Spædbørn til festen...???

[Helena86 0]

Kan se at dette er et følsomt emne, hvilket jeg godt kan forstå.

Men hver mor har nok sine holdninger og meninger.

Jeg tror også du skal vælge dine krige med omhu. Da en nybragt mor, har følelser siddende udenpå tøjet, og hun sikkert vælger ikke at komme til dit bryllup, hvis det er på bekostning af hendes mening om sit afkom.

Og hermed er der en reel risiko for at hun vil bære nag i lang tid fremiver - er det det værd???

Jeg har en hel klar holdning til dette (min egen selvfølgelig!) Og jeg er mor til to.

Min ældste er født 7 uger for tidligt. Derved blev hun født før min planlagte koncert med et ynglingsband. Så hun blev som 4 uger gammel passet hos min mor, med udpumpet mælk i flasker og dejlig seng. Lur mig om ikke jeg ringede hver ½ time,

Men min datter havde det godt, alligevel var jeg den første der var ude af klappen da koncerten var ovre.......

Da hun var 7 uger gammel, altså omkring termin, skulle vi til min fars kobberbryllup. Bedstefar ville selvfølgelig gerne have første barnebarn med til festen, men et eller andet sted synes jeg det var synd for hende, larm fra musik og pludselige udbrud af glæde og klapsalver, og hurra råb.

Vi overvejede det kraftigt og snakkede meget om hvordan og hvorledes, også med min far som godt kunne forstå.

Enden blev at hun var med til festen. I barnevogn i en mellemgang med baby-alarm. Da hun vågnede blev hun ammet, og var med til festen i min arm, mens vi sang sangen fra hende, og vi hyldede kobberparret. hvorefter hun blev hentet af min mor.

Jeg synes det var en god løsning, så vi kunne nyde festen. Jeg var selvfølgelig ædru og kørte direkte ud og hentede hende da festen var slut.

Jeg synes faktisk det er rigtig flot af brudeparret at stille et værelse til rådighed til barn + babysitter.

Angående det med trykhed, så er baby jo ikke mere tryg ved at ligge i sin lift ved siden af moderen end ved at stå i selvsamme lift på et værelse. Nej det er ikke barnet der tænkes på, det er moderen!!!

Enig!!!

Jeg synes at det er fint at du respekterer hendes beslutning - men hold da op hvor jeg synes at det er mærkeligt at fravælge sin søster til sit bryllup, fordi hun lige har født og ønsker at have sit barn med - nej du kan ikke sige at det forstår vi ikke fordi vi har børn - vi har ligesom været i dine sko og det er som om at man bliver en liiiiille smule mere forstående og tolerant når man selv har fået barn og indser at jorden ikke kun drejer rundt om en selv.

Nej, når man får børn tror man at jorden drejer rundt om dem........

Karen jeg kunne ikke være mere enig. Jeg synes også det er lidt unfair af din søster at vælge dig fra netop denne dag, for den kommer skisme ikke igen....

Jeg er altså fuldstændig enig med både Karen og Vanni.... eneste forskel er bare at jeg er mor. Jeg kan ikke forstå at man ikke kan se længere end sine egne behov lige netop denne dag, som er brudeparrets. Det er brudeparrets fest og dem som bestemmer hvordan de har lyst til at festen skal forløbe. Det er selvfølgelig helt tilladt så at melde fra, men jeg kan slet ikke forstå hvorfor man vil melde fra pga børn ikke er velkomne. Børnene tager bestemt ikke skade af at blive passet en enkelt aften.... Det tror jeg da bestemt ikke at min søn har. og da slet ikke hvis de bliver passet i et værelse lige op af festen....

Jeg forstår ikke at i kan blive så forarget allesammen....

Jeg gør godt nok heller ikke.... Jeg har selv en dreng på nu 17 mdr., så jeg må da vist kunne kategoriseres som en mor???

Jeg synes godt nok at der kommer nogle spydige bemærkninger bare fordi at tråd-starter ikke har børn...

Jeg mener da bestemt ikke at børn har noget at gøre til et bryllup - Med mindre man vælger et bryllup på "børnenes præmisser"... F.eks. er der nogen herinde der har mulighed for at stille et rum til rådighed til børnene - Kanon ide, så ville jeg også gerne have haft børn med til mit bryllup hvis vi havde den mulighed, men det har vi ikke, og vi ønsker ikke at de skal rende rundt mellem bordene, eller have "skæld ud" af deres forældre over at de ikke kan sidde stille under en tale!!!!

Ideen med at der er et rum ved siden af hvor søster kan gå ind og få ro til at amme den lille osv. lyder da som en skøn ide. Så kan man kalde trådstarter forkælet over at hun ikke vil have taget opmærksomheden fra hende, eller søsteren forkælet fordi trådstarter vælger at hjælpe søster så meget som muligt.

For selvfølgelig skal den lille ikke være ret langt væk fra sin mor, når h*n ikke er ældre!

Vi står i lidt samme situation, vi har en niece og nevø der til brylluppet er 9 måneder, her har forældrene vist fra før de blev født at de ikke skulle med, og der har ikke været nogle sure miner, de ser tvært imod frem til at have en aften ude uden junior. Men en af min kommende mands kammarater bliver far igen til april ( 3. barn) og den baby vil være to måneder til brylluppet og er ikke inviteret. Vi har snakket med kammaraten om det før invitationerne blev sendt ud og der var fuld forståelse fra ham. Alle børnene er inviteret med i kirken og til receptionen så de ikke skal passes en hel dag, men aftenen bliver uden børn.

Her er alle også inviteret med i kirke og til reception for vi ønsker jo også at fejre dagen med børnene...

Vi kommer da sikkert også til at skulle diskutere det herhjemme senere, vi har en lille ny der kommer som vi skal fine ud af hvor skal være henne, således at vi stadig kan have vores veninde med og nogle nevøer og niecer, hvor vi godt kan ende i samme situation med at bror og svigerinde ikke ønsker og komme fordi de ikke bliver inviteret med... Men den må vi tage senere...

