan spå om fremtiden så jeg mener ikke at man bør eller kan love at man skal være sammen for altid når først man er blevet gift. Man kan kun håbe med hele sit hjerte, at det bliver sådan ;)

Vi har også fundet to ved at kigge på vores forældre - Mine kendte hinanden 7 år inden de blev gift og 9 år inden de fik mig. H2Bs kendte hinanden i 3 måneder da de blev gift og fik min H2B 7 måneder derefter ;) Begge par har haft sølvbryllup indenfor de sidste par år, og elsker hinanden som aldrig før ❤️

[Hjortshøj 4]

Tusinde tak for alle jeres input, det er virkelig dejligt at høre nogle tanker om det, også selvom det er fra "fremmede"

Jeg er helt sikker, han er manden i mit liv, det er ham som jeg elsker mere end noget andet, det er ham, som skal være far til mine børn, og det er, forhåbentligt, ham, jeg skal være sammen med resten af mit liv. Den dag vi går ind i det her med et ja, og det så er næste år, eller om det først er om fem år, så går vi ind i det, fordi vi elsker hinanden, og fordi vi vil vokse sammen, vi vil udvikle os sammen, mens vi stadig har hinanden og vores kærlighed til hinanden!

For mig er det mere eller mindre en lige så stor kærlighedserklæring at få et barn sammen, som at blive gift, og med hensyn til børn, kendder jeg ingen, som ville ryste på hovedet af, hvis vi fik et barn efter ca. tre år. I vores tilfælde er vi måske bare en smule mere gammeldags, vi mener, brylluppet og tosomheden kommer før børn og egen familie. Min kæreste er færdigudlært, og jeg er midt i min uddannelse med halvandet år tilbage, for os betyder det ikke så meget, det har for os større betydning, når det handler om børn. Uddannelsen skal nok komme! Med hensyn til økonomien er det ikke et problem. Vi går ikke efter at skulle låne penge, eller at folk skal betale for os, vi skal klare det selv, og det har vi faktisk råd til, som tingene er nu, så det er ikke det, som skal holde os tilbage i hvert fald.
Som udgangspunkt er jeg modstander af skilsmisser, og jeg går ind i det her, og gør mig disse tanker, med overbevisningen om, at vi skal være sammen resten af livet. Vi elsker hinanden, og det er det, vi vil. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden ham, han gør mig virkelig lykkelig - og jeg ved, det også går den anden vej Men ja der er altid undtagelser, så hvis det engang skulle vise sig at være det rigtige, så må vi jo tage det derfra.

Helt sikkert er det vores beslutning, og jeg er ikke i tvivl! Den dag han spørger, den dag er mit svar også, uden tvivl, et kæmpe stort JA!

[Hjortshøj 4]

Som så mange andre siger er det svært at give et entydigt svar.

Specielt det her med "hvor længe skal man have været samme" er svært. Jeg har selv tænkt over det i mig eget tilfælde hvor min kæreste (som er 27 nu - 29 til brylluppet) og jeg (som er 25 - 27 til brylluppet) "kun" har været sammen i 3 år her til april. Men vi følger vores maveforbemmelse. For os har set bare været vigtigt at vi ikke danner os en falsk illusion om at ægteskab = evig og nem lykke ;) Man skal være forberedt på at et ægteskab kræver arbejde og at man jo ikke kan 100% garantere eller love hinanden at man skal være sammen dor evigt. For os har det været vigtigt at erkende at det vi kan love hinanden, det er at det FØLES rigtige, og vi lover hinanden at arbejde på tingene som de kommer og at respektere hinanden. Men ingen kan spå om fremtiden så jeg mener ikke at man bør eller kan love at man skal være sammen for altid når først man er blevet gift. Man kan kun håbe med hele sit hjerte, at det bliver sådan ;)

Vi har også fundet to ved at kigge på vores forældre - Mine kendte hinanden 7 år inden de blev gift og 9 år inden de fik mig. H2Bs kendte hinanden i 3 måneder da de blev gift og fik min H2B 7 måneder derefter ;) Begge par har haft sølvbryllup indenfor de sidste par år, og elsker hinanden som aldrig før ❤️

