Klynk !!!!

[Chilliea 0]

Det er jo ren tortur at komme herind til jer

Sagen er den, at jeg jo også, som sikkert mange af jer har drømmen om at blive gift endag.

Føler bare ikke omverdenen altid "aksepterer"det som en drøm/ mål...... Det betyder jo ikke noget.

Sagen er den at min dejlige lillesøster skal giftes, og jeg glæder mig rigtigt meget på deres vejne,

...........men men men samtidig er jeg frygtelig misundelig, for jeg vil sååååå gerne selv, og har villet det i mange år. Problemet er bare at kæresten her ikke kan se hvad det skulle nytte, det netter ikke noget for ham, så selv om vi har snakket det snart til døde, bliver det bare ikke til noget......

Nu blev jeg så ked af det her i forbindelse med at min lillesøster skal, og det kan han ikke forstå.

Du skal nok få dit bryllup siger han så, næste sommer... Er det nu galt at være nr. 2

Ja, lige nu er det faktisk, og jeg er flov over det. Men bliver ked af at jeg ikke kan få det jeg drømmer om,

Og har sq ikke lyst til at blive gift med en der gør det af pligt, så nu står jeg faktisk der, hvor det bare kan være lige meget,

Ja det er ren misundelse, og det er en grim ting. Men fortæl mig at jeg ikke er den eneste please......

[Miss-Lena 500]

Du er garanteret ikke den eneste, men jeg har aldrig været i dine sko. Jeg har aldrig drømt om bryllup, så da jeg og hr. mand snakkede bryllup i tidernes morgen, blev jeg ikke ked af det. Hans synspunkt den gang var at det ikke er nødvendigt med sådan en masse halløj for at vise man elsker hinanden (og han har jo ret). For ham vendte det da vi var til en venindes bryllup. Kan huske at han (meget overraskende) fortalte mig at det havde været en vildt god fest, og super romantisk. Det satte begrebet bryllup i et halt andet lys hos ham.

Festen vi var til den gang var også super afslappet og sjov og nok lige noget der appellerede til ham. Tror at nogle af de fester man ser i TV, med bridezillaer, slotte og farvekoordinerede alting, selvudråbte prinsesser etc KAN være afskrækkende på en fyr.

Måske skulle du fortælle ham HVORFOR du vil giftes med ham, hvorfor et bryllup er helt specielt i dine øjne etc.

[Guest Raquel]

Jeg kender rigtig mange, hvor det er manden, som ikke vil giftes, men han vil gerne have børn! Jeg kan blive temmelig forarget over sådan nogle mænd, hvor hvad, tror de, forpligter mest? Er det at buge én dag af sit liv på at holde en fantastisk fest og derefter juridisk sikre sine børn? Eller er det at sætte børn i verden, som man vil være far for resten af sit liv?

Jeg mener, at hvis du har børn, så er du også forpligtet til at sikre dem juridisk ved et ægteskab!

Og det kan da godt være, at man ikke 'lever lykkeligt til sine dages ende' i det ægteskab, men man har da gjort en indsats.

Oveni dette kommer så, at hvis man elsker hinanden, hvorfor skal alt så blive, som det er? Nogle gange er mænd bare bange for forandringer!

Jeg mener også, at det kun er tøsedrenge, som vil have børn, men som ikke tør blive gift, for det viser altså en sørgelig tendens i dagens Danmark.

Det er jo ikke altid rosenrødt at være gift, men det er da heller ikke at være ugift!

Jeg håber, at du kan bruge det som argument overfor manden (og så pyt med at være nummer 2 - det er da ikke dét, der tæller, nu har du muligheden for at lure søsters bryllup af, og så lave dit eget, som passer til dig )

/Raquel

[girll 0]

Jeg ville stille mig selv spørgsmålet; hvor meget elsker jeg ham?

Hvis han virkelig elsker dig burde han prøve at forstå dig, og hvis han alligevel gerne vil blive sammen med dig så må han vel kunne holde ud at blive gift.

