Er ked...

[Mettejulie 0]

Jeg synes nok, at vores bryllup har været igennem mange prøvelser... og nu er vi ved den næste.

Sagen er den, at min far for 3 uger siden fik konstateret lungekræft med metastaser til hjernen. Det går stærkt ned ad bakke. Vi er hos ham alt det vi kan, og forsøger at give ham den bedste tid vi kan. Og vi ved alle hvor der bærer hen, men ikke hvornår det sker. Hele vores sind og virkelighed er fyldt med sygdom, sorg og frustrationer, men heldigvis har vi et fantastisk sammenhold, og støtter hinanden alt det vi kan. Det er trist det er sørgeligt, og alt det der følger med...

Men om 3 uger og 4 dage er det meningen, at vores bryllup skal stå... hele den kæmpemæssige planlægning, som er faldet på plads.. skal den nu brydes op? Der er et væld af tanker indeni i mig... Har slet ikke lyst til at aflyse, og har så alligevel... for jeg vil glæde mig til mit bryllup, og det har jeg ikke kunne pga. situationen. hele familien er udmattet...

Ringene er graveret, maden er bestilt, musikken bestilt mv. mv. mv. alt er bestilt... og jeg kan næsten ikke bære, at skulle aflyse det hele... måske jeg skriver for at få et overblik. For at få hold på mine tanker... måske er det bedst at udsætte brylluppet til efteråret?

De sidste 6-7 uger er gået med min fars pleje, så der er gået meget tid fra planlægningen, så er slet ikke så langt som jeg burde...

Måske vil jeg blive lettet.. og på den måde være hos min fra og mor i denne tid... Bryulluppet skal jo nok komme igen, senrer hvor vi kan glæde os... Skal blot snnakke med min kæreste om det... mon han synes det er ok at udsætte?

Tak fordi I gad lytte... det er så svært, måske kommer der mere...

[Bkl 0]

Hvor bliver jeg bare ked af det på dine vegne...

Tror ikke jeg kan sige særlig meget for at hjælpe dig i en sådan krise, men synes det lyder som en god ide at få afløb for dine frustrationer og derfor skal du også vide, at vi er en masse herinde der føler med dig...

Hvis I har så godt et sammenhold i familie, så synes jeg at du måske skal snakke lidt med dine forældre og særlig din far om hvad de synes.

Rent personligt kan jeg fortælle at jeg har en fætter hvis far døde ikke særlig lang tid før brylluppet, men de gennemførte det og det var selvfølgelig en speciel stemning, hvor hans ære blev mindet, men vi havde en god fest på trods af det.

Håber det kan bruges bare til en lille smule

[Majken24 0]

Jeg synes nok, at vores bryllup har været igennem mange prøvelser... og nu er vi ved den næste.

Sagen er den, at min far for 3 uger siden fik konstateret lungekræft med metastaser til hjernen. Det går stærkt ned ad bakke. Vi er hos ham alt det vi kan, og forsøger at give ham den bedste tid vi kan. Og vi ved alle hvor der bærer hen, men ikke hvornår det sker. Hele vores sind og virkelighed er fyldt med sygdom, sorg og frustrationer, men heldigvis har vi et fantastisk sammenhold, og støtter hinanden alt det vi kan. Det er trist det er sørgeligt, og alt det der følger med...

Men om 3 uger og 4 dage er det meningen, at vores bryllup skal stå... hele den kæmpemæssige planlægning, som er faldet på plads.. skal den nu brydes op? Der er et væld af tanker indeni i mig... Har slet ikke lyst til at aflyse, og har så alligevel... for jeg vil glæde mig til mit bryllup, og det har jeg ikke kunne pga. situationen. hele familien er udmattet...

Ringene er graveret, maden er bestilt, musikken bestilt mv. mv. mv. alt er bestilt... og jeg kan næsten ikke bære, at skulle aflyse det hele... måske jeg skriver for at få et overblik. For at få hold på mine tanker... måske er det bedst at udsætte brylluppet til efteråret?

