utro

[Guest Josefin]

Jeg vil råde dig til at få en at sankke med om det, en som er uvildig eller som har tavshedspligt. Hvis du ikke har lyst til at tage kontakt til din læge kan du sagtens kontakte en psykolog uden at gå gennem lægen. Hvis du bor i Kbh området kan jeg sagten hjælpe dig med en der er super god. Han har virkelig hjulpet mig meget.

du er velkommen til at skrive på pm hvis du synes det er for voldsomt over åbent forum. Også hvis du vil have redskaber som jeg fik til at arbejde med mig selv

Redigeret March 3, 2007 af Josefin

[AnnaPerenna 102]

Åh Louise...

Du bliver nødt til at få snakket med nogen om det - det duer ikke at holde det inde, selvom det er det du er nødt til pga din mand.. Jeg syntes ikke du skal sige noget til din mand endnu - måske på et tidspunkt så I to kan få et godt forhold sammen... men nu skal du få styr på din sorg først!!

Jeg mistede min mor for ikke så lang tid siden, og du er velkommen til at skrive en PM

Anna

[louisez 0]

1000 tak endnu en gang for alle jeres beskeder.......

Jeg tog for 2 gang i går den tunge gang til kirkegården hvor han ligger begravet.....

Det er så hårdt at stå der oppe og vide han ligger der nede i jorden, men på den ande side er det en lettelse for mig at være der.

Jeg tror det er forde det er det sted hvor jeg føler jeg kan komme tæt på ham. Jeg kan få lov at være ked af det græde, være sur, ked af det og skælde ud over det som er sket osv......

Jeg ligger vågen om natten og om dagen er det som om jeg går i min ejen verden..... Føler mig alene og ved ikke hvordan jeg skal blive rigtigt gald inde i mig selv igen.....

Jeg ved selvfølgelig at det hele med tiden vil blive bedre, men jeg ved også at jeg selvfølgelig aldrig vil glemme ham og de dejlige minder jeg nu sider alene tilbage med.....

Når jeg går på kirkegården ligger jeg et brev til ham.... Jeg ved jo godt han ikke kan læse det, men jeg tror det er en måde at hjælpe mig selv på en måde at få nogle af alle de ting ud jeg aldrig nået at få snakkede med ham om.....

Jeg føler også en skyld selv om jeg godt ved det ikke hjælper noget nu..... Men jeg føler måske jeg har spildt hans tid forde han har brugt tiden sammen med mig selv om han godt viste jeg var gift.....

Men det er nok en helt normal ting ved denne sorg at skulle hele vejen rundt omkring alle følser.......

jeg frstår ikke det skulle ende sådan det giver ingen menning...... og jeg lære nok aldrig at accepter det, men at leve med det for det skal jeg jo....

Det giver mig luft at kunne skrive om det herinde, da jeg har meget svært ved at skulle snakke med min læge da det jo også er min mands læge og jeg også efter alt dette her vil skulle komme der oppe.....

Men lige nu kæmper jeg også bare for ikke selv at knække helt sammen.......... For et er sorgen men 2 er ikke at kunne dele det med de mennesker som er mig nær.....

:-(

Jeg er så ked af det og sur på livet over dette skulle ske...

Knus

[louise0310 0]

Hej Louise...

Kan kun forstille mig hvordan du har det!!!

Vil ik sige noget om hvad jeg synes, du skal gøre ang din mand, det er hvad din følelse siger inde i dig selv!!!

Men jeg synes, det med du ligger et brev når du er ved, din hemmelig elskers grav, er en rigtig god ide så kommer du af med noget, af alt det du har inde i dig selv, som du måske gerne ville fortælle ham.. Og hvem ved, måske er der mere mellem himmel og jord, hvem siger ik at han godt ved, eller kan mærke hvad du vil fortælle ham..

Du må ik gå og føle at du spilte hans tid, ang at du er gift, han vidste det vel og du betød nok, for ham til at han blev.. Så det må du ik, det er spild af følelser, specielt når du har så mange, at forholde dig til lige nu..

Du er velkommen til at mail eller noget hvis du har lyst!!

Husk tiden læger alle sorg..