Jeg tror nok jeg ville overveje om jeg ville kunne være sammen med en fyr der havde andre drømme og mål i livet end mig. For det er jo synd at skulle opgive alle sine drømme til en der er fuldstændig ligeglad med dem.

Jeg kan godt forstå at det er hårdt, og måske er det bare bedst at tale med ham endnu engang, og fortælle ham at det betyder meget for dig, men at du ikke bare vil giftes med ham af pligt.

Hvem der bliver gift først har ingen betydning. Du skal bare være glad på din søsters vejne og når det bliver din tur en dag så kan du være sikker på at det vil gå op for dig, at det ingen betydning havde at hun blev gift først.

[dyndegaard 7]

Jeg har været lige præcis hvor du er.. og det gør ondt..!

Det er ikke flovt at du er misundelig, for du vil garenteret gøre alt for din søster og det handler ikke om hende.. Det er mere at man føler sig forbigået af den som man virkelig gerne vil være sammen med..

Og jeg ved ikke om du har været der.. men jeg næsten tiggede tilsidst og først der gav han sig! tænk at det ikke bare er en selvfølge at ville det..

Jeg gik fra ham og fandt 3mdr efter min kæreste der selv fandt på at spørge mig efter et halvt år uden at jeg havde nævnt ordet bryllup.. se sådan skulle alle mænd være programeret

[diskobil 357]

Det at blive gift er jo ikke noget man gør fordi omverdenen mener at det hører sig til men fordi man selv har lyst og mener at det er det rigtige (+ ud fra nogle juridiske årsager). Et spørgsmål som umiddelbart rejser sig er jo; Hvor længe har I kendt hinanden og har I børn sammen. Ud fra det du skriver har I tilsyneladende været sammen i en del år og hvis han siger næste år så er det da bare at tage ham på ordet og se flot på at lillesøster er den der bliver gift først. I dag er det ikke ualmindeligt og om du så ikke havde fundet den rette endnu og kom solo til bryllupsfesten ville det ikke ændre noget. Naturligvis skal det dog ikke være noget han gør fordi han mener at han skal imødekomme dig og der må du gå ham på klingen så I er enige om at I vil det samme.

[Sidsel R 3]

Jeg er så lillesøsteren der skal giftes lige efter min storesøster, men jeg ved fuldt ud hvordan du har det.

En uge efter at jeg havde fortalt til mine forældre at vi skulle giftes enten her i efteråret eller til foråret fortæller min søster så at hun skal giftes til januar. hun har på det tidspunkt ikke engang været sammen med sin kommende mand i et år. Jeg er selvfølgelig glad på hendes vegne, men det var godt nok også et stød da jeg et eller andet sted havde set frem til endelig at blive den første til et eller andet af mig og mine søskende. Jeg har stadig utrolig svært ved at acceptere det selvom det jo er fantastisk dejligt for min søster og jeg da også glæder mig til at se hvordan deres fest bliver.. Vores bryllupper er vidt forskellige, vores bliver planlagt til mindste detalje kan man næsten sige med fest for familie og venner samme dag som vielsen og hendes bliver at de "stikker" af til Bali for at blive gift. faktisk er hun i en eller anden bush lige nu for at blive gift og så vil de holde fest til sommer. Så vidt forskellige er vores bryllupper. Jeg synes bare at det var utrolig dårlig timing af min søster og så endda så hurtigt og jeg er måske lidt misundelig på hende også selvom jeg ikke kan tillade mig at være det. Hun vidste jo strengt taget ikke at vi også havde bryllupsplaner, men havde hun lagt to og to sammen havde hun nok regnet det ud.

Jeg er ikke helt sikker på hvor jeg vil hen med det, men kender udemærket din situation selvom jeg er lillesøsteren. Jeg havde glædet mig rigtig meget til mit/vores bryllup som skulle være helt specielt i det det skulle have været det første bryllup i min familie i mange år og så overhaler hun mig lige inden om (jeg glæder mig stadig men bare ikke på samme måde og jeg har haft følelsen af at så kan det sq også være lige meget) - jeg tror så også noget af det for mig ligger i at jeg ikke engang får lov at være med til vielsen, hvilket også har gjort mig lidt ked af det. Der er i mine øjne den største del af brylluppet og noget jeg synes de nærmeste skal overvære og jeg er ikke selv tilhænger af at blive gift og så først senere holde festen.

