Meget lidt forståelse fra mine forældre

[Anne_Jacobsen 6]

Hej dejlige BK'ere

Har lidt frustrationer som jeg altså er nødt til at komme ud med...

Da min H2B og jeg fortalte mine forældre for lidt over et halvt år siden, at vi skal giftes 10. august 2013, var det mildest talt ikke jubel de brød ud i. Der var ikke grænser for, hvad der ikke var galt med det. De synes jeg er for ung (21 når vi bliver gift) (det skal lige siges at min H2B er 25 og vi nu har været sammen i 2 år så 3,5 til brylluppet), og de kunne absolut ikke se hvad det skulle gøre godt for og hvorfor vi ikke bare kunne vente nogle år. Forstår dem bare ikke, for de var overlykkelige da vi blev forlovet og åbnede champagne og spiste jordbær?? Vi blev ret meget uvenner over det på det og snakkede stort set ikke sammen i 14 dage, indtil JEG tog ud til dem for at få snakket om det. Troede så ligesom at de havde accepteret det osv. og at alt var godt igen og at det bare var en lille misforståelse. Men nu er der jo så under et år til vi skal giftes og de nævner det aldrig med ét ord. Jeg har flere gange prøvet at fortælle lidt om planlægningen med det osv. men det virker ærlig talt som om de er lige glade. Mine svigerforældre derimod er ellevilde, og vil hellere end gerne hjælpe os alt hvad de kan. De smed uden videre 10.000 kr. på bordet til brylluppet. De spørger ind til det ene og det andet. Min H2B og jeg overvejede i starten om vi virkelig skulle udskyde det på grund af mine forældre men blev enige om, at det var VORES bryllup og at vi selv ville bestemme. Går bare rundt med en underlig følelse indeni. At jeg ikke engang kan snakke med mine forældre om sådan en vigtig ting i vores liv, og at de ikke engang er interesserede i det.. Jeg har det sådan at jeg tænker "jeg skal sgu nok vise dem, at vi godt kan klare os uden dem, og stable det fedeste bryllup på benene uden deres hjælp", men det er bare som om, at hvor meget jeg end gerne vil det her, så er der allerede kommet skår i glæden fordi jeg ikke har deres opbakning...

Årh trængte bare lige til at komme ud med det..

[SoExited 39]

Du får lige en krammer

Jeg kender det SÅ godt! Dog er det min svigerfamilie, som synes vi er tossede og ikke bakker op om det. Jeg forestiller mig, at det nok er endnu sværere for dig, da det er dine egne forældre, der ikke bakker op

Vi annoncerede at vi skulle giftes i marts måned - og vi satte hurtigt datoen til 31-8-13 (et par uger efter jer!). Men det synes min svigerfamilie er helt vildt langt ude i fremtiden åbenbart. Hun bliver ved med at lave jokes omkring det ("er det i 2018 i skal giftes?"), og hvis vi fx snakker om min kæreste topmave, og jeg siger: "Nu har du et år til at få den væk", siger hun "et år, hvad sker der da om et år?" HAAALLOOOOO!!! ()()

Nå, men vores løsning er ikke at bringe det op sammen med hende og hendes mand - og når så vi kommer lidt tættere på og de får en invitation osv, så går det vel op for dem, at det er virkelighed - det KOMMER til at ske! Og så satser vi på at hun også begynder at glæde sig!

Og vi er altså ikke overdrevet unge = 26 og 28 til brylluppet. Så der er ingen god forklaring på hvorfor hun er så ignorant. Andet end at hun synes det er penge ud af vinduet og total unødvendigt.

Heldigvis bakker mine forældre virkelig meget op om det, og var fra starten helt med på at køre rundt at se på feststeder osv. Og mine forældre betaler 1/4 af brylluppet. Tror jeg så IKKE lige vi skal regne med at H2B's forældre gør

Hvis jeg skal anbefale noget: så prøv at lade dem være i fred for nu. Planlæg dit bryllup og når så I kommer lidt tættere på, så skal dine forældre nok indse at brylluppet bliver en realitet, og så kan de ligesågodt begynde at glæde sig Jeg mener, jeg tror det er de færreste forældre, der rent faktisk er mugne til brylluppet - de skal nok nå at blive glade igen inden da

[Sunspirit 260]

Jeg havde helt samme oplevelse med min mor, hun har vænnet sig til tanken efter 2 års bryllupsplanlægning og har endda hjulpet med med kjolen og økonomisk. Jeg er også ung brud, og tror det spiller en stor rolle. Min kommende mand kunne ikke være mere perfekt til mig, men det har hun svært ved at se fordi hun har så meget modvilje at hun slet ikke egentlig kigger på hvor godt jeg har det.

