KÆMPE PROBLEM!

[nanna222 0]

kære maria.

jeg forstår virkelig godt dit dilemma. men jeg ville aldrig inviterere sådan en klam mand med til mit bryllup, eller i det hele taget se ham igen. med hensyn til din mor, hvis hun så fravælger at deltage, er det mest sørgeligt for hende. som du skriver vil det være hårdt for dig at hun fravælger dig, men der må du trække på din kæreste og hans familie.

hvad med at skrive et brev til din mor, hvor du får luft for alle dine følelser?. hun har trods alt også et ansvar for din lillesøster.

mange knus nanna

[Maria_Sohnemann 1]

kære maria.

jeg forstår virkelig godt dit dilemma. men jeg ville aldrig inviterere sådan en klam mand med til mit bryllup, eller i det hele taget se ham igen. med hensyn til din mor, hvis hun så fravælger at deltage, er det mest sørgeligt for hende. som du skriver vil det være hårdt for dig at hun fravælger dig, men der må du trække på din kæreste og hans familie.

hvad med at skrive et brev til din mor, hvor du får luft for alle dine følelser?. hun har trods alt også et ansvar for din lillesøster.

mange knus nanna

Hej Nanna...

Jeg skrev faktisk en mail til min mor i går, og fortalte hende, hvor meget det sårede mig, at hun ikke troede på mig. Skrev også, at jeg ikke vidste, hvad vi så skulle gøre herfra...

Men jeg fik ikke rigtig noget ud af det. Min mor er ikke ligeglad med mig overhovedet - det er ikke sådan det skal forstås... Men ja, det er svært at forklare... Hun ønsker bare, at jeg har det godt... Men kan vel sige, at hun ikke er villig til at bidrage til, at jeg får det godt.... Ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare det...

Ang. min lillesøster, så har du ret... Det er så svært... For jeg føler, at jeg har et kæmpe ansvar overfor min søster. Hvis han gør hende et eller andet, så kan jeg slet ikke svare på, hvad jeg gør...

For hvis min mor kan lukke øjnene overfor det med mig - kunne hun så også lukke øjnene overfor noget med min lillesøster???

Men sådan skal man jo helst ikke tænke, og det ved jeg godt. Men han er selv skyld i at man tænker sådan om ham. Hvis han kan gøre det med den ene "datter" (som han selv omtaler mig), så kan han vel også med den anden...

Eller er det bare mig, der mener det??

Knus Maria

[Guest MariaogKennet]

Hej Maria,

Jeg er inderligt ked af den situation som du står i nu.... Det er på ingen måde din skyld at du er havnet i denne situation !!

Det er der kun en person du kan takke for - din stedfar !!

OG jeg syntes absolut ikke du skal invitere ham til Jers store dag - din reaktion da du prøvede kjolen siger jo alt !! Han skal ikke med.... hver gang du ser ham den dag vil du mindes om det han har sagt og føle dig begloet....

Jeg syntes du skal invitere din mor og lillesøster, og vælger din mor at sige nej tak - jamen så er det hende der har valgt forkert ! Helt klart..... Det er hende som har været blind og hun vil indse det på et tidspunkt - mon ikke det har sat sig i hende det som du har fortalt - det er jeg sikker på....

Du smækker på ingen måde døren overfor din mor og lillesøster ved kun at invitere dem... Jeg syntes det beviser at du er villig til at tale med dem og vælger de at sige nej, så er det vildt sårende - men det er deres tab !!!! ikke dit !! for det er dig som har ret !!

Håber jeg har kunnet hjælpe, og er der bare det mindste så siger du endelig til !!!

Mange KnuZ MAria

[Maria_Sohnemann 1]

Hej Maria,

Jeg er inderligt ked af den situation som du står i nu.... Det er på ingen måde din skyld at du er havnet i denne situation !!

Det er der kun en person du kan takke for - din stedfar !!

OG jeg syntes absolut ikke du skal invitere ham til Jers store dag - din reaktion da du prøvede kjolen siger jo alt !! Han skal ikke med.... hver gang du ser ham den dag vil du mindes om det han har sagt og føle dig begloet....

Jeg syntes du skal invitere din mor og lillesøster, og vælger din mor at sige nej tak - jamen så er det hende der har valgt forkert ! Helt klart..... Det er hende som har været blind og hun vil indse det på et tidspunkt - mon ikke det har sat sig i hende det som du har fortalt - det er jeg sikker på....

Du smækker på ingen måde døren overfor din mor og lillesøster ved kun at invitere dem... Jeg syntes det beviser at du er villig til at tale med dem og vælger de at sige nej, så er det vildt sårende - men det er deres tab !!!! ikke dit !! for det er dig som har ret !!

Håber jeg har kunnet hjælpe, og er der bare det mindste så siger du endelig til !!!

Mange KnuZ MAria

Hej Navnesøster...

Jamen, du har jo helt ret. Jeg kan slet ikke klare synet af ham... Og jeg har heller ikke lyst til at invitere ham... Men jeg er bare stadig så splittet... Det er desværre ikke nemt...

Hvor er du bare sød! Tusind, tusind tak... Det varmer virkelig...

Og skal nok sige til... ;)

Knus Maria

[Nielsen to be.. 0]

Jeg tror jeg ville skrive et brev til/tage en snak med ham, hvor jeg forklarer hvor meget han har ødelagt for mig og håber han har forståelse for hvorfor jeg ikke ønsker at invitere ham, og håber at han er mand nok til at bakke din mor op i at tage til bryllup uden ham.

Hvis han ønsker at holde sammen på det de har tilbage (meget kan det ikke være efter hans ufatteligt ulækre og klamme tilnærmelser), må han støtte din mor og ikke tvinge hende til at vælge mellem jer.

Jeg har stået i en lign situation, dog ikke med min mor og far, men med en rigtig god veninde og hendes kæreste. Tog en snak med hendes kæreste og sendte derefter invitation til hende. Hun forstod ikke hvorfor han ikke var inviteret, men fortalte jeg allerede havde snakket med ham og han skulle noget andet den dag ( iflg aftale med ham). På den måde blev hun ikke en lus mellem to negle (igen), og hun tager med god samvittighed med til vores bryllup, og så må han sidde hjemme og kvæles i hans dårlige samvittighed så længe.

[snartbrud 1]

Hej alle i dejlige piger…

Ja, nu har jeg besluttet mig for, at tage mig sammen til at fortælle jer, om det her ”lille” problem, jeg har. Ville gerne høre, hvad I mener, jeg skal gøre??

Men først, hvad der er skyld i mit problem:

Jeg har en stedfar på 41 år. Min mor og ham har været sammen i snart 7 år. Så han har været den eneste RIGTIGE faderfigur i mit liv. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har kunnet døje ham – slet ikke kunne klare synet af ham. Men der har også været perioder, hvor vi bare har haft det KANON godt sammen…

Min mor er meget gammeldags og konservativ, så vi forstår slet, slet ikke hinanden engang imellem. Så hvis der har været noget, har det været min stedfar, jeg har været gået til. Han forstod mig i det mindste altid…

Ja, det lyder jo slet ikke som noget problem, men tro mig, det kommer nu…

For ca. 1½ år siden, sad jeg hos min mor sammen med min stedfar. Vi var der alene – det havde vi jo været rigtig mange gange før, så det gjorde jo ikke noget. Vi sad og fik en kold øl, og vi hyggede os…

Lige pludselig – ud af den blå luft – siger han: Kan du holde på en hemmelighed?? Du må love ikke at sige noget til mor…

Okay, fair nok. Det kan jeg da godt. Jeg troede, at han ville planlægge et eller andet lækkert for hende, måske… Men jeg tog godt nok fejl.

Så smider han lige BOMBEN:

Jeg tænder jo helt vildt meget på dig. Sidste sommer så jeg dine bryster på stranden, fordi din top røg ned, og jeg kan slet ikke tænke på andet end dine brystvorter. De så så dejlige ud.. Og BLA, BLA, BLA!! Kunne BRÆKKE MIG!!! (Og nå jaaa, han havde overvejet at gå fra min mor – hvad havde han forestillet sig?? At JEG så ville være sammen med ham?! Ville hellere dø!)

Men så slutter han af med det obligatoriske: Du må love ikke at sige noget til mor. For så går vi fra hinanden…

Der sidder jeg så, føler mig voldsomt krænket, skuffet, ked af det og ulækker.

Det næste lange stykke tid, kan jeg slet ikke være i samme rum som min stedfar, og siger ikke noget til min mor om det. Snakker med min morbror om det, og han siger til mig, at mens min mormor levede, havde hun sagt til ham, at de skulle passe på min stedfar, for det virkede til, at han havde et LIDT for godt øje til mig…

Jeg flytter til Jylland, for at slippe for min ex, men også for at komme laaaangt væk fra min stedfar.

Efter et par uger, får jeg endelig taget mig sammen til at fortælle min mor det hele. Sagde, at jeg havde noget, jeg skulle fortælle hende, men jeg vidste ikke, om jeg kunne. Hun sagde, at jeg skulle sige det, og med ærlighed kommer man længst - det var hendes ord. Så jeg vælger at fortælle hende det. Hun bryder sammen, og smider røret på.

