thorsted

I Tvivl

25 indlæg i dette emne

Ja jeg ved ikke hvorfor, men jeg er begyndt at blive lidt i tvivl om, om jeg vil giftes.. Ja det er meget mærkeligt, for jeg elsker altså min kæreste mere end noget andet, men lige i øjeblikket er det som om jeg kun ser alle hans fejl og han irretere mig voldsomt.. Hvorfor harjeg det sådan?? Jeg har jo ikke lyst til en anden end ham, men jeg synes også bare at jeg ofte keder mig i vores forhold og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre.

Gode råd søges derfor meget gerne

Mange hilsner fra Mette

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha.... den var ikke god!

Er du stresset for tiden eller har du meget at tænke på? Jeg bliver tit irreteret på min kæreste hvis jeg er stresset.

Jeg synes du skal tage en snak med din kæreste, om hvad ægteskabet vil betyde for jer hver især, og hva i hver især synes der skal til, for at der ikke for hurtigt bliver hverdag.

du får lige et :cheerleader3:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

:bestwishes::balloons: :balloons: :balloons::hug::balloons::):thanks:

Nej jeg vil ikke sige jeg på noget tidspunkt har været i tvivl om det var det rigtige at gøre.

Ved han er den rigtige, ved jeg elsker ham :denmarkflag: ved han er den eneste i verden der gør mig hel...

Men nogengange ER han da irriterende... Sådan er mænd bare tror jeg..... ;)

Måske skulle du tænke over om du er i tvivl fordi du keder dig i forholdet og er irriteret på ham, eller om der dybest set ligger noget andet bag??? Vend vrangen ud på dig selv og vær ærlig...

:cheerleader3:

Mange tanker, Eva

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hej,

Sikke nogen øv følelser at gå rundt med... :bestwishes:

Jeg synes de to andre besvarelser er rigtig gode.

Jeg har ikke selv været i tvivl, men jeg må da sige at min kæreste irriterer mig mere end han plejer i øjeblikket.

Det er ikke fordi jeg er i tvivl om det skal være ham, men fordi der er så mange detaljer som jeg går op i og det er ikke altid at han er lige interesseret i dem ;)

Jeg synes du du skal sætte dig ned og tænke over om det her er det rigtige for jer - og så for gud skyld: TAL MED HAM!!!

Det er i hvert fald det der hjælper i vores forhold, hvis den ene går og bliver lidt irriteret eller andet.

Det kan jo nemt være at I kan have jer en konstruktiv snak og så finde ud af hvordan I løser det så du på en eller anden måde bliver helt glad igen - det fortjener man nemlig :denmarkflag:

Håber virkelig at du får løst den kedelige situation...

Louie

P.S.: Du får lige en :cheerleader3:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hmm...tja.. nej, jeg var faktisk aldrig i tvivl om jeg ville giftes med min mand.

Men det betyder ikke, at jeg ikke kunne blive - og stadig bliver - irriteret over hans fejl og mangler. Det er kun menneskeligt, at det sker. Tvivler stærkt på, at man kan bo sammen i længere tid, og ikke ind imellem blive irriteret. Ingen er jo perfekte (og hvem gad egentlig også leve med et perfekt menneske?)

Tror du skal tænke lidt over, hvordan du dybest set føler for din kæreste/forlovede. Gør han dig glad? Savner du ham, når I er fra hinanden? Er han manden, du gerne vil blive gammel med? ... alle den slags ting.

Ved jo ikke, om din irritation kun er "overfladisk" eller om det stikker dybere, eftersom jeg ikke ved, hvad du er irriteret over.

Måske skulle du også tage en snak med ham. Synes ikke du skal snakke om, at du er i tvivl om I skal giftes (i hvert fald ikke i første omgang) - så risikerer du nok at skræmme ham fra vid og sans.

Men prøv at få sat ord på, hvad det er som går dig på. Også fordi: Hvis noget irriterer dig nu, så bare vent 10 år...

Husk at manden er ikke tankelæser, og kan derfor ikke vide hvordan du har det. Måske vil han gerne forsøge at ændre på tingene, hvis bare han ved han gør noget forkert. Du bliver nødt til at fortælle ham, hvad der foregår i dit hoved, så han kan forholde sig til det.

Kan selvfølgelig også tilslutte mig bertelsentobe.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

jo..jeg kender den godt tvivlen. For mit vedkommende kommer og går den med jævne mellemrum, og netop derfor har jeg prøvet at se på, hvornår det sker. Oftest er det, når jeg er stresset og under pres som nu i eksamensperioden. Så bliver jeg navlebeskuende og modløs og begynder tit at tænke på, hvad alt det her egentlig skal munde ud i: hvad vil jeg med mit liv?!

og der er mange blandede følelser lige når det kommer til det emne, for problemet er, at jeg ikke helt selv kan definere et mål med min tilværelse. På den ene side vil jeg gerne være fri og uafhængig, rejse ud i verden uden at vide, hvornår jeg kommer tilbage, og hvad jeg skal, bosætte mig hvor jeg har lyst og bare suge til mig og opleve, indtil jeg synes, at jeg er mæt. Jeg længes efter eventyret!

