Svigermor - En del af pakken?

[M&R 32]

Kære piger,

Jeg sidder alene hjemme denne fredag aften og er ved at boble over med alle mine frustrationer over min svigermor.

Nu skal jeg jo giftes med min kæreste, og man siger jo, at svigerfamilien er en del af pakken. Men normalt er jeg altså mest glad for de pakker, jeg kan bytte

Lige siden min kæreste og jeg fandt sammen, har min svigermor været roden til alt ondt i vores forhold. (Måske lidt voldsomt sagt)

De første mange gange vi var ude ved dem kaldt hun mig hans ekskærestes navn. Bevares, de havde været sammen i mange år, men det var altså over et år siden de var gået fra hinanden. I begyndelsen var jeg meget åben over for dem og synes, at jeg gav dem mange chancer og bar over med svigermors små "særheder". Men da vi flyttede sammen, gik det ligesom helt skævt. Min kæreste er enebarn, og da han flyttede hjemmefra gjorde hans mor stadig rent i hans lejlighed, vaskede hans tøj og lavede hans mad. Da vi begyndte snakken om at flytte sammen, gjorde jeg det klart for ham, at hans mor ikke flyttede med. Hvis vi skulle bo sammen, så skulle vi være ligeværdige i vores forhold og han skulle tage lige så stor del i rengøringen/madlavningen/tøjvasken som jeg - og hans mor skulle altså ikke tage del i den slags.

Vi tog på ferie tre uger efter at vi var flyttet sammen, og da vi kom hjem fra ferie, var jeg sikker på, at vi havde haft indbrud - for tingene stod ikke på deres vante plads. Det viste sig, at min kæreste havde givet sine forældre en ekstranøgle (da han ALTID smider sine nøgle væk) og det havde svigermor udnyttet til at omdekorere vores lejlighed, gøre ekstra rent (der var altså fint rent da vi tog afsted) og vaske alt vores tøj - både beskidt og rent! (I vaskepulver jeg ikke kan tåle - herligt.)

Jeg tog den store snak med min kæreste og han ville snakke med hende, men det blev aldrig til noget, for han vil jo så nødigt gøre hende ked af det. Derfor gentog ferie-scenariet sig gang på gang indtil jeg krævede, at han inddrog nøglen. Desværre fik vi så en vandskade på vores næste ferie, og så var jeg jo lid den slemme, da jeg var "skyld i" at de ikke havde nogen nøgle, hvilket svigermor gang på gang påpeger. Så de fik nøglen igen, og på trods af, at jeg pænt sagde, at jeg ikke brød mig om de ting hun gjorde, så fortsætter hun. Det er simpelthen blevet en magtkamp af dimensioner, og det er jeg faktisk helt vildt ked af

Vi kæmper simpelthen om min kæreste, så at sige. Det er det samme show, hver gang vi er sammen med dem. Et godt eksempel er hans fødselsdag som vi fejrede i går.

De var inviteret til kaffe og kage kl. 19.30, da min kæreste gerne ville spise en romantisk middag med mig inden. Kl. 18.51 (da vi fejrede hans fødselsdag ) ringede det på døren - hvem var det? Jo, det var såmænd min kære svigerforældre! Så vi måtte skynde os i tøjet og i gang med at varme kakaoen.. De kommer altid for tidligt, men 39 minutter er altså MEGET for tidligt. Da de så kom op i lejligheden viste min kæreste stolt vores soveværelse frem, som jeg lige har lavet om med nye møbler og det hele - og der var ikke det, der ikke var galt. Billederne var ikke pæne, hvorfor hang lampen der og hvad var det dog for en grim kommode? Jeg smilede bare og sagde, at smag jo var forskelligt. Hans mormor og onkel kom til tiden 19.30 og så serverede jeg kakao, kaffe, the, boller og kage. Hun syntes, at bollerne var dårlige, at der var for koldt i lejligheden, at den gave jeg havde givet min kæreste var "besynderlig" (har givet ham en tur til KBh hvor vi skal hygge og i det kgl. teater)

Da de tog hjem var jeg drænet for energi og endte med, at sidde og tude. Jeg var bare så ked af det. Forstår ikke, hvad det er, jeg gør galt. Vi ahvde planlagt at offentliggøre vores forlovelse, men stemningen var der bare aldrig. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det skal være at leve med hende resten af livet, dele jul og andre hyggelige højtider og den slags med hende. For slet ikke at tale om når vi får børn. Min kæreste vil snakke med hende, men det har han jo gjort så mange gange før - og det ændrer intet.

Hold da op en tekst, er bare så ked af det og frustreret, havde brug for at få luft.

Hvad har I gjort med svigerfamilien? Kører det bare? Og er der nogen der har erfaringer med at vinde svigermors frosne hjerte?

KH M.

[Cath82 12]

Jeg bliver saa irriteret paa dine vegne, naar jeg laeser det, du skriver. Saa du faar lige nogle af disse:

Og saa vil jeg lige have lov til at sige at jeg ikke synes du goer noget galt. Tvaertimod synes jeg du har vaeret utrolig taalmodig. Jeg har desvaerre ikke noget raad at give, da jeg slet ikke ville have haft nerver til saadan noget, saa derfor faar du lige nogle flere af disse

[M&R 32]

Hvor er du sød - det var lige det jeg havde brug for!