Helt sikkert, det kommer til at være hårdt arbejde. Det bliver ikke altid en "nem" opgave at være gift, det kræver rigtig hårdt arbejde, og vi skal være sammen om det hele også de svære tider og de svære beslutninger. Begge vores forældre par har også været gift mellem 20 og 25 år, og de havde begge par to børn, da de nåede der til, efter få år som kærester. Hvad bryllup og ægteskab angår, er mine forældre helt sikkert mit store forbillede

[nadia1 0]

Jeg kan godt forstå din tanke. Jeg var 20 år, da min kæreste og jeg blev forlovet, og jeg sagde til ham dengang at jeg ville have en lang forlovelse, så jeg kunne nå at finde mig selv inden brylluppet. Nu skal vi giftes om mindre end 2 uger, og det føles en million gange mere rigtigt, fordi hele ideen om det fik lov at bundfælde sig igennem forlovelsen. Men jeg kan se, at I også regner med at vente til 2015, så det er jo super

I sidste ende skal det være helt op til jer selv. Jeg er virkelig træt af at folk altid har en kommentar om min alder (jeg er lige fyldt 22). Jeg blander mig jo ikke i deres livsvalg, så helt ærligt skulle de lade mig om mit liv. At gifte sig er jo ikke lig med at opgive sin uddannelse eller karriere. H2B og jeg har da talt fuldstændig igennem at vi vil forfølge vores drømme hver især, og egentlig synes jeg bare det er rart at have en at støtte sig til, når man skal igennem diverse eksamener og jobsamtaler.

Så mit råd er uden tvivl, at I skal tage en lang snak om, hvad i hver især vil med jeres eget og jeres fælles liv, og når I er nået til enighed, så bestil tid i kirken

[Hjortshøj 4]

Jeg kan godt forstå din tanke. Jeg var 20 år, da min kæreste og jeg blev forlovet, og jeg sagde til ham dengang at jeg ville have en lang forlovelse, så jeg kunne nå at finde mig selv inden brylluppet. Nu skal vi giftes om mindre end 2 uger, og det føles en million gange mere rigtigt, fordi hele ideen om det fik lov at bundfælde sig igennem forlovelsen. Men jeg kan se, at I også regner med at vente til 2015, så det er jo super

I sidste ende skal det være helt op til jer selv. Jeg er virkelig træt af at folk altid har en kommentar om min alder (jeg er lige fyldt 22). Jeg blander mig jo ikke i deres livsvalg, så helt ærligt skulle de lade mig om mit liv. At gifte sig er jo ikke lig med at opgive sin uddannelse eller karriere. H2B og jeg har da talt fuldstændig igennem at vi vil forfølge vores drømme hver især, og egentlig synes jeg bare det er rart at have en at støtte sig til, når man skal igennem diverse eksamener og jobsamtaler.

Så mit råd er uden tvivl, at I skal tage en lang snak om, hvad i hver især vil med jeres eget og jeres fælles liv, og når I er nået til enighed, så bestil tid i kirken

Tusind tak for dit svar. Det er dejligt at høre, også fra andre unge brude!

Vi har snakket rigtig meget om det, og gør det nærmest dagligt. Om han så skulle smutte på knæ i dag, så skal vi stadig ikke giftes før næste år, så på den måde vil vi have været sammen knap tre år. Vi snakker om det hele sammen, og vi er enige om, at det ikke vil ændre på, at jeg skal forfølge mine drømme og han sine. Vi er overbeviste om, at vi kan gøre det til noget fælles, og vi vil ikke undvære hinanden. Han er min bedste ven, og det er ham, som jeg vil have ved min side!

Edited April 2, 2014 by Hjortshøj

[WeddingAddict 30]

Først... velkommen til .

Alderen har da intet at sige. Hvis i føler det er rigtigt for jer, så er det da ligegyldigt hvad alder i er!

Mine forældre har været gift siden min mor var 19 år og de har guldbryllup om 5 år.. . De er da en inspiration. Så jeg mener ikke alderen har noget at sige. Om du er 22-55-90 så kan kærligheden da kun blomstre og ønsker man at gifte sig, hvorfor så ikke gøre det?!

