Andre end mig

[Cilisimus 0]

Nu lyder overskriften måske lidt dramatisk - det er slet ikke ment sådan.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes sgu den her planlægning nogen gange får min mave til at knude sig fuldstændig sammen. Jeg er vanvittig glad for, at vi skal giftes, og glæder mig som et lille barn, men jeg synes bare, at det nogen gange kan blive en lille smule træls.

Fx har vi fra starten af valgt, at min lille kusine (er 5 år når vi skal giftes) skulle være brudepige. Vi har allerede fundet kjolen - og tøsebarnet er helt skudt i den. Super skønt... Da vi så en dag skal ud til mine svigerforældre, så spørger min kæreste, om vi ikke skal tage kjolen med og vise den..... "Helt sikkert" tænker jeg....

Da vi så kommer derud, og min svigermor ser kjolen, så bliver hun helt underlig og se på, og virker fuldstændig ligeglad. Hun kan være lidt mærkelig til tider, og vil gerne stikke næsen i alt, så jeg skyder det væk - men tænker stadig over det (synes måske det er en lidt mærkelig reaktion)

Da F (min kæreste) så er ude hos mine svigerforældre et par dage efter, spørger min svigermor om vi ikke havde tænkt på at få min svogers dreng (F's nevø) til at være brudesvend. Og jeg vil gerne indrømme, at vi havde snakket om det, men havde besluttet at det vil vi ikke, fordi knægten er en møgunge uden lige.

Så begynder min svigermor så: "Jamen, det ville betyde så meget for R" (som er drengens far) etc. etc. Og det værste er, at min svoger er s.... ligeglad - han er bare lykkelig for, at F har valgt ham som forlover. Så i princippet er det ikke vigtigt for andre end min svigermor.

For at gøre en lang historie kort (sorry - er vist lidt for sent) så ender det med, at vi nu skal have en brudesvend, fordi min svigermor gerne vil have det.

Undskyld mig, men hvem sagde "vores bryllup - vi bestemmer"

Jeg bliver bare så gal/ked af det/såret fordi hvad bliver det næste? Ringer svigermor så og brokker sig over, hvem hun skal sidde ved siden af?

Min kærestes familie kan godt være sådan lidt øv - hvis I forstår.... Og jeg bliver bare så fandens usikker hver gang, fordi jeg er hunderæd for, at jeg ikke gør tingene rigtigt i deres øje.

Undskyld det lange indlæg, og det nok noget sure opstød. Jeg aner bare ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig.....

[Guest Katharina Stendys]

Bare rolig du er ikke den eneste! Det at skulle giftes er vidunderligt, men planlægningen kan være et helvede, og nogen gange orker man bare ikke mere!

Bare tag den med ro, og luk ørerne for din svigermor! Det skal nok gå det hele! Du skal ikke leve op til deres forventninger, husk på det er din kærestes og dit bryllup! Tag eventuelt en snak med ham om at du føler den familie har for høje forventninger, jeg er sikker på at han vil støtte dig:bearhug:

[Karina.K. 0]

Hvor er det bare at andre ikke kan lade være med at blande sig...

Jeg kan godt forstå hvis du får sure opstød over din svigermor....

Vi har lidt af det samme problem, bare med Claus´ søster. Hun vil gøre hvad hun kan for at bestemme så meget som muligt, men der har jeg sat bremserne i. Det er vores bryllup...

Hendes datter på 12 år, skal være brudepige og vores to drenge på 3 og 7 skal være brudesvende....

Hun glæder sig helt vildt, og det gør jeg også for hun er bare den sødeste pus, og hun går virkelig op i det...

Problemet er bare hendes kjole..... Den skal helst være blå, men det er ligesom om at det vil min svigerinde bare ikke være med til... Vi har haft problemer med at finde en kjole til hende, og det er så endt med at hendes svigermor skal sy en. Da jeg så spurgte til hvordan den kom til at se ud, sagde hun bare at det måtte jeg vente med at se.....

Det løb bægeret altså over og jeg blev rasende og sagde til hende at det er vores bryllup og jeg vil vide hvordan den ser ud, ellers skulle jeg nok selv selv få fat i en anden kjole....

Der skulle lige lidt snakken til fra hendes side, men jeg har bare fået nok, så det hjalp ingen ting... Og det har faktisk hjulpet at stå fast, hun blander sig overhovedet ikke mere og det er bare en skøn ting at være fri for, for det er s.... belastende oven i alt det andet man skal være færdig med....

Jeg kan kun give dig dette råd, sig fra nu, ellers bliver det et rent mareridt..

Sender dig lige dem trænger du vist til.

Karina

[Cilisimus 0]

hej begge to....

Tusind tak for jeres hurtige svar - det varmer og betyder meget at se/høre, at jeg ikke er den eneste er kløjs i min kommende mands familie.