Sikke en lang smøre, men jeg har også bare en masse indestængte følelser som jeg ikke føler jeg akn tillade mig at have.

[Miss-Lena 500]

Jeg har ikke søskende, så kender ikke de følelser... Men er overrasket over hvor vigtigt det er at være først, unik, speciel etc. Set fra mit synspunkt (enebarnet) er bryllup ikke en konkurrence. Timingen bør være når det passer paret, og festerne kan og bør ikke sammenlignes.

Synes bare man skal glædes på hinandens vegne og planlægge sit eget bryllup uden det store fokus på andres planer.

Håber ikke mine 3 piger får de issues engang.

[Mallara 54]

Jeg er enig med Miss-Lena i den her. Min lillebror skal giftes før mig, selvom vi blev forlovet EN HEL DAG før dem Jeg ved at vores bryllupper bliver vidt forskellige, så uanset hvem der "kommer først" vil det være 2 meget specielle dage. Derudover blev min bedste veninde gift i Maj i år og jeg sugede bare til mig af gode idéer og fandt samtidig ud af hvad man IKKE skal gøre

Jeg synes at du skal se det som en mulighed for at få nogle erfaringer, som du evt. kan benytte dig af ved jeres bryllup. Jeres dag bliver jo ikke mindre speciel af at din søster blev gift først....så er hendes dag også bare overstået først og du kan glæde dig til din

[diskobil 357]

Jeg har ikke søskende, så kender ikke de følelser... Men er overrasket over hvor vigtigt det er at være først, unik, speciel etc. Set fra mit synspunkt (enebarnet) er bryllup ikke en konkurrence. Timingen bør være når det passer paret, og festerne kan og bør ikke sammenlignes.

Synes bare man skal glædes på hinandens vegne og planlægge sit eget bryllup uden det store fokus på andres planer.

Håber ikke mine 3 piger får de issues engang.

Helt enig. Jeg tror I to søskende skal tage jer en lang god snak om det og om at blive gift som for jer begge er en stor oplevelse og et højdepunkt i jeres liv uanset hvornår det så sker (og i hvilken rækkefølge).

[Sidsel R 3]

Jeg har ikke søskende, så kender ikke de følelser... Men er overrasket over hvor vigtigt det er at være først, unik, speciel etc. Set fra mit synspunkt (enebarnet) er bryllup ikke en konkurrence. Timingen bør være når det passer paret, og festerne kan og bør ikke sammenlignes.

Synes bare man skal glædes på hinandens vegne og planlægge sit eget bryllup uden det store fokus på andres planer.

Håber ikke mine 3 piger får de issues engang.

Jeg er enig med Miss-Lena i den her. Min lillebror skal giftes før mig, selvom vi blev forlovet EN HEL DAG før dem Jeg ved at vores bryllupper bliver vidt forskellige, så uanset hvem der "kommer først" vil det være 2 meget specielle dage. Derudover blev min bedste veninde gift i Maj i år og jeg sugede bare til mig af gode idéer og fandt samtidig ud af hvad man IKKE skal gøre

Jeg synes at du skal se det som en mulighed for at få nogle erfaringer, som du evt. kan benytte dig af ved jeres bryllup. Jeres dag bliver jo ikke mindre speciel af at din søster blev gift først....så er hendes dag også bare overstået først og du kan glæde dig til din

For mit vedkommende i hvert fald er en del af det nok også at jeg ikke får lov til at være en del af planlægning eller vielsen. Det havde nok været nemmere for mig at acceptere hvis jeg havde fået lov til det...

[siesta keys 1]

Jeg forstår ikke en bjælde af det der med, at når man er ældst skal man giftes først.