Knus Louise

[Guest Jmuggi]

Jeg kan sagtens forstå dine følelser.. det er virkelig en dum situation at stå i. Det må give både sorg og vrede.. Det er helt tilladt. Bliv endelig bare ved med at skrive herinde, hvis det hjælper. Og uanset hvad, så ved han godt, at han altid vil leve videre i dit hjerte. Det er en svær tid for dig, men vi bliver gerne ved med at lytte..

[blomst78 0]

Jeg vd ikke hvordan din holdning er til det spirituelle.... Men når du nu ikke føler at du kan opsøge din læge ang. denne frygtlige situation du er i lige nu så kunne du opsøge en clairvoyant dels var der måske en besked til dig du kunne bruge til at komme videre på men måske ligeså meget at få et nyt perspektiv på døden og hvad der sker bagefter.... Det er ikke helt samme situation som dig men det har hjulpet min moster en del efter at hendes søn døde sidste år 23 år gammel... Du er altid velkommen til at sende en pm... Jeg kender til en del clairvoyante og kan anbefale nogle til dig alt efter hvor du bor i landet... Knus fra Blomst78

[louisez 0]

Undskyld mit ikke så pæne sprog.... har bare lige brug for at komme ud med lidt....

Jeg kunne skrige lige nu............... Jeg savner ham så sindsyg meget..... og har stadig meget svært ved at forstå dette skulle ske for lige ham....

kunne han for fanden ikke bare være kørt galt og havde brækkede ben og arme osv men hvorfor skulle det værst tænkelige lige ske....

Det giver bare slet slet ingen menning....... Det er så uretfærdigt....

Hvis der findes en gud så Hader jeg ham lige nu..... For hvorfor var han der ikke da vi havde mest brug for ham.......

Hvad er menningen med livet når nogle skal herfra på denne måde?

Jeg ville give alt for lige nu bare at kunne få lov at være sammen med ham en sidste gang.... få sagt noget af alt det jeg ikke nået at sige til ham... Se hans øjne, mærke han holder om mig........

Man siger at med tiden heler alle sår, men det tror jeg ikke på lige nu....... for tror aldrig jeg lære at forstå det som er sket og accepter det...... Men livet skal jo gå vidre men mit nu bare med et ar på sjælen......... som aldrig forsvinder

Det har hjulpede mig meget at være kommet i kontakt med hans fam. da jeg på den måde føle mig lidt tætter på ham og jeg ved jo de forstår det jeg gå gennem lige nu for de gør jo det sammen selv om det selvfølgelig er en ande sorg de gennem går..men det at kunne snakke med nogle som ved hvilken dejlig person han var betyder meget for mig.

Men det eneste jeg ønsker er at få ham tilbage, og det ved jeg jo godt inde i mig selv at jeg aldrig gør....

Ville sådan ønske jeg kunne lave det hele om til det gamle...

jeg har flere gange om dagen lyst til at ringe til hans mobil i håb om han tager den.... selv om jeg godt ved at det gør han ikke er det svært at skubbe tankerne væk......

Der er så mange ting som hverdag minder mig om ham og det gør så ondt...... nogle dage er det hele så svært at jeg næsten ikke kan holde ud at være inde i mig selv.... Mit savn vokser for hverdag der går..... trode ikke det var muligt at svane et andet menneske så meget som jeg savner ham.....

Jeg køre så tit det er muligt op på den kirkegård hvor han ligger begravet selv om det er meget svært at være der og det gør så sindsygt ondt, men når jeg er der oppe siger jeg til mig selv at han kan høre hvad jeg siger og ved jeg er der...

Jeg har aldrig rigtigt troet på der er noget efter døden..... når man er død så er man død men lige nu bliver jeg nød til at tro på han er et sted hvor han har det godt for ellers er det slet ikke til st holde ud....... tanken om han bare ligger nede i jorden kan jeg slet ikke holde ud......

Mig...

Redigeret March 28, 2007 af louisez

[Oktober2007 0]

Puuha... Sikke noget..... Det er godt at du har fundet herind, så du kan lässe af når det bliver for tungt at bäre selv... Men du bliver altså nöd til at snakke med nogen!! Hvad med en präst?? Jeg er ikke religiös, men jeg tror nu at hvis krisen rigtig kradsede, så ville det måske kunne hjälpe at snakke med nogen uden for behandlingssystemet.. Du bliver også nöd til at komme videre (jeg VED godt det er let at sige..) Men du har stadigväk DIT liv og du har selv ansvaret for det.. Vi som har läst hvad du har skrevet ska nok hjälpe dig videre så godt som vi formår..