Hører intet fra hende i to dage. Pludselig får jeg en mail fra hende, hvor der praktisk talt står, at jeg har overdrevet det, min stedfar har sagt. At han slet ikke kunne tænke sådan, han var jo min far… Og at hun ikke kunne tro på sådan noget.

Min mor slog hånden af mig… (Det gjorde virkelig ondt - og så oven i alt det andet! Tsk)

Men min mor og jeg begyndte at snakke sammen igen efter 6 mdr. Det bliver aldrig det samme, men jeg har en lillesøster på 5 år, som jeg bare ikke kan undvære. Jeg elsker hende overalt på jorden.

Jeg har haft holdt min kæft om alt det her, og har ladet som om, at det hele bare har været totalt okay. Men det er det ikke. Jeg afskyr Henrik, for han lyver overfor min mor, har sat mig i et dårligt lys, PLUS, han er skyld i, at jeg har det af helvedes til.

Så her er det endelige problem i forhold til brylluppet:

Jeg ved ikke, om jeg skal invitere dem. Jeg kan jo ikke bare invitere min mor og min lillesøster.

Så hvis de to skal med, skal min stedfar også.

Hvis de kommer, så vil jeg gerne have, at min mor sidder oppe med mig – og min stedfar sidder laaangt væk, men det kan jeg ikke byde min mor.

Og i forhold til den ”foreløbige bordplan” ville den perfekte være, at jeg sad ved siden af Flemming, og så min stedfar på den anden side… Men det kan jeg bare ikke…

Jeg er ved at brække mig over alt hans klamme pis! VIRKELIG!

”Det er min datter”, ”Jeg er hendes far”… Hvad er det for en gang PIS!! Så det er udelukkende, at jeg kan sidde ved siden af ham en hel aften.

Undskyld, det voldsomme sprog herfra morgenstunden… Men jeg er så ked af det over det og MEGET frustreret.

Hvad skal jeg lige gøre?

Kæmpe knus fra Maria

Kære Maria

Sikke en frygtelig masse du må gå rundt og bære på og hvor jeg dog sender dig mange tanker. Jeg er glad for at det virker som om at du alt til trods holder hovedet koldt og forstår at din stedfar er syg i hovedet og at det aldrig kan være dig der har udsendt nogle forkerte signaler eller noget i den stil. Det er også virkelig flot at du har kunne fortælle din mor om det. Jeg har en veninde i nogenlunde samme situation og uden at kende din mor har jeg på fornemmelsen af at hun godt har hørt hvad du sagde men ikke vil forstå det. Jeg tror simpelthen hun har blokereet det fuldstændig i sit sind. Derfor syntes jeg at du skal sige eller skrive til din mor at du godt kan forstå det må være forfærdeligt for hende at hendes mand skulle have sagt disse ting til dig. At hun må forstå at du aldrig i livet ville have løjet om det. Men at du, fordi du elsker hende så meget, godt vil fortsætte med at lades som ingenting. Men at du desværre må undlade at invitere ham til brylluppet og at du slet ikke ville kunne forstille dig dagen uden hende, at det ville betyde hele verden at hun kom. Skriv/sig at hun i det mindste må acceptere og respektere at uanset hvad hun måtte tro omkring det din stedfar har sagt så har det forulempet dig så meget at du ikke ønsker at dele din bryllupsdag med ham. Denne beslutning kan ikke diskuteres og med al din moderkærlighed håber at hun vil komme og være en del af den dag der er den største i dit liv.

Kærligeste tanker

M

[Maria_Sohnemann 1]

Jeg tror jeg ville skrive et brev til/tage en snak med ham, hvor jeg forklarer hvor meget han har ødelagt for mig og håber han har forståelse for hvorfor jeg ikke ønsker at invitere ham, og håber at han er mand nok til at bakke din mor op i at tage til bryllup uden ham.

Hvis han ønsker at holde sammen på det de har tilbage (meget kan det ikke være efter hans ufatteligt ulækre og klamme tilnærmelser), må han støtte din mor og ikke tvinge hende til at vælge mellem jer.

Jeg har stået i en lign situation, dog ikke med min mor og far, men med en rigtig god veninde og hendes kæreste. Tog en snak med hendes kæreste og sendte derefter invitation til hende. Hun forstod ikke hvorfor han ikke var inviteret, men fortalte jeg allerede havde snakket med ham og han skulle noget andet den dag ( iflg aftale med ham). På den måde blev hun ikke en lus mellem to negle (igen), og hun tager med god samvittighed med til vores bryllup, og så må han sidde hjemme og kvæles i hans dårlige samvittighed så længe.

Hej Ditte...

Det er også en løsning... Det er jo slet ikke en behagelig situation at stå i, den du har stået i. Og det lyder da til, at du har fundet den helt rigtige løsning for dig...

Tillykke med det...

Og jeg er sikker på, at I får et fantastisk bryllup

Knus Maria

[Skuggi 0]

Hej!

Sikken en redelighed..... Tænk at "voksne" mennesker kan finde på at opføre sig sådan..... Jeg føler virkelig med dig!!

Jeg kan ikke på nogen måde sætte mig ind i hvad du føler, men jeg kan forsøge.... Jeg vi give de andre 100% ret i at du sagtens kan invitere din mor og din søster .... Kommer de så ikke, ja så kommer de ikke, og så er det i bund og grund mest synd for dem!!!

Min mor fravalgte også vores bryllup, og det var en rigtig svær en at sluge..... Vores forhold bliver aldrig det samme igen, men hun viste så sit sande jeg, og jeg ved nu med 100% sikkerhed at det IKKE er hende jeg skal ty til hvis der fremover er noget....

Det var rigtig træls op til brylluppet og jeg fældede mange tårer på grund af min mors opførsel, men helt ærligt, så manglede jeg hende ikke på selve dagen... og alle de dejlige oplevelser der var under hele optakten og på selve dagen overskyggede langt sorgen over at hun ikke var der!!

Ved ikke om det her giver mening, men i dit sted ville jeg klart IKKE invitere en mand der har trådt så meget på dig, og vælger din mor så heller ikke at komme, ja så er det rigtig træls, men så ved du i det mindste hvor du står og kan handle ud fra det!!

Håber det kunne give bare en lille smule mening og hjælpe dig lidt.....

til dig fra mig...

Anne

Hej Anne...

Ja, det er svært at sætte sig ind i - det kunne jeg i hvert fald godt forestille mig. Det er vel også sådan lidt et emne, som man ikke snakker så åbent om??

Netop DIN besvarelse betyder meget for mig.. For det har fået mig til at tænke lidt ekstra over det med min mor. Hvorfor skulle jeg gå og være ked af det over en person, som vælger mig fra?? Det fortjener hun jo ikke, at jeg er. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at være helt vildt ked af det, men det gør det lidt nemmere at tænke på, at hun vælger mig fra.

Må jeg være så fræk at spørge, hvorfor din mor valgte dit bryllup fra?? Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis det er for personligt...

Det har været en rigtig stor hjælp, synes jeg...

Tusind tak...

Knus Maria

Hej Maria!

Jeg er meget glad for at du syntes at du kan bruge min besvarelse til noget..... Du ma såmen gerne spørge hvorfor min mor (og co.) ikke kom til vores bryllup, det har jeg også beskrevet temmelig indgående i min tråd (som jo godt nok er blevet temmelig lang efterhånden ) så det er ikke nogen hemmelighed!!

Min mor valgte os simpelthen fra fordi jeg også inviterede min far som hun har været skildt fra i 25 år!! Hun mente ikke at de kunne være i lokale (telt) sammen og mente også at jeg derfor havde valgt hende fra, da hun jo, som hun sagde, havde fortalt mig "betingelserne" inden vi sendte invitationerne ud!! ..... Nu var det bare sådan at hun IKKE skulle vælge hvem vi gerne ville ha' med til vores bryllup, og at vi jo netop IKKE havde valgt hende fra da hun og hendes mand (som hun har været gift med i 20 år!) jo rent faktisk fik en invitation!!!!! Det har så været hendes valg og så kan jeg jo bare handle der ud fra!!! Jeg kan bare konstatere at bare fordi man har nogle gener til fælles, behøver man ikke at komme godt ud af det med hinanden!! Jeg har heldigvis nogle vidunderlige veninder og en helt fantastisk svigerfamilie og så bruger jeg bare dem istedet!!! Jeg kan godt undvære en mor, når det er på de betingelser!!

Håber det kan hjælpe dig lidt!?!?

Send gerne en pm hvis du har brug for det!!

Knus fra Anne

[Maria_Sohnemann 1]

Hej alle i dejlige piger…

Ja, nu har jeg besluttet mig for, at tage mig sammen til at fortælle jer, om det her ”lille” problem, jeg har. Ville gerne høre, hvad I mener, jeg skal gøre??