Har altid sagt at et bryllup ikke binder så meget som det gør at have børn. Det er selvfølgelig ikke en god indstilling at gå ind med, men man kan jo altid blive skilt i dag, hvis ægteskabet ikke fungere.

Men det er bare skide provokerende og sårende når ens mor ikke støtter ens beslutning og accepterer ens valg. Selvom man siger at man bare vil fokusere på at glæde sig og planlægge så ligger det i baghovedet at ens mor (og far i dit tilfælde) ikke glæder sig på ens vegne. Jeg har aldrig forstået at de ikke bare kan lade en leve og begå sine egne fejl, for hvis ægteskabet er er en fejltagelse, så er det noget man selv er nødt til at finde ud af.

Håber dine forældre ændrer attitude og jeg må indrømme det er rart at høre at andre har prøvet det samme som mig.. Forældre kan være frustrerende

[D&SHoffgaard 23]

Jeg var også ude for det samme, da jeg fortalte at jeg var blevet forlovet og skulle giftes 2 år efter. Der var pinlig stilhed og de snakkede ikke til mig i flere uger efter. Jeg var dengang 23 og havde været sammen med min kæreste i halvandet år. Tror også det var meget alderen, der gjorde det og så at han var/er min første særiøse kæreste. Der er så gået mere end 2 år, da min mor døde under planlæggingen og vi valgte og udskyde det fordi JEG ikke var klar. Snakkede ikke med min far omkring 2 år omkring brylluppet og det pinte mig på samme måde, som dig. Men holdte mig til dem, som gerne ville dele det med mig: min svigerforældre, min svigerinde, som også skulle giftes og mine veninder. Selvfølgelig var det hårdt, at jeg ikke kunne dele det med ham (og min mor), men det blev nemmere og nemmere med tiden. Mine svigerforældre var meget glade og betalte fotograf og bryllupskage osv. men måske var de lidt for ivrige.

i midlertid, så kom min kæreste på kontanthjælp og andre økonomiske ting, gjorde at vi besluttede os for at holde en kirkelig velsignelse, og så gå på rådhuset, når alt havde ordnet sig.

I maj fortalte jeg så min far om det og grunden bla. indvolverede at min mors arv ikke skulle gå til at forsøge min kæreste, som var en af min far begrudelser til at være skeptisk, begyndte han, at skifte karakter. Han blev meget mere åben og efter en lang snak omkring, at jeg ikke var en lille pige mere, at min kæreste gjorde mig lykkelig og det hele var velovervejet, blev han mere støttende end mine svigerforældre, som tog afstand overfor at vi gjorde tingene anderledes og ikke efter deres hoved. Min far hjalp mig med at lave kransekage til receptionen, kom med ønsker om at jeg skulle bære nogle af min mors smykker og snakkede flere time med han i telefon omkring hvordan det hele skulle foregå.

Så tingene kan ændre sig.

Synes helt klart at skal lade dem være i første omgang, så så bryllupshygge med dem, der har lyst

[LEAntropisk 37]

Her er det min svigermor der har forbehold. Hvilket jeg synes er super mærkeligt for det var hendes ide at min H2B skulle have hans mormors ring, som han skulle give til mig. Men da vi fortalte vi var forlovet var hun sådan lidt 'nå okay!?' og da hun så senere fandt ud af at det betød at vi skulle giftes, spurgte hun min H2B om han nu var sikker på, at det var det han ville.

Og jeg har altså er rigtig godt forhold til min svigermor så forstår bare slet ikke hvad problemet er.

Min kæreste mener det er fordi hun har svært ved at acceptere at hendes børn er ved at blive voksne (min H2Bs lillebror skal være far om lidt) men altså, min kæreste er altså 31!

Det er altså smadder trist når ens allernærmeste ikke støtter en 100%

[Malene C 22]

Du får først lige dem her: :hug:

Hvor er det altså forfærdeligt at ens egne forældre kan gøre sådan mod deres barn!! Helt ærligt.

Har du prøvet at fortælle dem, hvordan du har det? at du føler dig såret pga. den måde de opfører sig? Det kan være der bare skal bankes noget fornuft ind i dem.

Jeg håber det løser sig - om ikke andet når de indser at jeres bryllup altså er en realitet..

[D&SHoffgaard 23]

Min kæreste mener det er fordi hun har svært ved at acceptere at hendes børn er ved at blive voksne (min H2Bs lillebror skal være far om lidt) men altså, min kæreste er altså 31!

Helt enig her. Det er vidst en stor del af det, at de bliver nød til at sluge og acceptere, at deres børn er blevet voksne.

[Guest Majse71]

Først en STOR til dig .... Ikke noget som negative vibrationer dér kan slukke ens glæde og forventninger !!