Hvordan er dit forhold til din mand?? Det er nok også noget du bliver nöd til at se på... Älsker du ham??

STOOOOOOOOOORT kram fra mig til dig!

[skye 0]

Louise... det gør mig virkelig ondt for dig! Der er rigtig mange gode og varme indslag her til dig og jeg er enig i at du selv skal komme dig over dit tab, før du konfronterer din mand!!

Jeg har et par steder hvor du også kan finde hjælp og måske lidt trøst... Selvet.dk er et sted hvor du kan finde rigtig mange alternative løsninger, terapeuter osv. der er også et virkelig godt forum, hvor der er mange at snakke med og hvor det måske er mere rettet mod dine behov lige nu, end her!

Så er der også Mindet.dk, hvor du kan skrive alle dine fustrationer og tanker ned... eller tænde et lys...

Håber det kan hjælpe dig lidt.

Knuz fra skye

[byrco 0]

Allerførst min største medfølelse til dig.. Intet menneske har fortjent at stå tilbage efter tabet af en person man elsker. Selvom vi ved det er den vej vi alle skal en dag, så rammer det os altid når vi mindst har brug for det.. Og ærligt... hvornår bliver man klar til sådan noget??

Ulykker er det mest meningsløse der kan ske, hvad er der i vejen med at folk lever deres liv og dør når de bliver gamle og " mætte af dage" .

Du er i sorg lige nu og bliver nødt til at understrege overfor dig at sorg i forbindelse med dødsfald gør at man befinder sig i en form for krise.. Denne krise er vigtig af få gennemlevet og får du ikke hjælp til dette kan det skabe mange problemer for dig senere..

Så mit opråb til dig er.. vil du ikke nok være sød at finde en professionel som kan hjælpe dig med at få bearbejdet dette... Du kan ikke klare dig alene.. Tiden læger alle sår, ja.. det gør den.. Men du skal gå med din smerte alene, da den er forbudt og derfor vil du ikke selv kunne bearbejde det, som så mange andre når man taler sig ud af sorgen..

Så enten en terapeut, psykolog, en selvhjælpsgruppe... ja bare nogen som har forstand på sorg/krise arbejde...

Et kæmpe kram til dig...

[Miss Bridetobe 0]

Du får den største medfølelse herfra og en masse

[wisbech 0]

Jamen sikke noget......

Du får en masse af mig......

[louisez 0]

Ja- tiden går nu er det ved at være 9 mdr siden det værest tænkelige skete....... Selv om livet går vider og dagene går bliver mit savn ikke minder....

jeg savner ham konstant og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham og det vi havde sammen.......

Måske er denne her sorg også noget særligt forde det ikke en en sorg jeg snakker om som jeg vile gøre hvis tingene havde set ud på en ande måde.....

Men forde vores forhold var hemmeligt ja så der ikke så mange som kender til det og derfor ikke rigtige så mange at snakke sorgen igennem med, nok derfor det ind i mellem hober sig op inde i mig....

Jeg besøger stadig tit hans gravsted og når jeg er der kan jeg ikke lade vær med at snakke til ham.... nogle dage fortæller jeg ham hvor meget jeg svaner ham og at han altid vil leve vider i mit hjerte og ander gange fortæller jeg ham om hvor sur jeg er på ham over dette kunne ske....

Det er svært at forklare men det er så mange følser på en gang....

Hvis han havde levet ville han have fødselsdag på torsdag så der skal jeg en tur op på hans gravsted og ligge et stort hjertede med røde roser som jeg har bestilt men hvor ville jeg dog ønske af hele mit hjerte at jeg stadig havde ham hos mig..... At jeg kunne tage min telefon og ringe og høre hans stemme at jeg kunne se hans smil eller mærke hvordan han holder om mig.......

når jeg drømmer om ham om natten bliver jeg i så dårligt hurmør når jeg vågner forde det så går op for mig det bare var en drøm og at jeg aldrig får ham at se igen....... resten af dagen er jeg i så trist humør......