på den anden side er der længslen efter tryghed og at høre til, hvor et ægteskab og børn med en fantastisk mand jo er oplagt. Og han er fantastisk, ingen tvivl om det, men utaknemmelig som jeg er, spekulerer jeg bare på om det er nok for mig. Alle keder sig jo periodevis i et forhold, når man har for travlt og ikke er oplagt til at skabe eventyr i hverdagen. Men jeg bliver bare så bange for, om de døde og kedelige perioder kan risikere at blive dominerende i ens forhold, når man allerede oplever dem nu? For jeg har alt for meget energi, passion og eventyrlyst indeni til at kunne holde det ud i længere tid af gangen.

men igen..der er ingen garantier..måske er jeg midt i mit eventyr uden at have opdaget det endnu...det er bare frustrerende. man kan jo ikke lade være med at spørge sig selv, om det mon er det rigtige man har gang i, når man efter 6 år kan få kolde fødder og være i tvivl.

oprigtig talt, hvis jeg selv kunne vælge, så ville jeg nok trække invitationerne tilbage og udskyde vores bryllup til næste sommer af ganske egoistiske årsager. Så ville man kunne arbejde på at realisere sig selv og derigennem finde svaret: er det her det rigtige for mig? istedet for at springe ud i det og det måske går galt....

ved ikke om du kan bruge det til noget, men sådan er mine tanker omkring det lige nu. Og mht. at tale med sin forlovede om det, så synes jeg det kan være svært, da det ofte er indre, personlige spørgsmål der sætter gang i tvivlen. Og man har jo ikke lyst til at såre den man elsker eller gøre dem unødigt bekymrede.

knus fra Katharina

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Tak for jeres råd, tror vi bliver nødt til at tage en snak sammen i aften. Jeg ahr heller ikke tænkt mig at sige til nogen (andet end jer) at jeg er lidt i tvivl, men tvivl er måske også det forkeret ord at bruge, for jeg elsker min kæreste og jeg ved at han er manden i mit liv,det har jeg vidst siden jeg mødte ham, jeg har dog altid sat pris på min frihed, men jeg ved godt man ikke kan blæse og have mel i munden.. Savner nok bare at være total nyforelsket og alting er nyt, men sådan er det jo ikke når man har været sammen i mange år.

Det der irreterer mig mest lige nu er at vi er så forskellige som nat og dag. Han er en enspænder jeg er meget social anlagt, han er til tv-kiggeri og det er jeg ikke osv. Vi er total modsat og det er det jeg synes der har været rigtig fedt ved vores forhold, men ligenu irreterer det mig bare helt vild.

Lad endelig rådene blive ved med at komme

Hilsen Mette

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Tak for jeres råd, tror vi bliver nødt til at tage en snak sammen i aften. Jeg ahr heller ikke tænkt mig at sige til nogen (andet end jer) at jeg er lidt i tvivl, men tvivl er måske også det forkeret ord at bruge, for jeg elsker min kæreste og jeg ved at han er manden i mit liv,det har jeg vidst siden jeg mødte ham, jeg har dog altid sat pris på min frihed, men jeg ved godt man ikke kan blæse og have mel i munden.. Savner nok bare at være total nyforelsket og alting er nyt, men sådan er det jo ikke når man har været sammen i mange år.

Det der irreterer mig mest lige nu er at vi er så forskellige som nat og dag. Han er en enspænder jeg er meget social anlagt, han er til tv-kiggeri og det er jeg ikke osv. Vi er total modsat og det er det jeg synes der har været rigtig fedt ved vores forhold, men ligenu irreterer det mig bare helt vild.

Lad endelig rådene blive ved med at komme

Hilsen Mette

MINE erfaringer siger mig at et forhold bygget på forskellige livsaspekter, ikke holder i længden..om det gælder jeres forhold kan jeg ikke udtale mig om. Jeg har bare prøvet det selv og selvom vi holdte meget af hinanden, så gik det bare ikke i længden..og kender andre som også har og hver og en af dem er skilt den dag i dag...

Har en ven som også keder sig i sit forhold, selvom hun jo elsker sin kæreste. Hun er så noget ældre, men sagen er jo den samme.

Hun er den aktive, sociale type og han er netop den sofasiddende fjernsynskigger type..han går op i sine akvarier og ikke andet... Hun vil så gerne ud og lave noget sammen med ham (eks. en hobby eller bare en gå tur), men det gider han ikke...det siger ham ikke noget..

Til fester er hun den der vil danse og hygge sig og han er den der vil sidde i en krog...Hun elsker samvær med andre, er det mest rareste mennesker overhovedet og ville alle det godt...han er enespænderen...og jeg ved at hun bare venter på en undskyldning for at smutte...

Manden og jeg har da ikke helt de samme interesser, MEN vi er begge aktive personer som nyder at være sammen med andre, elsker naturen, sport og som har de samme ideer om tilværelsen...og respekten for hinanden. Den respekt indebærer jo også at man af og til tilsidesætte sine egne behov for den andens skyld...

Ved ikke om du kan bruge noget af det her til noget..men det var bare lige mine tanker...

