Gået helt i stå

[WeddingAddict 30]

Hej piger...

Ja som overskriften siger så er jeg gået i stå med alt hvad der hedder bryllup.

Der er bare sket så meget siden jeg kom hjem fra USA. Han har endelig friet "ordentligt" så jeg må sige det vidt og bredt. H2B har solgt sin butik og sin lejlighed og nu er vi så ved at overveje at købe vores drømmehus. MEN MEN MEN midt i al min glæde kommer så nok en af de værreste "nyheder" i mit liv. Min mor har fået brystcancer!!

Det tog al glæden ud af mig. Jeg er dybt ulykkelig, selvom lægerne allerede har fjernet knuden og hun fik lov til at beholde sit bryst og de er optimistiske. Min mor er sådan en fighter og holder hovedet højt. Jeg er SÅ stolt af hende. Men det har gjort at min glæde over at endelig kunne dele glæden ved vores kommende bryllup... ja det var bare så "latterligt", når min mor lider. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det og der er jo også oceaner af tid endnu før vi skal giftes.

Men jeg gik i spåner da jeg fik det af vide og min psyke lider under det for tiden, da jeg tit vågner efter at have drømt at min mor er død. Det er så alt overskyggende og alligevel ikke. Jeg har dårlig samvittighed når jeg snakker om brylluppet for hun kæmper jo ligesom for sit liv pt. Men det er så svært det hele... der er mange flere ting i det og jeg er sikker på at hun kommer igennem det her, for hun er en fighter!!

Ej, det her indslag giver vist ikke videre mening. Det var vist mere bare et udslag af glæde, sorg og fortvivlelse.

Er du kommet hertil, så tak fordi du støtter mig ved at læse det til ende

[Katha 4]

Jeg kan slet ikke begynde at sætte mig ind i din situation - det må virkeligt være hårdt. Samtidig tænker jeg, at det at snakke med din mor om dit forestående bryllup måske kunne være en god ting. Måske gør det hende glad, at hun kan mærke at du er lykkelig. Og det giver hende en mulighed for at glæde sig, og et pusterum fra hendes egen sørg. Så måske skal du ikke være så bange for at snakke med hende om det. Måske kan det sprede lidt lys i både din mor og din egen hverdag

[LinogDalton 10]

Uha… cancer er noget møg! Er ked af at hører din mor er syg, men er glad for at hører at hun har kunne beholde sit bryst og de er optimistiske… Kan godt forstå du er ked af det, det er aldrig rart, og slet ikke når det er ens mor!

Man skal have tid til at "sørge" - for det er jo faktisk lidt det man gør, når man får den slags nyheder. Også selvom din mor ikke er død, og som du siger er en fighter og nok skal komme igennem det hele! Så det er forståeligt at lysten er lidt væk og du føler dig lidt mentalt ustabil for tiden…

MEN! Et bryllup er ikke latterligt fordi ens mor har fået cancer - og det er jeg sikker på hun heller ikke synes. Et bryllup er en fest hvor man fejre livet og kærligheden… Jeg tror bestemt ikke din mor føler dit bryllup er latterligt, og jeg synes ikke du skal have dårlig samvittighed…

Det kan være svært at vide, hvordan din mor føler, for det kan jo godt være hun ikke lige kan rumme dit bryllup lige nu? Det kan også være at hun har brug for at føle at I er endnu tættere end normalt, og at hun har brug for at koncentrere sig om noget andet, som får hende til at "glemme" canceren lidt? I så fald kunne det måske være en god ide at inddrage hende lidt mere i forberedelserne?

Uanset hvad, så synes jeg du skal forsøge at fornemme det eller måske endda tage en snak med hende om, hvordan hun føler i fht. brylluppet…

Igen jeg kan godt forstå det er hårdt for jer begge to, men er sikker på i nok skal komme igennem det! Så op med humøret, og se om du måske kan få vendt brylluppet til noget, som din mor kan glædes ved og måske endda bruge det terapeutisk til at komme igennem det som hun står med lige nu knus

[IdaSørensen 1]

Uden at komme ind på min historie, for den har du ikke brug for, så ved jeg hvordan du har det! Og jeg vil bare lige sige, at jeg syntes at du skal prøve at snakke med din mor om det For hun er din mor, og hun vil helt sikkert blive lykkelig over at hører hvor meget du glæder dig til dit bryllup! Måske det netop er det der kan få hende til at holde modet oppe når det er hårdt... At se frem til at hendes datter skal giftes!

Og hvis du har brug for at snakke, eller en at læsse af på, så må du gerne skrive til mig (pm) som sagt så forstår jeg hvordan du har det.

[Kålorm 0]

Sender masser af opmuntrende tanker herfra

Det er rigtig hårdt, og jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan du må have det lige nu.