Det er så uretfærdigt at dette skulle ske det giver slet slet ikke nogle menning....

Jeg må leve vider med endnu en dag hvor jeg mangler ham hos mig....

Mon vi mødes en dag?

[Guest Dolphin]

Jeg er nysgerrig - men er du stadig i dig gamle forhold? For din kæreste må da have kunnet mærke en forandring hos dig? Sådan en stor sorg, kan man da ikke skjule...

[prinsesse 0]

Jeg tænkte det samme.

uanset hvor meget man prøver at skjule det, er man jo i dårligt humør. og i så lang en periode som sorg tit tager at bearbejde, kan man altså ikke orklare det med PMS.

Jeg er klar over at denne tråd handler om dit savn og sorg til den afdøde, men hvad er der sket på hjememfronten. har du fortalt din mand noget, har han reageret på dit humør (eller mangel på samme) osv.

[louisez 0]

Til jer der spøger til mit forhold til min mand...... Jo vi er stadig sammen, men det har ikke været problem frit....

Men vi havde jo også en del problemer mens min hemmelige ven levet........ Men det er klart at det har påvirkede mig og der med mit humør og det har selvfølgelig også påvirkede vores forhold som i forvejen ikke var problem frit.... Ikke at det er en undskyldning for det jeg har gjort men et problemfrit forhold tror jeg ikke indholder utroskab.....

Har ikke fortalt min mand noget om det hemmelige forhold, men vi har af ander grunde været tæt på at opgive og gå fra hinande men som et sidste forsøg er vi startede til parterpi......... Ved ikke om det kan rede vores forhold, men uanset hvad det så ender med er tiden og pengene givet godt ud for man lære en del om sig selv og hvorfor man reger som man gør på forskelig måde.......

Men kort sagt tror jeg at jeg har kunne dække min sorg under vores i forvejen problemer i vores forhold...

men det klart at min sorg er svær at kommen igennem da jeg ikke rigtigt kan arbejde med den andet end inde i mig selv...

[KimsRikke 0]

Kære Louise

Din sorg æder dig op indefra, og jeg tror at der kun er små chancer for, at parterapi vil redde dit ægteskab. Det lyder som om du ikke har fulgt rådene herfra og søgt professionel hjælp, og det skal du jo selv afgøre. Jeg tror bare ikke, at din sorg letter eller dit liv bliver nemmere, så længe sorgen gnaver inde i dig. Mit hjerte bløder virkelig for dig, og jeg sidder simpelthen med tårer i øjnene og aner ikke, hvad jeg kan gøre for dig.

Jeg sender dig al min omsorg og varme tanker. -Og endnu engang vil jeg opfordre dig til at søge hjælp. En sorg forsvinder ikke af sig selv, og hvis du ikke får den bearbejdet og kommer igennem den, kommer du aldrig ud på den anden side, men vil blot blive i et stilvande.. Man kan ikke lære at leve med en sorg, den skal simpelthen arbejdes igennem, og det har du ikke mulighed for at gøre selv. Først der "bliver det bedre med tiden".

Som jeg læser denne tråd, så er din sindstilstand den samme som for 9 mdr. siden.. Og det får mine alarmklokker til at ringe, for en sorg er en lang proces med forskellige stadier (lyder koldt, men det er sådan det er). -Og du er ikke kommet vider end den første krise (som jeg læser det).

Måske kunne du i forbindelse med jeres parterapei fortælle, at du ønsker at I mødes med psykologen begge to hver for sig, og så her åbne op for hvad der virkelig rører sig i dig..

Du må passe på dig selv, ellers går det galt

Mnage tanker

Rikke

[shiba 1]

Ja jeg vil også sige, at du skal søge professionel hjælp. Det lyder som om du er forelsket i din døde elsker, og det er absolut ikke sundt. Du er nødt til at have hjælp til at komme videre med dit eget liv og med livet med de levende omkring dig. Hvis du ikke får den hjælp, så tror jeg ikke dit forhold til din mand har en chance, for så længe dine ægte kærlighedsfølelser ligger hos den afdøde, har din mand ikke en chance. Man kan jo ikke konkurrere mod en død. Jeg håber du forstår hvor jeg vil hen. Det er ikke en kritik af dig overhovedet...tværtimod er det fordi jeg er bekymret for dig.