Jeg synes det er vanvittig belastende, at en tid (som bare skal være hygglig og glædelig) kan forvandle sig til et helvede på 4 spilt sekunder, fordi folk ikke kan finde ud af at blande sig udenom. Efter den nævnte episode var jeg virkelig kommet i en form for paranoia - jeg var fuldstændig overbevist om, at min svigermor havde sladret til samtlige familiemedlemmer om vores lille kontrovers. Min søde kæreste forsøgte at slå det hen, men så fik vi desværre selv syn for sagen i søndags.

Ganske rigtigt - min svigermors søster + mand var på besøg hos mine svigerforældre mens vi også var der, og lige pludselig blev stemmerne i køkkenet meget lave. Så ved man godt, hvad klokken er slået, ikk? Bedre bliver det ikke, når man hører ens navn blive nævnt op til flere gange. Og jeg som troede, jeg havde fået fjernet "SPARK MIG I RØVEN"- skiltet på ryggen..... der blev jeg vist snydt.....

[Louiseh79 0]

Jeg har faktisk næsten det modsatte problem, hvis man kan have det... Min svigerfar, som ellers altid blander sig i alt, ville nærmest ikke med ud og se på et potentielt feststed, da vi spurgte ham.

Det var min kærestes fødselsdag, og den eneste måde, hans forældre kunne nå at se ham på dagen på, var hvis de kørte med derned. Vi har ingen bil, så de ved udmærket, at det ville være en stor hjælp, hvis de kørte, selvom vi havde fået lov at låne vores forlovers bil.

Jeg er da glad for, at svigerforældrene ikke blander sig i alt muligt, men det ville da være rart, at de gjorde det, når man bad dem om det. Det virker lidt som om, at de er ligeglade med at deres eneste søn skal giftes...

Det endte dog med at svigerfar ringede ½ time inden vi skulle afsted, og sagde, at han godt ville køre med alligevel. Han sagde stort set ikke et ord, da vi var dernede, ,så man fik ingen ide om, hvor vidt han brød sig om det eller ej. Det kunne man jo godt have brugt, når man selv var mega meget i tvivl. Ikke engang da jeg spurgte ham direkte, hvad han mente, sagde han noget...

Nå, men da vi kom hjem var svigermor heldigvis ligeså interesseret i bryllupsmagasinerne som mig Nogle gange savner jeg virkelig mine egne forældre, som bor i Jylland, og derfor ikke rigtigt kan hjælpe så meget. Regner dog med at min mor kommer over og hjælper mig med kjolen inden længe.

Jeg kan vel glæde mig over, at der ikke er nogen, som prøver at 'pådutte' mig noget som helst. Men det kan faktisk også være lidt frustrerende, når det går helt i den anden grøft... Men ok, det går nok. Jeg har da veninder, som gider blande sig. Og jeg har jo jer tøser herinde

[Italiensk mamma 0]

Jeg føler virkelig med dig. Jeg har præcis samme problem med min svigermor. Jeg skal giftes med en italiener som kommer fra en katolsk familie. Jeg kommer selv fra en ganske almindelig dansk folkekirke familie, og eftersom vi (min kæreste og jeg ) bor i Danmark har vi bestemt os for at blive gift på den "danske måde" og bagefter holde en lille ceremoni i Italien. Og det væltede læsset for svigermor, som ikke har snakket til mig siden (vi taler siden juli). Og alt vi bestemmer er galt. Min kjole er for stram, maden er ikke bryllupsmad, (der er ingen pasta.... ), vi vil ikke inviterer alle de mennesker hun ville have med (den gæsteliste hun ville have godkendt havde 250 gæster, hvoraf jeg kendte omkring 50 og min kæreste omkring 100....) osv osv. Og det kan virkelig være hårdt! Jeg har også selv svært ved at sige fra, når det bliver for meget, og så ender jeg tit med helt at eksplodere. Overfor min kæreste.... - så det kan ikke anbefales.

Jeg har ikke rigtigt noget råd til hvordan du kan tackle situationen - jeg kan heller ikke selv tackle den - men du er ikke alene om det.

[Sophie1 0]

Nu lyder overskriften måske lidt dramatisk - det er slet ikke ment sådan.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes sgu den her planlægning nogen gange får min mave til at knude sig fuldstændig sammen. Jeg er vanvittig glad for, at vi skal giftes, og glæder mig som et lille barn, men jeg synes bare, at det nogen gange kan blive en lille smule træls.

Fx har vi fra starten af valgt, at min lille kusine (er 5 år når vi skal giftes) skulle være brudepige. Vi har allerede fundet kjolen - og tøsebarnet er helt skudt i den. Super skønt... Da vi så en dag skal ud til mine svigerforældre, så spørger min kæreste, om vi ikke skal tage kjolen med og vise den..... "Helt sikkert" tænker jeg....