[M&R 32]

Velkommen i klubben med skønne svigermødre ;)

Jeg kan lige så godt sige det med det samme.. Din kæreste SKAL sætte stolen for døren for sin mor! Der er ingen anden vej udenom!!

Vores forhold startede også skønt ud med en svigermor der blandede sig i alt, og min kæreste og jeg blev simpelthen så uvenner over det.

Til sidst tog min kæreste ned til hende og sagde til hende at det skulle stoppe nu, og hvis ikke så måtte han stoppe med at komme hos dem, han havde valgt den han ville være sammen med & hun måtte respektere dette og træde et skridt tilbage!

Da han havde gjort det indskrænkede de daglige telefonopkald sig til et ugentligt opkald (- og dette opkald har nu udviklet sig til at det er mig, og ikke min mand der får det), og pludseligt blev jeg involveret af hende hvis der var noget hun ville spørge om! Og hver gang hun nu kommer med et eller andet morale-udbrud, så giver jeg hende igen af samme skuffe med noget som hun ikke er helt perfekt med, og så ender vi som regel altid med at grine af det.

Jeg har i dag den skønneste svigermor, og ja ja hun kan da ikke helt gøre for at hun har genet i sig - men vi er blevet så tætte med hinanden nu at vi godt kan sige til hinanden at nu må den anden da lige holde bøtte!

Hvor er det opløftende læsning - det betyder jo, at der er håb

Jeg tror, at jeg vil snakke med min kæreste i morgen, og lade ham læse dette som inspiration

Min kæreste er desværre bare lidt konfliktsky ifht. sin mor - han vil jo så nødig gøre hende ked af det. Men jeg er også bare nået til et punkt, hvor jeg bare ikke ORKER mere. Vi skal se dem på søndag til en rund fødselsdag i hans familie, og bare tanken har allerede drænet mig for energi. Men jeg må mande mig op og klistre det store smil på og finde det gode humør frem - der er ikke andet for

[MariaSchmidt 203]

Åhh de kære svigermødre ..... først af alt - hun lyder fandme som lidt af en pestilens og du får også lige en af mig her.

Jeg har heldigvis ikke samme problem, som dig ift svigermor ..... ikke sådan personligt - min er bare meget psykisk ustabil og når hun er løbet tør for stesolider(lykkepiller), så ønsker man ikke at være i nærheden af hende.

Kan huske første gang jeg nogensinde kom op og besøgte hende ..... det første hun sagde, før hun sagde hej var, at hun havde det dårligt og havde skidt 20 par bukser igennem, der lå ude på toilettet lol. Endvidere er hun typen, der har opfundet hendes egne ord, hun mener at hunde får kræft af at man hiver dem i halen og så brænder een af på stort set ALLE aftaler. Hun får engang imellem også nogen fuldstændige flip og ringer for at smide røret på og ikke tage tlf, når man så ringer efterfølgende for at få en forklaring, hehe.

Jeg kan huske 2 gange vi har skullet på ferie, hvor hun har lovet at passe vores hund ..... hun ringede begge gange dagen forinden og sagde, at hun ikke gad passe den alligevel og havde opfundet en el anden latterlig grund, der gjorde at hun pludselig var sur på os. 2. gang havde jeg dog helgarderet mig og truffet aftale med min familie på Sjælland, haha!! :D

Men altså .... mit bedste råd .... se hende kun, når du er tvunget til det. Har I ikke andre I kan give den extra nøgle ? Men sig til dig kæreste, at han selv kan tage over og besøge dem og få ham til at annoncere forlovelsen selv, mens han er sammen med dem. Det kunne dog ellers være sjovt at høre, hvad hendes kommentar ville være til den. Men hold dig ude at hendes rampelys mest muligt og lad H2B overtage kontakten med hende selv ..... det vil gøre, at når du så endelig er sammen med hende på de obligatoriske tidspunkter, så er det lidt nemmere at sluge, fordi du har tid til at bygge tålmodigheden op.

Jeg ved godt, at det måske kan være lidt svært og det er sur røv, fordi vi snakker om resten af livet..... men ved du hvad .... min H2B kan heller ik sammen med min mor og jeg holder ham ude af det stort set og han er kun med, når det virkelig er af nød.... og som jeg siger: du skal kun leve med hende i max 25 år endnu haha. Men det kan godt lade sig gøre på den måde .... men mænd og deres mødre engang imellem.... det er altså et kapitel for sig selv.

[D&SHoffgaard 23]

Kender kun alt for godt til det du beskriver. Det er nu ikke min svigermor der er problemet ( hun er verdens sødeste og er en god ersatning for min egen mor, som døde for et halvt år siden), men min egen far(og mor, dengang hun levede).

Alt er forkert ved ham. AT han kun er i gang med at tage HG selvom han er 28, at han boede hjemme da jeg mødte ham, og at han er kreativ, spontan og meget modsætnigen til min familie. Hvis Jeg gør noget som ikke lige normalt er noget jeg gør eller på anden måde afviger fra min far principper, er det min kærestes eller mine svigerfamilies skyld.

Skal lige siges at jeg også er enebarn og også altid været mine forældre søde lille pige og kæresten er den første fyr i mit liv, mine forældre kender til.