De sidste 6-7 uger er gået med min fars pleje, så der er gået meget tid fra planlægningen, så er slet ikke så langt som jeg burde...

Måske vil jeg blive lettet.. og på den måde være hos min fra og mor i denne tid... Bryulluppet skal jo nok komme igen, senrer hvor vi kan glæde os... Skal blot snnakke med min kæreste om det... mon han synes det er ok at udsætte?

Tak fordi I gad lytte... det er så svært, måske kommer der mere...

Åh ha, det er ikke en rar situation at være i, men personligt synes jeg ikke, at I skal aflyse brylluppet - ville din far ønske det? Jeg kan godt forstå, at du ikke kan overskue det hele lige nu og gerne vil glæde dig til brylluppet, men du har måske stadigvæk en chanche for at få din far med til dit bryllup..

En masse tanker og herfra

Majken

[SørenogAnette 11]

Sender en masse

Jeg har ikke noget klogt at sige, jeg føler med dig og din familie.

Kh

Anette

[Guest Majali]

Stakkels dig

Men aflys ikke ... måske kan din far komme med..

Hvad med at spørge ham ? hvad han syntes..

Kæmpe kram

[Guest mpindj]

Øv hvor er det en trist situation. Ved desværre godt hvordan det næste stykke tid vil forløbe. Det er godt I er der for hinanden.

Jeg har ikke noget bedre råd end at snakke med din kæreste og dine forældre!

Jeg tænker på, det må da være et af de bedste minder for din far, at se sin datter blive viet. Han er måske ikke frisk nok til at tag turen op ad gulvet sammen med dig, men så kan han jo få en stol i koret alligevel og tage dig det sidste stykke op til alteret!

Hvis I forventer at han er med til så meget som han kan klare og tager en god snak med læger/sygeplejerskerne inden så de også ved hvad han skal, så tror jeg det vil være muligt at få en dejlig dag.

Og den kyniske kommentar; med så kort tid til festen skal afholdes, så risikere I at I kommer til at betale næsten fuld pris alligevel, fordi afbestillingen er så tæt på datoen... Det er surt, men skal også tages med i betragningen

[sissse 0]

Øv for pokker for en situation du står i

Selvom det er en rigtig fin tanke at din far vil "få det sidste med" - så tror jeg nu nok at jeg ville udskyde det. Jeg synes at det ville være at være der halvt på begge fronter, hvis I skal holde bryllup om 3 uger - og jeg kunne også forestille mig, at din mor vil have meget svært ved at overskue meget andet end at holde samme på sig selv og passe din far i disse triste dage.

En masse tanker og kram til dig - det er sådan en grim ting at skulle være vidne til.

PS. Du er nødt til at gøre op med dig selv, om I kan have en god og fantastisk dag hvis I vælger at holde Jer til planen. Personligt ville min fars sygdom fylde alt for meget (og jeg har desværre også en far der er alvorligt syg) og jeg tror ikke jeg ville formå at vende det til en glæde over at give min far "det sidste".

Redigeret May 12, 2009 af sissse

[lykke77 0]

Alle mine allerbedste tanker går til dig og du trænger da vist til en ordentlig krammer

Jeg har ikke nogen løsning og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg selv ville have gjort i din situation men jeg syntes at du skal gøre hvad du føler er mest rigtig for DIG.

Knus Kamilla.

[Guest liseh]

Puha. Føler virkelig med dig. Synes du skal tage snakken både med din mor og far, samt din forlovede. Vil være godt også selv om I ikke vælger at udsætte.

[Vinnie78 0]

Hold da op for en situation... Måtte tørre en lille tåre over din historie...

Det er meget svært at komme med gode råd, men håber virkelig for dig at I finder en løsning som er langtidsholdbar for jer.