Eller det med at være lillesøster og blive overhalet indenom af storesøster, der skal giftes først.

Med risiko for at blive lynchet, så synes jeg, at I skal tænke jer godt om, hvorfor I vil giftes. Det handler sgu da ikke om at være først eller mest unik. Det handler om at sige ja til at leve sammen med den, man elsker, resten af livet.

Er helt enig med Miss Lena. Håber sørme ikke mine børn får de issues, når de skal giftes.

[Sidsel R 3]

Jeg forstår ikke en bjælde af det der med, at når man er ældst skal man giftes først.

Eller det med at være lillesøster og blive overhalet indenom af storesøster, der skal giftes først.

Med risiko for at blive lynchet, så synes jeg, at I skal tænke jer godt om, hvorfor I vil giftes. Det handler sgu da ikke om at være først eller mest unik. Det handler om at sige ja til at leve sammen med den, man elsker, resten af livet.

Er helt enig med Miss Lena. Håber sørme ikke mine børn får de issues, når de skal giftes.

Det er det det handler om, men jeg tror vi alle her inde har drømme om hvordan de godt kunne tænke sig at deres bryllup bliver, nogle bliver ikke til noget mens andre gør. Man kan godt have drømmen om at være først og derfor lidt speciel på den måde og kan da også blive ærgerlig når det lige pludselig ikke bliver som man har forestillet sig, selvom man er utrolig glad på sine søskendes vegne har man da lov til at ærge sig alligevel hvis det ikke lige blev som man havde forestillet sig til at starte med. Verden ændrer sig jo og jeg tror at de fleste også accepterer at sådan er det uden det store drama, men bare ærger sig når nu første forestilling ikke lige blev som man havde regnet med. misundelse mellem søskende er jo ikke et nyt fænomen så hvorfor kan det så ikke også opstå i forbindelse med bryllupper?

[Meggers 55]

Hvis jeg må have lov at læse lidt mellem linjerne, så tror jeg faktisk ikke, at det, der generer dig mest er at være "nummer to" men nærmere at du ikke kan få dét, du rigtig rigtig gerne vil have: Et drømmebryllup med en mand, der ønsker det lige så meget som dig.

Jeg er helt enig med de andre i, at man ikke behøver et stort fancy bryllup for at vise, at man elsker hinanden, og at et bryllup bør handle om JERES følelser og ikke om hvad omverdenen tænker eller om hvad man "bør", MEN jeg forstår godt, at du er ked af det.

Selvom jeg lige så gerne ville giftes med min forlovede, hvis det blev på rådhuset med en burger bagefter, så ELSKER jeg da alt det "ekstra" vi får i form af en skøn og romantisk fest. Der er ikke spor i vejen med aldrig at holde sådan en fest, men jeg synes heller ikke at du behøver være flov, over at du er misundelig på at en rigtig tæt på dig får en, og du ikke gør (endnu).

Som en anden (eller flere?) har været inde på, så synes jeg at du skal snakke med din mand om, hvad et bryllup betyder for dig. Måske har han - pga. dine prinsessedrømme - fået indtrykket af at det kun handler om kjoler og sko for dig, og så kan jeg godt forstå at kæden hopper af for ham. Men hvis det nu i virkeligheden handler om, at du er håbløst romantiker og gerne vil have en stor og eventyrlig oplevelse med ham, som I kan mindes sammen resten af jeres liv, og hvor I fejrer kærligheden med alt hvad den kan trække, så giver det måske mere mening for ham? Ellers kan I måske finde et kompromis af den art. Måske hvor I har de yyyyyndigste blomsterdekorationer men pøller og øller til natmad? Eller hvor du får den mest bedårende askepotkjole, men at I tilgengæld laver lidt sjov og spas med et eller andet tema? Mulighederne er sikkert mange.