Min far brøder sig bestemt ikke om vores forlovelse og kommede bryllup og ved ikke andet end vi agter at giftes os. Han synes jeg ALT for ung til at blive gift og vi han kendt hinanden AAALT for kort tid (jeg vil være 25, et halvt til vores bryllup og været sammen i små fire år til den tid) Han lukker fuldstændig af overfor det og efter hans mening, skulle jeg smide ham ud i morgen.

Mine forældre har lavet særeje på min mors arv, så min kæreste ikke "narre" mine penge fra mig, for det ægteskab vil jo ikke holde i længden.

Min far har da accepteret at han er i mit liv, hvilket tog LANG tid, men tror stadig på at det er en "fase" jeg skal over.

Det er super hårdt både for min kæreste, men også for mig, som føler sig som lus mellem to negle. Jeg har meldt ud at det er mit liv og han er den jeg vil være sammen med og jeg er ked at at han (de) ikke ville acceptere ham i mit liv. Min mor nåede at give en smule efter, men hun lå også for døden og min far siger, at han vil lade mig selv styre mit eget liv, men lever ikke op til hans ord.

kan ikke give dig andet råd end at få din kæreste til at nægte at diskutere jeres forhold med sin mor, få ham til at gå eller sige fra når kommetarende kommer. Vær standhaftige og hold på at det er jeres liv. Det er det jeg prøver på, men ved ikke om det er noget er kommer til at lykkes.

[Conni 56]

Åh jeg sidder helt med tårer i øjnene, for jeg forstår fuldstændig hvordan du har det!

Jeg vil som de andre lige give dig en kæææææmpe - jeg troede nærmest at ejg var ene om det problem.

Hans forældre er meget fine (tror de selv, de har virkelig ingenting at have det i, hverken uddannelsesmæssigt eller pengemæssigt) og jeg har ligesom aldrig været god nok til deres søn. For 2½ år siden udløste min "grumme grumme" opførsel så at de ringede til ham og sagde at jeg ikke længere var velkommen ved dem. (jeg er jo en nymoderne kvinde og det går virkelig ikke, kvinden lever kun for at tjene manden og gøre alt for ham - hun skal ikke tænke selvstændigt og manden skal ikke gøre noget husligt, det må kvinden gøre) Først blev jeg utrolig ked af det, for det var et hårdt slag at få i hovedet. Min kæreste var meget splittet i starten og han talte begge parter efter munden. JEg var oppe to gange og forsøge at snakke med dem (det er var kun hans mor der var der når vi skulle diskutere, faderen var kørt fordi han ville blive så vred åbenbart). Den sidste gang endte det med at jeg tog mine sko i hånden og gik grædende ud af døren hvor hun stod og råbte efter mig at jeg opførte mig barnligt, men jeg var jo også kun et lille barn. (Der er 8 år imellem min kæreste og jeg og vi blev kærester da jeg var 16). Der stod hun en grandvoksen kvinde og skældte en 20årig pige ud der havde været kærester med hendes søn i 5 år. JEg kom hulkende hjem til mine forældre, men min kæreste skældte mig ud og sagde alt muligt om at jeg overreagerede. Da vi kom hjem igen sagde jeg vil min kæreste at han måtte vælge og at jeg vidste det ikke var fair at det gik udover mig. Han støttede mig overhovedet ikke og fik mig til at føle at det var mig der var helt galt med på den, men det sagde venner og familie at det ikke var. Så en dag han kom hjem satte jeg mig ned og forklarede ham i næsten 3 timer hvordan jeg havde det og at jeg ikke ville kunne leve med en mand uden rygrad, derefter pakkede jeg en kuffert og tog ud til min kusine. Efter kun 3 dage flyttede jeg tilbage igen, vi havde fået snakket rigtig meget om det og han kunne nu godt forstå hvordan ejg havde det. I starten ville jeg ikke have at han så sine forældre, men efter ½ år sagde jeg at han skulle være velkommen hvis han havde lyst, men at jeg ikke ville. Hans 30 års fødselsdag nærmede sig så og hans forældre blev selvfølgelig inviteret, men de kom ikke. Mine forældre vil ikke hilse på dem når vi mødes på vejene, fordi de behandler deres datter sådan, og det er de sure over - deres fine fine navn skal jo nødig snavses til. Efter hans 30 ård fødselsdag har han VIRKELIG fået øjnene op for hvad jeg har gennemgået og han har selv næsten helt slået hånden af dem. JEg tror det er 1 år - 1½ siden han har besøgt dem.

Ja undskyld det blev lidt langt, men min pointe er at din kæreste er nødt til at sætte foden ned, ellers bliver du syndebukken og han er nødt til selv at VILLE - ellers er det noget du pådutter ham. Det er utroligt hårdt, jeg forstå virkelig hvordan du har det, men hans mor er nødt til at give slip på ham og lade ham tage sine egne beslutninger - det var det som min kærestes forældre ikke kunne acceptere, at ha nblev selvstændig og så især at det ikke blev efter deres hovede. Min kæreste ringede så for at fortælle at vi skullegiftes til hans forældre og svaret var: "Ja det kan vi jo så IKKE sige tillykke med". Nogle gange må man gøre nogle ofre. - Jeg håber virkelig at I finder ud af det

[MariaSchmidt 203]

De skønne kvinder ovenstående har ret .... det er ikke dig, men din tilkommende, der må tage affære. Det er ikke din familie - det er hans. Altså man burde jo aldrig nå ud i en situation ligesom Conni, lige meget hvor irriterende den svigerfamilie så er.