Men først, hvad der er skyld i mit problem:

Jeg har en stedfar på 41 år. Min mor og ham har været sammen i snart 7 år. Så han har været den eneste RIGTIGE faderfigur i mit liv. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har kunnet døje ham – slet ikke kunne klare synet af ham. Men der har også været perioder, hvor vi bare har haft det KANON godt sammen…

Min mor er meget gammeldags og konservativ, så vi forstår slet, slet ikke hinanden engang imellem. Så hvis der har været noget, har det været min stedfar, jeg har været gået til. Han forstod mig i det mindste altid…

Ja, det lyder jo slet ikke som noget problem, men tro mig, det kommer nu…

For ca. 1½ år siden, sad jeg hos min mor sammen med min stedfar. Vi var der alene – det havde vi jo været rigtig mange gange før, så det gjorde jo ikke noget. Vi sad og fik en kold øl, og vi hyggede os…

Lige pludselig – ud af den blå luft – siger han: Kan du holde på en hemmelighed?? Du må love ikke at sige noget til mor…

Okay, fair nok. Det kan jeg da godt. Jeg troede, at han ville planlægge et eller andet lækkert for hende, måske… Men jeg tog godt nok fejl.

Så smider han lige BOMBEN:

Jeg tænder jo helt vildt meget på dig. Sidste sommer så jeg dine bryster på stranden, fordi din top røg ned, og jeg kan slet ikke tænke på andet end dine brystvorter. De så så dejlige ud.. Og BLA, BLA, BLA!! Kunne BRÆKKE MIG!!! (Og nå jaaa, han havde overvejet at gå fra min mor – hvad havde han forestillet sig?? At JEG så ville være sammen med ham?! Ville hellere dø!)

Men så slutter han af med det obligatoriske: Du må love ikke at sige noget til mor. For så går vi fra hinanden…

Der sidder jeg så, føler mig voldsomt krænket, skuffet, ked af det og ulækker.

Det næste lange stykke tid, kan jeg slet ikke være i samme rum som min stedfar, og siger ikke noget til min mor om det. Snakker med min morbror om det, og han siger til mig, at mens min mormor levede, havde hun sagt til ham, at de skulle passe på min stedfar, for det virkede til, at han havde et LIDT for godt øje til mig…

Jeg flytter til Jylland, for at slippe for min ex, men også for at komme laaaangt væk fra min stedfar.

Efter et par uger, får jeg endelig taget mig sammen til at fortælle min mor det hele. Sagde, at jeg havde noget, jeg skulle fortælle hende, men jeg vidste ikke, om jeg kunne. Hun sagde, at jeg skulle sige det, og med ærlighed kommer man længst - det var hendes ord. Så jeg vælger at fortælle hende det. Hun bryder sammen, og smider røret på.

Hører intet fra hende i to dage. Pludselig får jeg en mail fra hende, hvor der praktisk talt står, at jeg har overdrevet det, min stedfar har sagt. At han slet ikke kunne tænke sådan, han var jo min far… Og at hun ikke kunne tro på sådan noget.

Min mor slog hånden af mig… (Det gjorde virkelig ondt - og så oven i alt det andet! Tsk)

Men min mor og jeg begyndte at snakke sammen igen efter 6 mdr. Det bliver aldrig det samme, men jeg har en lillesøster på 5 år, som jeg bare ikke kan undvære. Jeg elsker hende overalt på jorden.

Jeg har haft holdt min kæft om alt det her, og har ladet som om, at det hele bare har været totalt okay. Men det er det ikke. Jeg afskyr Henrik, for han lyver overfor min mor, har sat mig i et dårligt lys, PLUS, han er skyld i, at jeg har det af helvedes til.

Så her er det endelige problem i forhold til brylluppet:

Jeg ved ikke, om jeg skal invitere dem. Jeg kan jo ikke bare invitere min mor og min lillesøster.

Så hvis de to skal med, skal min stedfar også.

Hvis de kommer, så vil jeg gerne have, at min mor sidder oppe med mig – og min stedfar sidder laaangt væk, men det kan jeg ikke byde min mor.

Og i forhold til den ”foreløbige bordplan” ville den perfekte være, at jeg sad ved siden af Flemming, og så min stedfar på den anden side… Men det kan jeg bare ikke…

Jeg er ved at brække mig over alt hans klamme pis! VIRKELIG!

”Det er min datter”, ”Jeg er hendes far”… Hvad er det for en gang PIS!! Så det er udelukkende, at jeg kan sidde ved siden af ham en hel aften.

Undskyld, det voldsomme sprog herfra morgenstunden… Men jeg er så ked af det over det og MEGET frustreret.

Hvad skal jeg lige gøre?

Kæmpe knus fra Maria

Kære Maria

Sikke en frygtelig masse du må gå rundt og bære på og hvor jeg dog sender dig mange tanker. Jeg er glad for at det virker som om at du alt til trods holder hovedet koldt og forstår at din stedfar er syg i hovedet og at det aldrig kan være dig der har udsendt nogle forkerte signaler eller noget i den stil. Det er også virkelig flot at du har kunne fortælle din mor om det. Jeg har en veninde i nogenlunde samme situation og uden at kende din mor har jeg på fornemmelsen af at hun godt har hørt hvad du sagde men ikke vil forstå det. Jeg tror simpelthen hun har blokereet det fuldstændig i sit sind. Derfor syntes jeg at du skal sige eller skrive til din mor at du godt kan forstå det må være forfærdeligt for hende at hendes mand skulle have sagt disse ting til dig. At hun må forstå at du aldrig i livet ville have løjet om det. Men at du, fordi du elsker hende så meget, godt vil fortsætte med at lades som ingenting. Men at du desværre må undlade at invitere ham til brylluppet og at du slet ikke ville kunne forstille dig dagen uden hende, at det ville betyde hele verden at hun kom. Skriv/sig at hun i det mindste må acceptere og respektere at uanset hvad hun måtte tro omkring det din stedfar har sagt så har det forulempet dig så meget at du ikke ønsker at dele din bryllupsdag med ham. Denne beslutning kan ikke diskuteres og med al din moderkærlighed håber at hun vil komme og være en del af den dag der er den største i dit liv.

Kærligeste tanker

M

Hej M!

Mange tak for alle de varme og søde tanker...

Du har virkelig rørt mig med det, du har skrevet... Og det du skriver - jamen, det er helt sikkert noget, jeg kan bruge...

SÅ mange tusind tak for det...

Knus Maria

[Skuggi 0]

Hej!

Sikken en redelighed..... Tænk at "voksne" mennesker kan finde på at opføre sig sådan..... Jeg føler virkelig med dig!!

Jeg kan ikke på nogen måde sætte mig ind i hvad du føler, men jeg kan forsøge.... Jeg vi give de andre 100% ret i at du sagtens kan invitere din mor og din søster .... Kommer de så ikke, ja så kommer de ikke, og så er det i bund og grund mest synd for dem!!!

Min mor fravalgte også vores bryllup, og det var en rigtig svær en at sluge..... Vores forhold bliver aldrig det samme igen, men hun viste så sit sande jeg, og jeg ved nu med 100% sikkerhed at det IKKE er hende jeg skal ty til hvis der fremover er noget....

Det var rigtig træls op til brylluppet og jeg fældede mange tårer på grund af min mors opførsel, men helt ærligt, så manglede jeg hende ikke på selve dagen... og alle de dejlige oplevelser der var under hele optakten og på selve dagen overskyggede langt sorgen over at hun ikke var der!!

Ved ikke om det her giver mening, men i dit sted ville jeg klart IKKE invitere en mand der har trådt så meget på dig, og vælger din mor så heller ikke at komme, ja så er det rigtig træls, men så ved du i det mindste hvor du står og kan handle ud fra det!!

Håber det kunne give bare en lille smule mening og hjælpe dig lidt.....

til dig fra mig...

Anne

Hej Anne...

Ja, det er svært at sætte sig ind i - det kunne jeg i hvert fald godt forestille mig. Det er vel også sådan lidt et emne, som man ikke snakker så åbent om??

Netop DIN besvarelse betyder meget for mig.. For det har fået mig til at tænke lidt ekstra over det med min mor. Hvorfor skulle jeg gå og være ked af det over en person, som vælger mig fra?? Det fortjener hun jo ikke, at jeg er. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at være helt vildt ked af det, men det gør det lidt nemmere at tænke på, at hun vælger mig fra.

Må jeg være så fræk at spørge, hvorfor din mor valgte dit bryllup fra?? Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis det er for personligt...

Det har været en rigtig stor hjælp, synes jeg...

Tusind tak...

Knus Maria

Hej Maria!

Jeg er meget glad for at du syntes at du kan bruge min besvarelse til noget..... Du ma såmen gerne spørge hvorfor min mor (og co.) ikke kom til vores bryllup, det har jeg også beskrevet temmelig indgående i min tråd (som jo godt nok er blevet temmelig lang efterhånden ) så det er ikke nogen hemmelighed!!