-Helena

[diskobil 357]

Lige et indspark til den her med at børn først er voksne når de bliver (18) og derved kommer med. De er myndige ja men derfor er det jo ikke ensbetydende med at de opfører sig som sådan. Jeg har set 15-19 årige ude til bryllupsfesterne sidde og SMS'e under middagen og sågar mens der har været taler. Senere er det de samme der står og vil høre hvad jeg vil kalde "dead-techno" og det allernyeste mainstream og nogle af dem bliver ved og ved og ved, og vil høre det samme igen og igen. Dvs. de har ligesom ikke forstået at det er en bryllupsfest fremfor en af de sædvanlige ungdomsfester.

Når det så er sagt så skal det også klart pointeres at ovenstående ikke er generelt. Langt de fleste unge opfører sig som regel pænt, har det sjovt og deltager i festen på de præmisser som der nu engang er. Præcist som det er tilfældet med de fleste børn, forudsat at der også er nogle aktiviteter/muligheder for dem. Her skal vi selvfølgelig bortse fra spædbørnene som ikke gør så meget væsen af sig når de sover og ikke rigtig har meget andet situationsfornemmelse end den tryghed det er at have en sut i munden

Redigeret March 9, 2009 af diskobil

[waltine 0]

puha hvor kan dette emne få alle op af stolene.

jeg vil dog sige at brudeparret invitere folk uden børn og så er det op til forældrene om de vil med eller ej uden deres børn.

her har brudeparet ovenikøbet kommet med et kompromi foreslag til hvordan hendes søster kan være med uden barnet men at barnet er lige i nærheden. hvis dette ikke behager hende så må hun jo takke nej til invitationen også selv om det er din søster.

det er hårdt, kort og kontant men du er nød til og få afsluttet dette med din søster for at du kan nyde resten af planlægningen, håber på den bedste løsning for jer.

[Guest PernilleRing]

Er i NØJAGTIG samme situation. Vi har dog meldt ud at der INGEN børn skal med og derfor har min søster sagt nej tak.

Det skal siges at hun, inden hun blev gravid, men godt vidste hvornår vi skulle giftes, godt ville være med til løsningen med et værelse på hotellet - efter hun blev gravid var det så ikke en løsning mere - vist mest pga min svoger. Det skal også siges at det er barn nummer to, så hun ved godt hvordan det er at have børn.

Jeg har ingen børn selv - og er DØDTRÆT at folk der siger "det forstår du ikke, for du har ingen børn" - sig mig lige engang: kan jeg tillade mig at sige "det forstår DU ikke, fordi du HAR børn"????????

Vi holder et bryllup som vi ønsker det, altså UDEN børn af nogen slags.

Selvfølgelig er det hårdt ikke at skulle have min søster hos mig på den store dag, vi har været rigtig tætte veninder igennem tiden, men det er der ikke noget at gøre ved. Hun kendte min holdning inden hun blev gravid og jeg troede, jeg kendte hendes.......

Vi var uvenner i en periode, men nu er vi gode venner igen, og så er det som det er.

NØJ hvor synes jeg det er elendigt af din søster at melde fra til dit bryllup! Jeg synes jo netop at hun melder fra overfor familien. COME ON - Det er kun EN dag i hele hendes liv! Jeg synes det er SÅ svært at forstå. Når man har børn så skal man åbenbart melde fra til alle fester, eller hvad???

[Guest Camomilla2]

Hold da op en masse debat! Jeg kan sagtens se det fra begge sider. Men jeg synes, det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der har KRAV på at blive inviteret med til bryllupsfest, eller som har KRAV på at bestemme, hvordan de vil være med. Hvis brudeparret ønsker en børnefri fest, så er det altså sådan, man bliver inviteret med. Og hvis man så føler, at ens barn er for lille til at blive passet, eller ikke kan leve med at have barnet i et andet rum (som ellers er et fint kompromis), så er det jo ens egen beslutning. Altså søsterens.

Det er jo altid rarest, når man kan finde ud af at ordne ting i fred og fordragelighed, og jeg synes, det lyder som om, at bruden her har forsøgt at indrette sig så meget, som hun synes hun kan, på at søsteren kan have barnet med. At søsteren så vil have barnet ved sin side hele tiden er ganske forståeligt - sådan er der nok mange mødre, der vil have det - men det er vigtigt at huske, at det så er SØSTERENS valg ikke at komme med, hvis hun ikke kan det. Det er ikke bruden, der ikke vil have sin søster med.

[janej-70 0]

Hold da op en masse debat! Jeg kan sagtens se det fra begge sider. Men jeg synes, det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der har KRAV på at blive inviteret med til bryllupsfest, eller som har KRAV på at bestemme, hvordan de vil være med. Hvis brudeparret ønsker en børnefri fest, så er det altså sådan, man bliver inviteret med. Og hvis man så føler, at ens barn er for lille til at blive passet, eller ikke kan leve med at have barnet i et andet rum (som ellers er et fint kompromis), så er det jo ens egen beslutning. Altså søsterens.

Det er jo altid rarest, når man kan finde ud af at ordne ting i fred og fordragelighed, og jeg synes, det lyder som om, at bruden her har forsøgt at indrette sig så meget, som hun synes hun kan, på at søsteren kan have barnet med. At søsteren så vil have barnet ved sin side hele tiden er ganske forståeligt - sådan er der nok mange mødre, der vil have det - men det er vigtigt at huske, at det så er SØSTERENS valg ikke at komme med, hvis hun ikke kan det. Det er ikke bruden, der ikke vil have sin søster med.

Enig

Jeg synes også bruden har gjort meget for at tilpasse søsteren, ved at leje et værelse hvor bebsen kan stå og sove, som han/hun sikkert vil gøre meget af tiden.

Det jeg undres meget over i dette indlæg er nok søsteren, som jeg læser mellem linierne er opmærksomhedskrævende, ved at hun vil have babyen ved sin side, på trods af at der er stillet et rum tilrådighed til det.

Jeg kan sagtens forstå alle indlæggene om at man som mor vil have sin baby ved sig hele tiden - al respekt for det. Men vi taler om at baby sover i et tilstødende lokale!!!