Knus herfra, Nanna

Redigeret af fjorbak
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Man siger jo at modsætninger mødes, og jeg tror at der er en lille sandhed i det - jeg tror kun det er godt at man er lidt forskellige, så der kommer lidt modspil i forholdet...ellers kan man hurtigt begynde at kede sig.

MEN jeg tror heller ikke man skal være for forskellige - har man helt forskelligt livssyn, kan jeg kun se at det bliver et problem.

Når det så er sagt, skulle det da være mærkeligt hvis ikke man ind i mellem ikke har lidt kortere lunte overfor sin udkårne en normalt...herregud, vi er jo kun mennesker, og man skal huske på at kærlighed ikke er en statisk ting - den udvikler sig og bølger op og ned.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hej Mette,

Jeg er ikke selv i tvivl, men vil alligevel lige give et ord med på vejen da jeg læste at du synes I er meget forskellige.

Min kæreste er super aktiv sports og adventure menneske - han kan praktisk talt ikke sidde til en middag i 4 timer uden at skulle op og gå rundt/lave noget andet.

Jeg er også glad for eventyr, sport og oplevelser, men ikke i helt så høj grad - jeg indrømmer da at jeg af og til savner at han bare gad sidde en hel nat og snakke over en flaske rødvin på en strand osv... men det sker aldrig, og nu har jeg lært at se det smukke i at man ikke opsluges fuldstændig i hinandens liv fordi man er gift/kærester. Han dyrker sine vilde interesser med drengene og jeg hygger med vores baby og veninder - og glæder mig så til vi ses igen og har en masse at fortælle hinanden.

Vi har været sammen 5 år, og selvfølgelig ved ingen om man bliver gamle sammen, men jeg mener jeg har fundet fred med tanken om vores forskellighed og vendt det til noget positivt. Jeg har nemlig også prøvet at leve sammen med en som var som mig, og hvor vi altid var sammen og var rørende enige om alt. Det holdt 2½ år, hvorefter jeg kedede mig og forelskede mig i en anden.

Kan I ikke finde en måde hvorpå du kan få stillet din eventyrlyst i dit forhold? Kan I begge drage ud på eventyr eller kan du tage afsted og opleve det du vil? Frihed er for mig ikke det modsatte af ægteskab - tværtimod! Det er frihed til at være sig selv med den man elsker og give hinanden plads.

Håber du finder ud af det.

Mia

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hejsa... :cheerleader3:

Jeg tror tit hovedsagen er, at vi kvinder har en tendens til at tænke ting ihjel. Vi har for vane at analysere alt helt igennem... Istedet for at læne os lidt tilbage og nyde ventetiden, som din kommende mand sikkert gør. Jeg må indrømme at jeg nogle gange også kan give det nogle tanker, om jeg nu gør det rigtige her, men sådan er det. Man kan ikke på alle tidspunkter af døgnet elske hinanden lige højt... :denmarkflag:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Når det så er sagt, skulle det da være mærkeligt hvis ikke man ind i mellem ikke har lidt kortere lunte overfor sin udkårne en normalt...herregud, vi er jo kun mennesker, og man skal huske på at kærlighed ikke er en statisk ting - den udvikler sig og bølger op og ned.

Meget enig i det citerede stykke... Kærlighed ER ikke en statisk ting - den udvikler sig som årene går, og nogle gange er forholdet OPPE, og andre gange NEDE.

Jeg havde også flere gange i tiden op til vores bryllup hvor jeg var i tvivl om, om det var rigtige jeg gjorde. Specielt fordi min mor var overbevist om at det var der absolut forkerte jeg havde gang i. Men jeg vil faktisk sige at tvivlen gjorde mig stærkere; gjorde min kærlighed stærkere. Det gjorde den dog KUN på grund af een ting: Jeg snakkede med min mand om mine tanker, og fik luft for min angst omkring det vi var på vej ind i. Luftede min mors bange forudsigelser omkring vores forhold, og fik vendt det hele med min mand.

Og det bragte os kun endnu tættere sammen.

Kærlighed er en svær størrelse. Det bedste råd jeg NOGENSINDE har fået angående "hjertets anliggender" er, at det først er den dag du kan se på din kæreste/mand, og være totalt ligeglad med ham i alle henseender, at man er klar til at gøre noget så drastisk som at gå fra ham. Før det sker, er man nødt til at give forholdet en masse chancer, helst i form af samtaler.

Det var bare lige min erfaring... Held og lykke! :cheerleader3:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror måske at det kan have noget at gøre med, at når man først gifter sig, er der ingen vej udenom! Altså selvfølgelig kan man blive skilt, men det er jo ikke det man ønsker. Men det er ligesom slut med at blive forelsket og date osv. Det er jo for evigt. Så tror jeg godt man kan blive i tvivl om det nu er den helt rigtige. Kan du følge mig?

Men det lyder som om at du egentlig inderst inde, er sikker på at det er ham du vil leve resten af dit liv med. Men det er meget naturligt at blive i tvivl, i forhold til sådan en vigtig beslutning.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Når det så er sagt, skulle det da være mærkeligt hvis ikke man ind i mellem ikke har lidt kortere lunte overfor sin udkårne en normalt...herregud, vi er jo kun mennesker, og man skal huske på at kærlighed ikke er en statisk ting - den udvikler sig og bølger op og ned.