[Hjortshøj 4]

Først... velkommen til .

Alderen har da intet at sige. Hvis i føler det er rigtigt for jer, så er det da ligegyldigt hvad alder i er!

Mine forældre har været gift siden min mor var 19 år og de har guldbryllup om 5 år.. . De er da en inspiration. Så jeg mener ikke alderen har noget at sige. Om du er 22-55-90 så kan kærligheden da kun blomstre og ønsker man at gifte sig, hvorfor så ikke gøre det?!

Mange tak for svar, det er dejligt at høre fra jer! :D

Og tusinde tak for velkomsten, jeg er jo stadig lidt usynlig, men den dag kæresten kommer på knæ, der hører I også fra mig

[Yndlingsbabe 5]

Det er sådan en fin diskussion det her, og jeg synes det er så godt du spørger For der er jo bare ingen, der kan vide hvornår det er for tidligt, men alle har en mening om det.

Jeg kender et par, der blev gift da de var ca samme alder som jer. De blev skilt efter ca. 4 år og lever nu hver for sig.

Så kender jeg et andet par, der blev gift da hun var 19 og han var 21, og de lever lykkeligt sammen og har fået et lille barn.

Min egen tvillingesøster har været sammen med sin kæreste i snart 11 år siden vi var 15, og de har lige købt hus og fået et barn, så de kunne ligeså godt have giftet sig som 18-årige.

Jeg har haft 3 forhold, som gik i stykker ved 1,5 årsmærket. Ved to af dem var jeg sikker på, at her var manden, som jeg ville giftes og have børn med. Men så skete der et eller andet efter de der 1,5 år, og jeg tror det var, at jeg lærte mig selv bedre at kende. Jeg tror det er rigtig vigtigt at vide med sig selv, hvad man kan leve med, og hvad man ikke kan leve med. Fx var min forrige kæreste en mand, der var superinteressant, han var kunstner og lavede film og var dygtig til det. Han havde så mange planer, men de blev bare aldrig til noget, for han kunne ikke tage sig sammen til at gøre noget ved det. Og det fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne leve med.

Min nuværende kæreste er den diametrale modsætning. Han hader at snakke om fremtiden, han planlægger ikke mere end en uge frem, hvis han kan blive fri, og han har ingen uddannelse. Til gengæld får han ting til at ske! Han griber alle de chancer han får, og han arbejder hårdt og er vildt dygtig til det han laver, og det gør, at han i dag kan leve af at spille musik. Så hvis jeg vil have den mand, så må jeg jo leve med, at han krymper sig hver gang jeg spørger, hvor han vil hen på ferie til sommer, eller at jeg ikke ved hvad han skal næste weekend. Og det kan jeg godt. Vi har været sammen i snart 4 år - ja, jeg gøs lidt inden i da vi nærmede os de 1,5 år, men de kom og gik, og nu er vi ikke i tvivl om, at det skal være os to. Eller hvad? For jeg har jo været lige så bombesikker før

Hver gang jeg tvivler på det, så hører jeg en sang af Elvis Costello, der hedder Can You Be True?. Det komme fra et album, der hedder North, som han skrev da han blev skilt fra sin ex og mødte sin nuværende kone, sangerinden Diana Krall. Hvis man hører albummet fra start til slut, kan man høre hvordan de første sange handler om kærestesorg og svigt, og så kommer der langsomt mere og mere håb og fornyet tro på kærligheden ind i sangene. På det tidspunkt var han 52, og det beviser bare, at kærligheden kan komme og gå uanset hvor gammel man er.

Anyways, den her bestemte sang har et citat, som altid får mig til at slappe af og tænke "Hvis vi vil, så går det, og hvis det ikke går, så går det nok alligevel".

Det lyder sådan her:

There will be days when you must go from my sight

There may be nights when clouds deny us starlight

Only time will tell us

I hope that it speaks gently if it isn't meant to be

Then again

By then we might not be listening so attentively

Groft oversat:

Der vil komme dage hvor du bliver nødt til at gå fra mig

Måske kommer der nætter, hvor skyer nægter os stjernernes skær

Kun tiden vil fortælle os det

Jeg håber den siger det blidt, hvis det ikke skal være os

Men igen

Til den tid hører vi måske ikke så opmærksomt efter

[Hjortshøj 4]

Det er sådan en fin diskussion det her, og jeg synes det er så godt du spørger For der er jo bare ingen, der kan vide hvornår det er for tidligt, men alle har en mening om det.