Min mor valgte os simpelthen fra fordi jeg også inviterede min far som hun har været skildt fra i 25 år!! Hun mente ikke at de kunne være i lokale (telt) sammen og mente også at jeg derfor havde valgt hende fra, da hun jo, som hun sagde, havde fortalt mig "betingelserne" inden vi sendte invitationerne ud!! ..... Nu var det bare sådan at hun IKKE skulle vælge hvem vi gerne ville ha' med til vores bryllup, og at vi jo netop IKKE havde valgt hende fra da hun og hendes mand (som hun har været gift med i 20 år!) jo rent faktisk fik en invitation!!!!! Det har så været hendes valg og så kan jeg jo bare handle der ud fra!!! Jeg kan bare konstatere at bare fordi man har nogle gener til fælles, behøver man ikke at komme godt ud af det med hinanden!! Jeg har heldigvis nogle vidunderlige veninder og en helt fantastisk svigerfamilie og så bruger jeg bare dem istedet!!! Jeg kan godt undvære en mor, når det er på de betingelser!!

Håber det kan hjælpe dig lidt!?!?

Send gerne en pm hvis du har brug for det!!

Knus fra Anne

-Og når ja så iøvrigt.... Mit råd.... Vær åben omkring situationen overfor de mennesker som du stoler på!! Den eneste jeg ikke har fortalt om årsagen til at min mor ikke kom til vores bryllup, er faktisk min far.... Det er ene og alene fordi jeg faktisk syntes at det ville ha' været lidt synd for ham, forstået på den måde at han måske kunne komme til at føle at han sådan inddirekte var skyld i at min mor ikke kom.... Er det noget vrøvl!?!? Min far og jeg har i forevejen ikke det bedste forhold, opg jeg ville ikke ødelægge det mere pga min tåbelige mor!!

Iøvrigt var ALLE jeg har fortalt det til meget forstående omkring min handlemåde og jeg har 100% opbakning fra alle jeg har snakket med!!

Håber det gir' lidt mening...

Anne

Redigeret October 21, 2007 af Skuggi

[Maria_Sohnemann 1]

Hej!

Sikken en redelighed..... Tænk at "voksne" mennesker kan finde på at opføre sig sådan..... Jeg føler virkelig med dig!!

Jeg kan ikke på nogen måde sætte mig ind i hvad du føler, men jeg kan forsøge.... Jeg vi give de andre 100% ret i at du sagtens kan invitere din mor og din søster .... Kommer de så ikke, ja så kommer de ikke, og så er det i bund og grund mest synd for dem!!!

Min mor fravalgte også vores bryllup, og det var en rigtig svær en at sluge..... Vores forhold bliver aldrig det samme igen, men hun viste så sit sande jeg, og jeg ved nu med 100% sikkerhed at det IKKE er hende jeg skal ty til hvis der fremover er noget....

Det var rigtig træls op til brylluppet og jeg fældede mange tårer på grund af min mors opførsel, men helt ærligt, så manglede jeg hende ikke på selve dagen... og alle de dejlige oplevelser der var under hele optakten og på selve dagen overskyggede langt sorgen over at hun ikke var der!!

Ved ikke om det her giver mening, men i dit sted ville jeg klart IKKE invitere en mand der har trådt så meget på dig, og vælger din mor så heller ikke at komme, ja så er det rigtig træls, men så ved du i det mindste hvor du står og kan handle ud fra det!!

Håber det kunne give bare en lille smule mening og hjælpe dig lidt.....

til dig fra mig...

Anne

Hej Anne...

Ja, det er svært at sætte sig ind i - det kunne jeg i hvert fald godt forestille mig. Det er vel også sådan lidt et emne, som man ikke snakker så åbent om??

Netop DIN besvarelse betyder meget for mig.. For det har fået mig til at tænke lidt ekstra over det med min mor. Hvorfor skulle jeg gå og være ked af det over en person, som vælger mig fra?? Det fortjener hun jo ikke, at jeg er. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at være helt vildt ked af det, men det gør det lidt nemmere at tænke på, at hun vælger mig fra.

Må jeg være så fræk at spørge, hvorfor din mor valgte dit bryllup fra?? Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis det er for personligt...

Det har været en rigtig stor hjælp, synes jeg...

Tusind tak...

Knus Maria

Hej Maria!

Jeg er meget glad for at du syntes at du kan bruge min besvarelse til noget..... Du ma såmen gerne spørge hvorfor min mor (og co.) ikke kom til vores bryllup, det har jeg også beskrevet temmelig indgående i min tråd (som jo godt nok er blevet temmelig lang efterhånden ) så det er ikke nogen hemmelighed!!

Min mor valgte os simpelthen fra fordi jeg også inviterede min far som hun har været skildt fra i 25 år!! Hun mente ikke at de kunne være i lokale (telt) sammen og mente også at jeg derfor havde valgt hende fra, da hun jo, som hun sagde, havde fortalt mig "betingelserne" inden vi sendte invitationerne ud!! ..... Nu var det bare sådan at hun IKKE skulle vælge hvem vi gerne ville ha' med til vores bryllup, og at vi jo netop IKKE havde valgt hende fra da hun og hendes mand (som hun har været gift med i 20 år!) jo rent faktisk fik en invitation!!!!! Det har så været hendes valg og så kan jeg jo bare handle der ud fra!!! Jeg kan bare konstatere at bare fordi man har nogle gener til fælles, behøver man ikke at komme godt ud af det med hinanden!! Jeg har heldigvis nogle vidunderlige veninder og en helt fantastisk svigerfamilie og så bruger jeg bare dem istedet!!! Jeg kan godt undvære en mor, når det er på de betingelser!!

Håber det kan hjælpe dig lidt!?!?

Send gerne en pm hvis du har brug for det!!

Knus fra Anne

Hej Anne...

Det hjælper mig faktisk rigtig meget, det du skriver...

Det kan selvfølgelig godt være, at det måske ikke er samme omstændigheder med vores mødre - men du får mig til at indse, at jeg ikke nødvendigvis har brug for min mor.

Hvis hun virkelig fravælger mig, jamen så kan jeg intet gøre ved det... Og hvorfor skulle jeg egentlig blive ved med bare at finde mig i det hele? Det gør det kun værre og værre for mig selv..

Eftersom jeg har min egen lille dejlige familie nu, så er det den, der betyder mest for mig. Ja, det bliver hårdt at skulle sige fra overfor min familie for sidste gang...

Men jeg tør egentlig heller ikke at risikere, at jeg får det dårligere og dårligere, så det går ud over den familie jeg har nu. Så må jeg tage det sure med det søde, og få det overstået.

Mem bortset fra det - så er jeg ked af, at du har stået i den situation... Det har da ikke været sjovt... Men nej - hun skulle da ikke bestemme, hvem der skulle komme! Hvad bilder hun sig egentlig ind?!

Tænk, at hun ikke engang kunne gøre det for din skyld... det er jo absurd!

Tak for din store hjælp! Du er fantastisk sød...

Jeg sender dig gerne en PM, det kunne jeg gerne lige finde på... Hehe! Og kigger nok også lige forbi din tråd, når jeg alligevel er der...

Endnu engang tak...

Knus Maria

[Maria_Sohnemann 1]

Hej!

Sikken en redelighed..... Tænk at "voksne" mennesker kan finde på at opføre sig sådan..... Jeg føler virkelig med dig!!

Jeg kan ikke på nogen måde sætte mig ind i hvad du føler, men jeg kan forsøge.... Jeg vi give de andre 100% ret i at du sagtens kan invitere din mor og din søster .... Kommer de så ikke, ja så kommer de ikke, og så er det i bund og grund mest synd for dem!!!

Min mor fravalgte også vores bryllup, og det var en rigtig svær en at sluge..... Vores forhold bliver aldrig det samme igen, men hun viste så sit sande jeg, og jeg ved nu med 100% sikkerhed at det IKKE er hende jeg skal ty til hvis der fremover er noget....

Det var rigtig træls op til brylluppet og jeg fældede mange tårer på grund af min mors opførsel, men helt ærligt, så manglede jeg hende ikke på selve dagen... og alle de dejlige oplevelser der var under hele optakten og på selve dagen overskyggede langt sorgen over at hun ikke var der!!

Ved ikke om det her giver mening, men i dit sted ville jeg klart IKKE invitere en mand der har trådt så meget på dig, og vælger din mor så heller ikke at komme, ja så er det rigtig træls, men så ved du i det mindste hvor du står og kan handle ud fra det!!

Håber det kunne give bare en lille smule mening og hjælpe dig lidt.....

til dig fra mig...

Anne

Hej Anne...

Ja, det er svært at sætte sig ind i - det kunne jeg i hvert fald godt forestille mig. Det er vel også sådan lidt et emne, som man ikke snakker så åbent om??

Netop DIN besvarelse betyder meget for mig.. For det har fået mig til at tænke lidt ekstra over det med min mor. Hvorfor skulle jeg gå og være ked af det over en person, som vælger mig fra?? Det fortjener hun jo ikke, at jeg er. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at være helt vildt ked af det, men det gør det lidt nemmere at tænke på, at hun vælger mig fra.

Må jeg være så fræk at spørge, hvorfor din mor valgte dit bryllup fra?? Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis det er for personligt...

Det har været en rigtig stor hjælp, synes jeg...

Tusind tak...

Knus Maria

Hej Maria!

Jeg er meget glad for at du syntes at du kan bruge min besvarelse til noget..... Du ma såmen gerne spørge hvorfor min mor (og co.) ikke kom til vores bryllup, det har jeg også beskrevet temmelig indgående i min tråd (som jo godt nok er blevet temmelig lang efterhånden ) så det er ikke nogen hemmelighed!!