Meget enig i det citerede stykke... Kærlighed ER ikke en statisk ting - den udvikler sig som årene går, og nogle gange er forholdet OPPE, og andre gange NEDE.

Jeg havde også flere gange i tiden op til vores bryllup hvor jeg var i tvivl om, om det var rigtige jeg gjorde. Specielt fordi min mor var overbevist om at det var der absolut forkerte jeg havde gang i. Men jeg vil faktisk sige at tvivlen gjorde mig stærkere; gjorde min kærlighed stærkere. Det gjorde den dog KUN på grund af een ting: Jeg snakkede med min mand om mine tanker, og fik luft for min angst omkring det vi var på vej ind i. Luftede min mors bange forudsigelser omkring vores forhold, og fik vendt det hele med min mand.

Og det bragte os kun endnu tættere sammen.

Kærlighed er en svær størrelse. Det bedste råd jeg NOGENSINDE har fået angående "hjertets anliggender" er, at det først er den dag du kan se på din kæreste/mand, og være totalt ligeglad med ham i alle henseender, at man er klar til at gøre noget så drastisk som at gå fra ham. Før det sker, er man nødt til at give forholdet en masse chancer, helst i form af samtaler.

Det var bare lige min erfaring... Held og lykke! :denmarkflag:

:cheerleader3:Jeg er helt enig med det ovenstående..

Kærlighed er jo ikke noget, som kan måles. Men er man ligeglad med sin partner, er der måske kun en vej og det er væk.. Men så længe der er tanker frem og tilbage, så er der følelser. Og når der er følelser, er det hele værd at kæmpe for. Et forhold er værd at satse på, værd at give chancer..

Det er alt for nemt at gå fra hinanden, alt for nemt at blive skilt. Jeg synes tit der er en tendens til, at lige så snart der er skid på tværs i et forhold, jamen så skrider man bare.. Og er kærligheden ikke mere værd???

Så jeg vil også sige, snak med din kæreste om det..

Jeg har nu også et forlist forhold bag mig, og vi har barn sammen, men jeg var nemlig totalt ligeglad med ham, han var faktisk kun i vejen. Og jeg har ikke fortrudt så meget som et sekund... Men med min kæreste i dag, har bølgerne også gået højt af og til, men bare tanken om et liv uden ham, gør mig ked af det - og vi er kommet igennem vores problemer ved at tale om tingende... Og kommer der flere problemer (hvilket der jo sikkert gør, da vi er to forskellige individer) jamen så må vi tage og tale om dem..

Kommunikation - så kommer man langt... Og der er kun dig og din kæreste til at tale om det - det er jeres forhold..

Men jeg mener nu også, at man sagtens kan blive nyforelsket i sin kæreste - selv efter mange år sammen... Det kan jeg i hvert fald...

:bestwishes: Jeanet

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

JA for F...... hvor har jeg været i tvivl!!!!

I over en måned tænkte jeg næsten ikke på andet, end om det nu var det rigtige jeg gjorde... Mit hoved var faktisk ved at sprænges til sidst. Jeg syntes det er en stor beslutning at blive gift, og har haft utrolig svært ved at binde mig, så det gjorde bare beslutningen endnu større.

Efter jeg i laaang tid havde tænkt over situationen på alle leder og kanter, kom jeg så endelig til den konklusion, at ja, det var ham jeg ville giftes med. Da beslutningen først var taget, sådan helt inde i mig, har jeg ikke siden været i tvivl. Nogen dage syntes jeg dog også han er et forfærdeligt fjols og at han har meninger og tanker der er latterlige og åndssvage, men jeg elsker ham nu alligevel.

Jeg tror det er sundt at tvivle lidt en gang i mellem og tænke sig godt om, så længe det bare ikke er hver dag og hele tiden, for så er der noget galt.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Men jeg mener nu også, at man sagtens kan blive nyforelsket i sin kæreste - selv efter mange år sammen... Det kan jeg i hvert fald...

...og det kan jeg også!! :cheerleader3:

Det er faktisk lidt sjovt, for en uge efter at jeg havde mødt min dengang kommende mand, udtalte han: "Ja, bare så du ved det, så plejer jeg at være forelsket i maksimum fjorten dage. Derefter går det over til noget andet". ...nu har vi kendt hinanden siden efteråret 2002, og har været gift siden foråret 2004, og min elskede, søde, dejlige mand må bide sine ord i sig. Fjolset er nemlig stadigvæk som nyforelsket af og til, og han er heldigvis bevidst om det. Det er en stående joke mellem os, det med "de fjorten dage"... :denmarkflag:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er ked af, at du skal gå og have disse tanker og følelser i en tid, der kunne være fyldt med glæde og forventninger!!

Når det er sagt, er mine erfaringer på dette område, at hvis man er i tvivl, så er man det af en grund! Jeg har selv siddet i et seriøst forhold, hvor jeg elskede min kæreste - jeg tror ikke nogen er sammen i mange år uden at have oprigtige og elskelige følelser for hinanden - men hvor jeg samtidig var meget i tvivl om vi var rigtige for hinanden. Jeg kunne sagtens se, at han var et fint og godt menneske, men jeg var bare i tvivl!