Personligt ville jeg ikke kunne gennemføre brylluppet under de omstændigheder. Det ville simpelthen være for svært at have den festlige dag man har ønsket sig. Vil egentlig bare sige at jeg føler virkeligt med dig.

Mvh Vinnie

[BiancaNavne 0]

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige... Blir helt trist på dine vegne... Kan rigtig godt forstå dine frustrationer!

[janej-70 0]

Du får lige et kram Jeg føler med dig - og vil lige fortælle dig noget.

Jeg ved hvad du går igennem nu. Min situation var bare lidt anderledes.

Det drejede sig om at jeg havde fået kræft, og var igennem kemobehandling i perioden hvor min datter skulle glæde sig til sin konfirmation. Som selvfølgelig er den største dag i hele verden, for sådan en teenager. Hun havde dog ikke muligheden for at flytte sin konfirmation til et senere tidspunkt.

Her kommer fortællingen lige, fra en anden tråd

I marts 2007 fik jeg konstateret lymfekræft og skulle igennem 6 kemobehandlinger med 3 ugers mellemrum. Selvfølgelig giver sådan en melding et dyk i humøret, men jeg tog det nogenlunde. Valgte at være meget åben og ærlig omkring det, så vi snakkede en del om der herhjemme. og jeg snakkede med børnene om at vi skulle dette igennem sammen, og at de endelig måtte sige/eller spørge hvis der var noget de ikke forstod.

Hurtigt efter de første behamdlinger viste der sig et mønster. Hvornår jeg havde det dårligt, hvornår jeg havde ondt og hvor træt jeg blev.

Min datter skulle konfirmeres først i Maj, og vi fik arrangeret en masse skønt til hendes dag. Jeg valgte at være fuldtids sygemeldt fra job, så jeg kunne bruge de få kræfter jeg havde, på min familie.

Så jeg fik ordnet til konfirmationen, og var hele tiden godt med i følge min tidsplan.

Men pludselig en dag i April gik hun ned med flaget - hun græd og var SÅ ked af det. Hun var bange....

Bange for at jeg skulle dø, og ked af det fordi jeg var syg, men også ked af det, fordi hun ikke synes hun kunne tillade sig at glæde sig til hendes konfirmation når jeg var så syg.

hun undrede sig over at jeg kunne grine og pjatte og bare "lade som ingenting" - ligesom at hun fortalte hun blev flov hvis hun grinede og havde det sjovt.

Dét satte mine tanker igang. Vi havde jo snakket om at hun skulle have en vidunderlig dag osv. så det undrede mig at hun tænkte sådan.

Jeg fik så forklaret hende, at hun skulle glæde sig, helt vild - det gjorde jeg jo også.

Om alle de dejlige ting ved sådan en dag. Og at jeg havde gennemgået min behandlingsplan så det så ud til at jeg faktisk ville have det godt den dag.

Vi fik snakket meget igennem den aften - og ja vi tudede da begge to, men enden af det blev at vi jo begge vidste at jeg var syg og kede af det, men at det på ingen måde måtte overskygge alle de gode ting der var i livet. Humor og "nogenlunde godt humør", sammen med en ordentlig omgang positiv tænkning kan altså gøre godt for den møjsygdom.

Det skal lige siges at vi havde den mest vidunderlige dag til hendes fest og jeg klarede hele dagen (snuppede godt nok lidt morfin for smerter)

Det jeg ville med denne fortælling, som blev en del længere end planlagt, er at fortælle, dét er så vigtigt at få snakket.

Få sat ord på dine følelser overfor din far, men også lytte til ham.

Det kan nemt være at det netop i denne svære periode er et mål for ham at være "nogenlunde" frisk til dit bryllup.

Tænk tanken at han bruger alle sine kræfter på at "overleve" at se sin dejlige datter gå op af kirkegulvet, og blive viet til den mand hun elsker. At din far faktisk glæder sig.

Mit råd er..... Snak med ham, og din kæreste. Få sat ord på tanker og følelser.