Min mor valgte os simpelthen fra fordi jeg også inviterede min far som hun har været skildt fra i 25 år!! Hun mente ikke at de kunne være i lokale (telt) sammen og mente også at jeg derfor havde valgt hende fra, da hun jo, som hun sagde, havde fortalt mig "betingelserne" inden vi sendte invitationerne ud!! ..... Nu var det bare sådan at hun IKKE skulle vælge hvem vi gerne ville ha' med til vores bryllup, og at vi jo netop IKKE havde valgt hende fra da hun og hendes mand (som hun har været gift med i 20 år!) jo rent faktisk fik en invitation!!!!! Det har så været hendes valg og så kan jeg jo bare handle der ud fra!!! Jeg kan bare konstatere at bare fordi man har nogle gener til fælles, behøver man ikke at komme godt ud af det med hinanden!! Jeg har heldigvis nogle vidunderlige veninder og en helt fantastisk svigerfamilie og så bruger jeg bare dem istedet!!! Jeg kan godt undvære en mor, når det er på de betingelser!!

Håber det kan hjælpe dig lidt!?!?

Send gerne en pm hvis du har brug for det!!

Knus fra Anne

-Og når ja så iøvrigt.... Mit råd.... Vær åben omkring situationen overfor de mennesker som du stoler på!! Den eneste jeg ikke har fortalt om årsagen til at min mor ikke kom til vores bryllup, er faktisk min far.... Det er ene og alene fordi jeg faktisk syntes at det ville ha' været lidt synd for ham, forstået på den måde at han måske kunne komme til at føle at han sådan inddirekte var skyld i at min mor ikke kom.... Er det noget vrøvl!?!? Min far og jeg har i forevejen ikke det bedste forhold, opg jeg ville ikke ødelægge det mere pga min tåbelige mor!!

Iøvrigt var ALLE jeg har fortalt det til meget forstående omkring min handlemåde og jeg har 100% opbakning fra alle jeg har snakket med!!

Håber det gir' lidt mening...

Anne

Det giver fuldt ud mening søde! Jeg ville nok ikke have gjort det anderledes, hvis det havde været mig....

[Skuggi 0]

Hej!

Sikken en redelighed..... Tænk at "voksne" mennesker kan finde på at opføre sig sådan..... Jeg føler virkelig med dig!!

Jeg kan ikke på nogen måde sætte mig ind i hvad du føler, men jeg kan forsøge.... Jeg vi give de andre 100% ret i at du sagtens kan invitere din mor og din søster .... Kommer de så ikke, ja så kommer de ikke, og så er det i bund og grund mest synd for dem!!!

Min mor fravalgte også vores bryllup, og det var en rigtig svær en at sluge..... Vores forhold bliver aldrig det samme igen, men hun viste så sit sande jeg, og jeg ved nu med 100% sikkerhed at det IKKE er hende jeg skal ty til hvis der fremover er noget....

Det var rigtig træls op til brylluppet og jeg fældede mange tårer på grund af min mors opførsel, men helt ærligt, så manglede jeg hende ikke på selve dagen... og alle de dejlige oplevelser der var under hele optakten og på selve dagen overskyggede langt sorgen over at hun ikke var der!!

Ved ikke om det her giver mening, men i dit sted ville jeg klart IKKE invitere en mand der har trådt så meget på dig, og vælger din mor så heller ikke at komme, ja så er det rigtig træls, men så ved du i det mindste hvor du står og kan handle ud fra det!!

Håber det kunne give bare en lille smule mening og hjælpe dig lidt.....

til dig fra mig...

Anne

Hej Anne...

Ja, det er svært at sætte sig ind i - det kunne jeg i hvert fald godt forestille mig. Det er vel også sådan lidt et emne, som man ikke snakker så åbent om??

Netop DIN besvarelse betyder meget for mig.. For det har fået mig til at tænke lidt ekstra over det med min mor. Hvorfor skulle jeg gå og være ked af det over en person, som vælger mig fra?? Det fortjener hun jo ikke, at jeg er. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at være helt vildt ked af det, men det gør det lidt nemmere at tænke på, at hun vælger mig fra.

Må jeg være så fræk at spørge, hvorfor din mor valgte dit bryllup fra?? Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis det er for personligt...

Det har været en rigtig stor hjælp, synes jeg...

Tusind tak...

Knus Maria

Hej Maria!

Jeg er meget glad for at du syntes at du kan bruge min besvarelse til noget..... Du ma såmen gerne spørge hvorfor min mor (og co.) ikke kom til vores bryllup, det har jeg også beskrevet temmelig indgående i min tråd (som jo godt nok er blevet temmelig lang efterhånden ) så det er ikke nogen hemmelighed!!

Min mor valgte os simpelthen fra fordi jeg også inviterede min far som hun har været skildt fra i 25 år!! Hun mente ikke at de kunne være i lokale (telt) sammen og mente også at jeg derfor havde valgt hende fra, da hun jo, som hun sagde, havde fortalt mig "betingelserne" inden vi sendte invitationerne ud!! ..... Nu var det bare sådan at hun IKKE skulle vælge hvem vi gerne ville ha' med til vores bryllup, og at vi jo netop IKKE havde valgt hende fra da hun og hendes mand (som hun har været gift med i 20 år!) jo rent faktisk fik en invitation!!!!! Det har så været hendes valg og så kan jeg jo bare handle der ud fra!!! Jeg kan bare konstatere at bare fordi man har nogle gener til fælles, behøver man ikke at komme godt ud af det med hinanden!! Jeg har heldigvis nogle vidunderlige veninder og en helt fantastisk svigerfamilie og så bruger jeg bare dem istedet!!! Jeg kan godt undvære en mor, når det er på de betingelser!!

Håber det kan hjælpe dig lidt!?!?

Send gerne en pm hvis du har brug for det!!

Knus fra Anne

Hej Anne...

Det hjælper mig faktisk rigtig meget, det du skriver...

Det kan selvfølgelig godt være, at det måske ikke er samme omstændigheder med vores mødre - men du får mig til at indse, at jeg ikke nødvendigvis har brug for min mor.

Hvis hun virkelig fravælger mig, jamen så kan jeg intet gøre ved det... Og hvorfor skulle jeg egentlig blive ved med bare at finde mig i det hele? Det gør det kun værre og værre for mig selv..

Eftersom jeg har min egen lille dejlige familie nu, så er det den, der betyder mest for mig. Ja, det bliver hårdt at skulle sige fra overfor min familie for sidste gang...

Men jeg tør egentlig heller ikke at risikere, at jeg får det dårligere og dårligere, så det går ud over den familie jeg har nu. Så må jeg tage det sure med det søde, og få det overstået.

Mem bortset fra det - så er jeg ked af, at du har stået i den situation... Det har da ikke været sjovt... Men nej - hun skulle da ikke bestemme, hvem der skulle komme! Hvad bilder hun sig egentlig ind?!

Tænk, at hun ikke engang kunne gøre det for din skyld... det er jo absurd!

Tak for din store hjælp! Du er fantastisk sød...

Jeg sender dig gerne en PM, det kunne jeg gerne lige finde på... Hehe! Og kigger nok også lige forbi din tråd, når jeg alligevel er der...

Endnu engang tak...

Knus Maria

Dejligt at jeg kan hjælpe lidt!!

Nej, på et tidspunkt bliver man nødt til at sige fra..... Jeg kan ikke fravælge min mor 100%... Det er jeg slet ikke stærk nok til, men jeg er nået der til, at hun ikke bringer noget positivt ind i mit liv, og at jeg derfor er nødt til at tage hende for hvad hun er (en sørgelig person) og ikke mere..... Jeg vil ikke fravælge hende helt på grund af mine søstre, men hun skal IKKE få mig ned med nakken mere!!!!!

Håber det kan hjælpe dig lidt!!

Knus fra Anne

[Maria_Sohnemann 1]

Hej!

Sikken en redelighed..... Tænk at "voksne" mennesker kan finde på at opføre sig sådan..... Jeg føler virkelig med dig!!

Jeg kan ikke på nogen måde sætte mig ind i hvad du føler, men jeg kan forsøge.... Jeg vi give de andre 100% ret i at du sagtens kan invitere din mor og din søster .... Kommer de så ikke, ja så kommer de ikke, og så er det i bund og grund mest synd for dem!!!

Min mor fravalgte også vores bryllup, og det var en rigtig svær en at sluge..... Vores forhold bliver aldrig det samme igen, men hun viste så sit sande jeg, og jeg ved nu med 100% sikkerhed at det IKKE er hende jeg skal ty til hvis der fremover er noget....

Det var rigtig træls op til brylluppet og jeg fældede mange tårer på grund af min mors opførsel, men helt ærligt, så manglede jeg hende ikke på selve dagen... og alle de dejlige oplevelser der var under hele optakten og på selve dagen overskyggede langt sorgen over at hun ikke var der!!