Da vi så kommer derud, og min svigermor ser kjolen, så bliver hun helt underlig og se på, og virker fuldstændig ligeglad. Hun kan være lidt mærkelig til tider, og vil gerne stikke næsen i alt, så jeg skyder det væk - men tænker stadig over det (synes måske det er en lidt mærkelig reaktion)

Da F (min kæreste) så er ude hos mine svigerforældre et par dage efter, spørger min svigermor om vi ikke havde tænkt på at få min svogers dreng (F's nevø) til at være brudesvend. Og jeg vil gerne indrømme, at vi havde snakket om det, men havde besluttet at det vil vi ikke, fordi knægten er en møgunge uden lige.

Så begynder min svigermor så: "Jamen, det ville betyde så meget for R" (som er drengens far) etc. etc. Og det værste er, at min svoger er s.... ligeglad - han er bare lykkelig for, at F har valgt ham som forlover. Så i princippet er det ikke vigtigt for andre end min svigermor.

For at gøre en lang historie kort (sorry - er vist lidt for sent) så ender det med, at vi nu skal have en brudesvend, fordi min svigermor gerne vil have det.

Undskyld mig, men hvem sagde "vores bryllup - vi bestemmer"

Jeg bliver bare så gal/ked af det/såret fordi hvad bliver det næste? Ringer svigermor så og brokker sig over, hvem hun skal sidde ved siden af?

Min kærestes familie kan godt være sådan lidt øv - hvis I forstår.... Og jeg bliver bare så fandens usikker hver gang, fordi jeg er hunderæd for, at jeg ikke gør tingene rigtigt i deres øje.

Undskyld det lange indlæg, og det nok noget sure opstød. Jeg aner bare ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig.....

Husk på en ting, det er JERES BRYLLUP OG KUN JERES BRYLLUP, ikke din svigerfamilies. Masser af herfra

[marina29 3]

Uha jeg kender desværre til dine problemer, det er bare ikke svigerforældrene, men min egen mor

Lad mig se hvor skal jeg starte. Først var hun utilfreds med præsten der var valgt, og nævnte at hvis det var den præst, så ville hun ikke komme. Heldigvis er Søren hurtig, og sagde at så kunne hun bare blive væk

Så mente hun at det var meget stort at min far havde fået lov at følge mig op (de er skilt), ved ikke helt hvorfor det var hun troede at han skulle have lov fra hendes side

Netop pga. at mine forældre er skilt, har jeg haft problemer/tvivl omkring bordplanen, og der sagde hun at hun krævede at sidde til højbords med os, og sådan skulle det være.

Så var det at hun pludselig havde fået den ide at min stedfars mor skulle sy min kjole, hvilket jeg har overvejet, men sagt nej til indtil videre, og da jeg fortalte hende det igen, begyndte hun at fortælæle hvor skuffet "farmor" ville være, når nu hun havde regnet med det. Men det var i hvert fald ikke fra mig at hun havde fået den ide, for vi har ikke snakket sammen i over 1 år

Sidst men ikke mindst har hun brugt meget tid på at brokke sig over at hun ikke er en aktiv del af brylluppet, men hvis ovenstående ikke er aktivt, så ved jeg ikke hvad er ;)

Og så er der stadig 11 måneder til vores bryllup...

Desværre for min højst elskede mor, har vi besluttet os for en kæft trit og retning holdning ovcerfor hende. Tager hellere end gerne kampen nu, for hun skal ikke have lov at ødelægge vores dag

[Guest AnneD]

Jeg føler virkelig med jer alle. Nu har vi endnu ikke fortalt mine svigerforældre at vi er ved at planlægge bryllup (vi venter lige til han har friet "officielt/ordentligt" og jeg har fået ring på), men jeg går faktisk bare og venter på at vi får det fortalt så min svigermor kan begynde at kommentere vores planer. Bla. vil der være rygning forbudt til festen (mine svigerforældre er storrygere) og vi vil ikke have børn med, hvilket betyder at min kærestes 12-årige handicappede fætter, som er fuldstændig skudt i min kæreste, ikke kommer med. Lige præcis det ved jeg hun vil gøre alt for at overtale os til at inkludere ham, fordi det vil betyde utrolig meget for ham.

Jeg kunne endda godt forestille mig at hun vil prøve at overtale min kæreste mens jeg ikke er der, det har hun gjort før, så det bliver som hun vil have det.

Til Cilisimus, hvis du ikke vil have en brudesvend til dit bryllup, og da slet ikke din svogers knægt, så sig det ligeud. Nu står der ikke noget om hvor gammel han er, men jeg er sikker på at han i bund og grund er ligeglad, så selvom der vil være nogen (din svigermor) der siger at nu regner han med det og i kan ikke være bekendt at skuffe ham og mere i den dur, så blæs på det. Det er jeres bryllup, i skal have det som i vil.