Og så vil jeg lige påpege en yderst flabet fordel ved at være "nummer to": Så har du jo mulighed for at overgå din søster. Ej, spøg til side, jeg vil selvfølgelig ikke opfordre til konkurrence, men man kan jo sige, at FØRST ikke nødvendigvis er BEDST. Det lyder til at du er glad på din søsters vejne, og det synes jeg at du skal holde fast i, og så nyd hendes bryllup, og tænk på at du senere får et, der er lige så fantastisk - bare anderledes

[Guest Katina]

Med hensyn til søskende problematikken:

Vi blev forlovet 3-4 måneder efter min storbror - og jeg ved min kæreste havde gjort sig sine overvejelser. Netop fordi jeg hele tiden har sagt at jeg ville giftes inden for et år efter forlovelsen og vi dermed vil komme foran min bror og hans kæreste.

Men vi/han blev enige om at det gik alligevel, fordi de først planlægger bryllup en gang i 2012, mens vi bliver gift i 2011. Tror ikke min bror har noget problem med det...

Min anden bror fortalte derimod om en af hans kammerater der shang-haiede hans egen bror ved at ligge sit bryllup 1 uge inden brorens. Dermed var der 2 bryllupper på 2 uger i familien. Min bror mente at kammeraten havde været for stædig med datoen og ikke tænkt sig om hvilke omkostninger det ville ligge på familien, som jo skulle købe gaver til begge par.

Det synes jeg heller ikke rigtig man kan byde familie og venner.

[Talza25 0]

Hej Sweety

Jeg har stået i selv samme sted som dig...... jeg har altid været den der måtte se på at venner/veninder og familiemedlemmer enten fik børn eller blev gift...... og eftersom at mig og min kommende mand havde været sammen i over 7 år på det gældende tidspunkt syntes jeg at det var dybt uretfærdigt...... kunne ikke rigtig være glad på nogens vejne ......... og martin blev ved med at sige at det nok skulle blive min tur en dag men som jeg og alle andre er har man svært ved at tro på det...... men efter vores 8 års dag kom martin ned på knæ på en strand med solnedgangen i baggrunden.... i guder hvor det var romantisk...... jeg troede virkelig aldrig at det ville ske men efter jeg havde sagt til ham at jeg havde mistet håbet om at han skulle fri tror jeg egentlig at det gik op for at hvor meget jeg gerne ville tilbringe mit liv sammen med ham.......

Efter han havde friet fik jeg en fornemmelse af at jo mere man skal om det og jo mere man giver udtryk for at man virkelig gerne vil giftes så trækker de snuden tilbage....... håber min historie kan give dig lidt håb????..

knuzz Talza25

[Chilliea 0]

Hvis jeg må have lov at læse lidt mellem linjerne, så tror jeg faktisk ikke, at det, der generer dig mest er at være "nummer to" men nærmere at du ikke kan få dét, du rigtig rigtig gerne vil have: Et drømmebryllup med en mand, der ønsker det lige så meget som dig.

Jeg er helt enig med de andre i, at man ikke behøver et stort fancy bryllup for at vise, at man elsker hinanden, og at et bryllup bør handle om JERES følelser og ikke om hvad omverdenen tænker eller om hvad man "bør", MEN jeg forstår godt, at du er ked af det.

Selvom jeg lige så gerne ville giftes med min forlovede, hvis det blev på rådhuset med en burger bagefter, så ELSKER jeg da alt det "ekstra" vi får i form af en skøn og romantisk fest. Der er ikke spor i vejen med aldrig at holde sådan en fest, men jeg synes heller ikke at du behøver være flov, over at du er misundelig på at en rigtig tæt på dig får en, og du ikke gør (endnu).

Som en anden (eller flere?) har været inde på, så synes jeg at du skal snakke med din mand om, hvad et bryllup betyder for dig. Måske har han - pga. dine prinsessedrømme - fået indtrykket af at det kun handler om kjoler og sko for dig, og så kan jeg godt forstå at kæden hopper af for ham. Men hvis det nu i virkeligheden handler om, at du er håbløst romantiker og gerne vil have en stor og eventyrlig oplevelse med ham, som I kan mindes sammen resten af jeres liv, og hvor I fejrer kærligheden med alt hvad den kan trække, så giver det måske mere mening for ham? Ellers kan I måske finde et kompromis af den art. Måske hvor I har de yyyyyndigste blomsterdekorationer men pøller og øller til natmad? Eller hvor du får den mest bedårende askepotkjole, men at I tilgengæld laver lidt sjov og spas med et eller andet tema? Mulighederne er sikkert mange.