Og så en lille løftet pegefinger med risiko for virkelig at få nogen på hattepulden. Jeg er klar :-)

Husk på alle i nybragte mødre, der fokuserer så meget det nye lille pus, (som selvfølgelig er verdens ottende vidunder, jeg ved det - er mor til to som som jeg elsker over alt.)

Men der er andre mennesker i denne verden. En far der også gerne vil være en del af babyens liv, bedsteforældre, venner og veninder.

Jeg har kendskab til mange mødre der tilsidesætter ALT til fordel for deres baby, både mand, svigerforældre og venner, det resulterer nogengange i at venner trækker sig, da alt samvær skal være afhængig af babys vaner, sovetider, overfølsomhed for lyde osv.

Samt at far nogengange bliver (måske ubevidst) skubbet væk, da mor er bedst i mors øjne.

Bedsteforældre på mors side får som regel lov at være en del af hele cirkus, hvorimod bedsteforældre på fars side mange gange bliver sat på sidespor.

Selv om man får børn er man stadig mennesker, kærester/ægtefæller.

Jeg har set dette...

Barn/børn fylder ALT i mors liv, far trækker sig (der er jo alligevel ikke tid/lyst til ham) når barn bliver så stort at det skal til fritidsaktiviteter (7,8,9 års alderen) så flipper mor, for far tager ikke del i en skid (han har aldrig fået lov.) Skænderier - skilsmisse.

Eller:

Når barnet bliver så stort at det selv interesserer sig for venner og fritidsaktiviteter, giver det pludselig mor tid til sig selv, og vil pludselig også bruge tid på far. Det ønsker far ikke for han har udviklet sig i årene hvor mor koncentrerede sig om barn, og de har nu ikke noget tilfælles. Nå men så må mor dyrke sine veninder lidt mere, det ønsker de måske ikke, da de har ettableret andre bekendskaber.

Uhh.. jeg ved det er et meget farligt indlæg, men det er dog som jeg har oplevet det et utal af gange.

Knus. (og undskyld)

[Katja 0]

Jeg syntes klart at alderen 0-6 mdr er for småt til en pasning af en form. Over der ser jeg ikke noget problem.

Men jeg syntes det er flot at et værelse er sat til rådighed. Selvom man så nok skal være klar over at ved så lille et barn vil moderen nok fræse frem og tilbage..

Personligt ville jeg, hvis et af mine børn ikke måtte komme med, være blevet væk. Hvis barnet vel at mærke var så småt.

Men igen jeg ville nok overveje det hvis et værelse var sat til rådighed. Omend jeg nok ville bruge det meste af tiden derinde..

Det er farlig grund at komme ud i som andre også skriver.

Men jeg er enig i mange af de andre at så lille et barn ikke er nogen hindring for de voksne at feste. med mindre at man forventer at alle drikker sig plakat fulde.

Vi har haft denne debat før og jeg står ved hvad jeg sagde der.

For mig set er det egoistisk af de voksne ikke at have børn med. Det er en festlig lejlighed for hele familien. Nu skal det så også siges at vi har 3 piger herhjemme i alderen.. 1- 7 år og jeg vil ikke undvære nogen af dem i mere end 1 minut på vores dag. Det er vores fælles dag, for det er den dag hvor mor og far forenes. Så derfor har vi gjort vores bryllup børne venligt. Alle børn er velkommen og festen starter allerede kl 15, med spisning kl. 16.

Børnene som udgør ca halvdelen af vores gæster er mellem 2mdr og til 15 år. Der bliver sat et tv op med dvd og så er jeg ved at finde kreative ting som de alle kan lave. Og vi er så heldige at der er masser af legeplads i det lokale som ligger lige op til vores lokaler. Så jeg er sikker på at både voksne og børn får alt det de hver især har brug for. De store holder øje med de små og jeg er sikker på det bliver en vidunderlig dag for alle.

Er i NØJAGTIG samme situation. Vi har dog meldt ud at der INGEN børn skal med og derfor har min søster sagt nej tak.

Det skal siges at hun, inden hun blev gravid, men godt vidste hvornår vi skulle giftes, godt ville være med til løsningen med et værelse på hotellet - efter hun blev gravid var det så ikke en løsning mere - vist mest pga min svoger. Det skal også siges at det er barn nummer to, så hun ved godt hvordan det er at have børn.

Jeg har ingen børn selv - og er DØDTRÆT at folk der siger "det forstår du ikke, for du har ingen børn" - sig mig lige engang: kan jeg tillade mig at sige "det forstår DU ikke, fordi du HAR børn"????????

Vi holder et bryllup som vi ønsker det, altså UDEN børn af nogen slags.

Selvfølgelig er det hårdt ikke at skulle have min søster hos mig på den store dag, vi har været rigtig tætte veninder igennem tiden, men det er der ikke noget at gøre ved. Hun kendte min holdning inden hun blev gravid og jeg troede, jeg kendte hendes.......

Vi var uvenner i en periode, men nu er vi gode venner igen, og så er det som det er.

Undskyld mig Karen.

Men den sætning foragede mig lidt. Det er vel næppe din søsters skyld at hun har termin ikke langt fra din bryllups dag. Jeg tror ikke at nogen planlægger et barn og siger; åh nej vi skal til bryllup et par måneder efter, så vi må nok hellere udskyde barnet.

Jeg ved godt du nok ikke har ment det så bogstaveligt, din fustration er meget tydelig i den sætning. men jeg kunne ikke dy mig. ;)

Men jeg forstår godt at din søster har meldt fra med den holdning, beklager jeg ikke kan bakke dig op omkring det.

Og det kan meget vel være at du er træt af at høre at det er fordi at du ikke har børn selv. Men er ked af at sige at det er rigtigt. Jeg hørte den også hele tiden før jeg fik børn og den hang mig langt ud af halsen. Men jeg må krybe til korset og give dem ret.

Men man ændrer sig efter man har fået børn og ens første prioritet bliver så meget anderledes.