Tag den konfrontation med din svigermor så hun endeligt finder ud af at du altså ikke er en hun kan manipulere (stærkt ord, kan ikke lige komme på et andet) med, som hun sikkert har været vant til med din tilkommende.

Som sagt så kender jeg det. Han er vant til at gøre som mor siger, sikkert fordi det var det nemmeste for ham, og det er svært at lade være med at gøre som han er vant til.

[Guest Vibekeld]

Uha hvor jeg føler med jer. Nu er jeg faktisk lidt glad for at vores bryllup er hemmeligt til indbydelserne kommer ud. Vi er jo også alle sammen voksne mennesker der selv kan finde ud af tingene og fordi man beder om et godt råd eller får det uopfordret, behøver man jo ikke at følge det. Vi har valgt og bestemt det hele uden nogen form for indblanding, hvilket er meget naturligt når ingen ved det. Dvs. mine forældre ved det godt, de overværede frieriet. Men vi har ikke talt med dem om det siden, så der er ingen indblanding, tror også godt de ved at vi er i stand til at finde ud af tingene selv. Men op med humøret og klø på med JERES planer, de skal nok affinde sig med det inden brylluppet. Held og lykke og masser af

[Guest Lakridspigen]

Argh manner...hold da kæft hvor er de STRIDE!!!

Jeg har lige en god plan til jer der bliver tvangsindlagt til brudebørn;

I insisterer da på at de små skal i kirke før! Sammen med jer! Og så napper I sgu da en HØJMESSE! den tager laaang tid..den er keeeeedelig og så vupti! Så skal de sgu nok sige NEJNEJNEJ! Vi VIL ikke! til deres forældre!

Hvis de nu sidder musestille med øjne på stilke og syns det er det fedeste..så kan det jo tage noget af jeres usikkerhed væk. Hvis forældrene siger nej til kirketuren, så kan I jo sukkersødt sige "Jamen præsten insisterer på at børnene ved hvad de går ind til!" eller "VI vil gerne opleve kirken sammen med børnene, for den dag har vi ikke overskud til også at tænke på dem!" ..og forældrene, tjah, så har de vist deres holdning!

For jer med umulige svigermødre der presser; de skal med sammen med børnene! Så kan de selv sidde med uroen og tyssen og opleve hvad der ser!

Ha!

Fedt, ikke????

Redigeret September 26, 2006 af Lakridspigen

[lhr 0]

Jeg kender til problemet med at andre gerne vil have deres vilje... Mine svigerforældre skulle til et andet bryllup en måned før vi skulle giftes, hvor brudgommens mor ikke sad ved siden af ham. Det var hun meget fortørnet over, og kommenterede det med, "at hun ville VIRKELIG blive ked af det og skuffet hvis hun ikke kom til at sidde ved siden af sin søn til vores bryllup"!! Og efterfølgende at "hun og hendes mand jo ikke tog til fest for at blive skilt ad".. Vi havde besluttet at som etiketten foreskriver, skulle det være mine forældre der sad på hver sin side af os. Så det fik hun af vide. Og accepterede det fordi sådan havde vi valgt det, og det var vores bryllup. Så ja - sig tingene ligeud, gerne på en pæn men bestemt måde. Det hjælper også på det når ens bedre halvdel bakker op om det og selv siger noget til forældrene...

Knus fra en gift frue....

[Xzenia 1]

Kære brud

Ja det er en dejlig tid med bryllupsplanlægning. Men det er også en meget frustrerende tid, fordi der er så mange interessenter, som forventer at deres ønsker, ideer og forestilinger skal opfyldes. Og det - uden tanke om, om det nu er i tråd med brudeparrets ønsker. Det er den situation I nu står i.

Jeg mener, at der skal skæres hårdt igennem. Der skal ikke stå en brudesvend ved jeres bryllup fordi mor eller svigermor synes det. I såfald må hun holde sit eget bryllup. For så kan hun nemlig få det opfyldt. Derfor mener jeg at I hurtigst muligt bør få afklaret denne misforståelse med svigermor. Fortæl hende at det var pænt af hende at tænke på brudesvend-detaljen, men at det ikke er sådan I ønsker det.

Her mener jeg også at din kommende mand har en stor rolle. Det er ham der skal stå i fronten når I fortæller det til svigermor. Han har sikkert langt større kredit hos hende end du har (sådan er det med de drenge og mødrene :-)) Hun vil sikkert konkludere, at det er dig der står bag, men det må du bide i dig. Uanset hvad, så er det ham der skal tage denne kamp/misforståelse. Hvis din svigermor så føler sig trådt over tæerne i denne situation, ja så er det bare ærgligt, for det er ganske selvforskyldt. idet hun blander sig i noget der ikke vedkommer hende.