Jeg kender et par, der blev gift da de var ca samme alder som jer. De blev skilt efter ca. 4 år og lever nu hver for sig.

Så kender jeg et andet par, der blev gift da hun var 19 og han var 21, og de lever lykkeligt sammen og har fået et lille barn.

Min egen tvillingesøster har været sammen med sin kæreste i snart 11 år siden vi var 15, og de har lige købt hus og fået et barn, så de kunne ligeså godt have giftet sig som 18-årige.

Jeg har haft 3 forhold, som gik i stykker ved 1,5 årsmærket. Ved to af dem var jeg sikker på, at her var manden, som jeg ville giftes og have børn med. Men så skete der et eller andet efter de der 1,5 år, og jeg tror det var, at jeg lærte mig selv bedre at kende. Jeg tror det er rigtig vigtigt at vide med sig selv, hvad man kan leve med, og hvad man ikke kan leve med. Fx var min forrige kæreste en mand, der var superinteressant, han var kunstner og lavede film og var dygtig til det. Han havde så mange planer, men de blev bare aldrig til noget, for han kunne ikke tage sig sammen til at gøre noget ved det. Og det fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne leve med.

Min nuværende kæreste er den diametrale modsætning. Han hader at snakke om fremtiden, han planlægger ikke mere end en uge frem, hvis han kan blive fri, og han har ingen uddannelse. Til gengæld får han ting til at ske! Han griber alle de chancer han får, og han arbejder hårdt og er vildt dygtig til det han laver, og det gør, at han i dag kan leve af at spille musik. Så hvis jeg vil have den mand, så må jeg jo leve med, at han krymper sig hver gang jeg spørger, hvor han vil hen på ferie til sommer, eller at jeg ikke ved hvad han skal næste weekend. Og det kan jeg godt. Vi har været sammen i snart 4 år - ja, jeg gøs lidt inden i da vi nærmede os de 1,5 år, men de kom og gik, og nu er vi ikke i tvivl om, at det skal være os to. Eller hvad? For jeg har jo været lige så bombesikker før

Hver gang jeg tvivler på det, så hører jeg en sang af Elvis Costello, der hedder Can You Be True?. Det komme fra et album, der hedder North, som han skrev da han blev skilt fra sin ex og mødte sin nuværende kone, sangerinden Diana Krall. Hvis man hører albummet fra start til slut, kan man høre hvordan de første sange handler om kærestesorg og svigt, og så kommer der langsomt mere og mere håb og fornyet tro på kærligheden ind i sangene. På det tidspunkt var han 52, og det beviser bare, at kærligheden kan komme og gå uanset hvor gammel man er.

Anyways, den her bestemte sang har et citat, som altid får mig til at slappe af og tænke "Hvis vi vil, så går det, og hvis det ikke går, så går det nok alligevel".

Mange mange tak for dit svar, det er virkelig dejligt at høre, hvad I har at sige! og tusinde tak for sangen også

Hvor er det dejligt, du er kommet over 1,5-års krisen. Jeg vil sige, vi er her nu, og det tyder ikke på, den kommer til os. Vi er hinandens første rigtige kærester, og vi vil bare hinanden så meget, både lige nu og her men også i fremtiden. Det er slet ingen tvivl, jeg er sikker på, det skal være os to sammen altid, vi hører virkelig sammen - selvom jeg godt ved, man aldrig kan være helt helt sikker!

Men hele sagen ligger lidt i hans hænder, vi er enige om, at det skal ske, så nu skal han barre bestemme, hvornår han skal på knæ

[Frkrasmussen 3]

Jeg er selv ung i det her og har gjort mig de samme tanker, som du har. (nu læste jeg lige på din opdatering, at han har friet - så egentlig først, TILLYKKE med det )
Jeg friede til min kæreste på vores 2 års dag, men har faktisk været medlem af BK allerede efter vores første år sammen.