Før min ældste datter Julie, havde jeg overflod af venner og bekendte og gik altid ud. Efter kunne jeg ikke få mig selv til det. Ikke fordi jeg valgte venner/ familie fra. Men fordi jeg havde skabt et lille liv. Et lille barn jeg havde båret i 9mdr som var SÅ afhængig af mig. For første gang i mit liv følte jeg at jeg gjorde noget rigtigt og fandt mig selv for første gang, min identitet. Jeg var MOR og det vil jeg altid være.

Jeg blev så også velsignet senere med en steddatter Carla på 5år nu og her sidste år fik vi Maia på 1 år. Og skulle jeg kunne undvære mine børn til andres bryllupper, fødselsdag eller lign, nej ikke hvis jeg kan undgå det. Men mine børn er så store at det er nemmere..

Børn under det halve år har meget mere brug for mor. Og ærligt ville jeg som mor føle at jeg svigtede mit barn ( når det stadig er så nyt ).

Men godt at i er blevet venner igen.. Sådanne en ting burde ikke skille familie ad.

[Guest PernilleRing]

Jeg synes let debatten kommer til at lyde som om at dem med børn har mere ret end dem uden børn, fordi de ved, at os uden børn senere vil ændre holdning i denne sag... Og det synes jeg er uheldigt.

Jeg synes ikke at du (dig som startede tråden) skal tænke som om du har børn, FOR DET HAR DU IKKE!

Man kan ikke tænke som en mor når man aldrig har prøvet det, og det synes jeg da at mødrene - om nogen - må have forstråelse for. De har jo trods alt selv prøvet at være "barn-fri"...

Det kan så godt være at man ændrer holdning når man engang får børn, men så længe du ikke har dem - og ikke er afhængig af dem - så synes jeg du skal gøre som DU vil!

[Guest Camomilla2]

Lige præcis, Pernille!

Og jeg synes også, det er ærgeligt, at denne tråd er blevet så personlig. Det er som om, nogle af mødrene her tager det som et lidt personligt angreb, at nogle kan finde på at holde et bryllup uden børn. Det er det jo ikke! Vi er bare alle forskellige, og hurra da for det! Jeg synes, det er fedt, at der er nogle, der holder børnevenlige brylupper - og det giver da masser af mening, hvis man selv har børn. Men hvis man nu har valgt at holde sit bryllup uden børn, så skal man da have lov til det! Selvfølgelig skal man så også vide, at der måske er nogle med børn, der ikke vil komme. Sådan er det jo engang. Det er så naturligvis trist, når det er ens egen søster. Og det var vel egentlig bare det, at tråd-starteren ville have lidt luft for.

[Guest Ninkaninus2000]

Jeg vil godt lige komme med mine erfaringer fra vores bryllup.

Min mands fætter og kone havde lige fået tvillinger 2 mdr. inden brylluppet derudover har de 2 andre børn, der er lidt større.

Vi inviterede kun de små tvillinger med og det var der overhoved ikke noget problem i.

Gæsterne tog ikke hensyn til babyerne og babyerne sov fra det hele. Jeg/vi hørte eller så slet ikke noget til babyerne under festen om aftenen, for de sov.

[Vanni 29]

Hold da op en masse debat! Jeg kan sagtens se det fra begge sider. Men jeg synes, det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der har KRAV på at blive inviteret med til bryllupsfest, eller som har KRAV på at bestemme, hvordan de vil være med. Hvis brudeparret ønsker en børnefri fest, så er det altså sådan, man bliver inviteret med. Og hvis man så føler, at ens barn er for lille til at blive passet, eller ikke kan leve med at have barnet i et andet rum (som ellers er et fint kompromis), så er det jo ens egen beslutning. Altså søsterens.

Det er jo altid rarest, når man kan finde ud af at ordne ting i fred og fordragelighed, og jeg synes, det lyder som om, at bruden her har forsøgt at indrette sig så meget, som hun synes hun kan, på at søsteren kan have barnet med. At søsteren så vil have barnet ved sin side hele tiden er ganske forståeligt - sådan er der nok mange mødre, der vil have det - men det er vigtigt at huske, at det så er SØSTERENS valg ikke at komme med, hvis hun ikke kan det. Det er ikke bruden, der ikke vil have sin søster med.

Enig

Jeg synes også bruden har gjort meget for at tilpasse søsteren, ved at leje et værelse hvor bebsen kan stå og sove, som han/hun sikkert vil gøre meget af tiden.

Det jeg undres meget over i dette indlæg er nok søsteren, som jeg læser mellem linierne er opmærksomhedskrævende, ved at hun vil have babyen ved sin side, på trods af at der er stillet et rum tilrådighed til det.

Jeg kan sagtens forstå alle indlæggene om at man som mor vil have sin baby ved sig hele tiden - al respekt for det. Men vi taler om at baby sover i et tilstødende lokale!!!

Og så en lille løftet pegefinger med risiko for virkelig at få nogen på hattepulden. Jeg er klar :-)

Husk på alle i nybragte mødre, der fokuserer så meget det nye lille pus, (som selvfølgelig er verdens ottende vidunder, jeg ved det - er mor til to som som jeg elsker over alt.)

Men der er andre mennesker i denne verden. En far der også gerne vil være en del af babyens liv, bedsteforældre, venner og veninder.

Jeg har kendskab til mange mødre der tilsidesætter ALT til fordel for deres baby, både mand, svigerforældre og venner, det resulterer nogengange i at venner trækker sig, da alt samvær skal være afhængig af babys vaner, sovetider, overfølsomhed for lyde osv.

Samt at far nogengange bliver (måske ubevidst) skubbet væk, da mor er bedst i mors øjne.

Bedsteforældre på mors side får som regel lov at være en del af hele cirkus, hvorimod bedsteforældre på fars side mange gange bliver sat på sidespor.

Selv om man får børn er man stadig mennesker, kærester/ægtefæller.

Jeg har set dette...

Barn/børn fylder ALT i mors liv, far trækker sig (der er jo alligevel ikke tid/lyst til ham) når barn bliver så stort at det skal til fritidsaktiviteter (7,8,9 års alderen) så flipper mor, for far tager ikke del i en skid (han har aldrig fået lov.) Skænderier - skilsmisse.