Jeg har selv stået i din situation. Det er der - hvad indlægget er også viser - mange der har. Jeg tog kampene, det var hårdt. Men vores bryllup er engang i livet og skulle derfor være som vi ønkser det. Dog selvfølgelig uden at træde andre over tæerne.

Knuus Xzenia

[Cilisimus 0]

Jeg er simpelthen så rørt lige nu..... Hvor er I bare smadder søde og dejlige alle sammen. Jeg har virkelig været i tvivl om, det nu var mig, der var verdens strideste kælling, eller om der rent faktisk var noget hold i mine anklager.

Jeg synes, at kampene med min svigermor er meget hårde. Og det er svært for mig at stille mig op, og forklare at tingene skal være sådan og sådan, at det er os/mig der bestemmer etc. Jeg VED, at resten af familien vil høre om det, og jeg VED at min svigermor måske ikke lige vil fremstille tingene fra begge sider.

Nogen gange kan jeg have følelsen af, at min svigermor ikke rigitg regner mig for noget. Jeg er "kun" 22 år gammel, men har trods alt kendt hendes søn i over fire år - det er bare som om, det ikke er nok.

Jeg synes selv, at jeg har opført mig utrolig eksemplarisk i forhold til dette bryllup - bla. fordi der er nogle traditioner der betyder meget for for min kærestes familie, og som vi ikke her brugt særlig meget i min egen familie. Selvfølgelig skal de traditioner da holdes i hævd, når det nu betyder så meget for dem - jeg vill sgu da være en skarnsunge, hvis jeg nedlagde veto ved sådanne situationer. Og det ved min svigermor godt - det er også derfor jeg ikke forstår, hvorfor hun lige pludselig behandler mig på denne måde.

Hun har altid været til - hvad skal man sige - blandende, men aldrig på samme måde, som hun er nu. Måske synes hun bare ikke, at jeg er god nok til hendes søn.....

[Guest AnneD]

Nogen gange kan jeg have følelsen af, at min svigermor ikke rigitg regner mig for noget. Jeg er "kun" 22 år gammel, men har trods alt kendt hendes søn i over fire år - det er bare som om, det ikke er nok.

Jeg synes selv, at jeg har opført mig utrolig eksemplarisk i forhold til dette bryllup - bla. fordi der er nogle traditioner der betyder meget for for min kærestes familie, og som vi ikke her brugt særlig meget i min egen familie. Selvfølgelig skal de traditioner da holdes i hævd, når det nu betyder så meget for dem - jeg vill sgu da være en skarnsunge, hvis jeg nedlagde veto ved sådanne situationer. Og det ved min svigermor godt - det er også derfor jeg ikke forstår, hvorfor hun lige pludselig behandler mig på denne måde.

Hun har altid været til - hvad skal man sige - blandende, men aldrig på samme måde, som hun er nu. Måske synes hun bare ikke, at jeg er god nok til hendes søn.....

Du skal ikke lade din alder spille ind her. Du er en voksen kvinde, din svigermor er en voksen kvinde, det burde være muligt for jer at snakke sammen som to voksen mennesker.

Jeg er selv "kun" 21 og når ikke at fylde 23 inden brylluppet, og selvom det nok er en ting som kan få svigermor til at tænke at hun er nødt til at hjælpe til alt hvad hun kan, så kan det godt blive for meget i sidste ende.

Jeg tror ikke du skal tolke din svigermors handlinger som et tegn på at hun ikke synes du er god nok til hendes søn. Men hvis du virkelig føler det sådan, så synes jeg du skal tage en snak med din tilkommende, for du vil ikke have det godt med at gå rundt resten af livet og føle, at du har en svigerfamilie der ikke bryder sig om dig.

[Cilisimus 0]

Nogen gange kan jeg have følelsen af, at min svigermor ikke rigitg regner mig for noget. Jeg er "kun" 22 år gammel, men har trods alt kendt hendes søn i over fire år - det er bare som om, det ikke er nok.

Jeg synes selv, at jeg har opført mig utrolig eksemplarisk i forhold til dette bryllup - bla. fordi der er nogle traditioner der betyder meget for for min kærestes familie, og som vi ikke her brugt særlig meget i min egen familie. Selvfølgelig skal de traditioner da holdes i hævd, når det nu betyder så meget for dem - jeg vill sgu da være en skarnsunge, hvis jeg nedlagde veto ved sådanne situationer. Og det ved min svigermor godt - det er også derfor jeg ikke forstår, hvorfor hun lige pludselig behandler mig på denne måde.

Hun har altid været til - hvad skal man sige - blandende, men aldrig på samme måde, som hun er nu. Måske synes hun bare ikke, at jeg er god nok til hendes søn.....

Du skal ikke lade din alder spille ind her. Du er en voksen kvinde, din svigermor er en voksen kvinde, det burde være muligt for jer at snakke sammen som to voksen mennesker.