Lige en mega-krammer mere til dig

Og du er velkommen til at kontakte mig for en snak, jeg har en del kontakter inden for Kræftens bekæmpelse, og vil gerne hjælpe dig.

[CamillaMusen 22]

Hvor er jeg ked af at høre din far er så syg som han er. Men hvor er han dog heldig at han har en hel familie der står der og er om ham....

jeg ved ikke hvad i skal gøre.. Men jeg tænker lidt at din far da nok helst ser i holder bryllup og får en god dag.. Ellers vil han måske føle sig skyldig i den sidste tid... Selvom døden er hård, så er den også en del af livet. Og livet skal gå videre... Måske i alle har brug for sådan en glad dag, for at glemme det andet lidt?? Føl inden i dig selv... snak med din far.... Og så vurder hvad der passer jer bedst.

Kram herfra

[rehhansen 0]

Åh nej hvor gør det ondt inden i, at læse en beretning som din.

Kan godt forstå det hele rumstere inden i dit hovede og du skal ha luft for alle tankerne.

Du står i en situation hvor kun dig og din familie kan ta beslutningen. Men vil alligevel komme med hvad der umiddelbart ville være mit bud - dog sagt uden at kunne forstå alle de følelsesmæssige elementer du gennemgår.

Jeg ville helt sikkert tage en lang snak med min far (hvis dette var en mulighed, du skriver der er pletter på hjernen). Men selvom han ville har jeg stadig blevgift, tror jeg måske jeg ville overveje at aflyse. Jeg ville aflyse den store fest men hvis min far kunne ville jeg forsøge at blive viet på rådhuset og gives væk af min far. Således at han kunne deltage. (Mener der på de fleste hospitaler er kirker i nærheden som evt. også kunne være en mulighed). Dette ville jeggøre for min far skyld, så han så sin pige blive giftet væk.

Jeg ville ikke kunne holde en stor fest, for mine tanker ville være et andet sted. Samtidig ville jeg frygte at han skulle gå bort på dagen. Jeg ville endvidere ikke kunne planlægge festen da jeg meget hellere ville tilbringe den sidste tid med min far. JEg mener også der er glæde forbundet med planlægninge bliver taget fra dig.

Det var hvad jeg villegøre, uden at kunne sætte mig ind i situationen fuldstændig. og kan derfor kun svare ud fra en teoretisk perspektiv uden indblandelse af komplekse følelser.

Du skal lige ha en masse af dem her....

[Ulla I 0]

Håber det allerbedste for jer... Jeg ønsker det bedste for din far.

DU FÅR LIGE NOGEN AF DEM HER

[Mettejulie 0]

Tak, tak tak piger! Græd første gang, at jeg læste jeres svar igennem, og kunne simpelhen ikke skrive noget tilbage... Men jeres støtter er god for mig. Vi har stadig ingen beslutning taget, men det må komme, når vi er klar... tak piger!

[susanne nicolaisen 131]

jeg har heller ingen kloge ord til dig. Men hvor jeg bare føler med dig. Jeg håber det bedste for jer

krammer Sanne

[Guest karinaelm]

Puha.. der kommer helt en knude i hjertet, når jeg læser din besked...

Det må være så hårdt for dig og din forlovede, hvad finde ud af hvad I skal gøre, men som flere også allerede har skrevet til dig, hvad mon din far ønsker???... Dette ville lette meget dit hjerte og din samvittighed, hvis du fandt frem til det )

Jeg vil ønske jer alt mulighed held og lykke i fremtiden og håber jeres bryllup, hvornår det end bliver, bliver en helt dejlig og uforglemmelig dag.

[totterpigen 0]

jeg vil også sige at jeg føler med dig, min kærestes onkel døde får 2 dage siden af samme sygdom, så han er total knust....

jeg håber i finder en løsning,men sørg får at få snakket med din kærste om dine tanker, det kan hjælpe meget at få det sagt højt...

mange kæmpe krammere

[Guest liseh]

Føler stadig med dig - håber I finder den rigtige beslutning for jer begge

Endnu et

og

[Guest Pernille §:)]

Jeg kan godt forstå, at du er ked. Det er absolut ikke en sjov periode, I er igennem lige nu.