Når så det er sagt, så tror jeg altså rigtig mange mennesker har svært ved at forholde sig til noget, der først sker om meget lang tid og derfor går "død" i planlægningen .... Gejsten udebliver simpelthen eller kommer kun i begrænset omfang, netop fordi det ligger så langt ude i fremtiden. Tror ikke det altid er, fordi det ikke glæder dem ... Brylluppet skal bare være tættere på, før de kan involverer sig med samme iver som brudeparret

[Guest jimmie & jacqueline]

hej kender det alt for godt er selv 21 og min H2B er 30 og har 2 børn . vi skal giftes nu her den 8 sptember og da begge mine svigerforældrer gået bort håbede jeg på noget stort fra min egne forældre min far og hans kone sagde den da vi sagde det til dem at under alle omstændigheder kom de ikke til bryllupet for vi blev nok skilt et par månedefter fair nok min mor har sagt hun kommer tl bryllupet men vil ikke være en del af planlægningen men hardet sådan det er vores dag og hvis de har lyst til at have det sådan så lad dem kan kun håbe de fortryder senere hen og dem der kommer til bryllupet er demder er der for os og kommer ikke kun fordi det er et bryllup. håber det gir lidt mening det jeg fik skrevet men op med hovdet selvom det er svært og hvis dem du er selvstændig nok ti at klare det selv for selvom vi kun er 21 kan vi meget mere end de tro r

[SørenogAnette 11]

Sidder her med en følelse af at være meget gammel lige nu.

Min ældste bliver 16 om 2 uger. mine ønsker for alle mine 3 børn er at de først gifter sig og stifter familie efter de er blevet 25. Det ønsker jeg fordi jeg rigtig gerne vil have de får oplevet verden, bruger tiden på at få rendt hornene af sig, så når de vil giftes og stifte familie er helt klar til at de fleste weekender foregår hjemme med bleer osv og nyder tiden og ikke føler de heller ville være sammen med vennerne.

Rigtig mange sidder tilbage med en følelse når de er halvgamle at de har fortrudt de ikke nåede alt det de gerne ville inden de faldt til ro.

Jeg tror måske mange af jeres forældre har det på samme måde de er bare rigtig dårlige til at sige det på en god måde og unge mennesker har også rigtig svært ved at lytte til deres forældre og høre hvad der bliver sagt uden at gå i forsvar. Så ender det som regel rigtig skidt.

Jeg syntes dog jeres forældre opfører sig rigtig barnligt, de burde snakke med jer om deres bekymringer og hvorfor de har den holdning de har og efterfølgende bakke jer op i jeres beslutninger.

Jeg bruger meget tid på min ældste dreng og fortæller ham hvorfor jeg ikke ønsker han kommer til at gøre en pige gravid, før han har løbet hornene af sig og hvad man går glip af som ung. Jeg har også sagt til ham at jeg vil sige han er en klaphat hvis han kommer og siger jeg skal være farmor før han er færdig med sin uddannelse men at jeg så vil støtte ham i deres beslutning. Jeg ønsker nemlig ikke at skubbe mine børn væk selv om jeg ikke er enige i deres valg.

Håber det giver jer lidt at tænke over og måske tager jeg helt fejl, men det er sådan jeg er som mor og tænker som en halvgammel mor.

Ønsker jer det bedste bryllup alle sammen.

[Centenary 23]

Jeg bliver nødt til at være ærlig, og jeg må sige at jeg er enig med "SørenogAnette" (det er så nok bare Anette jeg er enig med )...

Det ER tidligt at blive gift når man er 21, og jeg kan godt forstå hvis det er svært for dine forældre... Men de burde så også være voksne nok til at snakke med dig/jer og forklare deres bekymringer osv, og derefter vil jeg så mene at de må acceptere det og støtte jer...

Jeg vil selv være 27 ved mit bryllup og min kæreste vil være 29... Jeg siger ikke vi er klogere end så mange andre pga. vores alder, men jeg ved selv hvor meget jeg har udviklet mig de sidste 6 år, og jeg har i den grad løbet hornene af mig... Og det er jeg glad for!

Jeg kender jer slet ikke, og vil på ingen måde blande mig i jeres bryllup... Og jeg er sikker på at I har truffet den beslutning der er rigtig for jer!

(Hey, min mor blev gift da hun var 41, efter 7-8 års samliv, og de blev skilt 3 år efter... Så det er ingen sikkerhed at være "gammel"...)

[AnnaPerenna 102]

Jeg var 23 da jeg blev gift og det er fandme tidligt.. At jeg så oven i var gravid gjorde det ikke bedre på aldersfronten men vi mærkede intet. Vi er så også begge færdige med kandidatudannelser og havde købt hus så ved ikke om det var det - men jeg syntes man som familie SKAL støtte op!