Han bliver nødt til at stoppe med at ha rygrad, som en regnorm og tage affære ..... det er overhovedet ikke fair mod dig. Altså min far fx gider ikke komme hjem og besøge os, fordi han syns vi bor grimt. Han kommer måske 1 gang om året, selvom han kører forbi mindst en gang om md. Engang imellem tror jeg bare, at man må se igennem fingre med hvor tåbelige folk somme tider er og bare prise sig lykkelig for, at man ikke er sådan selv. Kan huske min mor dengang jeg var sammen med min ex-kæreste - ja, han var da heller ik noget for mig (han var ikke fin nok). Da jeg så ringede og fortalte, jeg havde pakket mine ting og var flyttet... hendes første kommentar var: Er du nu sikker på, at du har gjort det rigtige ? Tror du ikke du kommer til at fortryde ? - jeg kunne altså godt li ham!

Men hold en pause efter imorgen fra dem .... og se dem kun til fødselsdage el lign og lad din kæreste tage teten selv .... og hvis han ønsker, at de skal være en del af jeres liv fremadrettet, så må han begynde at indse, at det er HAM der må få tingene til at spille..... du kan simpelthen ik gøre det, da ikke er din familie. Hvis det indebærer, at han må stille hende stolen for døren så at sige, så må det være det. Men tror det er svært at slå hånden af sine forældre..... lige meget hvor åndsvagt de ens ter sig .... tror det er en proces, man skal igennem, der godt kan tage tid....

Redigeret September 24, 2011 af MariaSchmidt

[M&R 32]

Conni og D&S Hofgaard, når jeg læser det I skriver, så bliver jeg simpelthen så vred. Den måde jeres svigerfamilier/familier opfører sig på, er simpelthen uacceptabelt. Det lyder som om fællesnævneren er, at man som svigerdatter/svigersøn ikke er god nok. Hvorfor kan de ikke bare acceptere, at man er sammen med den man elsker og ikke den de vil have?

Min veninde kom i aftes for at være sammen med mig, fordi jeg var i så dårligt humør. Efter et par glas vin kom der virkelig gang i snakken, og pludselig sagde hun: Har du overvejet, om din svigermor bare er misundelig på dit forhold til hendes søn og hans forhold til dine forældre?

Nææ, det havde jeg sgu aldrig skænket en tanke. Men det giver pludselig rigtig meget mening for mig! Fx kommer min kæreste altid hjem til min familie den 24., når han familie er færdig med at pakke gaver op. Og så får han så natmad, som består af resterne af juleanden (Det første min mor gør, inden hun serverer maden, er at tage en tallerken fra til ham - hun elsker sin svigersøn) Da hans mor efter to år fandt ud af, at den juleand han aldrig har måtte få (hun synes det er "klamt") fik han hos mine forældre - ja, så begyndte hun sgu at købe and! Og der er så mange eksempler på den slags.

Min kæreste og jeg kommer fra to meget forskellige sociale baggrunde - både økonomisk og uddannelsesmæssigt. Desuden er mine forældre meget sociale, har mange venner og holder ofte middage og fester. Det nyder min kæreste, for i hans forældre har ingen venner. Jeg ved det lyder underligt, men i de snart fem år vi har været sammen, har de ALDRIG været sammen med venner. De eneste mennesker de ser er hendes mor og bror og deres elskede søn. Jeg tænker, at det måske også kan være en årsag til det. Jeg tror, at det er svært for hende at se, at hendes søn er så meget sammen med sine svigerforældre, for det er han virkelig. Vi tager i sommerhus med dem, vi spiser søndagsmiddag ved dem, vi tager på ferier med dem osv. Når vi har prøvet det med hans forældre går det altid galt. Det er altid i mine forældres sommerhuse vi er, og de kommer på besøg ved os. Alligevel er det altid hende, der skal agere "værtinde" og det har jeg det svært med, når det nu er os der inviterer. (Dertil kommer hendes små særheder med at medbringe ALT i et hus der er fuldt udstyret. Vi snakker knive, toiletpapir ALT!)

Men jo mere jeg tænker over det, så tror jeg, at hendes opførsel overfor mig måske bunder i, at hun er ked af, at hendes søn har valgt dem fra ifht. mig og min familie. Tror I, at jeg er helt galt på den? Jeg vil rigtig gerne tilbringe noget mere tid med hans familie, men ikke når hun er strid overfor mig. Så det er som om, vi er endt i en ond cirkel.. Nå, der er vist nok at tage fat på, når han skal snakke med dem.

[Mightystar 102]

Jeg kan godt se det ikke er en fed situation at sidde i for dig.

Jeg har selv haft drømmesvigermoderen og hende har jeg ikke mere.. (Det er min søns farmor, og da jeg ikke er sammen med farmand mere, ja så er hun der jo heller ikke)

Min H2B's mor er også en enorm sød og dejlig kvinde, men det bliver nok aldrig det samme. Dog giver jeg ikke op, for er sikker på vi får et fantastisk liv sammen i den "nye" og meget store familie jeg officielt kommer ind i.