For os begge er det et kæmpe skridt og vi har det på samme måde som du beskriver - vi skal nyde tosomheden inden børn. For mig er det at få børn en væsentlig større ting end at blive gift. Her kan man komme fra hinanden igen og så er den prut slået - men med børn er du evigt bundet til hinanden. Ikke dermed sagt at jeg går ind til mit eget ægteskab med en "tjaae, går det her ikke, så bliver vi da bare skilt". Jeg er selv skilsmissebarn og har været igennem skilsmisser blandt sted og rigtige forældre. Jeg vil bryde den norm i min familie - for jeg gør ikke det her med mindre jeg rent faktisk mener det. Det er en stor beslutning.

Nu er min situation sådan, at jeg er forlovet med en pige (Malene), og før Malene, der havde jeg kun haft drengekærester. Så min familie skulle først sluge mit valg af at være sammen med en pige, men også at jeg så var så "ivrig" for at blive gift.
Jeg er ikke ivrig efter at blive gift - nej jeg ELSKER hende og det var jeg ikke et sekund i tvivl om, allerede i starten af vores forhold. Så hvorfor ikke gøre det nu, end at vente 5-8 år på det? Vi skal jo være sammen uanset hvad ,

Så jeg synes du/i skal gøre hvad i føler for. Det ville være træls at fortryde, at man ikke har levet livet og nydt nutiden

[Hjortshøj 4]

Jeg er selv ung i det her og har gjort mig de samme tanker, som du har. (nu læste jeg lige på din opdatering, at han har friet - så egentlig først, TILLYKKE med det )

Jeg friede til min kæreste på vores 2 års dag, men har faktisk været medlem af BK allerede efter vores første år sammen.

For os begge er det et kæmpe skridt og vi har det på samme måde som du beskriver - vi skal nyde tosomheden inden børn. For mig er det at få børn en væsentlig større ting end at blive gift. Her kan man komme fra hinanden igen og så er den prut slået - men med børn er du evigt bundet til hinanden. Ikke dermed sagt at jeg går ind til mit eget ægteskab med en "tjaae, går det her ikke, så bliver vi da bare skilt". Jeg er selv skilsmissebarn og har været igennem skilsmisser blandt sted og rigtige forældre. Jeg vil bryde den norm i min familie - for jeg gør ikke det her med mindre jeg rent faktisk mener det. Det er en stor beslutning.

Nu er min situation sådan, at jeg er forlovet med en pige (Malene), og før Malene, der havde jeg kun haft drengekærester. Så min familie skulle først sluge mit valg af at være sammen med en pige, men også at jeg så var så "ivrig" for at blive gift.

Jeg er ikke ivrig efter at blive gift - nej jeg ELSKER hende og det var jeg ikke et sekund i tvivl om, allerede i starten af vores forhold. Så hvorfor ikke gøre det nu, end at vente 5-8 år på det? Vi skal jo være sammen uanset hvad ,

Så jeg synes du/i skal gøre hvad i føler for. Det ville være træls at fortryde, at man ikke har levet livet og nydt nutiden

Mange tak for for svaret. Jeg er SÅ enig med mange ting, og ja hvorfor ikke gøre det, når man elsker hinanden og det føles som det mest naturlige/rigtige for sig selv

Tak tak, ja så kom han på knæ, og jeg var bestemt ikke i tvivl om, at han skulle have et KÆMPE JA Det er den mærkeligste, vildeste følelse, men jeg er så vanvittigt tosset glad og jeg elsker ham så meget, så det er helt rigtigt

[Cg 2]

Jeg var 17 år da vi blev gift, han friede da vi havde kendt hinanden i 2 måneder, da vi havde været sammen i 11 måneder blev vi gift

Vi flyttede sammen dagen efter vi blev kærester og har været sammen, hverdag lige siden

6. Oktober har vi kobberbryllup.

For nogle var det måske tidligt og hurtigt, for os var det naturligt og det helt rigtige, vi var aldrig i tvivl

Hvad skulle vi vente på/for?

(Jeg er på fra mobilen og kender ikke hjertesmileyerne, ellers havde indlægget været fyldt med dem)

Edited June 12, 2014 by Cg