[Chrisi01 15]

Jeg er til dels enig med de to sidste kommentarer. Ja det er tidligt at blive gift som 21-årig og et STORT ja til at dine forældre burde snakke med ja. Men det med at løbe hornene af sig duer bare ikke her. Jeg mødte H2B da jeg var 16. Jeg har derfor på ingen måde haft "chance" for at gøre dette. Kan godt se det fornuftige i at løbe hornene af sig men vi styrer jo ikke selv hvornår vi møder den person vi ønsker at tilbringe livet med! Og så kan man altså ikke sige til ham om han ikke lige kan komme igen om et par år når vi begge har løbet hornene af os;-)

[Malene C 22]

Jeg er til dels enig med de to sidste kommentarer. Ja det er tidligt at blive gift som 21-årig og et STORT ja til at dine forældre burde snakke med ja. Men det med at løbe hornene af sig duer bare ikke her. Jeg mødte H2B da jeg var 16. Jeg har derfor på ingen måde haft "chance" for at gøre dette. Kan godt se det fornuftige i at løbe hornene af sig men vi styrer jo ikke selv hvornår vi møder den person vi ønsker at tilbringe livet med! Og så kan man altså ikke sige til ham om han ikke lige kan komme igen om et par år når vi begge har løbet hornene af os;-)

Hehe.. hvor er det godt sagt... Jeg mødte selv h2b som 18 årig. Når vi bliver gift er jeg to uger fra at være 25..

Sidder her med en følelse af at være meget gammel lige nu.

Min ældste bliver 16 om 2 uger. mine ønsker for alle mine 3 børn er at de først gifter sig og stifter familie efter de er blevet 25. Det ønsker jeg fordi jeg rigtig gerne vil have de får oplevet verden, bruger tiden på at få rendt hornene af sig, så når de vil giftes og stifte familie er helt klar til at de fleste weekender foregår hjemme med bleer osv og nyder tiden og ikke føler de heller ville være sammen med vennerne.

Rigtig mange sidder tilbage med en følelse når de er halvgamle at de har fortrudt de ikke nåede alt det de gerne ville inden de faldt til ro.

Jeg tror måske mange af jeres forældre har det på samme måde de er bare rigtig dårlige til at sige det på en god måde og unge mennesker har også rigtig svært ved at lytte til deres forældre og høre hvad der bliver sagt uden at gå i forsvar. Så ender det som regel rigtig skidt.

Jeg syntes dog jeres forældre opfører sig rigtig barnligt, de burde snakke med jer om deres bekymringer og hvorfor de har den holdning de har og efterfølgende bakke jer op i jeres beslutninger.

Jeg bruger meget tid på min ældste dreng og fortæller ham hvorfor jeg ikke ønsker han kommer til at gøre en pige gravid, før han har løbet hornene af sig og hvad man går glip af som ung. Jeg har også sagt til ham at jeg vil sige han er en klaphat hvis han kommer og siger jeg skal være farmor før han er færdig med sin uddannelse men at jeg så vil støtte ham i deres beslutning. Jeg ønsker nemlig ikke at skubbe mine børn væk selv om jeg ikke er enige i deres valg.

Håber det giver jer lidt at tænke over og måske tager jeg helt fejl, men det er sådan jeg er som mor og tænker som en halvgammel mor.

Ønsker jer det bedste bryllup alle sammen.

og undskyld, men nu er jeg altså nødt til at sige noget.. Har været herinde et par gange siden du skrev, og nu vil jeg bare kommentere lidt.

Jeg synes du får det til at lyde som om, at når man er blevet gift så kan man ikke længere komme ud og se verden, man kan ikke gå til fest, man kan ikke noget som helst, fordi man nu skal passe en baby!

Altså vi bliver gift - ikke gravide på den fastsatte dato! Jeg regner ikke med at vi skal have børn lige med det samme, for der er da ting jeg stadig gerne vil nå - som f.eks. komme ud og rejse noget mere - før de kommer... Og jeg vil gerne føle mig lidt mere klar til børn, end jeg gør nu. Men det betyder ikke, at jeg vil vente med at erklære min kærlighed til min h2b ved et giftemål...

Nå ja.. Det var altså bare lige, hvad jeg kom til at tænke på. Og Undskyld, hvis det slet ikke er sådan du mener det. For jeg forstår godt, hvad du mener om det med børnene og løbe hornene af sig, og til den del er jeg skam også enig!