Det bedste er at jeg aldrig har oplevet at svigermødrene blander sig i det forhold jeg har været i med deres søn, så jeg kan desværre ikke associere. Men jeg har derimod haft en svigerinde der gjorde alt for at ødelægge et tidligere forhold.. Dumme kost

Men men men.. For at komme med et godt råd og sådan som jeg nok ville gøre.. Ja så ville jeg nok tage kampen en gang for alle.. Og huske hende på at det er jeres liv nu.. Hun havde kun hendes søn til låns, nu er hans hverdag en andens.. Han har jo valgt dig, fordi han elsker dig og det bør hans mor vel onde ham.

Jeg ved ikke om du har gjort rent bord overfor kæresten, men måske du skulle understrege det en gang for alle at du altså ikke vil have hans mor med i ægtesengen, for det er sq en kende for træls!

Hvis ikke nogle af dem fatter det, så er det måske ikke det rigtige.. (ikke for at lyde hård)

Kæmpe krammer til dig

[Conni 56]

Jeg må da indrømme at jeg er ked af som det er endt ud, men de har lidt selv valgt situationen og vi har flere gange strukket hånden frem for at vi kunne finde ud af det, men de har desværre ikke taget i mod den. Altså vi planlægger børn efter brylluppet og som det ser ud nu, så kommer de kun til at have et hold bedsteforældre. Det var da også klart at det i starten var hårdt for min kæreste, og der er stadig situationer der kan gøre ham ked af det, f.eks. da han delte nyheden om at han havde friet. Men han vil ikke at de skal ødelægge hans liv, som de var ved at gøre. Han vil hellere leve med min og min familie, end han vil med hans forældre. Han har aldrig været særlig glad for at komme der, og så har han jo nok ændret sig en del efter at jeg mødte ham.

M&R --> Det er præcis sådan det er familiemæssigt her også. Vi er ALTID ved mine forældre når vi er hjemme på øen (vi bor selv i Jylland), fordi der kan vi begge bedst lide at være. Min kæreste har selv udtalt at han aldrig har følt sig så velkommen og elsket, som han gør hos mine forældre. Min familie holder fest for et godt ord og hver weekend flyver vi rundt for at besøge vores venner. Hans forældre er stor set altid alene, jeg har mødt hans familie 2 gange (til begravelser) de 7 år vi har været kærester. Heldigvis har situationen med hans forældre ikke påvirket resten af hans familie og en af hans morbrødre, som jeg ikke har kendt til, skal vi ned og besøge om et par uge. De fleste i hans familie giver udtryk for at det er hans forældre der er galt på den og at de støtter os. Men hans forældre er for stolte til at indrømme at de har taget fejl og de har tabt kampen, så jeg tror desværre ikke der bliver ændret noget

Jeg håber virkelig at I finder ud af det, for det er ikke en sjov tid at gå igennem. Jeg gik igennem det lige efter to pludselige dødsfald, først mine bedstemor i en alder af 72 og en måned senere min kammerat i en bilulykke kun 21 år gammel og så der her oveni. Det var en MEGET hård tid!

[sommer2012 183]

Jeg havde en skøn skøn svigermor, da jeg var sammen med ex'en - men der var ex'en så lige problemet. Nu har jeg den skønneste, dejlige kæreste Kan godt lidt savne den gamle svigermor, men man kan jo ikke få det hele, og kæresten er den vigtigste....

Mht. konfliktsky mandfolk, der ikke kan lide at sige fra overfor mødre, der blander sig for meget, så synes jeg, det kunne være værd at minde dem om, at når de tager den beslutning, at de ikke kan lide, at "gøre mor ked af det" og derfor undgår konflikten, så sker der følgende:

1. De gør deres kæreste ked af det gang på gang i stedet, og det er jo altså den person, man har valgt at leve sammen med og dele sit liv med, så det er da unfair.
2. Selvom man undgår den direkte konfrontation, så sker der tit det, at man uden begrundelse begynder at undgå kontakt med mor, fordi det giver problemer. Og så straffer man også indirekte sin mor - og uden begrundelse.

SÅ derfor tænker jeg, at det er absolut nødvendigt at tage en fornuftig, rationel snak med svigermor (og snakken skal kun være mellem mor og søn) om, hvad der er vigtigt i livet - ligesom Tina Livs mand heldigvis gjorde. Det er svært at tage initiativet, men hvis man har tænkt det ordentligt igennem, så ville de fleste mødre nok ændre adfærd. Håber det kommer til at gå bedre

[M&R 32]

Jeg må da indrømme at jeg er ked af som det er endt ud, men de har lidt selv valgt situationen og vi har flere gange strukket hånden frem for at vi kunne finde ud af det, men de har desværre ikke taget i mod den. Altså vi planlægger børn efter brylluppet og som det ser ud nu, så kommer de kun til at have et hold bedsteforældre. Det var da også klart at det i starten var hårdt for min kæreste, og der er stadig situationer der kan gøre ham ked af det, f.eks. da han delte nyheden om at han havde friet. Men han vil ikke at de skal ødelægge hans liv, som de var ved at gøre. Han vil hellere leve med min og min familie, end han vil med hans forældre. Han har aldrig været særlig glad for at komme der, og så har han jo nok ændret sig en del efter at jeg mødte ham.