Jeg tror, som de andre også skriver, at det er vigtigt, at du både tager dig tid til at sørge og til at glæde dig. Og at dele det med din mor. Du kan evt. prøve at tale med hende, og høre hvad hun selv føler. Hun vil formentlig have brug for at tale om sin sygdom ind i mellem og andre gange vil hun have brug for at tale om noget helt andet og måske glæde sig over sin datters bryllup

[mmikke24 2]

Jeg er ked af at du står i den situation. Jeg tror at det sidste din mor ønsker sig, det er at alle omkring hende skal gå og føle at de ikke kan tillade sig at være glade. Din mor vil da garanteret elske at have en kæmpe positiv ting i sit liv, så alt ikke er trist og handler om sygdom. Min h2b fik kræft da vores datter var 3 uger, og det var uden tvivl glæden ved hende der hjalp os igennem. Så jeg kan kun anbefale dig at dele glæden med hende. Tag en snak med hende omkring hvordan hun har det med det, og hvis hun ikke har energi til at glæde sig over det lige nu, så er jeg stadig sikker på at hun ønsker at du skal glæde dig over det.

[rikke_n 7]

Jeg er rigtig ked af at læse om den situation du er i lige nu Jeg kan sætte mig helt ind i hvordan du har det... Da min mor fik konstateret brystcancer, væltede hele min verden. Jeg var fortvivlet, ked af det, bange og kunne slet ikke fokusere på andet end hende. Jeg vågnede også op om natten, havde mareridt om at min mor døde og jeg kunne ikke redde hende.

Min mor er også en fighter og kæmpede virkelig for at komme igennem det. Og hvis det kan hjælpe lidt, så blev hun erklæret "rask" for 8 måneder siden. Vi snakkede ikke så meget om det da det stod på, men hun har bagefter sagt at hun var glad for at vi ikke lod sygdommen fylde for meget og i stedet fokuserede på det positive når vi var sammen med hende, det hjalp hende rigtig meget, hun ville have hadet hvis vi kun havde været kede af det og set hende som syg og ikke fortalt hende hvad der ellers skete i vores liv. Måske det kan hjælpe din mor lidt at du snakker med hende om brylluppet, hun har brug for at vide at du er lykkelig trods hendes sygdom!

Personligt hjalp det mig at tage med min mor til behandling og være med i alt hvad der foregik, min far og jeg skiftedes til at tage med hende og det fungerede godt for os. Men det er en drøj omgang og tager rigtig meget på psyken.

De bedste tanker til din mor og kram til dig

[Camilla_krøier 338]

Øv noget skidt, min tante fik brystcancer for 2 år siden og for 2 uger side var hun inde og fik lavet nyt bryst som de måtte fjerne, hun er en sej kvinde og hun er bare kommet igennem det hele så flot..... Jeg ved ikke om du kan bruge det noget, men somme tider er det bare rart at hører de gode historier der ender godt

[Guest bryllupsguide]

For 3 år siden var jeg igennem det din mor står i nu. Udover chokket så var min største bekymring at jeg gjorde så mange mennesker kede af det - værst af alt mine aller nærmeste. Derfor tænker jeg at det kun vil glæde din mor at være med på sidelinjen og se at du kan gå og glæde dig over at du skal giftes. Ved ikke om det giver nogen mening, men jeg tror du glæder din mor aller mest ved at vise din glæde ved forberedelserne, jeg tror hun rigtig gerne vil tage del i det - man har i den grad brug for noget andet og positivt at koncentrere sig om ved siden af behandlinger mv. Det ville knuse hendes hjerte, hvis hun var "skyld" i at du ikke kan glæde dig til din store dag. Og til sidst vil jeg blot sige, at vi er heldigvis rigtig mange som kommer godt ud på den anden side - og det ønsker jeg rigtig meget for jer, at din mor også gør. Jeg sender jer de bedste ønsker og varme tanker!

[WeddingAddict 30]

Hej alle i dejlige piger som kommer med så mange dejlige råd og opmuntringer.

Vil lige fortælle at jeg tog en snak med min mor i går aftes og fik sgu noget af et grimt chok. Jeg gjorde som mange af jer foreslog og spurgte hende om hun ville deltage lidt i nogle af vores bryllupsting, så som at hjælpe med at lave invitationerne og sådan. Hun svarede blankt nej! Hun var ikke interesseret i at skulle gøre noget som helst andet end deltage på selve dagen og måske når jeg skulle ud og prøve kjoler, men at der jo var længe til og hun kunne virkelig ikke se hvorfor hun skulle bruge sin tid på det. Da jeg forsigtigt prøvede at spørge om det var pga hendes kræft at hun ikke følte hun orkede, sagde hun også nej, men at det var fordi hun virkelig ikke gad! Hun synes allerede jeg snakkede for meget om det skide bryllup (citat) og hun var faktisk allerede træt af at høre om det. Det skal lige siges at jeg har snakket med hende og min far om det 2 gange. Nemlig da jeg spurgte min far om hvordan han havde det med at jeg havde valgt min datter og ikke ham til at gå med mig op af havegangen og anden gang var da vi snakkede om ringe med dem. Ellers har jeg faktisk ikke snakket om hende om det. Så det gjorde ondt.