[Victorias secret 53]

Jeg har desværre selv forældre der ikke er med på "den rigtige måde", så jeg kan godt forstå dig. Det gør ondt, når man ikke kan dele sin glæde med dem der burde være tættest på. Det er dog dejligt at læse, at dine svigerforældre glæder sig helt vildt

- jeg syntes dog ikke at man kan sige at det er tidligt at blive gift, når man er i starten af tyverne. Det er jo egentlig blot et stykke papir, og man kan jo gøre nøjagtig som hvis man bare var kærester, vil jeg da mene. Hvis det er det man syntes er det rigtige at gøre, så skal man da gøre det Og går det ikke, ja så er det jo ikke jordens undergang. Der er ingen garanti for at det holder, om man har været sammen i 2 eller 10 år

[Anne_Jacobsen 6]

Tusind tak for alle jeres dejlige indlæg. Det har helt klart givet mig lidt mere ro i sindet, og har bestemt mig for, at jeg ikke giver hive mere glæde ud af dem forgæves, så de må komme til os hvis de er interesserede i at hjælpe, og ellers får de en invitation som alle andre. Jeg bruger al for meget energi på at være ked af det og frustreret, energi som jeg kunne bruge på en hel masse andet (som at planlægge bryllup ) Jeg kan udmærket forstå jer der er lidt ældre synes det er ungt, og at man måske har godt af at løbe hornene af sig, men det føler jeg bare at jeg har gjort. Der er selvfølgelig stadig masser af ting jeg gerne vil i mit liv, men det er ting jeg gerne vil med min kæreste og det er bare nogle andre ting der har fået betydning for mig efter jeg mødte min kæreste. Jeg værdsætter selvfølgelig en dejlig bytur med veninderne, men jeg værdsætter i høj grad også en hyggeaften med kæresten, og det kommer jo ikke til at ændre sig selvom vi bliver gift. Vores liv går jo heldigvis ikke i stå selvom vi bliver gift

Jeg tror måske også, at som nogle af jer skriver, så bunder det nok i, at det er svært som forældre at løsrive sig og se de små blive voksne og klare sig uden dem, men synes alligevel ikke det er nogen undskyldning for at være som de er. Det er da heller ikke skide nemt for mig at skulle løsrive mig fra dem, men hvis de nu havde valgt at vende det til noget positivt og snakke om det, så tror jeg, at det hele var gået meget nemmere.

Men endnu engang tusind tak for alle de gode indlæg til jer alle sammen

[Guest Babyrex]

Puha... Jeg kan nok ikke lade være med at tænke om der er en grund til at dine forældre reagere sådan? Enten så må der jo lægge noget mellem linierne i forhold til enten dig eller deres kommende svigersøn. Nogle forældre er dog bare lidt anderledes - og så må de jo være det i fred..

21 ER ungt at binde sig til en person, især når i "kun" har været kærester i 1½ år da beslutningen blev taget. På den tid når man nærmest ikke at komme ind i en helt almindelig kedelig hverdag - og imens man planlægger bryllup sker der hele tiden en masse sjove og spændende ting... Men når brylluppet er ovre banker hverdagen på..

Man udvikler sig virkelig meget i den alder, og som et naturligt led i den periode kan man risikere at vokse fra hinanden.

Jeg forstår godt at man gerne vil have oplevelsen, og uanset hvor gammel man er og hvor længe man har været sammen er der altid en risiko.

Men hvis man planlægger at leve hele livet sammen har man vel ikke travlt?

Jeg er selv 22 - så jeg bliver heller ikke en gammel brud. Men netop pga min alder skal jeg ærligt indrømme at jeg på et eller andet punkt synes at det kan virke useriøst når jævnaldrene planlægger bryllup efter så kort tid. Jeg synes at alt for mange på min alder (både bekendte og nære veninder) har været lidt for naive, og brugt lidt for meget tid på at skabe sig et glasbilled. Enten vil de giftes meget hurtigt, eller også får de en planlagt unge uden at tænke over hvad det egentlig indebære.

Lidt ala alle de 15 årig som bliver forlovet efter maks et halvt år, for at virke seje..

Men det kan da også bare være mig der måske er lidt gammeldags. Jeg har aldrig haft følelsen af at skulle skynde mig frem i forholdet, og når jeg ser tilbage ville det da have været fuldstændig hul i hovedet hvis vi havde planlagt bryllup for 4 år siden. Men følte sig enormt voksen - men ærlig talt så var JEG det ihvertfald ikke..

Undskyld hvis jeg træder dig over tæerne. Det er bestemt ikke min mening! I sidste ende skal man jo gøre som man har lyst til, og hvad man føler er rigtigt. Jeg kan nok bare ikke sætte mig ind i at det kan være rigtigt så tidligt i den alder. Men sådan er der nok også nogle der tænker om mig

[EvaMab 2]

Sidder her med en følelse af at være meget gammel lige nu.