M&R --> Det er præcis sådan det er familiemæssigt her også. Vi er ALTID ved mine forældre når vi er hjemme på øen (vi bor selv i Jylland), fordi der kan vi begge bedst lide at være. Min kæreste har selv udtalt at han aldrig har følt sig så velkommen og elsket, som han gør hos mine forældre. Min familie holder fest for et godt ord og hver weekend flyver vi rundt for at besøge vores venner. Hans forældre er stor set altid alene, jeg har mødt hans familie 2 gange (til begravelser) de 7 år vi har været kærester. Heldigvis har situationen med hans forældre ikke påvirket resten af hans familie og en af hans morbrødre, som jeg ikke har kendt til, skal vi ned og besøge om et par uge. De fleste i hans familie giver udtryk for at det er hans forældre der er galt på den og at de støtter os. Men hans forældre er for stolte til at indrømme at de har taget fejl og de har tabt kampen, så jeg tror desværre ikke der bliver ændret noget

Jeg håber virkelig at I finder ud af det, for det er ikke en sjov tid at gå igennem. Jeg gik igennem det lige efter to pludselige dødsfald, først mine bedstemor i en alder af 72 og en måned senere min kammerat i en bilulykke kun 21 år gammel og så der her oveni. Det var en MEGET hård tid!

Du skal vist have et

[M&R 32]

Jeg havde en skøn skøn svigermor, da jeg var sammen med ex'en - men der var ex'en så lige problemet. Nu har jeg den skønneste, dejlige kæreste Kan godt lidt savne den gamle svigermor, men man kan jo ikke få det hele, og kæresten er den vigtigste....

Mht. konfliktsky mandfolk, der ikke kan lide at sige fra overfor mødre, der blander sig for meget, så synes jeg, det kunne være værd at minde dem om, at når de tager den beslutning, at de ikke kan lide, at "gøre mor ked af det" og derfor undgår konflikten, så sker der følgende:

1. De gør deres kæreste ked af det gang på gang i stedet, og det er jo altså den person, man har valgt at leve sammen med og dele sit liv med, så det er da unfair.
2. Selvom man undgår den direkte konfrontation, så sker der tit det, at man uden begrundelse begynder at undgå kontakt med mor, fordi det giver problemer. Og så straffer man også indirekte sin mor - og uden begrundelse.

SÅ derfor tænker jeg, at det er absolut nødvendigt at tage en fornuftig, rationel snak med svigermor (og snakken skal kun være mellem mor og søn) om, hvad der er vigtigt i livet - ligesom Tina Livs mand heldigvis gjorde. Det er svært at tage initiativet, men hvis man har tænkt det ordentligt igennem, så ville de fleste mødre nok ændre adfærd. Håber det kommer til at gå bedre

Du har så evigt ret. Jeg skal snakke med min kæreste senere i dag, når han kommer hjem.. Hans manglende lyst til at snakke med sin mor om tingene har sat sine tydelige spor på mit forhold til svigermoderen og vores parforhold. Men han er bare SÅ bange for, at hun bliver helt vildt ked af det, men tror at dine to argumenter for at tage snakken er noget han vil kunne forstå. Sidst vi snakkede om det nægtede han at snakke med hende og da jeg sagde, at hvis han ikke vil taget tyren ved hornene, så skulle jeg nok, sagde han: "Der er jo ikke nogen grund til, at du skaber mere splid"

Meeen jeg tror, at han er ved at have fattet, at der skal en ændring til - for som forholdet til min svigermor er lige nu, så har jeg ærligt talt ikke lyst til, at blive gift ind i den familie...

Nå, jeg må sparke til ham, når han kommer hjem - drømmer om, at jeg en dag kan få det med min svigermor, som Tina Liv har det med sin

[Pingvinen 51]

Jeg går til psykolog i øjeblikket, og jeg har lidt det samme problem, bare med flere forskellige mennesker..

Psykologen tegner hver gang en oval cirkel og deler den med en streg, jeg står på den ene side af stregen og alle andre på den anden.. Så forklarer hun at jeg gentagne gange lader folk komme over på min banehalvdel.. Derfor skal jeg gøre stregen mellem vores banehalvdele meget tydelig..! Sidste gang gav hun mig det råd at afslutte kampene med: "Det er din mening". (Så når din svigermor øffer, så bare sig, "det er din mening"). I har jo hver sin banehalvdel og hun bestemmer på hendes og du på din, derfor skal du sige fra og sætte dagsordenen for din.. Du kan således heller ikke forsøge at ændre på hende og hendes meninger, dem kan hun have ovre på hendes side, men gøre at de ikke påvirker din banehalvdel.. Jeg har brugt dette både til mine forældre og min bror.. Det hjælper virkelig, drop diskussioner og bare sig "Ja det mener du".. Så er diskussionen lukket.. Dertil kommer så at hun ignorerer dig, det kan evt. afhjælpes med at slå i bordet og forklare hvordan i gør tingene og at det bare er sådan, at det må hun affinde sig med, som de andre kloge kvinder siger, så er det din kæreste der må tage affære..

Husk, du sætter dagsordenen for din banehalvdel og hun for hendes.. Og i har ikke noget at gøre på den anden side af stregen..

Håber du forstår hvad jeg mener og du kan bruge mit input..

Kram Tine

[CecilieJ 35]

Jeg kan godt forstå du er frustreret! Jeg synes også du og htb skal konfrontere hende med det. I MÅ sætte en grænse og fortæl hende om konsekvenserne, hvis hun med vilje overskrider den grænse. I vil rigtigt gerne have godt forhold til hende, men nu har I forsøgt at sige det pænt flere gange - det forstår hun åbenbart ikke. Så hvis hun ikke forstår at hun ikke skal komme i jeres lejlighed med mindre I har inviteret hende, og så i øvrigt til den tid I har aftalt, så må I jo tone forholdet ned.