Og så vil jeg lige påpege en yderst flabet fordel ved at være "nummer to": Så har du jo mulighed for at overgå din søster. Ej, spøg til side, jeg vil selvfølgelig ikke opfordre til konkurrence, men man kan jo sige, at FØRST ikke nødvendigvis er BEDST. Det lyder til at du er glad på din søsters vejne, og det synes jeg at du skal holde fast i, og så nyd hendes bryllup, og tænk på at du senere får et, der er lige så fantastisk - bare anderledes

1000 tak for din læsen mellem linierne

Og selvfølgelig også til alle jer andre der er kommet med jeres indput.

Vil sige at indlæget oven over rammer rigtigt godt det jeg ikke har kunnet få formuleret,

Jeg under dem det hele og gerne 7 gange hvis det skulle være, men det der gør det lidt øv lige nu, er at jeg har gået i sååååå lang tid og ventet, fisket, drømt, fisket lidt igen......

Også kommer de og render inden om, total nyforelsket agtigt, og super JUHUUU..... I mangel af bedre forklaring, og de er altså bare noget yngre end os.

Og lige det, har jeg nu måtte indse, at det får jeg ikke, ja jeg syntes også i min små egoistiske verden lige nu at det er pisse bittert, at det ikke er mig der er først, men det er mere fordi at jeg nu kan sætte mig og vente på at alle vil komme og spørge til hvad der nu bliver af os, og det er sq ikke sjovt at skulle stå at fortælle svigerfar igen, at det jooo så nok ikke lige bliver til noget her, selvom man inderst inde ønsker et brændende....... Og nej vi gør det ikke for alle de andre, så den snak vil jeg slet ikke indpå.

Men det har hjulpet rigtigt meget at få skrevet noget ned herinde, og få jeres forskellige syn for sagen.

[diskobil 357]

Min anden bror fortalte derimod om en af hans kammerater der shang-haiede hans egen bror ved at ligge sit bryllup 1 uge inden brorens. Dermed var der 2 bryllupper på 2 uger i familien. Min bror mente at kammeraten havde været for stædig med datoen og ikke tænkt sig om hvilke omkostninger det ville ligge på familien, som jo skulle købe gaver til begge par.

Det synes jeg heller ikke rigtig man kan byde familie og venner.

Hvorfor egentlig ikke ? Folk inviterer jo typisk til bryllupsfester 1/2 til et helt år før festen/festerne. Her skal de heller ikke ud og købe gaver i to omgange men kan få det overstået på én gang og måske endda opnå noget mængderabat

Jeg tror Meggers rammer meget godt. Herudover kunne det jo lige så godt have været en veninde der valgte at lægge sit bryllup lige før vedkommendes (har vi jo set herinde før)

[Meggers 55]

Hvis jeg må have lov at læse lidt mellem linjerne, så tror jeg faktisk ikke, at det, der generer dig mest er at være "nummer to" men nærmere at du ikke kan få dét, du rigtig rigtig gerne vil have: Et drømmebryllup med en mand, der ønsker det lige så meget som dig.

Jeg er helt enig med de andre i, at man ikke behøver et stort fancy bryllup for at vise, at man elsker hinanden, og at et bryllup bør handle om JERES følelser og ikke om hvad omverdenen tænker eller om hvad man "bør", MEN jeg forstår godt, at du er ked af det.

Selvom jeg lige så gerne ville giftes med min forlovede, hvis det blev på rådhuset med en burger bagefter, så ELSKER jeg da alt det "ekstra" vi får i form af en skøn og romantisk fest. Der er ikke spor i vejen med aldrig at holde sådan en fest, men jeg synes heller ikke at du behøver være flov, over at du er misundelig på at en rigtig tæt på dig får en, og du ikke gør (endnu).