Min ældste bliver 16 om 2 uger. mine ønsker for alle mine 3 børn er at de først gifter sig og stifter familie efter de er blevet 25. Det ønsker jeg fordi jeg rigtig gerne vil have de får oplevet verden, bruger tiden på at få rendt hornene af sig, så når de vil giftes og stifte familie er helt klar til at de fleste weekender foregår hjemme med bleer osv og nyder tiden og ikke føler de heller ville være sammen med vennerne.

Rigtig mange sidder tilbage med en følelse når de er halvgamle at de har fortrudt de ikke nåede alt det de gerne ville inden de faldt til ro.

Jeg tror måske mange af jeres forældre har det på samme måde de er bare rigtig dårlige til at sige det på en god måde og unge mennesker har også rigtig svært ved at lytte til deres forældre og høre hvad der bliver sagt uden at gå i forsvar. Så ender det som regel rigtig skidt.

Jeg syntes dog jeres forældre opfører sig rigtig barnligt, de burde snakke med jer om deres bekymringer og hvorfor de har den holdning de har og efterfølgende bakke jer op i jeres beslutninger.

Jeg bruger meget tid på min ældste dreng og fortæller ham hvorfor jeg ikke ønsker han kommer til at gøre en pige gravid, før han har løbet hornene af sig og hvad man går glip af som ung. Jeg har også sagt til ham at jeg vil sige han er en klaphat hvis han kommer og siger jeg skal være farmor før han er færdig med sin uddannelse men at jeg så vil støtte ham i deres beslutning. Jeg ønsker nemlig ikke at skubbe mine børn væk selv om jeg ikke er enige i deres valg.

Håber det giver jer lidt at tænke over og måske tager jeg helt fejl, men det er sådan jeg er som mor og tænker som en halvgammel mor.

Ønsker jer det bedste bryllup alle sammen.

Jeg er helt enig.

Jeg blev gift som 22 årig. Gik ind i ægteskabet med samme tanke som der er nævnt i et andet indlæg ovenfor 'man kan jo altid blive skilt igen'.. Og vupti, det blev vi så også året efter.. Jeg kendte ikke mig selv godt nok på det tidspunkt, og havde kastet mig hovedkuls ud i det forkerte forhold.

Det er virkelig ufedt at få sådan nogle bedrevidende kommentarer her, men overvej det virkelig grundigt.

Jeg fortryder ikke at jeg var sammen med min eks, for jeg lærte rigtig meget om mig selv, og vi har en vidunderlig søn. Men brylluppet var overflødigt - vi burde have ventet..

Men ja, fra at have den slags tanker til rent faktisk ikke at støtte mit barn..... Det er virkelig en skam dine forældre ikke formår at forklare dig deres bekymring - og derefter accepterer din beslutning..

[SørenogAnette 11]

Jeg er til dels enig med de to sidste kommentarer. Ja det er tidligt at blive gift som 21-årig og et STORT ja til at dine forældre burde snakke med ja. Men det med at løbe hornene af sig duer bare ikke her. Jeg mødte H2B da jeg var 16. Jeg har derfor på ingen måde haft "chance" for at gøre dette. Kan godt se det fornuftige i at løbe hornene af sig men vi styrer jo ikke selv hvornår vi møder den person vi ønsker at tilbringe livet med! Og så kan man altså ikke sige til ham om han ikke lige kan komme igen om et par år når vi begge har løbet hornene af os;-)

Hehe.. hvor er det godt sagt... Jeg mødte selv h2b som 18 årig. Når vi bliver gift er jeg to uger fra at være 25..

Sidder her med en følelse af at være meget gammel lige nu.

Min ældste bliver 16 om 2 uger. mine ønsker for alle mine 3 børn er at de først gifter sig og stifter familie efter de er blevet 25. Det ønsker jeg fordi jeg rigtig gerne vil have de får oplevet verden, bruger tiden på at få rendt hornene af sig, så når de vil giftes og stifte familie er helt klar til at de fleste weekender foregår hjemme med bleer osv og nyder tiden og ikke føler de heller ville være sammen med vennerne.

Rigtig mange sidder tilbage med en følelse når de er halvgamle at de har fortrudt de ikke nåede alt det de gerne ville inden de faldt til ro.

Jeg tror måske mange af jeres forældre har det på samme måde de er bare rigtig dårlige til at sige det på en god måde og unge mennesker har også rigtig svært ved at lytte til deres forældre og høre hvad der bliver sagt uden at gå i forsvar. Så ender det som regel rigtig skidt.

Jeg syntes dog jeres forældre opfører sig rigtig barnligt, de burde snakke med jer om deres bekymringer og hvorfor de har den holdning de har og efterfølgende bakke jer op i jeres beslutninger.