Jeg har haft et lidt lignede forhold til min egen mor. Hun var meget god til at fordreje virkeligheden, så den passede til hendes indslag. Og den med vandskaden ville have udspillet sig på præcis samme måde hos os. Sidste år sagde jeg til hende, at hun ikke skulle ringe til mig og fortælle at hun var syg hele tiden, hvis ikke hun havde tænkt sig at gå til lægen. Kort tid efter blev hun indlagt og nægtede at give mig besked - for jeg ville jo ikke høre om det!!!! Det er lidt samme opfattelse der gør sig gældende som hos jer, tror jeg. De nyder at stikke til een med skyldfølelsen - for "nu har det jo fået ret".

MEN i starten af 2011 fik jeg nok. Hun har overskredet mine grænser så længe jeg kan huske og ville ikke forstå det, når jeg prøvede at sige det pænt. En dag spurgte jeg hende: Mor, hvad tror du der sker hos mig, når du siger/gør sådan og sådan? Hvordan tror du det føles "at du ommøblerer den lejlighed, vi har indrettet som vores fælles hjem?". Så var hun nødt til at svare og sige det højt selv. Og da hun så havde gjort det, fortalte jeg hende, hvordan jeg opfattede vores forhold, og at jeg ikke kunne holde til at det fortsatte sådan. Så sagde jeg til hende, at jeg elskede hende og jeg godt kunne forstå, hvis hun havde brug for at tygge på det - men hvis hun ikke var indstillet på at ændre det forhold til at være mere ligeværdigt, så var jeg nødt til at vælge mest muligt fra! Færdig!

Det var en virkelig hård omgang, men er du gal det har virket. Jeg har pludselig fået en mor, som gider at tage sig tid til at mærke efter, hvad jeg er for een og ikke bare, hvad hun gerne ville have at jeg er. Jeg er rigtigt glad for, at jeg tog den meget markante stilling overfor hende, for der var bare ikke plads til flere smuthuller, og jeg tror også hun er glad for det nu. Jeg glæder mig SÅ meget til at have hende med til mit bryllup nu - for 6 måneder siden var jeg dødræd for at hun ville ødelægge VORES dag for selv at være i centrum.

[MariaSchmidt 203]

Mødre er nogen sjove nogen ..... jeg har selv en aftale med min om, at hun blander sig ikke i mit liv, så blander jeg mig til gengæld heller ikke i hendes og det har fungeret meget fint sådan i lang tid nu .... men jeg havde også en 10-års periode fra jeg var 13-23, hvor jeg næsten ikke havde nogen kontakt til hende. Der gik 10 år før hun fattede, at jeg ikke gad hende, når hun blev ved med at rive op i gammelt nag, som hun selv var skyld i ....! Men idag, hvis hun overskrider mine grænser siger jeg det ligeud; også hvis jeg er blevet ked af noget el har nogen kritik punkter mht hvordan hun gør nogen ting ift mig - for det meste siver den ind, men engang imellem må jeg ud i adskillige gentagelser og den siver stadig ikke ind og den må man vist bare acceptere

Redigeret September 25, 2011 af MariaSchmidt

[Guest Pernille2604]

Det var da en forfærdelig svigermor du har (I har). I har min dybe medfølelse og håb om at det bliver bedre med tiden.

Jeg sender lige en masse

[tiggi 9]

Synes da også svigermoren må acceptere at han ikke er hendes lille barn mere.

Da vi flyttede sammen var det også lige som om at min svigermor mente at hun stadig bestemte over min kæreste, så i starten sku vi komme hjem og besøge dem ca. hver 3 uge, og vi bor i Aalborg de bor syd for Odense så er lige 4 timers transport hver vej, og bruge over 500 kr. på hvert besøg og hænger ikke sammen å SU.

I det mindste har kæresten dog lært at sige fra nu, og hun ringer heller ikke hver dag mere som hun gjorde det første ½ år.Så nu fungere det:)

Tror også kæresten lærte jeg ikke ville finde mig i det efter et tidspunkt hvor han brød sit ord til mig fordi hans mor sagde noget andet.

Første jul vi var kærester var vi hos hans familie, på den betingelse at vi det efterfølgende år skulle være hos min.

Men da vi nåede til november andet år så fik min svigermor alligevel overtalt/tvunget min kæreste til at komme hjem til dem. Efter jeg ikke stolede på ham i flere måneder efter det i forbindelse med om han kunne overholde aftaler lærte han at sige fra overfor sin mor. så du må jo få ham til at kunne sige ordenligt fra overfor sine forældre så de ved at det ikke kan foregå sådan fremover:)

Er bare lykkelig for at vi ikke bor så tæt på hans familie, er bange for at de ville komme uanmeldt hele tiden.

[Guest Linette160711]

Jeg tror jeg vil gemme dene tråd, så jeg kan kigge på den om 10-15 år og se hvordan jeg ikke skal være...

Jeg har ikke selv nogen svigermor, da min mand har valgt hende fra mange år før jeg kom ind i billedet.