Eller:

Når barnet bliver så stort at det selv interesserer sig for venner og fritidsaktiviteter, giver det pludselig mor tid til sig selv, og vil pludselig også bruge tid på far. Det ønsker far ikke for han har udviklet sig i årene hvor mor koncentrerede sig om barn, og de har nu ikke noget tilfælles. Nå men så må mor dyrke sine veninder lidt mere, det ønsker de måske ikke, da de har ettableret andre bekendskaber.

Uhh.. jeg ved det er et meget farligt indlæg, men det er dog som jeg har oplevet det et utal af gange.

Knus. (og undskyld)

Hvor er det godt skrevet,og jeg er helt enig med dig, så er vi to til at stå sammen, hvis der kommer lidt ørertæver for holdningen

[mssarah 0]

Hold da op en masse debat! Jeg kan sagtens se det fra begge sider. Men jeg synes, det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der har KRAV på at blive inviteret med til bryllupsfest, eller som har KRAV på at bestemme, hvordan de vil være med. Hvis brudeparret ønsker en børnefri fest, så er det altså sådan, man bliver inviteret med. Og hvis man så føler, at ens barn er for lille til at blive passet, eller ikke kan leve med at have barnet i et andet rum (som ellers er et fint kompromis), så er det jo ens egen beslutning. Altså søsterens.

Det er jo altid rarest, når man kan finde ud af at ordne ting i fred og fordragelighed, og jeg synes, det lyder som om, at bruden her har forsøgt at indrette sig så meget, som hun synes hun kan, på at søsteren kan have barnet med. At søsteren så vil have barnet ved sin side hele tiden er ganske forståeligt - sådan er der nok mange mødre, der vil have det - men det er vigtigt at huske, at det så er SØSTERENS valg ikke at komme med, hvis hun ikke kan det. Det er ikke bruden, der ikke vil have sin søster med.

Enig

Jeg synes også bruden har gjort meget for at tilpasse søsteren, ved at leje et værelse hvor bebsen kan stå og sove, som han/hun sikkert vil gøre meget af tiden.

Det jeg undres meget over i dette indlæg er nok søsteren, som jeg læser mellem linierne er opmærksomhedskrævende, ved at hun vil have babyen ved sin side, på trods af at der er stillet et rum tilrådighed til det.

Jeg kan sagtens forstå alle indlæggene om at man som mor vil have sin baby ved sig hele tiden - al respekt for det. Men vi taler om at baby sover i et tilstødende lokale!!!

Og så en lille løftet pegefinger med risiko for virkelig at få nogen på hattepulden. Jeg er klar :-)

Husk på alle i nybragte mødre, der fokuserer så meget det nye lille pus, (som selvfølgelig er verdens ottende vidunder, jeg ved det - er mor til to som som jeg elsker over alt.)

Men der er andre mennesker i denne verden. En far der også gerne vil være en del af babyens liv, bedsteforældre, venner og veninder.

Jeg har kendskab til mange mødre der tilsidesætter ALT til fordel for deres baby, både mand, svigerforældre og venner, det resulterer nogengange i at venner trækker sig, da alt samvær skal være afhængig af babys vaner, sovetider, overfølsomhed for lyde osv.

Samt at far nogengange bliver (måske ubevidst) skubbet væk, da mor er bedst i mors øjne.

Bedsteforældre på mors side får som regel lov at være en del af hele cirkus, hvorimod bedsteforældre på fars side mange gange bliver sat på sidespor.

Selv om man får børn er man stadig mennesker, kærester/ægtefæller.

Jeg har set dette...

Barn/børn fylder ALT i mors liv, far trækker sig (der er jo alligevel ikke tid/lyst til ham) når barn bliver så stort at det skal til fritidsaktiviteter (7,8,9 års alderen) så flipper mor, for far tager ikke del i en skid (han har aldrig fået lov.) Skænderier - skilsmisse.

Eller:

Når barnet bliver så stort at det selv interesserer sig for venner og fritidsaktiviteter, giver det pludselig mor tid til sig selv, og vil pludselig også bruge tid på far. Det ønsker far ikke for han har udviklet sig i årene hvor mor koncentrerede sig om barn, og de har nu ikke noget tilfælles. Nå men så må mor dyrke sine veninder lidt mere, det ønsker de måske ikke, da de har ettableret andre bekendskaber.

Uhh.. jeg ved det er et meget farligt indlæg, men det er dog som jeg har oplevet det et utal af gange.

Knus. (og undskyld)

Hvor er det godt skrevet,og jeg er helt enig med dig, så er vi to til at stå sammen, hvis der kommer lidt ørertæver for holdningen

Hvis det gør det lettere er vi tre til at stå sammen.

[Katja 0]

Jeg synes let debatten kommer til at lyde som om at dem med børn har mere ret end dem uden børn, fordi de ved, at os uden børn senere vil ændre holdning i denne sag... Og det synes jeg er uheldigt.

Jeg synes ikke at du (dig som startede tråden) skal tænke som om du har børn, FOR DET HAR DU IKKE!

Man kan ikke tænke som en mor når man aldrig har prøvet det, og det synes jeg da at mødrene - om nogen - må have forstråelse for. De har jo trods alt selv prøvet at være "barn-fri"...

Det kan så godt være at man ændrer holdning når man engang får børn, men så længe du ikke har dem - og ikke er afhængig af dem - så synes jeg du skal gøre som DU vil!

Hej Pernille..

Jeg tror ikke så meget at vi som mødre skal have ret. Jeg ser det som vi er flere der til dels deler holdning.

Nu vil jeg så også lige understrege at trådstarterens ide med at stille et værelse til rådighed er meget prisværdigt. Hun udviser forståelse, og det tager jeg hatten af for. Jeg kender mange ikke-mødre der slet ikke forstår problematikken bag at have et barn der er afhængig af en uanset alder. Og fair nok for det..det gjorde jeg heller ikke.