Jeg kan huske, at en gift studiekammerat sagde til mig, mens jeg var i det daværende forhold, at når man man møder den rigtige - så er man ikke i tvivl. Jeg syntes på det tidspunkt det var en unuanceret kommentar, men sidder nu med en ny kæreste jeg skal giftes med... Og jeg er ikke i tvivl!

Det betyder ikke, at jeg ikke kan synes han er pisseirriterende, i vejen, uforstående og alt mulig, der minder om nævnte - Jeg er bare ikke i tvivl om, at jeg vil dele mit liv med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at det er ham jeg vil snakke med om alle de ting jeg oplever. HVis jeg skal have børn og lave familie (hvilket jeg ikke ved, om jeg vil), er det i hvert fald ham det skal være med.

Dette er min erfaring. Det er kun dig, der ved, hvordan det er for dig. Men jeg synes på den anden side ikke du skulle være foruden dette synspunkt.

(Jeg tror i øvrigt også på, at du skal tale med ham om det og være HELT ærlig - også om tvivlen!)

:cheerleader3: fra

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Altså, jeg er overbevist om at alle mennesker kommer igennem sådan en fase, på et eller andet tidspunkt. Om det er i forbindelse med deres bryllup, eller andet.

- Jeg sidder selv i den situation nogle gange hvor jeg tænker. Ej, hvorfor er jeg ikke ny forelsket mere. Men efter ti år, og to børn synes jeg det er svært at være nyforelsket. Jeg siger ikke at jeg ikke elsker min mand, eller ikke er forelsket i ham, for det er jeg da klart. Men nyforelskelsen tror jeg bare er svær at finde, efter så lang tid.

Og selvom vi skal giftes næste år, hvor jeg selvfølgelig vil svæve på en lyserød sky, af spændthed, nervøsitet, og forelskelse, vil det stadig ikke være en nyforelskelse...

Håber du forstår hvad jeg mener med det her.

Jeg prøver bare at sige, at selvom det ikke er nyforelskelse der er, så kan man jo sagtens blive gift.

- og der hvor jeg nogle gange tror at især vi kvinder, bliver i tvivl om det her nu også er det rigtige, er nok mest ved al det her bryllupsforberedelse, da vi ikke føler at vores mænd engagerer sig så meget. (for det er da ingen hemmelighed at det klart er det kvindelige køn, der har mest af magten der. ) ved godt at der er nogle mænd der deltager aktivt...

Det var lidt herfra. Håber i forstår mig.

Knus og varme kram fra

Ea.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er ked af, at du skal gå og have disse tanker og følelser i en tid, der kunne være fyldt med glæde og forventninger!!

Når det er sagt, er mine erfaringer på dette område, at hvis man er i tvivl, så er man det af en grund! Jeg har selv siddet i et seriøst forhold, hvor jeg elskede min kæreste - jeg tror ikke nogen er sammen i mange år uden at have oprigtige og elskelige følelser for hinanden - men hvor jeg samtidig var meget i tvivl om vi var rigtige for hinanden. Jeg kunne sagtens se, at han var et fint og godt menneske, men jeg var bare i tvivl!

Jeg kan huske, at en gift studiekammerat sagde til mig, mens jeg var i det daværende forhold, at når man man møder den rigtige - så er man ikke i tvivl. Jeg syntes på det tidspunkt det var en unuanceret kommentar, men sidder nu med en ny kæreste jeg skal giftes med... Og jeg er ikke i tvivl!

Det betyder ikke, at jeg ikke kan synes han er pisseirriterende, i vejen, uforstående og alt mulig, der minder om nævnte - Jeg er bare ikke i tvivl om, at jeg vil dele mit liv med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at det er ham jeg vil snakke med om alle de ting jeg oplever. HVis jeg skal have børn og lave familie (hvilket jeg ikke ved, om jeg vil), er det i hvert fald ham det skal være med.

Dette er min erfaring. Det er kun dig, der ved, hvordan det er for dig. Men jeg synes på den anden side ikke du skulle være foruden dette synspunkt.

(Jeg tror i øvrigt også på, at du skal tale med ham om det og være HELT ærlig - også om tvivlen!)

:hug: fra

ENIG!

Da jeg mødte min mand var det kærlighed ved første øjekast for os begge to...og vi er ikke fuldkommen ens. Vi er dog begge aktive personer, elsker naturen og dyr og er meget sociale. MEN vi er ved gud ikke ens! Vi er ikke altid enige om pædagogik i forhold til vores børn, racistiske udtalelser, film smag, og meget meget mere..han er total ordensmenneske og jeg er sku et værre rodehoved og det driver ham af og til til vanvid :biggrin: til gengæld kan jeg skrupgrine af ham når han folder håndklæder, for sikke en perfektionist :ilovebryllupsklar::blush: Og så er vi begge to nogle rigtige nusse-kramme-putte dyr!!! :hug::hug:

Vi passer sammen typemæssigt, hvis du forstår... Der er jo ikke de store konflikter fordi vi har samme holdning til mange ting (der er dog nogle holdninger jeg ved gud ikke fatter hos ham og ting der irriterer mig, men det er ting jeg kan leve med) og så er vi begge enige om at være en aktiv familie..hvilket betyder alverden for mig.