Jeg er selv "kun" 21 og når ikke at fylde 23 inden brylluppet, og selvom det nok er en ting som kan få svigermor til at tænke at hun er nødt til at hjælpe til alt hvad hun kan, så kan det godt blive for meget i sidste ende.

Jeg tror ikke du skal tolke din svigermors handlinger som et tegn på at hun ikke synes du er god nok til hendes søn. Men hvis du virkelig føler det sådan, så synes jeg du skal tage en snak med din tilkommende, for du vil ikke have det godt med at gå rundt resten af livet og føle, at du har en svigerfamilie der ikke bryder sig om dig.

Been there, done that. Jeg har snakket meget med F om det, da jeg virkelig ikke kan finde hoved og hale i noget lige nu. Min søde kæreste er 100 % på min side, og har også snakket med sin mor - men svaret der kommer tilbage er (det kan ikke undre nogen) at "christine er da en pragtfuld pige...." Det bliver man sgu ikke ligfrem klogere af. Efter episoden med brudesvenden, fik min svigermor og jeg snakket lidt sammen, og det hjalp.

Korthuset faldt så bare sammen for mit vedkommende, da jeg snupper min svigermor i at stå og sladre/ brokke sig over mig til hendes søster tre dage efter. Og det værste af det hele var, at hun lige havde hevet fat i F og fortalt ham, "hvor trist det dog var at jeg var blevet ked af det den anden dag."

Undskyld, men det virker sgu da lidt for udspekuleret. For da jeg så fortæller F hvad jeg har overhørt, kan han slet ikke få det til at hænge sammen.....

Arrrgh.... giver det overhovedet noge mening det her?

[Guest Dida]

Sikke en svigermor du har med at gøre der... Du har min fulde medfølelse! Og det er sjovt som ens egen situation kan blive sat i perspektiv - for nu virker de ting jeg har med min egen mor som ingenting. Det er virkelig nogen rystende historier der er blevet beskrevet her. Der er godt nok nogle mennesker der burde skamme sig rundt omkring

[Karina.K. 0]

Hej Christine..

Du har da fået en af de værste svigemonstre der findes.......

Jeg føler virkelig med dig.. Du får lige

Når man lige har fået sig taget sammen til at sige noget og det går godt, er det da godt nok at finde ud af at hun er den fødte skuespiller.... :bask:

Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for dig, for jeg synes virkelig at det er en hård nød at knække.....

1000 Karina

[Guest Vibekeld]

Kunne det tænkes at din svigermor ikke har fået sine ønsker opfyldt til sit eget bryllup, og så prøver at få dem med i jeres? Bare en tanke. Det behøver jo ikke at betyde at hun ikke bryder sig om dig.

[Cilisimus 0]

Hej Christine..

Du har da fået en af de værste svigemonstre der findes.......

Jeg føler virkelig med dig.. Du får lige

Når man lige har fået sig taget sammen til at sige noget og det går godt, er det da godt nok at finde ud af at hun er den fødte skuespiller.... :bask:

Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for dig, for jeg synes virkelig at det er en hård nød at knække.....

1000 Karina

Hej Karina...

Tusind tak for din mange - de er sgu hådt tiltrængt disse dage. Jeg er helt enig i, at det er en hård nød at knække. På den ene side er det vanvittig frustrerende, at tingene skal foregå på denne måde - og på den anden side vil man ikke såre folk; deriblandt min søde kæreste.

Må dog indrømme, at hendes skuespillergen kom temmelig meget bag på mig, da jeg opdagede det... Jeg synes måske, at det er at gå en smule over stregen?

Christine

[Cilisimus 0]

Kunne det tænkes at din svigermor ikke har fået sine ønsker opfyldt til sit eget bryllup, og så prøver at få dem med i jeres? Bare en tanke. Det behøver jo ikke at betyde at hun ikke bryder sig om dig.

Det kunne det sagtens - og det er da smadder synd for hende, hvis hun ikke fik sine ønsker opfyldt på sin bryllupsdag. Men det er bare ikke nogen undskyldning for at være modbydelig (som jeg desværre efterhånden synes hun er) overfor mig. Det lyder nok lidt ynkeligt det her, men jeg prøver jo bare at gøre mit bedste. Både for min kæreste og mig, men så sandelig også for vores forældre. Jeg ved jo godt, at det også er en stor dag for dem.

Det undrer mig bare, at et normalt velfungerende voksent menneske lige pludselig kan udvikle sig på den måde, som hun har gjort.

I princippet tror jeg godt at hun kan lide mig - jeg ved i hvert fald, at min svigerfar er vild med mig (det er da altid noget). Men jeg bliver bare utrolig usikker, når der sker ting som disse. Jeg synes i forvejen, at det er total overvældende at planlægge bryllup, og så gør det det ikke bedre, at der hele tiden er kampe, der skal kæmpes.