Som en anden (eller flere?) har været inde på, så synes jeg at du skal snakke med din mand om, hvad et bryllup betyder for dig. Måske har han - pga. dine prinsessedrømme - fået indtrykket af at det kun handler om kjoler og sko for dig, og så kan jeg godt forstå at kæden hopper af for ham. Men hvis det nu i virkeligheden handler om, at du er håbløst romantiker og gerne vil have en stor og eventyrlig oplevelse med ham, som I kan mindes sammen resten af jeres liv, og hvor I fejrer kærligheden med alt hvad den kan trække, så giver det måske mere mening for ham? Ellers kan I måske finde et kompromis af den art. Måske hvor I har de yyyyyndigste blomsterdekorationer men pøller og øller til natmad? Eller hvor du får den mest bedårende askepotkjole, men at I tilgengæld laver lidt sjov og spas med et eller andet tema? Mulighederne er sikkert mange.

Og så vil jeg lige påpege en yderst flabet fordel ved at være "nummer to": Så har du jo mulighed for at overgå din søster. Ej, spøg til side, jeg vil selvfølgelig ikke opfordre til konkurrence, men man kan jo sige, at FØRST ikke nødvendigvis er BEDST. Det lyder til at du er glad på din søsters vejne, og det synes jeg at du skal holde fast i, og så nyd hendes bryllup, og tænk på at du senere får et, der er lige så fantastisk - bare anderledes

1000 tak for din læsen mellem linierne

Og selvfølgelig også til alle jer andre der er kommet med jeres indput.

Vil sige at indlæget oven over rammer rigtigt godt det jeg ikke har kunnet få formuleret,

Jeg under dem det hele og gerne 7 gange hvis det skulle være, men det der gør det lidt øv lige nu, er at jeg har gået i sååååå lang tid og ventet, fisket, drømt, fisket lidt igen......

Også kommer de og render inden om, total nyforelsket agtigt, og super JUHUUU..... I mangel af bedre forklaring, og de er altså bare noget yngre end os.

Og lige det, har jeg nu måtte indse, at det får jeg ikke, ja jeg syntes også i min små egoistiske verden lige nu at det er pisse bittert, at det ikke er mig der er først, men det er mere fordi at jeg nu kan sætte mig og vente på at alle vil komme og spørge til hvad der nu bliver af os, og det er sq ikke sjovt at skulle stå at fortælle svigerfar igen, at det jooo så nok ikke lige bliver til noget her, selvom man inderst inde ønsker et brændende....... Og nej vi gør det ikke for alle de andre, så den snak vil jeg slet ikke indpå.

Men det har hjulpet rigtigt meget at få skrevet noget ned herinde, og få jeres forskellige syn for sagen.

Dejligt, at du blev glad for mit indlæg. Jeg forstår dig godt (tror jeg da) og jeg kan levende forestille mig familiemedlemmer, der sidder og puffer til en med "Er det så jeres tur næste gang, hva' hva' hva'?" Hvilket jo for pokker gør ondt når man så gerne vil det!!! Jeg håber du får dit drømmebryllup snart.

[Guest Anne1979]

Jeg blev friet til denne sommer, og straks gik vi igang med at planlægge vores bryllup næste sommer.

Min storebror, som er et par år ældre end mig, har nu 2 børn med sin kæreste, og friede til hende for ca. 1½ år siden - de er endnu ikke gift.

Efter min H2B og jeg havde offentliggjort vores dato, fik jeg et opkald fra min svigerinde, som spurgte om det var ok hvis hun og min bror blev gitf ca. 2 måneder før vores bryllup. Og det er helt fint - jeg er oven i købet meget beæret over at de overhovedet tænkte på at spørge.