[AnjaSL 0]

Jeg ved ikke om der er nogle eksperter derinde, som du kan gøre brug af, men på skilsmisseklar.dk ved jeg, at der er nogle psykologer mv. tilknyttet... måske kan de råde dig. Og ellers kan du også tale med din læge, som evt. kan tage nogle samtaler med dig eller henvise dig til en psykolog... for du har helt sikkert brug for at tale om din sorg med en "ufarlig" person, så du kan få bearbejdet din sorg.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

[blomst78 0]

Hej søde jeg tænkte lige på dig igår om hvordan du mon gik og havde det og det er ikke for godt kan jeg se ud fra det du skriverog jeg må sige at jeg er enig i at du må få noget prof hjælp for ellers kommer du ikke videre du dyrker det i dit indre og det er slet ikke fordi jeg vil være ond at jeg siger sådan men mere for at du prøver på at komme videre og måske var det mere optimalt for dig og din mand at du fortalte ham det hele sådan at du får muligheden for at finde dig selv igen for det ser lidt ud som at du er blevet lidt væk i det hele kæmpe kram fra Nina

[joso 1]

Jeg synes, du skulle tage og åbne ordentlig op, når I nu har taget skridtet og gået i parterapi.

Hvis du ikke er HELT ærlig, er parterapien for jer som enhed spildt. Det kan godt være at du personligt for noget ud af terapien.

Jeg må indrømme, at jeg synes, du holder din mand for nar, når du indvilliger i parterapi og så ikke lægger alt på bordet.

Her kunne I få snakket tingene igennem, og så må forholdet briste eller bære.

Men det virker ikke til lige nu at være en holdbar situation.

Derudover vil jeg give andre Bk´ere ret i at det ville være smart, at du fik en psykolog at tale med, for du skal have fundet ud af hvad, der gjorde, at du over et halvt år var utro og få at få behandlet tabet af en du holdt meget af.

Jeg ønsker dig alt held og lykke og håber, at du vil tage nogle af rådene til dig.

knus Joso

[frk.dk 1]

Louise har ikke været her siden oktober, så jeg tror ikke I skal regne med at få svar.

Det kan godt betale sig at være opmærksom på datoen for emnet og brugerne indimellem.

~

[joso 1]

Louise har ikke været her siden oktober, så jeg tror ikke I skal regne med at få svar.

Det kan godt betale sig at være opmærksom på datoen for emnet og brugerne indimellem.

~

Det er min fejl.... så bare at tråden var stod i toppen, og så troede jeg, der stadig var gang i diskussionen.. holdt ikke styr på datoerne...

[mizzdaydream 1]

Vendt med at sige det til din mand. Måske skulle du aldrig nævne det for ham.

Men under alle omstændigheder skal du ikke sige det nu. For du er sårbar lige nu, og du vil gå helt neden om og hjem, hvis du fortalte din mand det, og han så forlader dig for det.

Vendt med det, til du psykisk kan overse den konflikt der vil komme med din mand.

Det er en træls situation du er i, men tænk på den situation du kommer i hvis din mand forlader dig fordi du var utro.

Så ville det være dobbelt sorg. da du ville have mistet de to mænd du elskede.

Tænk på det enden du siger det til din mand

[diskobil 357]

Louise har ikke været her siden oktober, så jeg tror ikke I skal regne med at få svar.

Det kan godt betale sig at være opmærksom på datoen for emnet og brugerne indimellem.

~

Det er min fejl.... så bare at tråden var stod i toppen, og så troede jeg, der stadig var gang i diskussionen.. holdt ikke styr på datoerne...

Jeg er ikke så sikker på at det er spildt. Man kan jo se at Louise heller ikke var på i perioden fra maj til oktober. Så mon ikke hun svarer. Det er bare et spørgsmål om hvornår. Og jo der skal professionel rådgivning til - Det er helt sikkert. Det er ikke sundt at rende rundt med de problemer og overvejelser - Slet ikke for et parforhold.