Nu sidder jeg selv med en forholdsvis ny lille en. Og da hun var under de 6mdr havde jeg hverken overskud eller samvittighed til at efterlade hendes hos andre, om det så var bare et par timer. Selv i dag har jeg nogenlunde samme problematik og hun er endda fyldt 1 år. Hun har været passet 1 gang og stadig kimede jeg babysitteren ned i løbet af tiden.. Totalt første gangs mor agtigt..hehe

Det skal dog lige siges at vi havde en hård start med hende, så vi er ekstra pylrede.

Men samtidig kan jeg også følge, vi voksne trænger til at være os selv- ideen. Det gør jeg også engang imellem med 3 tøser i huset. Men jeg vælger så alligevel at holde børnevenligt bryllup, for mine egne børns skyld også.

Men ærligt forståelse er der ikke nogen der dør af. Og fair nok for dem der ikke vil have børn med. Men så kan de altså ikke tillade sig at beklage sig over at nogen melder fra fordi de har spædbørn de ikke må tage med. (igen her snakker jeg børn under 6mdr). Er det større børn der snakkes om, er det uforståeligt. De har nemmere ved at blive passet uden problemer og der bør forældrene tage hensyn til brudeparrets ønsker.

Jeg siger ikke at min overbevisning er den rigtige for alle. Jeg giver bare udtryk for den..

Jeg håber i begge ( Karen og trådstarter )finder en løsning alle kan leve med.

Ingen bør skændtes over bagateller. og da slet ikke familie.

De bedste ønsker herfra

:thumbsupsmileyanim:

[Guest Janni1984]

Hej !

Jeg håber virkelig at få nogle input til den eneste krise, vi har haft i forhold til vores bryllupsplanlægning.

Min søster skal føde 2 mdr. før vores bryllup, og vi har fra starten meldt ud, at vores fest skulle være uden børn. Min søster kan dog ikke forstå, at jeg kan sige det, når det drejer sig om vores kommende nevø/niece som jo er tæt familie. Hun vil gerne at hun kan få lov til at tage barnet med til bordet... og ikke mindst at det skal have lov at stå ved siden af i liften, når det skal sove.

Vi er dog rigtig trætte af, at der skal være et spædbarn tilstede, da vi ikke ønsker at de øvrige gæster skal tage hensyn til et lille barn, og da vi ikke synes det er super fedt, hvis barnet græder under en tale, og den dag ønsker vi heller ikke at opmærksomheden skal være rettet mod et lille barn.

Vi har derfor lejet et værelse på feststedet, som de kan have barnet i - da jeg foreslog min søster det, tog hun det meget personligt.... og mente at jeg prøvede at gemme barnet væk... og "ville ønske at jeg så anderledes på det - og det satte skår i hendes glæde"

Så det jeg vil høre jer om, er det er mig der er helt galt på den.... jeg synes jo selv, at det er fair nok, at hun kan have barnet med i løbet af dagen, men at det om aftenen ikke skal være en del af festen..... er det urimeligt at have det ønske..??? det er vel vores dag ????

Det har i hvert fald betydet at min søster og jeg hver især går rundt og er trætte af den anden... og jeg går rundt med ondt i maven over hvad resultatet bliver.... for jeg føler virkelig at det pludselig er min søster der bestemmer showet og ikke min kæreste og jeg.....

Hvad gør vi ????

Hmm jeg ved ikke rigtig hvad jeg mener..

Mit bryllup bliver aldrig større end et barn godt kan være med.. Min veninde skal føde nu og tager sit barn med til vores bryllup... fint med mig, bare det ikke er mig der skal passe det..

Men man er jo af forskellige holdninger, og jeg kan godt forstå din søster...

[Guest Janni1984]

Hej !

Jeg håber virkelig at få nogle input til den eneste krise, vi har haft i forhold til vores bryllupsplanlægning.

Min søster skal føde 2 mdr. før vores bryllup, og vi har fra starten meldt ud, at vores fest skulle være uden børn. Min søster kan dog ikke forstå, at jeg kan sige det, når det drejer sig om vores kommende nevø/niece som jo er tæt familie. Hun vil gerne at hun kan få lov til at tage barnet med til bordet... og ikke mindst at det skal have lov at stå ved siden af i liften, når det skal sove.

Vi er dog rigtig trætte af, at der skal være et spædbarn tilstede, da vi ikke ønsker at de øvrige gæster skal tage hensyn til et lille barn, og da vi ikke synes det er super fedt, hvis barnet græder under en tale, og den dag ønsker vi heller ikke at opmærksomheden skal være rettet mod et lille barn.

Vi har derfor lejet et værelse på feststedet, som de kan have barnet i - da jeg foreslog min søster det, tog hun det meget personligt.... og mente at jeg prøvede at gemme barnet væk... og "ville ønske at jeg så anderledes på det - og det satte skår i hendes glæde"

Så det jeg vil høre jer om, er det er mig der er helt galt på den.... jeg synes jo selv, at det er fair nok, at hun kan have barnet med i løbet af dagen, men at det om aftenen ikke skal være en del af festen..... er det urimeligt at have det ønske..??? det er vel vores dag ????

Det har i hvert fald betydet at min søster og jeg hver især går rundt og er trætte af den anden... og jeg går rundt med ondt i maven over hvad resultatet bliver.... for jeg føler virkelig at det pludselig er min søster der bestemmer showet og ikke min kæreste og jeg.....

Hvad gør vi ????

Hmm jeg ved ikke rigtig hvad jeg mener..

Mit bryllup bliver aldrig større end et barn godt kan være med.. Min veninde skal føde nu og tager sit barn med til vores bryllup... fint med mig, bare det ikke er mig der skal passe det..

Men man er jo af forskellige holdninger, og jeg kan godt forstå din søster...

Vil dermed også lige indskyde, at når muligheden er der for at leje et værelse, syne sjeg det er et godt valg fra jeres side af...

[Guest Musvitten]

Jeg vil lige give min mening med også.

Vi har selv 2 børn der til brylluppet vil være næsten 3 og næsten 5. De skal SELVFØLGELIG med, jeg ville ikke for noget i verden undvære dem på vores store dag. Og som jeg tidligere har skrevet herinde, så har vi før holdt fest og på det tidspunkt var de 3/4 år og 2½ år. Vi hørte dem ikke, men nu generer det så heller ikke mig, at den store gik rundt mellem bordene og dansede til musikken. Da de blev trætte blev de lagt til at sove i et tilstødende lokale.