Jeg bruger meget tid på min ældste dreng og fortæller ham hvorfor jeg ikke ønsker han kommer til at gøre en pige gravid, før han har løbet hornene af sig og hvad man går glip af som ung. Jeg har også sagt til ham at jeg vil sige han er en klaphat hvis han kommer og siger jeg skal være farmor før han er færdig med sin uddannelse men at jeg så vil støtte ham i deres beslutning. Jeg ønsker nemlig ikke at skubbe mine børn væk selv om jeg ikke er enige i deres valg.

Håber det giver jer lidt at tænke over og måske tager jeg helt fejl, men det er sådan jeg er som mor og tænker som en halvgammel mor.

Ønsker jer det bedste bryllup alle sammen.

og undskyld, men nu er jeg altså nødt til at sige noget.. Har været herinde et par gange siden du skrev, og nu vil jeg bare kommentere lidt.

Jeg synes du får det til at lyde som om, at når man er blevet gift så kan man ikke længere komme ud og se verden, man kan ikke gå til fest, man kan ikke noget som helst, fordi man nu skal passe en baby!

Altså vi bliver gift - ikke gravide på den fastsatte dato! Jeg regner ikke med at vi skal have børn lige med det samme, for der er da ting jeg stadig gerne vil nå - som f.eks. komme ud og rejse noget mere - før de kommer... Og jeg vil gerne føle mig lidt mere klar til børn, end jeg gør nu. Men det betyder ikke, at jeg vil vente med at erklære min kærlighed til min h2b ved et giftemål...

Nå ja.. Det var altså bare lige, hvad jeg kom til at tænke på. Og Undskyld, hvis det slet ikke er sådan du mener det. For jeg forstår godt, hvad du mener om det med børnene og løbe hornene af sig, og til den del er jeg skam også enig!

Vi er heldigvis alle meget forskellige, jeg fortæller dig hvordan jeg ser det som mor og har ønsker for mine børn. Det er rigtigt man kan gifte sig når man har lyst og stadig løbe hornene af sig.

Det jeg skriver er heller ikke en facitliste, jeg tror bare mange forældre har det sådan som jeg har det. Det er det jeg prøver at forklare, men min holdning er man skal støtte sine børn i stedet for at støde dem fra sig bare fordi man ikke er enig.

[SoExited 39]

Jeg synes altså den her tråd har taget en uheldig drejning!

Trådstarter skriver, fordi hun er trist over, at hendes forældre ikke deltager begejstrede i planlægningen Det kan ALLE i det her forum vel forstå er ærgerligt! Ville i andre ikke blive kede af det, hvis jeres forældre ikke bakkede op - eller jer som er "gamle", hvis jeres børn ikke bakkede op?

Hvad får trådstarter tilbage?? Nogle af jer begynder *satme* at fortælle hende, at det er for tidligt at blive gift!! Guess what: Hun har oprettet en profil herinde og har besluttet sig for at blive gift! Det er da ikke vores job herinde i et bryllupsforum, at fortælle folk, at de ikke skal blive gift - eller bare at de skal tænke over det. Det har de jo allerede gjort.

Hun spurtgte jo ikke, om det var en god idé at blive gift... Come on..

Redigeret August 19, 2012 af SoExited

[Anne_Jacobsen 6]

Vil nok også synes at det begynder at lyde som om det ikke er velovervejet det jeg har gang i, men vil godt lige understrege at det er det! Kan ikke forstå hvorfor jeg ikke skulle kunne udvikle mig SAMMEN med den jeg rent faktisk elsker? Vi lærer jo hele tiden noget nyt om os selv og hinanden og det skulle vi da gerne gøre hele livet?? Vi har i øvrig boet sammen lang tid inden vi begyndte at planlægge bryllup så vi er udmærket klar over hvordan hverdagen er.. Vi søger ikke spænding i vores liv, vi ønsker bare at erklære vores kærlighed til hinanden

[SørenogAnette 11]

Jeg synes altså den her tråd har taget en uheldig drejning!

Trådstarter skriver, fordi hun er trist over, at hendes forældre ikke deltager begejstrede i planlægningen Det kan ALLE i det her forum vel forstå er ærgerligt! Ville i andre ikke blive kede af det, hvis jeres forældre ikke bakkede op - eller jer som er "gamle", hvis jeres børn ikke bakkede op?

Hvad får trådstarter tilbage?? Nogle af jer begynder *satme* at fortælle hende, at det er for tidligt at blive gift!! Guess what: Hun har oprettet en profil herinde og har besluttet sig for at blive gift! Det er da ikke vores job herinde i et bryllupsforum, at fortælle folk, at de ikke skal blive gift - eller bare at de skal tænke over det. Det har de jo allerede gjort.