Ved ikke om det her giver mening, men i dit sted ville jeg klart IKKE invitere en mand der har trådt så meget på dig, og vælger din mor så heller ikke at komme, ja så er det rigtig træls, men så ved du i det mindste hvor du står og kan handle ud fra det!!

Håber det kunne give bare en lille smule mening og hjælpe dig lidt.....

til dig fra mig...

Anne

Hej Anne...

Ja, det er svært at sætte sig ind i - det kunne jeg i hvert fald godt forestille mig. Det er vel også sådan lidt et emne, som man ikke snakker så åbent om??

Netop DIN besvarelse betyder meget for mig.. For det har fået mig til at tænke lidt ekstra over det med min mor. Hvorfor skulle jeg gå og være ked af det over en person, som vælger mig fra?? Det fortjener hun jo ikke, at jeg er. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at være helt vildt ked af det, men det gør det lidt nemmere at tænke på, at hun vælger mig fra.

Må jeg være så fræk at spørge, hvorfor din mor valgte dit bryllup fra?? Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis det er for personligt...

Det har været en rigtig stor hjælp, synes jeg...

Tusind tak...

Knus Maria

Hej Maria!

Jeg er meget glad for at du syntes at du kan bruge min besvarelse til noget..... Du ma såmen gerne spørge hvorfor min mor (og co.) ikke kom til vores bryllup, det har jeg også beskrevet temmelig indgående i min tråd (som jo godt nok er blevet temmelig lang efterhånden ) så det er ikke nogen hemmelighed!!

Min mor valgte os simpelthen fra fordi jeg også inviterede min far som hun har været skildt fra i 25 år!! Hun mente ikke at de kunne være i lokale (telt) sammen og mente også at jeg derfor havde valgt hende fra, da hun jo, som hun sagde, havde fortalt mig "betingelserne" inden vi sendte invitationerne ud!! ..... Nu var det bare sådan at hun IKKE skulle vælge hvem vi gerne ville ha' med til vores bryllup, og at vi jo netop IKKE havde valgt hende fra da hun og hendes mand (som hun har været gift med i 20 år!) jo rent faktisk fik en invitation!!!!! Det har så været hendes valg og så kan jeg jo bare handle der ud fra!!! Jeg kan bare konstatere at bare fordi man har nogle gener til fælles, behøver man ikke at komme godt ud af det med hinanden!! Jeg har heldigvis nogle vidunderlige veninder og en helt fantastisk svigerfamilie og så bruger jeg bare dem istedet!!! Jeg kan godt undvære en mor, når det er på de betingelser!!

Håber det kan hjælpe dig lidt!?!?

Send gerne en pm hvis du har brug for det!!

Knus fra Anne

Hej Anne...

Det hjælper mig faktisk rigtig meget, det du skriver...

Det kan selvfølgelig godt være, at det måske ikke er samme omstændigheder med vores mødre - men du får mig til at indse, at jeg ikke nødvendigvis har brug for min mor.

Hvis hun virkelig fravælger mig, jamen så kan jeg intet gøre ved det... Og hvorfor skulle jeg egentlig blive ved med bare at finde mig i det hele? Det gør det kun værre og værre for mig selv..

Eftersom jeg har min egen lille dejlige familie nu, så er det den, der betyder mest for mig. Ja, det bliver hårdt at skulle sige fra overfor min familie for sidste gang...

Men jeg tør egentlig heller ikke at risikere, at jeg får det dårligere og dårligere, så det går ud over den familie jeg har nu. Så må jeg tage det sure med det søde, og få det overstået.

Mem bortset fra det - så er jeg ked af, at du har stået i den situation... Det har da ikke været sjovt... Men nej - hun skulle da ikke bestemme, hvem der skulle komme! Hvad bilder hun sig egentlig ind?!

Tænk, at hun ikke engang kunne gøre det for din skyld... det er jo absurd!

Tak for din store hjælp! Du er fantastisk sød...

Jeg sender dig gerne en PM, det kunne jeg gerne lige finde på... Hehe! Og kigger nok også lige forbi din tråd, når jeg alligevel er der...

Endnu engang tak...

Knus Maria

Dejligt at jeg kan hjælpe lidt!!

Nej, på et tidspunkt bliver man nødt til at sige fra..... Jeg kan ikke fravælge min mor 100%... Det er jeg slet ikke stærk nok til, men jeg er nået der til, at hun ikke bringer noget positivt ind i mit liv, og at jeg derfor er nødt til at tage hende for hvad hun er (en sørgelig person) og ikke mere..... Jeg vil ikke fravælge hende helt på grund af mine søstre, men hun skal IKKE få mig ned med nakken mere!!!!!

Håber det kan hjælpe dig lidt!!

Knus fra Anne

Hej Anne...

Det er faktisk noget lignende jeg føler overfor min mor. Jeg kan ikke fravælge hende helt, for det er jeg heller ikke stærk nok til. Men jeg vil nok ikke lukke hende så meget ind i mit liv, som hun har været tidligere... det er jo desværre bare den straf man får, når man ikke opfører sig ordentligt overfor andre...

Knus Maria

[prinsesse 0]

kære maria.

jeg forstår virkelig godt dit dilemma. men jeg ville aldrig inviterere sådan en klam mand med til mit bryllup, eller i det hele taget se ham igen. med hensyn til din mor, hvis hun så fravælger at deltage, er det mest sørgeligt for hende. som du skriver vil det være hårdt for dig at hun fravælger dig, men der må du trække på din kæreste og hans familie.

hvad med at skrive et brev til din mor, hvor du får luft for alle dine følelser?. hun har trods alt også et ansvar for din lillesøster.

mange knus nanna

Hej Nanna...

Jeg skrev faktisk en mail til min mor i går, og fortalte hende, hvor meget det sårede mig, at hun ikke troede på mig. Skrev også, at jeg ikke vidste, hvad vi så skulle gøre herfra...

Men jeg fik ikke rigtig noget ud af det. Min mor er ikke ligeglad med mig overhovedet - det er ikke sådan det skal forstås... Men ja, det er svært at forklare... Hun ønsker bare, at jeg har det godt... Men kan vel sige, at hun ikke er villig til at bidrage til, at jeg får det godt.... Ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare det...

Ang. min lillesøster, så har du ret... Det er så svært... For jeg føler, at jeg har et kæmpe ansvar overfor min søster. Hvis han gør hende et eller andet, så kan jeg slet ikke svare på, hvad jeg gør...

For hvis min mor kan lukke øjnene overfor det med mig - kunne hun så også lukke øjnene overfor noget med min lillesøster???

Men sådan skal man jo helst ikke tænke, og det ved jeg godt. Men han er selv skyld i at man tænker sådan om ham. Hvis han kan gøre det med den ene "datter" (som han selv omtaler mig), så kan han vel også med den anden...

Eller er det bare mig, der mener det??

Knus Maria

Jeg kan sagtens forstå dit dilemma, for du har en ide om hvad resultatet bliver, ud fra det du vælger at gøre.

Personligt tror jeg ikke jeg ville invitere ham, men det er så nemt at sige, når det ikke er ens egne følelser der er i klemme.

Med hensyn til din lillesøster, tror (og håber) jeg ikke du skal være bekymret lige nu. Hvis jeg husker rigtigt, skrev du at hun var en lille pige, og han var alt for nærgående da du var 19. der er stor aldersforskel. Du skal nok ikke bekymre dit før hun kommer i puberteten, men så ville jeg tilgengæld også være opmærksom.

Jeg håber du finder ud af en passende løsning. uanset hvad, er det vigtigste at I får en god dag.

[Maria_Sohnemann 1]

kære maria.

jeg forstår virkelig godt dit dilemma. men jeg ville aldrig inviterere sådan en klam mand med til mit bryllup, eller i det hele taget se ham igen. med hensyn til din mor, hvis hun så fravælger at deltage, er det mest sørgeligt for hende. som du skriver vil det være hårdt for dig at hun fravælger dig, men der må du trække på din kæreste og hans familie.

hvad med at skrive et brev til din mor, hvor du får luft for alle dine følelser?. hun har trods alt også et ansvar for din lillesøster.

mange knus nanna

Hej Nanna...

Jeg skrev faktisk en mail til min mor i går, og fortalte hende, hvor meget det sårede mig, at hun ikke troede på mig. Skrev også, at jeg ikke vidste, hvad vi så skulle gøre herfra...

Men jeg fik ikke rigtig noget ud af det. Min mor er ikke ligeglad med mig overhovedet - det er ikke sådan det skal forstås... Men ja, det er svært at forklare... Hun ønsker bare, at jeg har det godt... Men kan vel sige, at hun ikke er villig til at bidrage til, at jeg får det godt.... Ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare det...

Ang. min lillesøster, så har du ret... Det er så svært... For jeg føler, at jeg har et kæmpe ansvar overfor min søster. Hvis han gør hende et eller andet, så kan jeg slet ikke svare på, hvad jeg gør...

For hvis min mor kan lukke øjnene overfor det med mig - kunne hun så også lukke øjnene overfor noget med min lillesøster???

Men sådan skal man jo helst ikke tænke, og det ved jeg godt. Men han er selv skyld i at man tænker sådan om ham. Hvis han kan gøre det med den ene "datter" (som han selv omtaler mig), så kan han vel også med den anden...