Boede engang med en der arbejdede konstant, var aldrig hjemme...og når han endelig var hjemme så skulle der ordnes en masse på huset..bygges osv. Derudover var han en nærigrøv uden lige. Jeg skulle spørge om lov til at låne bilen når jeg skulle handle...altså handle ind til os! ja goddav! ..det fungerede bare slet ikke..Vi havde et 250 kvardratmeter hus med dobbelt garage og masser af dyr. Jeg flyttede til sidst på kollegie m. 15 kvardrat meter...det var 1000000 gange bedre og jeg blev herre over mig selv og slap for en ret så styrende svigermor :sm: .

Så har jeg også engang boet med en som var hjemme ret ofte da han hele tiden mistede sit arbejde. Han var dog lidt aktiv, men kun til gåture og helst ikke for meget intim kontakt, eller i hvert fald næsten kun når han gad (også kys) ...

Jeg elskede dem begge to rigtig meget..men til sidst blev jeg sku følelseskold. Hvis ikke man får igen, så kan man til sidst heller ikke give...og hvis der er flere nedture end opture, så kører man surt i det..uanset hvor meget de betyder for en...

Så mødte jeg manden herhjemme for 8 år siden og jeg var ikke i tvivl! Jeg flyttede faktisk ind, dagen efter at han sagde hvad han følte for mig. Altså vi har sovet sammen lige siden og kollegie værelset blev sagt op efter en måned...og 5 mdr. efter vi fandt sammen ventede vi barn. Nu har vi 2 (hvilket er endnu hårdere for forholdet, for vi har så lidt tid til hinanden..især fordi jeg også går i skole nu).

Selvfølgelig har vi haft vores ture (ork dog!), for man er jo ikke identisk.. http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/biggrin.gif men jeg har ikke været i tvivl om at det er ham jeg vil have...Men jeg finder sku ikke en der behandler/respekterer mig bedre end ham..Han kender mig ud og ind og der er ikke den ting han ikke vil gøre for mig..og mig for ham...Vi har INGEN hemmeligheder for hinanden og jeg ville til enhver tid tale med ham hvis der var noget der plagede mig, uanset hvad det drejede sig om...Det er nok også det der er medårsagen til at vores kærlighed bliver stærkere og stærkere for hver dag.

Jeg har også den mening at mange springer over hvor gærdet er lavest. Det er blevet for nemt bare at give op..men man skal heller ikke kæmpe forgæves...eller FOR hårdt. Du er den eneste der kan vide om det er det værd...

Dette er mine oplevelser og mine alene...ved ikke om du kan bruge noget at det, men kassere det du ikke kan og tænk over det du måske kan bruge til noget... ;)

Forresten, så var det jo ikke fordi du ikke elsker ham vel? Du keder dig i forholdet grundet at I er så forskellige? :huh: Har I nogensinde snakket om det, eller er det noget der først er begyndt at plage dig nu?

Hvor længe har I kendt hinanden?

Knus herfra, Nanna

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er ked af, at du skal gå og have disse tanker og følelser i en tid, der kunne være fyldt med glæde og forventninger!!

Når det er sagt, er mine erfaringer på dette område, at hvis man er i tvivl, så er man det af en grund! Jeg har selv siddet i et seriøst forhold, hvor jeg elskede min kæreste - jeg tror ikke nogen er sammen i mange år uden at have oprigtige og elskelige følelser for hinanden - men hvor jeg samtidig var meget i tvivl om vi var rigtige for hinanden. Jeg kunne sagtens se, at han var et fint og godt menneske, men jeg var bare i tvivl!

Jeg kan huske, at en gift studiekammerat sagde til mig, mens jeg var i det daværende forhold, at når man man møder den rigtige - så er man ikke i tvivl. Jeg syntes på det tidspunkt det var en unuanceret kommentar, men sidder nu med en ny kæreste jeg skal giftes med... Og jeg er ikke i tvivl!

Det betyder ikke, at jeg ikke kan synes han er pisseirriterende, i vejen, uforstående og alt mulig, der minder om nævnte - Jeg er bare ikke i tvivl om, at jeg vil dele mit liv med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at det er ham jeg vil snakke med om alle de ting jeg oplever. HVis jeg skal have børn og lave familie (hvilket jeg ikke ved, om jeg vil), er det i hvert fald ham det skal være med.

Dette er min erfaring. Det er kun dig, der ved, hvordan det er for dig. Men jeg synes på den anden side ikke du skulle være foruden dette synspunkt.

(Jeg tror i øvrigt også på, at du skal tale med ham om det og være HELT ærlig - også om tvivlen!)

:hug: fra

ENIG!

Da jeg mødte min mand var det kærlighed ved første øjekast for os begge to...og vi er ikke fuldkommen ens. Vi er dog begge aktive personer, elsker naturen og dyr og er meget sociale. MEN vi er ved gud ikke ens! Vi er ikke altid enige om pædagogik i forhold til vores børn, racistiske udtalelser, film smag, og meget meget mere..han er total ordensmenneske og jeg er sku et værre rodehoved og det driver ham af og til til vanvid :blush: til gengæld kan jeg skrupgrine af ham når han folder håndklæder, for sikke en perfektionist http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/rolleyes.gif :hug: Og så er vi begge to nogle rigtige nusse-kramme-putte dyr!!! :huh::hug:

Vi passer sammen typemæssigt, hvis du forstår... Der er jo ikke de store konflikter fordi vi har samme holdning til mange ting (der er dog nogle holdninger jeg ved gud ikke fatter hos ham og ting der irriterer mig, men det er ting jeg kan leve med) og så er vi begge enige om at være en aktiv familie..hvilket betyder alverden for mig.