Da jeg i sin tid mødte min kæreste, var han ikke overbevist om, at ægteskab var det rigtige for ham. Jeg er selv advokatfuldmægtig, og har fra start gjort helt klart, at jeg ikke skal have børn før jeg er gift! Det kunne min kæreste forholde sig til, og da han meget gerne vil have børn, vidste han at ægteskab var en forudsætning.

Jeg tror at en del af hans modvilje i starten havde at gøre med, at vi var til et frygtelig stift bryllup sammen ret tidliget i vores forhold. Festen appellerede slet ikke til os eller vores væremåde. Året efter var vi så inviteret til et andet bryllup, og det var den mest fantastiske og afslappede fest.

I dag glæder han sig næsten ligeså meget til brylluppet som jeg gør - sikke en kovending

Jeg synes du skal gøre din kæreste meget klart, hvorfor det betyder så meget for dig at blive gift. Måske har du de samme juridiske overvejelser som jeg har gjort mig?! Og så forklar ham, at der også bliver taget hensyn til hans ønsker når festen skal planlægges - det er jo JERES fest, og det er lige præcis hvad det skal være, en fest!

[diskobil 357]

Jeg tror at en del af hans modvilje i starten havde at gøre med, at vi var til et frygtelig stift bryllup sammen ret tidliget i vores forhold. Festen appellerede slet ikke til os eller vores væremåde. Året efter var vi så inviteret til et andet bryllup, og det var den mest fantastiske og afslappede fest.

I dag glæder han sig næsten ligeså meget til brylluppet som jeg gør - sikke en kovending

Jeg synes du skal gøre din kæreste meget klart, hvorfor det betyder så meget for dig at blive gift. Måske har du de samme juridiske overvejelser som jeg har gjort mig?! Og så forklar ham, at der også bliver taget hensyn til hans ønsker når festen skal planlægges - det er jo JERES fest, og det er lige præcis hvad det skal være, en fest!

Her er det jo værd at slå på at man ikke gifter sig for festens skyld og spørgsmålet er om det er selve festen han er betænkelighed ved. Uanset at han nok er 100% på at det skal være det (forholdet) så er det måske i højere grad følelsen af at være bundet som skal overvindes. Der tror jeg at man skal passe på med at presse for meget på. Hvad de juridiske aspekter, herunder børn, angår så kan man jo sikre sig på mange andre måder end ved at gifte sig.

[Guest Anne1979]

Jeg tror at en del af hans modvilje i starten havde at gøre med, at vi var til et frygtelig stift bryllup sammen ret tidliget i vores forhold. Festen appellerede slet ikke til os eller vores væremåde. Året efter var vi så inviteret til et andet bryllup, og det var den mest fantastiske og afslappede fest.

I dag glæder han sig næsten ligeså meget til brylluppet som jeg gør - sikke en kovending

Jeg synes du skal gøre din kæreste meget klart, hvorfor det betyder så meget for dig at blive gift. Måske har du de samme juridiske overvejelser som jeg har gjort mig?! Og så forklar ham, at der også bliver taget hensyn til hans ønsker når festen skal planlægges - det er jo JERES fest, og det er lige præcis hvad det skal være, en fest!

Her er det jo værd at slå på at man ikke gifter sig for festens skyld og spørgsmålet er om det er selve festen han er betænkelighed ved. Uanset at han nok er 100% på at det skal være det (forholdet) så er det måske i højere grad følelsen af at være bundet som skal overvindes. Der tror jeg at man skal passe på med at presse for meget på. Hvad de juridiske aspekter, herunder børn, angår så kan man jo sikre sig på mange andre måder end ved at gifte sig.

Selvfølgelig skal han være klar til at binde sig - med er han ikke det til syvende og sidst, er min holdning, at så bliver han det heller aldrig! Og så skal han skydes ud til højre, og hun må videre med sit liv.

Og mht. det juridiske - det er ikke alt man kan skrive sig ud af, og det er lige præcis i de situationer at ægteskabet sikrer bedst. Har den ene part (eller begge) særbørn (egne børn), kan man aldrig sikre hinanden lige så godt som ved et ægteskab.

[diskobil 357]

Enig.