[Guest Vibekeld]

Nej selvfølgelig er det ikke en undskyldning for at hun er sådan mod dig. Naturligvis gør du det bedste for, at I kan få et dejligt bryllup, og det er da også sk... surt, at hun ødelægger det for jer. Men du er nok nødt til at stå fast og skære igennem, som andre også har foreslået. Det er jo trods alt jeres store dag og det er hun ligesom nødt til at acceptere. Du får lige et par

[fjorbak 1]

Nej nu stopper festen godt nok for midt vedkommende!!!!!

Skuespiller gen eller ej, sådan behandler man f..... ikke andre mennesker og da slet ikke sin familie, som du jo faktisk er!

Hvis det var mig, så var jeg knaldet fuldstændig ud (hvilket sjældent sker) og så sku svigermor sættes godt og grundigt på plads! Jeg havde nok mistet besindelsen fuldstændig og fået sagt en masse ting.....men selvfølgelig ikke skældsord, det er der ingen der er tjent med...

Jeg har oplevet noget nær det samme, med en eks kæreste engang. Vi boede sammen og hun blandede sig i ALT!!! Hvor pyntetingene skulle stå (hun havde været med til at indrette huset inden jeg kom til), hvilke planter der skulle være i haven, hvordan jeg skulle vaske tøj og gøre rent..... JØSSES MIN BARE! Jeg var dog kun 20 år og havde flyttet hjemmefra som 17 årig, så jeg vidste nu alligevel noget om det!!!!!

En dag fik hun dog også det at vide....men på en meget rolig måde... Lige lidt hjalp det, jeg skulle have sagt fra en gang for alle og har altid fortrudt at jeg ikke fik gjort det.

Det kan simpelthen ikke nytte noget at du skal gå og være nervøs for at træde hende over tæerene...eller gå og få mavesår over om hun nu "bagtaler" dig....

For det første skal du snakke med din kæreste, forklare ham sagen igen og fortælle ham hvordan du oplever det, føler det og at det går dig på....Derefter skal I aftale hvad I gør hvis det hænder igen...Hvad I vil stille op, hvem skal tage tyren ved hornene.....

Jeg synes det er nemmest hvis den som er tættest tager kampen (altså din kæreste), de vil praktisk talt altid blive gode venner med ham igen...

Men du kan til gengæld tage en snak med svigermor..du kan evt. ringe til hende og bede om en privat snak under 4 øjne..eller også skal du fange hende med næsen i kagekrukken (når hun bagtaler dig). Så må der konsekvenser på bordet...jeg ville sige min mening og så ville jeg GÅ!!!!! Jeg ville heller ikke kontakten hende igen, før hun havde kommet med en undskyldning...ellers bliver det jo bare ved i al evighed på denne her måde.

Mine svigerfar er storryger og vores datter kan IKKE tåle røg...hun har astmatisk bronchitis. Vi sagde da hun fik maske som 7 md. (er nu 3 år) at røg var bandlyst de steder hvor hun var (også i samme hus!!!). Så sagde han en dag at der blev røget hos dem og så ville han ikke snakke mere om det!

Jeg nåede op i køkkenet, drejede rundt, trampede ned i stuen igen og gik helt amok over det!!! Svigermor græd og da det hele var overstået måtte vi love ikke at tale om det til nogen, for det kom kun os ved....aha...

14 dage efter ringede vi og spurgte om vi kunne besøge hvis vi kunne undgå røgdiskussionen. De havde luftet ud og vi blev endda inviteret på mad, UDEN RØG!

Det har så været røgfrit siden, med enkelte fejltagelser (MIN BARE!)!

Så lige pludselig efter nogle upser.....

Fik jeg et brev engang af hans søskende (min kærestes), at der ville være røg til en børnefødselsdag og hvis det ikke var godt nok, så håbede de da at min kæreste kom med den ældste....de 3 søskende er meget tætte...

Der flød bægeret over for min kæreste. På det tidspunkt havde han været rimelig rolig igennem de andre episoder, men lige det kunne han simpelthen ikke magte. Han slettede deres tlf. nr. og gik helt agurk. Så kan du ellers tro at de fik halen mellem benene...at vi måtte finde en løsning osv osv osv ....ja, løsningen blev at enten ryger de udenfor eller også er der INGEN af os herhjemme der kommer...og der skal være luftet ud!!!!! De sagde at så måtte vi snakke om det igen om et år....tja, hun er nu 3 og der har ikke været nogen snak....hun skal bare ikke i røg uanset hvad!

Derefter: 2 "upser"!

Jeg har opdaget min svigerfar ryge i køkkenet, hvor jeg har gået helt agurk...skældt ud, taget mit barn udenfor, luftet ud og så var der ikke nogen der skulle tale med mig den næste time..fnys! Han var dog meget syg der (kræft) og grogget pga medicin, men han er jo ligesom ikke den eneste tilstede, vel?! Desuden måtte hun på ekstra medicin som giver hjertebanken osv....