-Men jeg har 2 drenge, så en dag bliver jeg vel også en svigermor og jeg vil nødigt have at min kommende svigerdatter bliver nød til at skrive om mig på et bryllupssite

Nå...det var vist et sidespring.

Jeg håber virkelig at I kan finde en god måde at få svigermor til at forstå at hun ikke er nr 1 i sin søns liv mere og at hun ikke skal blande sig med mindre hun bliver spurgt. Tænk hvad det dog kan udvikle sig til hvis hun engang bliver Farmor. Puhaa....

Du får lige et par af disse her :bearhug:

Redigeret September 25, 2011 af Linette160711

[Guest Kashmir89]

Som sagt tidligere: "SVIGERMØDRE" ..!

Har også selv en af de værre af slagsen. I starten af vores forhold ringede hun til sin søn dagligt, og hvis han var syg var det endnu værre, så ringede hun et par gange om dagen og spurgte om hun ikke skulle komme hjem til ham, og lave mad og gøre rent osv..

Første gang jeg mødte hende, var i s-toget på vej til barnedåb i kærestens familie, hvoraf jeg kun havde mødt hans søster. På turen hjem, siger hun til ham, at hun ikke mente at han var ligeså glad for mig, som han var for sin ekskæreste. Jeg sad lige ved siden af, og det gjorde bare ondt.

Første gang vi var hjemme hos hende, var hun efter mig hele tiden, og syntes ikke rigtig at jeg prøvede andet end at være høflig. Hun råbte af mig, fordi jeg samlede tallerkner sammen da vi var færdige med at spise, og sagde at jeg kunne ikke være bekendt at have så travlt, når nu hun lige sad og røg.. Senere spillede vi billiard, og hver gang hende og min kæreste var uenige, så trak de mig med ind i deres diskussion.. På turen hjem derfra, brød jeg grædende sammen, og sagde at jeg aldrig ville derhjem igen, hvorefter kæresten højt og helligt lovede mig, at han nok skulle forsøge, at undgå diskussioner med sin mor, og han prøver virkelig. Men det er svært når hun bare vil diskutere..

Der har også været en masse bøvl, efter vi blev forlovet, bl.a. fordi hun gerne vil bestemme en masse, men det får hun ikke lov til.

I dag har hun fået sin invitation, og det var ikke uden kritik.. Vi har skrevet invitationen som et digt, og bl.a. har vi istedet for at skrive "2012" har skrevet "'12", hvilket hun mente at man ikke kunne, fordi det ville få folk til at tro, at vielsen var klokken 12. (Selvom der tydeligt bagefter står kl. 13).. Men har efterhånden lært at ignorere hende, og håber for dig at din kæreste sagt fra over for hende.. Kæmpe herfra ..

[cmtoft 72]

Ak, jeg kan bare sige, at kommunikation kan vaere key. Jeg har en meget soed, sjov og hjertelig (italiensk)svigermor - som kan skifte til svigermonster(paa italiensk) paa et splitsekund! Det er ikke nemt at navigere i og jeg bor side om side med hende.

Da jeg flyttede ind havde hun for vane at gaa rundt og lure i hans lejlighed, skrifte sengetoej, smale vasketoej ind, flytte rundt, spise lidt og hvad ved jeg. Jeg er en privat perosn og kan ikke have at nogen roder rundt i mine ting i mit fravaer. Efter jeg flyttede ind, saa sagde min mand til hende, at nu var det slut med det og udover en enkelt gang, hvor de havde gjort rent og taget vores vasketoej ned til faellesvask. Hun har overfaldet mig verbalt og sagt nogle virkelig vaemmelige ting til mig og har i et vanvids oejeblik forsoegt at bilde min mand ind, at jeg har taget hendes penge og hvad ved jeg...

Vi har for nylig talt meget lige ud af posen sammen og jeg maerker at vi naermer os en balance og en accept af hinandens forskelligheder. Nu maa vi se, om det holder, men jeg vaelger at lade tvivlen komme hende til gode. Jeg er interesseret i at faa det til at fungere(Jeg er selv barnebarn til saadan en konflikt og det sidder stadig dybt i mig).

Det er vigtigt at din kaereste stoetter dig/jer og saetter graenser overfor sin mor. Derudover vil jeg anbefale dig at se indad og se, om der er noget du kan goere anderledes. Saa at sige tage din del af ansvaret for konflikten og justere din adfaerd, maaske ligefrem tale med hende. Det er ikke sikkert at du foeler du goer noget forkert, men du kan maaske alligevel goere noget anderledes? Det kan ogsaa vaere at I kan blive enige om at vaere uenige og at det skaber fred.

[morogsnarthustru 5]

Hvor jeg dog føler med dig

Redigeret October 2, 2011 af morogsnarthustru

[ChristinaE 3]

Uha hvor kan man dog blive vred på dine vegne når man læser det her.

Som alle andre også skriver så ville jeg bede kæresten om at snakke med hende, og hvis det så endnu engang ikke hjælper, så snak selv med hende. Det hjælper sjældent at gå ind til en sådan samtale med alle paraderne oppe, selvom det kan være svært at undgå, men hvis du derimod viser hende hvad du føler, mon ikke der så er et menneske gemt inde bag dit svigermonster?

Hun lyder som en der mangler interesser, har hun ikke andre end din tilkommende?

Og så får du selvfølgelig lige en masse :bearhug: :bearhug: :bearhug: fra mig også.