Eller er det bare mig, der mener det??

Knus Maria

Jeg kan sagtens forstå dit dilemma, for du har en ide om hvad resultatet bliver, ud fra det du vælger at gøre.

Personligt tror jeg ikke jeg ville invitere ham, men det er så nemt at sige, når det ikke er ens egne følelser der er i klemme.

Med hensyn til din lillesøster, tror (og håber) jeg ikke du skal være bekymret lige nu. Hvis jeg husker rigtigt, skrev du at hun var en lille pige, og han var alt for nærgående da du var 19. der er stor aldersforskel. Du skal nok ikke bekymre dit før hun kommer i puberteten, men så ville jeg tilgengæld også være opmærksom.

Jeg håber du finder ud af en passende løsning. uanset hvad, er det vigtigste at I får en god dag.

Hmm... Det er rigtigt nok det, du siger... Men de her problemer med min stedfar startede faktisk rimelig tidligt... Første episode, jeg havde med ham, var jeg 13. Han rev faktisk bukser og trusser af mig - under hvad jeg troede var leg... Jeg vidste jo ikke bedre...

Der skete ikke mere end det, fordi jeg panikkede fuldstændigt...

Med hensyn til min søster, så er der grunde til, at jeg er bekymret. Jeg beskylder selvfølgelig ikke nogen for noget med mindre, jeg har beviser for noget... MEN - over en meget, meget lang periode, der har min mor haft problemer med hende. Ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Men min mor måtte slet ikke røre ved hende "dernede" og hun havde ofte meget ondt - min mor fik bare ikke rigtig lov til at undersøge det... Og der har også været nogle andre episoder...

Så jeg håber, at mine bange anelser er forkerte, for andet ville være forfærdeligt...

Men det er såmænd grunden til, at jeg er en smule bekymret...

Du har ret i, at det er lettere at råde folk til, hvad de skal gøre, når man ikke selv har følelser i klemme... Men ved at man ikke har nogle følelser i klemme, så kan man jo også se objektivt på det... Det kan ofte være svært, når man sidder i situationen... Derfor er det så lækkert, at der findes sådan et sted som f.eks. BK, hvor man kan få luftet sine tanker og få en masse gode råd...

Mange tak for de trøstende ord... Det varmer...

Knus Maria

[KimsRikke 0]

Hej Maria

Jeg har lige læst tråden igennem, og din sidste kommentar gør mig MEGET bekymret!! Prøv selv at læs den igen! Du har måske ikke beviser, men er mistanken ikke nok, når det drejer sig om din søster og hvilke frygtelige konsekvenser dette her kan få/har for hende?

Jeg tror du skulle overveje den der ide med båndoptageren igen, for at få denne mand smidt ud af din mors liv! Ikke for din mors skyld, ikke for din skyld, men for din søsters! Din mor er tydeligvis ikke kvinde nok til at se sandheden i øjnene, og det er din søster som betaler prisen. Tænk på hvad det gør ved dig, og du er trods alt ældre og kan forsvare dig selv.. Din søster har kun dig!!

Det lyder måske helt overskruet at jeg skriver det så voldsomt, men har du råd til at tøve?

Du får al min varme sendt lige i hovedet. Dig og din kæreste, som virker god og forstående. Jeg tror det er på tide I tager affære!!

For søren jeg fik det skidt lige nu!!

De bedste tanker!

Rikke

[Maria_Sohnemann 1]

Hej Maria

Jeg har lige læst tråden igennem, og din sidste kommentar gør mig MEGET bekymret!! Prøv selv at læs den igen! Du har måske ikke beviser, men er mistanken ikke nok, når det drejer sig om din søster og hvilke frygtelige konsekvenser dette her kan få/har for hende?

Jeg tror du skulle overveje den der ide med båndoptageren igen, for at få denne mand smidt ud af din mors liv! Ikke for din mors skyld, ikke for din skyld, men for din søsters! Din mor er tydeligvis ikke kvinde nok til at se sandheden i øjnene, og det er din søster som betaler prisen. Tænk på hvad det gør ved dig, og du er trods alt ældre og kan forsvare dig selv.. Din søster har kun dig!!

Det lyder måske helt overskruet at jeg skriver det så voldsomt, men har du råd til at tøve?

Du får al min varme sendt lige i hovedet. Dig og din kæreste, som virker god og forstående. Jeg tror det er på tide I tager affære!!

For søren jeg fik det skidt lige nu!!

De bedste tanker!

Rikke

Hej Rikke...

Jo, du har ret... Jeg ved slet ikke, hvad jeg ville gøre, hvis der skete hende et eller andet...

Problemet er bare, at jeg ikke er sikker på, om jeg ser klart nok på hele situationen... Selvfølgelig er det ikke noget, jeg digter op... Men jeg er bange for, at jeg måske tager de her faktorer, og gør dem til noget, de slet ikke er. Derfor ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre ved det... Jeg vil bare gerne være sikker...

Jeg er klar over, at jeg ikke skal vente længe, for kunne ikke tilgive mig selv, hvis der sker hende noget...

Jeg har snakket med min morbror om det tidligere, og han kommer hos dem hver eneste dag... Og ved, at jeg ikke kan være der hver dag, så er han mine øjne... Jeg ved, hvor meget han passer på min lillesøster. Så det hjælper lidt, at jeg kan "overlade" mine bekymringer lidt til ham.

Det er jo som sagt et virkelig svært emne...

[prinsesse 0]

kære maria.

jeg forstår virkelig godt dit dilemma. men jeg ville aldrig inviterere sådan en klam mand med til mit bryllup, eller i det hele taget se ham igen. med hensyn til din mor, hvis hun så fravælger at deltage, er det mest sørgeligt for hende. som du skriver vil det være hårdt for dig at hun fravælger dig, men der må du trække på din kæreste og hans familie.

hvad med at skrive et brev til din mor, hvor du får luft for alle dine følelser?. hun har trods alt også et ansvar for din lillesøster.

mange knus nanna

Hej Nanna...

Jeg skrev faktisk en mail til min mor i går, og fortalte hende, hvor meget det sårede mig, at hun ikke troede på mig. Skrev også, at jeg ikke vidste, hvad vi så skulle gøre herfra...

Men jeg fik ikke rigtig noget ud af det. Min mor er ikke ligeglad med mig overhovedet - det er ikke sådan det skal forstås... Men ja, det er svært at forklare... Hun ønsker bare, at jeg har det godt... Men kan vel sige, at hun ikke er villig til at bidrage til, at jeg får det godt.... Ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare det...

Ang. min lillesøster, så har du ret... Det er så svært... For jeg føler, at jeg har et kæmpe ansvar overfor min søster. Hvis han gør hende et eller andet, så kan jeg slet ikke svare på, hvad jeg gør...

For hvis min mor kan lukke øjnene overfor det med mig - kunne hun så også lukke øjnene overfor noget med min lillesøster???

Men sådan skal man jo helst ikke tænke, og det ved jeg godt. Men han er selv skyld i at man tænker sådan om ham. Hvis han kan gøre det med den ene "datter" (som han selv omtaler mig), så kan han vel også med den anden...

Eller er det bare mig, der mener det??

Knus Maria

Jeg kan sagtens forstå dit dilemma, for du har en ide om hvad resultatet bliver, ud fra det du vælger at gøre.

Personligt tror jeg ikke jeg ville invitere ham, men det er så nemt at sige, når det ikke er ens egne følelser der er i klemme.

Med hensyn til din lillesøster, tror (og håber) jeg ikke du skal være bekymret lige nu. Hvis jeg husker rigtigt, skrev du at hun var en lille pige, og han var alt for nærgående da du var 19. der er stor aldersforskel. Du skal nok ikke bekymre dit før hun kommer i puberteten, men så ville jeg tilgengæld også være opmærksom.

Jeg håber du finder ud af en passende løsning. uanset hvad, er det vigtigste at I får en god dag.

Hmm... Det er rigtigt nok det, du siger... Men de her problemer med min stedfar startede faktisk rimelig tidligt... Første episode, jeg havde med ham, var jeg 13. Han rev faktisk bukser og trusser af mig - under hvad jeg troede var leg... Jeg vidste jo ikke bedre...

Der skete ikke mere end det, fordi jeg panikkede fuldstændigt...

Med hensyn til min søster, så er der grunde til, at jeg er bekymret. Jeg beskylder selvfølgelig ikke nogen for noget med mindre, jeg har beviser for noget... MEN - over en meget, meget lang periode, der har min mor haft problemer med hende. Ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Men min mor måtte slet ikke røre ved hende "dernede" og hun havde ofte meget ondt - min mor fik bare ikke rigtig lov til at undersøge det... Og der har også været nogle andre episoder...

Så jeg håber, at mine bange anelser er forkerte, for andet ville være forfærdeligt...

Men det er såmænd grunden til, at jeg er en smule bekymret...

Du har ret i, at det er lettere at råde folk til, hvad de skal gøre, når man ikke selv har følelser i klemme... Men ved at man ikke har nogle følelser i klemme, så kan man jo også se objektivt på det... Det kan ofte være svært, når man sidder i situationen... Derfor er det så lækkert, at der findes sådan et sted som f.eks. BK, hvor man kan få luftet sine tanker og få en masse gode råd...