Du er nødt til at tale med dine forældre og din kæreste om det. Måske din far har en helt klar holdning og måske nogle af jeres tanker er helt de samme.

Masser af varme og positive tanker til dig og dine forældre

[mrssicilia 24]

Kæreste dig!

Mange kloge er allerede blevet sagt om din tragiske situation omkring din far

Jeg kan ikke tilføje andet, end det gør mig så ondt på dine og din families vegne - ingen fortjener sådan en prøvelse som I gennemgår i disse dage.

Sender dig en masse medfølende knus og tanker

Kærlig hilsen

Rikke Marie

[Guest Lone71]

Åhhh altså, den lede cancer!!

Jeg har selv mistet begge mine forældre til den, med 2 års mellemrum....

Jeg følermed dig i denne tid, hvis du har behov for at høre om mine erfaringer og få et godt råd, er du velkommen til at skrive en pm....

Kram

[Guest jeanette g.h]

Hej med dig

Føler med dig, vi står i samme situation blot det er min svigerfar som er syg på 3 år nu og har kræft i lunger, ryg, fat i hjertet og hofter - fik at vide for ik ret lang tid siden at lægerne ik kan gøre mere -nøj hvor hårdt det var/er!!!!

Jeg spurgte så Dennis hvad vi ska gøre men han er fast besluttet på at holde brylluppet som er den 4 juli 2009, hans far er indtil videre også hans forlover, hvis han kan overkomme det, men har aftalt med præsten at vi kan have en stand in- vi er overbevist om at han vil have det hele med, så det er det vi satser på, han er lykkelig over at vi skal giftes og vi ved han vil blive meget ked af det, hvis vi aflyste....

Håber det kan hjælpe jer lidt med disse tanker - men hold da op det er hårdt!!!!

mange tanker til dig og din familie

[marker 0]

Jeg synes nok, at vores bryllup har været igennem mange prøvelser... og nu er vi ved den næste.

Sagen er den, at min far for 3 uger siden fik konstateret lungekræft med metastaser til hjernen. Det går stærkt ned ad bakke. Vi er hos ham alt det vi kan, og forsøger at give ham den bedste tid vi kan. Og vi ved alle hvor der bærer hen, men ikke hvornår det sker. Hele vores sind og virkelighed er fyldt med sygdom, sorg og frustrationer, men heldigvis har vi et fantastisk sammenhold, og støtter hinanden alt det vi kan. Det er trist det er sørgeligt, og alt det der følger med...

Men om 3 uger og 4 dage er det meningen, at vores bryllup skal stå... hele den kæmpemæssige planlægning, som er faldet på plads.. skal den nu brydes op? Der er et væld af tanker indeni i mig... Har slet ikke lyst til at aflyse, og har så alligevel... for jeg vil glæde mig til mit bryllup, og det har jeg ikke kunne pga. situationen. hele familien er udmattet...

Ringene er graveret, maden er bestilt, musikken bestilt mv. mv. mv. alt er bestilt... og jeg kan næsten ikke bære, at skulle aflyse det hele... måske jeg skriver for at få et overblik. For at få hold på mine tanker... måske er det bedst at udsætte brylluppet til efteråret?

De sidste 6-7 uger er gået med min fars pleje, så der er gået meget tid fra planlægningen, så er slet ikke så langt som jeg burde...

Måske vil jeg blive lettet.. og på den måde være hos min fra og mor i denne tid... Bryulluppet skal jo nok komme igen, senrer hvor vi kan glæde os... Skal blot snnakke med min kæreste om det... mon han synes det er ok at udsætte?

Tak fordi I gad lytte... det er så svært, måske kommer der mere...