Til brylluppet skal de jo så med. Og specielt vores datter på næsten 5 år glæder sig helt vildt, til hun skal have sin prinsesse kjole på, og være med til hele festen indtil hun falder i søvn.

Da vores datter var 1 år, var vi inviteret til et bryllup. Der var der et stort barn med der larmede under taler, og i det hele taget var meget synligt under hele festen. Efter den fest skulle jeg ihvertfald ikke holde bryllup med børn, men igen kommer det an på hvordan børnene er.

Det skal lige siges at til vores fest er børn under 6 måneder velkommen, men over 6 måneder ser jeg gerne at de bliver passet....

Knus Christina

[stinehelene 23]

Kærligheden 1. Korintherbrev 13

v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

v13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Det er vel et spørgsmål om opdragelse.. er nogle gange mit standart svar når veninderne der efterhånden har et helt landshold af purke og purkinder tilsammen taler om kræsenhed, søvnmønstre og alt det andet som kvinder med børn nu engang taler om når de er i samme rum. Når man ingen børn har så bliver man forvandlet til et uviden alien, hvis svar, indspark og meninger absolut ingen gyldighed har for; du har jo ikke børn selv!

Jeg har arbejdeet med børn siden jeg var 17, så jeg ved faktisk noget om børn og forældre, griner.. og tro mig jeg er sikker på at jeg når jeg selv bliver en børnkaglende veninde så har jeg helt sikkert glemt alt om tillærte pædagodik ting og triks..

Jeg mener det er sundt at lærer at give sine børn fra sig, for nogle timer ad gangen. Mødre der skriver de ville dø hvis deres 6 måneder gamle barn skulle passes af andre, skylder sig selv en fridag med sin mand.

Når det så er sagt, så prøv lige at finde næstekærligheden frem tøser!!! Det er sg da helt vandvittigt som nogle mennesker ikke kan se ud over deres egen næse, bare fordi de skal giftes. Mig mig mig mig mig.. det er da den mentalitet der er gal med verdenen! Jeg kan blive hel harm over at man i en tråd kan læse at folkekirkens arbejdsgang og vilje skal strække sig ind over sognegrænser og landsdele i næstekærlighedens og 'historien om lad børnene komme til mig' navn og så kan man ikke dele en kvindes kærlighed til sit barn på sin bryllups dag? En dag som gerne skulle være i kærlighedens navn og ikke i egenkærlighedens navn.

Del dog ud af den overflod i har, livet er en gave, tag den ikke for givet. Kærlighed er en gave, men den dør hvis den skal druknes i krav, egoisme og egenvilje.

[sissse 0]

Kærligheden 1. Korintherbrev 13

v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

v13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Det er vel et spørgsmål om opdragelse.. er nogle gange mit standart svar når veninderne der efterhånden har et helt landshold af purke og purkinder tilsammen taler om kræsenhed, søvnmønstre og alt det andet som kvinder med børn nu engang taler om når de er i samme rum. Når man ingen børn har så bliver man forvandlet til et uviden alien, hvis svar, indspark og meninger absolut ingen gyldighed har for; du har jo ikke børn selv!

Jeg har arbejdeet med børn siden jeg var 17, så jeg ved faktisk noget om børn og forældre, griner.. og tro mig jeg er sikker på at jeg når jeg selv bliver en børnkaglende veninde så har jeg helt sikkert glemt alt om tillærte pædagodik ting og triks..

Jeg mener det er sundt at lærer at give sine børn fra sig, for nogle timer ad gangen. Mødre der skriver de ville dø hvis deres 6 måneder gamle barn skulle passes af andre, skylder sig selv en fridag med sin mand.

Når det så er sagt, så prøv lige at finde næstekærligheden frem tøser!!! Det er sg da helt vandvittigt som nogle mennesker ikke kan se ud over deres egen næse, bare fordi de skal giftes. Mig mig mig mig mig.. det er da den mentalitet der er gal med verdenen! Jeg kan blive hel harm over at man i en tråd kan læse at folkekirkens arbejdsgang og vilje skal strække sig ind over sognegrænser og landsdele i næstekærlighedens og 'historien om lad børnene komme til mig' navn og så kan man ikke dele en kvindes kærlighed til sit barn på sin bryllups dag? En dag som gerne skulle være i kærlighedens navn og ikke i egenkærlighedens navn.

Del dog ud af den overflod i har, livet er en gave, tag den ikke for givet. Kærlighed er en gave, men den dør hvis den skal druknes i krav, egoisme og egenvilje.

Amen Det var nok det jeg på en ret klodset måde forsøgte at give udtryk for!!!

[Vanni 29]

Kærligheden 1. Korintherbrev 13

v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

v13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Det er vel et spørgsmål om opdragelse.. er nogle gange mit standart svar når veninderne der efterhånden har et helt landshold af purke og purkinder tilsammen taler om kræsenhed, søvnmønstre og alt det andet som kvinder med børn nu engang taler om når de er i samme rum. Når man ingen børn har så bliver man forvandlet til et uviden alien, hvis svar, indspark og meninger absolut ingen gyldighed har for; du har jo ikke børn selv!

Jeg har arbejdeet med børn siden jeg var 17, så jeg ved faktisk noget om børn og forældre, griner.. og tro mig jeg er sikker på at jeg når jeg selv bliver en børnkaglende veninde så har jeg helt sikkert glemt alt om tillærte pædagodik ting og triks..

Jeg mener det er sundt at lærer at give sine børn fra sig, for nogle timer ad gangen. Mødre der skriver de ville dø hvis deres 6 måneder gamle barn skulle passes af andre, skylder sig selv en fridag med sin mand.