Hun spurtgte jo ikke, om det var en god idé at blive gift... Come on..

Jeg skriver absolut ikke at hun ikke skal giftes, jeg prøver at fortælle hvordan man som forældre nogen gange tænker og jeg mener stadig hendes forældre bør bakke hende op. Jeg håber hun derved kan forstå hvad der måske rør sig i dem, jeg syntes absolut hendes forældre opfører sig barnligt og burde støtte hendes i hendes valg.

[SoExited 39]

Jeg synes altså den her tråd har taget en uheldig drejning!

Trådstarter skriver, fordi hun er trist over, at hendes forældre ikke deltager begejstrede i planlægningen Det kan ALLE i det her forum vel forstå er ærgerligt! Ville i andre ikke blive kede af det, hvis jeres forældre ikke bakkede op - eller jer som er "gamle", hvis jeres børn ikke bakkede op?

Hvad får trådstarter tilbage?? Nogle af jer begynder *satme* at fortælle hende, at det er for tidligt at blive gift!! Guess what: Hun har oprettet en profil herinde og har besluttet sig for at blive gift! Det er da ikke vores job herinde i et bryllupsforum, at fortælle folk, at de ikke skal blive gift - eller bare at de skal tænke over det. Det har de jo allerede gjort.

Hun spurtgte jo ikke, om det var en god idé at blive gift... Come on..

Jeg skriver absolut ikke at hun ikke skal giftes, jeg prøver at fortælle hvordan man som forældre nogen gange tænker og jeg mener stadig hendes forældre bør bakke hende op. Jeg håber hun derved kan forstå hvad der måske rør sig i dem, jeg syntes absolut hendes forældre opfører sig barnligt og burde støtte hendes i hendes valg.

Det var ikke kun dig

Synes bare der er flere, der med alle deres *gode intentioner* alligevel får puttet sådan en "Men, du ER jo også meget ung" ind. Hvilket jeg bare ikke synes er for sagen vedkommende.

Redigeret August 19, 2012 af SoExited

[Guest Babyrex]

Jeg synes altså den her tråd har taget en uheldig drejning!

Trådstarter skriver, fordi hun er trist over, at hendes forældre ikke deltager begejstrede i planlægningen Det kan ALLE i det her forum vel forstå er ærgerligt! Ville i andre ikke blive kede af det, hvis jeres forældre ikke bakkede op - eller jer som er "gamle", hvis jeres børn ikke bakkede op?

Hvad får trådstarter tilbage?? Nogle af jer begynder *satme* at fortælle hende, at det er for tidligt at blive gift!! Guess what: Hun har oprettet en profil herinde og har besluttet sig for at blive gift! Det er da ikke vores job herinde i et bryllupsforum, at fortælle folk, at de ikke skal blive gift - eller bare at de skal tænke over det. Det har de jo allerede gjort.

Hun spurtgte jo ikke, om det var en god idé at blive gift... Come on..

Jeg skriver absolut ikke at hun ikke skal giftes, jeg prøver at fortælle hvordan man som forældre nogen gange tænker og jeg mener stadig hendes forældre bør bakke hende op. Jeg håber hun derved kan forstå hvad der måske rør sig i dem, jeg syntes absolut hendes forældre opfører sig barnligt og burde støtte hendes i hendes valg.

Det var ikke kun dig

Synes bare der er flere, der med alle deres *gode intentioner* alligevel får puttet sådan en "Men, du ER jo også meget ung" ind. Hvilket jeg bare ikke synes er for sagen vedkommende.

Mit er altså heller ikke skrevet for at være ond. Men det kan jo være at hendes forældre tænker nogle af de samme ting som nogle af os herinde tænker, og derved kan hun bruge det jeg bla. skriver til noget konstruktivt.

Ved at sætte ord på det kunne det jo være at TS læste nogle "bekymringer" hun kunne forstille sig forældrene havde - og så kunne hun tage en voksen snak omkring det og fortælle at det ikke forholdte sig sådan.

Det kan være lidt svært at gætte sig frem til deres issue, men et eller andet må der vel være siden de reagere sådan.

Jeg tror selv at min mor ville have den samme holdning som den jeg har skrevet - og nu kan TS jo læse det, forholde sig til det og danne en mening omkring det - så bliver hun ikke fanget på det forkerte ben hvis nu de skulle konfrontere hende face to face med deres issue.

Og som jeg også skrev skal man jo gøre det som føles rigtigt.. Og i og med at hun ikke kan nikke genkendende til de vi andre skriver må det vel uden tvivl bekræfte hende i at det ER det rigtige for dem