Boede engang med en der arbejdede konstant, var aldrig hjemme...og når han endelig var hjemme så skulle der ordnes en masse på huset..bygges osv. Derudover var han en nærigrøv uden lige. Jeg skulle spørge om lov til at låne bilen når jeg skulle handle...altså handle ind til os! ja goddav! ..det fungerede bare slet ikke..Vi havde et 250 kvardratmeter hus med dobbelt garage og masser af dyr. Jeg flyttede til sidst på kollegie m. 15 kvardrat meter...det var 1000000 gange bedre og jeg blev herre over mig selv og slap for en ret så styrende svigermor :hug: .

Så har jeg også engang boet med en som var hjemme ret ofte da han hele tiden mistede sit arbejde. Han var dog lidt aktiv, men kun til gåture og helst ikke for meget intim kontakt, eller i hvert fald næsten kun når han gad (også kys) ...

Jeg elskede dem begge to rigtig meget..men til sidst blev jeg sku følelseskold. Hvis ikke man får igen, så kan man til sidst heller ikke give...og hvis der er flere nedture end opture, så kører man surt i det..uanset hvor meget de betyder for en...

Så mødte jeg manden herhjemme for 8 år siden og jeg var ikke i tvivl! Jeg flyttede faktisk ind, dagen efter at han sagde hvad han følte for mig. Altså vi har sovet sammen lige siden og kollegie værelset blev sagt op efter en måned...og 5 mdr. efter vi fandt sammen ventede vi barn. Nu har vi 2 (hvilket er endnu hårdere for forholdet, for vi har så lidt tid til hinanden..især fordi jeg også går i skole nu).

Selvfølgelig har vi haft vores ture (ork dog!), for man er jo ikke identisk.. :biggrin: men jeg har ikke været i tvivl om at det er ham jeg vil have...Men jeg finder sku ikke en der behandler/respekterer mig bedre end ham..Han kender mig ud og ind og der er ikke den ting han ikke vil gøre for mig..og mig for ham...Vi har INGEN hemmeligheder for hinanden og jeg ville til enhver tid tale med ham hvis der var noget der plagede mig, uanset hvad det drejede sig om...Det er nok også det der er medårsagen til at vores kærlighed bliver stærkere og stærkere for hver dag.

Jeg har også den mening at mange springer over hvor gærdet er lavest. Det er blevet for nemt bare at give op..men man skal heller ikke kæmpe forgæves...eller FOR hårdt. Du er den eneste der kan vide om det er det værd...

Dette er mine oplevelser og mine alene...ved ikke om du kan bruge noget at det, men kassere det du ikke kan og tænk over det du måske kan bruge til noget... ;)

Forresten, så var det jo ikke fordi du ikke elsker ham vel? Du keder dig i forholdet grundet at I er så forskellige? :sm: Har I nogensinde snakket om det, eller er det noget der først er begyndt at plage dig nu?

Hvor længe har I kendt hinanden?

Knus herfra, Nanna

Vi har været sammen i 4 år og det var fra starten også kærlighed ved første blik og jeg var ikke i tvivl på det tidspunkt at det er ham jeg vil leve resten af mine dage sammen med.. Jeg har de sidste par dage fået snakket tingene igennem med ham. B.la. det at jeg keder mig og at jeg alt for ofte synes vi ender foran fjernsynet og at vi ikke laver nogen ting sammen, det kunne han godt se og vi har nu aftalt at skiftes til at planlægge en kærestedag om måneden, hvor vi bare laver noget rigtig dejligt og romantisk sammen. Jeg er fuld af fortrøstning, for jeg elsker ham virkelig og har svært ved at forestille mig et liv uden ham, men det der gør at jeg nok panikker lidt er at vi skal giftes, det er virkelig et stort skridt for mig og jeg har aldrig i mit liv gjort noget mere seriøst end at gifte mig.. Ja håber I forstår hvad jeg mener, men alt i alt så har vi fået snakket en masse ting igennem og nu er jeg igen begyndt at glæde mig :ilovebryllupsklar:

Mange tak for jeres svar

Hilsen Mette

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kender lidt til tvivlen. Som andre skriver er det specielt i pressede og stressede situationer at denne tvivl kommer. Men jeg VED at der ikke findes en bedre mand til mig ude i verdenen.

Har selv skrevet et emne om tvivl herinde, men har nu fået meget af det på afstand og kan godt se at min tvivl kun er overfladisk og som regel kommer når mit humør er ringe.

Jeg har også haft perioder hvor jeg kun så min forlovedes mangler. Tror det drejer sig om at jeg fokuserede på at nu var der ingen vej tilbage. Ham her skal jeg leve med resten af livet og så er det vel en naturlig tanke at tænke fremtiden igennem og så opstår tvivlen og vi kan kun finde fejl ved hinanden.