Jeg ved godt at det måske bare er fordi hun har det svært og ikke kan overskue det, så jeg snakkede med mine søstre om det i går efter jeg kom hjem fra min mor. De havde hørt hende brokke sig over at jeg ikke kunne snakke om andet. Og at det jo ligesom ikke var første gang og at de måske skulle starte en pulje for at se hvor længe det her holdte. AV for søren siger jeg bare.

Nu har jeg altid haft et anstrengt forhold til min mor, da vi er meget ens og tit støder sammen, men jeg havde da håbet på at vi måske kunne komme lidt tættere i alt det her. Hun valgte så her til morgen at sende mig en sms hvor der stod at hun var blevet meget skuffet over at jeg havde valgt at min ene søster IKKE skulle bage kagen, selvom jeg har snakket med hende om det og hun faktisk selv sagde nej. Og at jeg jo skulle huske på at verdenen ikke omhandlede mig bare fordi jeg skal giftes. Jeg stoppede lige der med at "have ondt af hende". Det der er fandenme under bæltestedet. Jeg ved godt hun har det skidt og sådan... men det der... EJ, det fortjente jeg sgu ikke. Min H2B blev edder rasende og ville straks udlukke hende fra brylluppet, men jeg kunne ikke andet end ryste på hovedet. Jeg er stadig i chok og må tilstå at jeg ikke lige ved hvordan jeg skal kunne tilgive hende den der!

Synes lige jeg ville give alle jer der har kommenteret en opdate. Jeg ville ønske at den handling min mor havde valgt, netop var den i selv beskriver. At hun ville glæde sig over at jeg skulle giftes og at hun gerne ville involveres lidt så hun ikke bare sidder derhjemme og har ondt af sig selv (hårdt sagt, ja, men jeg er nok også lidt vred endnu)

[Kålorm 0]

Øv øv øv, hvor trist at høre

Jeg forstår godt, at du bliver vred over den opførsel! Man skal ikke behandle folk dårligt, bare fordi man selv har det skidt, og det synes jeg din mor har gjort. Medmindre hun altid har været sådan, skal du måske prøve at tænke på det, som at det nok skyldes hendes sygdom. Hun har formentlig svært ved at overskue så meget i øjeblikket og svært ved at glæde sig på andres vegne, når hun selv er alvorligt syg.

Jeg sender et kram og endnu flere opmuntrende tanker herfra!

[Camilla_krøier 338]

Hold nu op... Fik lige en dårlig smag i munden på dine vegne.... For selvom man har det dårligt og går igennem noget forfærdeligt er det sgu aldrig i orden at være direkte modbydelig.... Det er også mit bryllup nr 2 (det første var dog hemmeligt) og da jeg først fortalt min mor at Sune havde friet kunne jeg godt se hun blev lidt stille selvom hun smilede og sagde tillykke, ikke så meget pga H2B, men fordi jeg var igennem en meget grim skilsmisse sidste gang, men da hun først så ringen og det første brudemagasin gik hun totalt i bryllupsmode og glæder sig så meget til dagen, jeg håber virkeligt at din mor får samme oplevelse når I kommer tættere på, det kan være hun ikke kan forholde sig til det hele når det ligger et år ud i fremtiden???

Under alle omstændigheder så synes jeg det er okay at du tænker øv bøv

[Pille 45]

Wow! Jeg havde virkelig medlidenhed med dig og din mor, indtil jeg læste dit indlæg om hendes svar mht. hjælp til dit bryllup.. (Ikke at jeg ikke har medlidenhed med jer stadigvæk - håber du forstår hvad jeg mener), men av! Som du siger, det er virkelig under bæltestedet med sådanne nogle kommentarer.. Jeg håber at din mor bliver rask og måske kan finde overskuddet til at glæde sin datter - måske bare ved at lægge øre til alle dine ideer, tanker og (måske) bekymringer..

Mange og tanker herfra

[mmikke24 2]

Det lyder som om din mor har en masse bitterhed, som kom til udtryk i de ting hun sagde i går. Det er svært at sige om det skyldes sygdommen eller om det er sådan hun måske er i sit forhold til dig, når jeg ikke kender jer. Hvordan har hun haft det med din h2b inden han friede? Jeg er dybt forarget over at hun kan sige det med at lave en pulje til at satse på hvor længe det holder, sygdom eller ej, så er det bare langt over grænsen. Har du snakket med din far om hele situationen? Måske har han en fornemmelse af hvad der er skyld i hendes voldsomme reaktion. Og jeg kan kun sige, og hvad så hvis du ikke talte om andet, det er en kæmpe ting, som naturligvis fylder meget i vores hoved, og jeg synes at vi skal have lov til at have den glæde. Jeg er ked af at du fik den reaktion, og håber at det måske gør at du kan lægge den dårlige samvittighed lidt væk og glæde dig over dit kommende bryllup, din mors bitterhed synes jeg bør være nok til at du ikke skal have dårlig samvittighed.