Mange tak for de trøstende ord... Det varmer...

Knus Maria

Uha nu ringer alle mine alarmklokker. Det lyder som om der er noget galt. Har du mulighed for at kontakte din søsters læge (ved ikke om I har den samme), og fortælle ham om din mistanke. måske han kan finde ud af noget, næste gang de er der. Det lyder i hvert fald mærkeligt at din mor ikke må røre ved hende, og det er vel tit de første tegn på at der er noget galt.

Når du er sammen med hende, så fortæl hende at hun altid kan komme til dig med sine hemmeligheder, uanset hvad. Hvis han gør noget, må man håbe, hun kan finde modet til at fortælle en fortolig om det. måske hendes lærere eller pædagoger har bemærket en ændring i hendes væremåde. du kan jo sagtens ligge en "føler" ud hos andre end din morbror, og uden at anklage din stedfar.

Jeg håber virkelig ikke han har gjort noget, men nu forstår jeg bedre din bekymring

[blomst78 0]

Puh det knuger i min mave... Jeg vil ikke komme med flere råd om hvad du skal gøre i forhold til hvem du invitere til festen osv.for dem har du fået rigtig mange gode af. men mere i forhold til din søster jeg er selv blevet misbrugt ikke af en forælder men af en meget ældre kæreste og det er noget der sidder i en resten af livet så hvis han har gang i noget så jo før det stopper jo mindre ar på sjælen får hun.... For det forsvinder aldrig helt det vil altid være en del af ens sjæl.... Så mit råd det ville helt klart være at ta en fortrolig snak med din søster face to face sådan som man nu kan snakke med en pige på 5år.... Men sørg for at hun ved at i er fortrolige det er ikke sikkert at det kommer frem ved første snak men måske næste gang i snakker.... Altså taget i betragtning af at der foregår noget der ikke skal.... Men han har godt nok nogle triste tendenser.... Det er ikke for at male fanden på væggen men jeg kunne slet ikke lade være med at skrive til dig fordi jeg fik så ondt i maven.... Men du får et kæmpe kram fra mig for din egen kamp du kæmper du må ikke holde op med at kæmpe for dig selv og familie

[Camilla Brylle 1]

Kære Maria!

Puha... Ved slet ikke hvad jeg skal skrive nu.. Måtte bare sende dig et knus.

Havde skrevet en masse til dig, som jeg har slettet igen, for ord kan slet ikke række.

.. Jeg ved ikke hvad du skal gøre, andet end at se og komme langt væk fra ham - og tag din søster og helst også mor med... Måske kan i sammen få lidt hjælp til dette. Ingen mand har ret til at gøre hvad han har gjort!

Du har al min støtte!

Mange store knus og tanker

Camilla

[Maria_Sohnemann 1]

Jeg har valgt ikke at svare på jeres individuelle besvarelser, da jeg lidt føler, at jeg gentager mig selv...

Men...

Min søster er jo 5 år gammel, og vi har altid været enormt tæt knyttet til hinanden. Jeg passede hende hele tiden inden jeg flyttede. Men da jeg flyttede, følte hun, at jeg svigtede og forlod hende. Derfor er jeg ikke så tæt med hende længere. Det kan man heller ikke bebrejde hende. Jeg har kun været hjemme på Lolland 4 gange på 10 mdr. Så det er ikke nemt...

Vi har ikke samme læge, da jeg selv bor i Jylland, og de bor på Lolland. Men, jeg har snakket med min nye læge, jeg har fået herovre. Fortalte ham om min situation, og så fortalte jeg om min søster. Han sagde, lige som jer, at jeg skulle tage affære... Men det er altså ikke nemt, når man har 40 timer på jobbet om ugen, og man ofte har 12 timer om dagen.

Men han sagde, at jeg skulle kontakte kommunen, hvor de boede. Så kunne børnehaven nemlig få besked. Det er det, der er så fandens latterligt. Hvordan skulle jeg få mig selv til at ringe og fortælle dem noget, som jeg ikke er 100 % sikker på. Det kan jeg bare ikke...

Der er langt fra Varde til Lolland... Og jeg føler mig magtesløs...

Derfor har jeg måtte "overlade" det til min morbror. Han ser min lillesøster hver eneste dag. Og det er jo det der tæller, når man har med små børn at gøre.

Det er ikke nemt at stå i min situation... Jeg har gjort, hvad jeg selv mener, at jeg kunne... Jeg elsker min søster, men jeg ved ikke, hvad jeg mere kan gøre...

[blomst78 0]

Du må undskylde hvis du følte at du fik et dunk i hovedet fra min side af det var slet slet ikke meningen men der er langt specielt når man har fuldtids job osv. jeg var nok også lidt for hurtig og fik ikke helt læst at din morbror var "sat" på sagen så har du jo en forlænget arm og det er da godt så kan du jo også til hver en tid kontakte kommunen hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.... endnu engang undskyld også lige et

[Maria_Sohnemann 1]

Du må undskylde hvis du følte at du fik et dunk i hovedet fra min side af det var slet slet ikke meningen men der er langt specielt når man har fuldtids job osv. jeg var nok også lidt for hurtig og fik ikke helt læst at din morbror var "sat" på sagen så har du jo en forlænget arm og det er da godt så kan du jo også til hver en tid kontakte kommunen hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.... endnu engang undskyld også lige et

Ej, du skal slet ikke undskylde...

Du har heller ikke haft det let, så jeg bebrejder dig ikke...

Er så ked af det på dine vegne, at du har været udsat for det. Det skulle ikke ske for nogen...

10000 herfra

[Guest heto]

Jeg har valgt ikke at svare på jeres individuelle besvarelser, da jeg lidt føler, at jeg gentager mig selv...

Men...

Min søster er jo 5 år gammel, og vi har altid været enormt tæt knyttet til hinanden. Jeg passede hende hele tiden inden jeg flyttede. Men da jeg flyttede, følte hun, at jeg svigtede og forlod hende. Derfor er jeg ikke så tæt med hende længere. Det kan man heller ikke bebrejde hende. Jeg har kun været hjemme på Lolland 4 gange på 10 mdr. Så det er ikke nemt...

Vi har ikke samme læge, da jeg selv bor i Jylland, og de bor på Lolland. Men, jeg har snakket med min nye læge, jeg har fået herovre. Fortalte ham om min situation, og så fortalte jeg om min søster. Han sagde, lige som jer, at jeg skulle tage affære... Men det er altså ikke nemt, når man har 40 timer på jobbet om ugen, og man ofte har 12 timer om dagen.

Men han sagde, at jeg skulle kontakte kommunen, hvor de boede. Så kunne børnehaven nemlig få besked. Det er det, der er så fandens latterligt. Hvordan skulle jeg få mig selv til at ringe og fortælle dem noget, som jeg ikke er 100 % sikker på. Det kan jeg bare ikke...

Der er langt fra Varde til Lolland... Og jeg føler mig magtesløs...

Derfor har jeg måtte "overlade" det til min morbror. Han ser min lillesøster hver eneste dag. Og det er jo det der tæller, når man har med små børn at gøre.

Det er ikke nemt at stå i min situation... Jeg har gjort, hvad jeg selv mener, at jeg kunne... Jeg elsker min søster, men jeg ved ikke, hvad jeg mere kan gøre...

Hej.

Først og fremmest sender jeg lige nogle varme tanker til dig og din søster.

Men der slutter det "søde" så.

Jeg har selv været udsat for seksuelle overgreb fra jeg var 5 til 11 år. Du skal simpelthen tage kontakt til kommunen og din søsters bhv. Det kan godt være du ikke er 100% sikker i din sag. Men du har en meget god grund til at du mistænker din stedfar. Hvis du siger det som det er og at du ikke er sikker i din sag, men du vil gerne at de lige holder et øje med familien.Det proffesionelle og uddannet personale som også har kontakter til psykologer, og de ved hvad det er de skal være ekstra opmærksom på. De har en viden og ekspertise som gør at de kan opservere familien og finde ud af, om der skal skrides ind.

Jeg er rystet over at du ikke allerede har gjort det.

Ja du arbejder måske 12 timer om dagen. Men det er sgu ingen undskyldning.

Hvis din mor ikke kan affærre så er du altså den nærmeste til at gøre det. Hun er 5 år. Hun har altså ingen chancer for selv at gøre noget. Du har et ansvar overfor din søster. Og nu må du tage det ansvar seriøst.

Det er altså under ingen omstændigheder "normalt" at man flår tøjet af en ung pige, fordi man tumler for sjov.

Hvis der er noget idenne sag, er din søster mærket for livstid. Hvis der ikke er noget - jamen så er det kun godt.

Men du må lade tvivlen komme din søster til gode.

Og den mand skal bare ikke med til dit bryllup, hvis du spørger mig.

Jeg har en masse erfaring med seksuelle overgreb som jeg ikke vil komme ind på her, men du kan sende mig en PM og jeg vil gerne hjælpe.

Kærligst fra Heto