Håber du kommer ud af dit dilemma.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Er det ikke det der kaldes: At få kolde fødder...

Jo det har jeg også haft, tror altså ikke der er noget unaturligt i det. For helt ærligt - det er resten af ens liv, vi taler om her - ikke bare til vi ikke gider mere. Vi er i hvert fald enige om, at hvis det kommer der til, hvor vi ikke er helt vilde med hinanden mere, skal vi prøve at arbejde på det.

Vi er begge skilsmissebørn og har begge været udsat for forældre der ikke ville gå på kompromi. Så selvom manden er tv-kigger skal og må han rives væk derfra en gang imellem og være med til noget du gerne vil. Modsat må du så også gøre det til noget hyggeligt at se tv sammen af og til.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Vi har været sammen i 4 år og det var fra starten også kærlighed ved første blik og jeg var ikke i tvivl på det tidspunkt at det er ham jeg vil leve resten af mine dage sammen med.. Jeg har de sidste par dage fået snakket tingene igennem med ham. B.la. det at jeg keder mig og at jeg alt for ofte synes vi ender foran fjernsynet og at vi ikke laver nogen ting sammen, det kunne han godt se og vi har nu aftalt at skiftes til at planlægge en kærestedag om måneden, hvor vi bare laver noget rigtig dejligt og romantisk sammen. Jeg er fuld af fortrøstning, for jeg elsker ham virkelig og har svært ved at forestille mig et liv uden ham, men det der gør at jeg nok panikker lidt er at vi skal giftes, det er virkelig et stort skridt for mig og jeg har aldrig i mit liv gjort noget mere seriøst end at gifte mig.. Ja håber I forstår hvad jeg mener, men alt i alt så har vi fået snakket en masse ting igennem og nu er jeg igen begyndt at glæde mig

Mange tak for jeres svar

Hilsen Mette

Har først lige set dit svar....

Jeg synes det lyder som en kanon aftale..hmmm..måske man selv skulle have sådan en dag igen hvert måned? :bearhug::bestwishes:

Og jo, jeg forstår godt hvad du mener...dejligt at du igen har fundet glæden frem ved jeres forhold. Dejlig fornemmelse

Knus herfra, Nanna

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Vi har været sammen i 4 år og det var fra starten også kærlighed ved første blik og jeg var ikke i tvivl på det tidspunkt at det er ham jeg vil leve resten af mine dage sammen med.. Jeg har de sidste par dage fået snakket tingene igennem med ham. B.la. det at jeg keder mig og at jeg alt for ofte synes vi ender foran fjernsynet og at vi ikke laver nogen ting sammen, det kunne han godt se og vi har nu aftalt at skiftes til at planlægge en kærestedag om måneden, hvor vi bare laver noget rigtig dejligt og romantisk sammen. Jeg er fuld af fortrøstning, for jeg elsker ham virkelig og har svært ved at forestille mig et liv uden ham, men det der gør at jeg nok panikker lidt er at vi skal giftes, det er virkelig et stort skridt for mig og jeg har aldrig i mit liv gjort noget mere seriøst end at gifte mig.. Ja håber I forstår hvad jeg mener, men alt i alt så har vi fået snakket en masse ting igennem og nu er jeg igen begyndt at glæde mig

Mange tak for jeres svar

Hilsen Mette

Har først lige set dit svar....

Jeg synes det lyder som en kanon aftale..hmmm..måske man selv skulle have sådan en dag igen hvert måned? :bearhug::bearhug:

Og jo, jeg forstår godt hvad du mener...dejligt at du igen har fundet glæden frem ved jeres forhold. Dejlig fornemmelse

Knus herfra, Nanna

Helt enig med Nanna.

Det er vist noget vi også skal prøve at få indført her hjemme.. :bestwishes:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Vi har kørt med en månedlig kærestedag herhjemme i et års tid nu - det kan klart anbefales :bearhug:

Reglen er at vi skiftes til at planlægge dagen - vi giver den anden besked på hviklen dag der skal sættes af, og evt hvilket tøj der skal tages på. Resten er hemmeligt....

Et par eksemplet på hvad vi har lavet:

-7-retters gourmetmiddag på Paustian (de har en gooood vinmenu :smolf: )

-En tur med Bådfarten på Lyngby Sø og efterfølgende grillbuffet på Frederiksdal Fribad

-Middag på Reef'n'Beef og efterfølgende koncert i Pumpehuset med....hehe...Steven Segal :bearhug: (Historien er at det er min kærestes barndoms-idol...I ved fra alle tju-bang-filmene, så jeg købte billetterne i smug som en overraskelse. "Koncerten" var jammerlig, men det var en sjov oplevelse som vi kan snakke om i mange år ;) )

Vi aftalte også at dagen ikke bare må være den traditionelle dinner and a movie - dagen skulle netop være for at vi fik prøvet nogle anderledes ting sammen. Også er reglen også at det ikke behøver at koste en formue....

AOK er et godt sted at finde inspiraton.

Så bare kom i sving piger, det er virkelig kræs for parforholdet :bestwishes:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER

Annonce ♥


Annoncer