Når det så er sagt, så prøv lige at finde næstekærligheden frem tøser!!! Det er sg da helt vandvittigt som nogle mennesker ikke kan se ud over deres egen næse, bare fordi de skal giftes. Mig mig mig mig mig.. det er da den mentalitet der er gal med verdenen! Jeg kan blive hel harm over at man i en tråd kan læse at folkekirkens arbejdsgang og vilje skal strække sig ind over sognegrænser og landsdele i næstekærlighedens og 'historien om lad børnene komme til mig' navn og så kan man ikke dele en kvindes kærlighed til sit barn på sin bryllups dag? En dag som gerne skulle være i kærlighedens navn og ikke i egenkærlighedens navn.

Del dog ud af den overflod i har, livet er en gave, tag den ikke for givet. Kærlighed er en gave, men den dør hvis den skal druknes i krav, egoisme og egenvilje.

Synes det er rigtig godt det, som du har skrevet. Og jeg har det lidt sådan, at man skal vælge sine kampe. Skaber det unødigt konflikter, fordi søster ikke må have sit lille barn med, så overvej, om ikke hun for en gangs skyld skal have sin vijle, men at det bliver uden at folk skal tage hensyn til hende eller barnet.

Men jeg studser over at du skriver det med næste kærligheden, at kommende brude bliver mig mig mig mig, for jeg synes netop også det er sådan med nogle nybagte mødre, som kun kan se tingene fra deres side, og for dem handler det kun om hende og hendes lille barn, og jeg synes i trådstartes oplæg netop, at der er taget hensyn til, at hun/søsteren er nybagt mor, ved at der stilles værelse til rådighed, for at hun netop ikke skal undvære det lille barn hele aftenen, men har mulighed for løbende at se til barnet. Hvilket hun ikke acceptere, fordi det kun for hende handler om Hende og hendes barn og ikke på at der står et brudepar, som gerne vil have en fest, som netop de ønsker for at hylde kærligheden, som de har til hinanden

Redigeret March 11, 2009 af Vanni

[Hr&FruJakobsen 2]

Til trådstarter, jeg håber at du og din søster finder ud af tingene; jeg kan se det fra hendes side, men sandelig også fra din. Uh, det er svært!

Ved vores bryllup kommer der ingen børn med, vi ønsker det simpelthen ikke - af flere grunde. Et par af børnene på Rene´s side har det med at ødelægge fester ved at løbe bandende rundt og vælte ting ned fra borde/reoler - det gjorde de så sent som to gange i december - ikke fedt, nej! På min side er der en del børn, søde og velopdragne, MEN man kan jo ikke vælge nogle fra og andre til...

Og vi er ikke vild med ideen om at have børn med som skriger, tuder, græder og forstyrrer - kald det "mig, mig, mig", men det ER nu vores fest

Min bedste veninde har en dreng på 5 eller 6 år - og hun GLÆDER sig da til at kunne slå sig løs en hel aften uden at have ham hængende om halsen!!!

Redigeret March 11, 2009 af Hr&FruJakobsen

[sissse 0]

Min bedste veninde har en dreng på 5 eller 6 - og hun GLÆDER sig da til at kunne slå sig løs en hel aften uden at have ham hængende om halsen!!!

Vil bare sige at der altså er meget forskel på 2 måneder eller 5-6 måneder, også selvom det umiddelbart lyder åndsvagt, men sådan er det. Jeg var også til en fest da min dreng var 6 måneder og det var helt fint - men man skal altså lige finde ind i rollen som mor og et barn på 2 måneder har brug for sine forældre hele tiden.

Til gengæld blev jeg nødt til at melde fra til et bryllup hos en Zilla herinde fra 13 dage før hendes bryllup - ikke fordi vores søn ikke var velkommen, men jeg kunne simpelthen ikke overskue det Så de menneskelige faktore skal man måske heller ikke undervurdere. Det er altså hammersvært at finde ind i den nye rolle - nogle tager det i mere stiv arm end andre... jeg var så bare et mentalt skvat og ville have fået et psykisk nervesambrud hvis jeg skulle indgå i trådstarteds bryllup på hendes præmisser. Og det er vel ikke meningen?

[Hr&FruJakobsen 2]

sissse; der skulle have stået 5 eller 6 ÅR i mit indlæg!!!! UPS!!!!!

[sissse 0]

sissse; der skulle have stået 5 eller 6 ÅR i mit indlæg!!!! UPS!!!!!

Nårh Jamen klart, så ville jeg da også bare gladeligt overlade mit barn til bedsteforældre og FESTE natten lang Skal selv til bryllup i maj og der skal min søn på 2½ faktisk passes fra fredag - søndag, fordi jeg er brudens bedste veninde og skal lave æresport, sove sammen med hende og være hos hende hele dagen indtil vielsen. Så klart klart når vi taler så store unger - så er det bare go go go med dem

[Guest mille555]

Min mening:

Hvis det var min søster som lige havde født inden vores bryllup skulle hun SELVFØLGELIG have hendes baby med hvis det var det hun ønskede, slet ingen tvivl om det.

Ja det er min dag, og ja jeg bestemmer hvordan det skal være, men helt ærligt så langt ville jeg ikke gå for at skulle bestemme. Hvis barnet var over 6 mdr, ville jeg nok også synes at de kunne bruge værelset, men når barnet er så lille kan jeg helt ærlig godt forstå din søster :thumbsupsmileyanim:

Nu kender jeg jo ikke din søster, men mon ikke hun hvis babyen begynder at skrige helt vildt, er så venlig at gå ud med den???

Når vi skal giftes er min venindes nyfødte datter kun omkring 2 mdr, og har sagt at hun hellere end gerne må tage hende med, tror bestemt ikke det vil ødelægge noget som helst til vores fest

Håber i finder ud af det....

[Guest kolding2008]

Jeg har det på samme måde at der ikke skal være børn med til festen, for så skal gæster og musikken tage hensyn til at der er et spædbarn tilstede.

Men jeg kan også sagtens se det fra din søsters side, at når man har et spædbarn på 2 mdr så får man det ikke bare passet hvis hun fx ammer.

Tror måske I skal tage det til den tid når barnet er født, for der er heller ingen der kan forudse om barnet kan undvære sin mor eller måske har kolik og vil skrige hele tiden.