En anden gang var sidste jul, hvor mín datter var lagt i seng og han tændte en smøg....min mand sagde med det samme (har aftalt at han må tage diskussionerne og jeg bakker op) at det ikke var godt nok og var ellers noget chokeret over ham... Det diskuterede vi så bagefter med hans søskende mens han røg udenfor, da der blev hvisket "hysteri" i køkkenet..... og jeg blev ret vred, da de ikke troede på at hun var blevet syg de andre få gange de havde "kommet til at ryge".....jeg er mange ting, men IKKE løgner!!!!!! Der blev de også lige sat på plads vedr. vores holdning til det der....

Forresten så fik hun hoste samme aften, feber næste dag og jep...lungebetændelse igen ígen....nej, hvor var hun syg...

Dog har han ikke gjort det siden....og det kommer han heller ikke til!!!!!!! Det tror jeg sku alligevel ikke han "tør"...Vi kører med det samme og det ved ungerne godt, hvis det sker...

Så for at gøre en laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang historie kort...så sige hvad du har på hjertet! Sige det om det så kræver flere gange, indtil den er fest ind! Du ender med at få det meget skidt af at spekulere som en gal hele tiden, eller hver gang du skal til komsammen med hende...tro mig....

Selvfølgelig har det da kostet en del at sige sin mening...men man skal opveje fordelene og ulemperne mod hinanden. I vores tilfælde havde vi intet valg..vores datters helbred vil ALTID komme først!

Men forholdet er ikke det samme efter al den røgdiskussion og kontroverser...der vil altid sidde noget nag fra begge sider....nogle ting man ikke kan snakke om pga uenigheder, men det er vi ligesom klar over så det bliver ikke nævnt.

Dog vil jeg sige at jeg har et godt forhold til mine svigerforældre trods alt...Vi kan snakke om diverse ting, selvom vi íkke er enige. Han har en meget klar mening om tingene...men det går...

Vi snakker om bryllup osv og passer hund for dem ved ferier og hygger med dem, tager på tur sammen osv....sådanne ting som man gøre med svigerforældre...men de har dog lige været i sommerhus med min kærestes søskende og børnene og min svigerinde ville have lov til at ryge indenfor på sin ferier,så vi blev ikke inviteret (selvom svigerfar havde foreslået det for de andre....chok!) De var dog min svigerinder der havde arrangeret ferien og bestilt og spurgte dem om de ville med. 'Vi var de eneste i den familie, der ikke var med....

Tilgengæld fik hunden et helt værelse for sig selv, med 4 senge....flot!

Forresten, så har svigermor har været med ude og finde kjolen til mig..hun er syerske. De giver desuden 10.000 til brylluppet UDEN den mindste indblanding.. Hun er desuden en dejlig person....

Der har også været problemer med hensyn til indblanding med børnene. Det eneste der virkelig har virket, det er at sige fra klart og tydeligt! Der skal ikke foreligge nogen tvivl!

Min svigerfar tror ind i mellem at han kan overtage opdragelsen når jeg er i gang, eller ændre på vores beslutnínger...MEN, det er vores beslutninger og vi står ved dem. De skal ikke ændre på dem når vi først har sagt ja eller nej til noget..eller blande sig i diskussionerne med ungerne eller lignende..sådan er det bare!

Nu fremstår jeg som sådan en møg harpe, hvilket jeg slet ikke er. Jeg er normalt meget rolig og vil være venner med alle... Men det har jeg bare fundet ud af for længe siden, at man ikke kan.....ej heller nødvendig.

Jeg skal ikke være alles ven, og der er ingen der står og takker mig for at bøje mig for andre, vedr. ting som er af betydning for mig...men man skal også vælge sine kampe...

Hvis man viser sin grænser klart og tydeligt, vil de sjældent blive overtrådt...men vis dem på en god måde...man kan altid "tage fat" hvis ikke det bliver respekteret..

mvh Nanna

[Guest LEgaa]

Jeg mener fuldt ud at du og din kæreste betemmer fuldt ud hvem der skal være hvad til jeres bryllup... Men du er tydelig nok ikke den eneste, hvor der lige er en eller anden "velmenede" person der liiiige skal komme med en "idé" til hvem der skal være hvad og hvorfor...

Min "svigerfar" havde nær kastet mig ud af vinduet da jeg sagde nej til et "suppe-steg-og is" band hvor 2 tosser synger og jamre til mit bryllup, vi vil have et discotek og jeg bliver helt på tværs når han tror han skal bestemme, det er vores bryllup, han blev gift for 50 år siden og det var dengang ikke nu...BASTA...

Slå i bordet og find dig ikke i det...

LEgaa

[fjorbak 1]

NEMLIG!

mvh Nanna